torsdag den 30. december 2010

Godt Nytår Røvhuller

Undskyld platheden. Men det ER sguda skægt.


Det er nu 9. dagen.

Med to børn hjemme på samme tid.

Og.

Vi har været sammen i døgndrift.

Kun afbrudt af udflugter til Netto. Eller når den ene voksne kiggede på den anden voksne og med meget bestemt mine sagde: 'Nu går jeg lige en times tid'.

Min hjerne er barberet ned til Brio, Flexi Trax og fingermaling og jeg forestiller mig ikke at der er en anden verden. Det værste er, at det jeg nyder det....

Helt vildt.

Og det kan godt være, at Bjarke Ingels er en byggemesterens Gud, men jeg tror NOK, at han skal holde fast i sadlen, når han ser MINE kombinationer af Brio togbaner.

Nå. Men ligeomlidt er året forbi og 2011 er lige til at plukke. Jeg glæder mig. Meget. For inspireret af de sidste ni dage, så skal der meget mere leg på drengen i 2011. Jeg har allerede to projekter, som jeg glæder mig til at fortælle jer om. Og vi skal også lige vende Robert Downey Jr. igen. Jooo det skal vi. Jeg har sat mig for at tabe yderligere 15 kg, så I kan godt finde klaphatten frem for jeg kommer nok til at få brug for et par hep-hep'ere.

Til allersidst. Inden jeg smugspiser et stykke islagkage. Vil jeg gerne sige tak til dig der læste med i år. Virkelig. May the force be with you.

Og hurra! Ha' en sjov aften og kys det nu, det hulans liv.

tirsdag den 28. december 2010

Hurlumhejhus

What a feaking marathon. Sygdom that is. Helt ærligt, det er fandme som Camp Amager herude på heden.

Alle, ALLE havde sagt, at når Jeppe fik skoldkopper så kunne vi være 100% sikre på at Kasper også fik det. 'Jaja', sagde vi og kiggede på hinanden med et indforstået Kasper-har-aldrig-været-syg-og-derfor-bliver-han-selvfølgelig-ikke-smittet-blik.

Som om.

Han var virusagtig på den sære måde allerede fra d. 23. dec. Faktisk hele julen indtil vi opdagede den lille ekstra julegave i form af en rød knop sent 2. juledag.

Der hyperventileres.

Helt ærligt. Efter at have fejret min fødselsdag d. 24., holdt jul for 10 mennesker, OG kørt en fødselsdag mere for Kasper 1. juledag, så kunne jeg ærlig talt godt have brugt, at sidde 5 minutter med et blad. Eller bare med at stirre.

I stedet fik jeg et lille skrigende vortesvin. Stakkels Kasper. Han er simpelthen så befængt med de røde sataner, at han i går blev så desperado, at han løb nøgen rundt i stuen og råbte: 'DUMME DUMME DUMME GÅ VÆÆÆÆÆÆÆÆÆK'. Thure tog nattetjansen, som var vågen hver halve time og trøste trøste.

Men vi er snart så vant til det, at vi går på en B.S. automatpilot. Vi kan skændes om alverdens ting, men når der er sygdom, så kører det. Måske skulle jeg få en kronisk byld i røven. Så kunne I se mig have en glad familie, hvor jeg står og bager boller dagen lang.

Nå.

Hvad er det B.S. siger: 'øjnene på Marc Jacobs'...hva? er det ikke det? Nåmmen det er da det eneste jeg kan tænke på, nemlig at der er udsalg hos MJ.

Happy skoldkop. Jeg mener New Year.

torsdag den 23. december 2010

Mod bedring

Jeg døde ikke.

Hurra.

Og hip. For i morgen er det min fødselsdag. Julen eksisterer ikke for mig. Men det gør min fødselsdag. Er du sunshine. Jeg bliver 8 år gammel. Jeg kræver mit morgenbord, og mine gaver og INGEN børn skal overhovedet drømme om at nærme sig dem eller hjælpe med at pakke op.

Hvad mon der i den store? Og den lillebitte. For jeg har luret. Men jeg kan ikke helt gennemskue hvad det er.

Huuuu-huuuuu.

Det nye Testamente

Da Thure var ramt af Man-flu var vi jo ikke sikre på at han overlevede. Derfor omsatte jeg hurtigt hans cykler i Marc Jacobs valuta. Men han døde jo ikke. Alligevel.

Det gør jeg muligvis. Har derfor lavet et testamente, I må selv snakke fordeling med Thure.

1 Mulberry taske.
1 Marc Jacobs ballerinaer i pyton skind.
1 kaninpels.
1 læderjakke fra Munderingeskompagniet.
1 Macbook Pro samt adgang til bloggen her, så den kan du også overtage.
2 tandkroner næsten nye.
10 Min Mor bøger.
5 paillet jakker (undskyld..4. Jeg skal have den ene på selv).
Ukendt antal neon-neglelakker.
2 puder fra Hay som kradser, men de er pæne.
4 kaffekopper fra Royal Cph.
5 tætskrevne notesbøger med idéer. Du vælger bare en af dem og bliver stinkerig. Helt sikkert.
Kursusmateriale, så du kan starte din egen virksomhed. Nååem det kunne da godt være.
1 glas Nescafe.
4 skumjulemænd.....3...nej 2. okay du får 2.
8 par Ray Bans (hold KÆFT du er heldig).
1 russerhue i hvid kaninpels
1 rød læbestift
Adgangskoderne til mit liv, så kan du læse om mit hemmelig spionliv i Rusland.

Pøj-pøj med fordelingen.

onsdag den 22. december 2010

Jammerdal

Kan I huske Mandejammerdalen? Der hvor jeg hoverende, gik til og fra sygelejet, med gnækkende latter. På den der tag-dig-dog-lidt-sammen-og-lad-vær-og-klynk-så-meget-jeg-har-sgu-da-født-børnene-hvad-klager-du-over måden.

Det skal jeg så straffes for nu. Har ondt ondt ondt over det hele. Kan ligesom ikke få feber, men er bare trådt i hovedet af en hest. Ai mand! Og jeg skal holde jul og min fødselsdag og Kaspers fødselsdag. Og jeg kan ikke engang skrive noget sjovt om det.

Fucker.

Av.

Nogen kom. Med en klud og varmt vand.

Aaaaaaaav. Det er synd for mig.

Meget mere end for Thure. Hvad. Siger I ikke det?

tirsdag den 21. december 2010

Hurra

Her i december er vi fire, i min i forvejen lille familie, som har fødselsdag.

Moster Gytta d. 10. december
Mig juleaften
Kasper 1. juledag
..og Onkel Jørgen i dag d. 21. december.

Vi andre bliver altid fejret. Med flag og ståhej. Men det er som om, Onkel Jørgen altid ligger og roder i svinget. Det er så tæt på jul. Man render rundt og ordner. Og når ikke på posthuset. Fordi manden aldrig sender gaveønsker. Og derfor er det op til ens kreastivitet, at finde den rigtige gave, og det kan man bare ikke i de dage, hvor jeg i hvert fald har travlt med at gøre klar til min egen dag (skulle da nødig hedde sig at der ikke var et rabalder den dag), at skulle holde jul og forberede Kaspers fødselsdag.

Så hvad så med Onkel Jørgen? Jamen han kan gå over på sit kontor, og tage en kop kaffe og råbe hurra ned i en plantegning, for alle andre har så tralvt med at det lige omlidt er jul og juleferie og hygge og sne og gaver og forventninger og Fætter BR og tøjkriser og rød læbestift og julekugler.

Det er da synd. For Onkel Jørgen. Når nu han er så rar. Så i dag er dette indlæg dedikeret til ham, det er hans fødselsdagsgave, og du må meget gerne råbe et hurra i kommentarfeltet. Så bliver jeg altså glad.



Trivia
Værd at vide om Onkel er at han i tidernes morgen spillede orgel i et band, hvor..og hold nu fast.. Gnags var opvarming for dem. Han er arkitekt. Han er sygt vild med orgelmusik på den der klimpe-klampe-måde og hvor min moster ender med at skrige 'SÅ SKRU DOG NEEEEED', han går altid i Wrangler Jeans. Køber fire nye par hvert år. Dog i forskellige farver jojo. Han står altid op og spiser frokost, hvis ingen andre spiser med. Han er altid den der synger højest juleaften og han er besat af Mercedes Benz. Og af Jimmy Smith, som her i dagens anledning spiller et stykke med jul. Og nej, jeg forstår det heller ikke.

mandag den 20. december 2010

FYI

Vi er enige om, at det kan være svært... med det der...på kommando. Ikke?

Men sagde I først nej, fordi I hellere vil ligge og glo på Bruce Willis på en sofa, og læse magasiner og drikke kaffe, så er det helt legalt i mandekredse at trække nedenstående kort. Hvis I alligevel fortrød. Siger det bare.



Unavngiven kammerat = Thure

Nytårskursus


De sidste to år, har jeg rundet året af med nytårskurset hos Pernille. Melsted.

Og ved I hvad, det er fannerme fedt. Man bliver kickstartet på en måde, hvor det går lige i kuglerne, hvis jeg havde nogle, og så er man væk fra ungerne en dag, og kommer glad tilbage. Og der er champagne, og hvis man er lidt hurtig ved havelågen kan man score et par ekstra glas og få sit et eftermiddagsbuzz. Og det ved vi alle, at man bliver en bedre mor af.

Skal du ikke med? Det skal du da.

lørdag den 18. december 2010

The winner

Jeg kunne da godt lige have været lidt hurtigere på aftrækkeren med den vinder. Ikke?

Men to børn....det gider vi slet ikke komme ind på.

TAK for alle jeres kommentarer. Sikke rørende. Hvad. Ville I ikke sige det? Det vil jeg. De mor-historier har det altid med at være at kringlede på alle mulige livgivende måder. Jeg er fan af dem.

Ville jo ønske, at jeg var verdens rigeste, så havde jeg sgu givet jer allesammen en bog. Har aldrig helt forstået det der med at, når man ligesom selv har skrevet en bog, at man så ikke for evigt har retten til at kræve alle de bøger man vil fra trykkeriet.

Nå. Men altså til alle jer, der vil købe den, pøj-pøj med den. Jeg lover jer, at I får mange mange mor-historier fra jeres mor, som I kan grine jeres røvlaser af. Det gjorde jeg. Men blev også klogere. Og eftertænksom. Bagefter.

Ikke mere snak. Philip, den tidligere vinder, har stukket hånden i tombolaen og valgte nummer 46. Og det er loufly.

Send mig din adresse til annamette.fuhrmann@gmail.com


torsdag den 16. december 2010

Give it endnu mere away

(Ret fesen opløsning, men det er taget fra nettet, da Thure er taget afsted i Børnehave med Kasper for at fotografere og fejre Kaspers kommende fødselsdag)

Nå nu troede du kun det skulle handle om skoldkopper, bandeord og Robert Downey Jr. Ellers ret hed cocktail. Men snydt. For det er nemlig 3. torsdag før juleaften og derfor er der endnu en gave i blogsokken.

Det er en fra min hånd, bogen Min Mor, som jeg skrev i mit ansigstfodsved i 2005. Jeg tænkte: "1000 spørgsmål, piece og cake...yes a very stor cake that is, men den var sjov at skrive og det er en bog, som jeg i al beskedenhed er kommet til at holde ret meget af.

Heldigvis er den nu at finde i en ny og revideret udgave. Og du kan vinde en her. Skriv noget og så trækker sidste vinder lod. Ja sådan er reglerne i dag.

Du pippe indtil fredag aften kl. 20.00, så smider jeg den med posten lørdag.

For en god ordens skyld er her hvad det er for en slags:
Min mor er en bog fuld af spørgsmål til din mor. Spørgsmål om hverdagsliv, kærlighed og drømme – og alt det andet, man ikke lige får spurgt sin mor om over søndagsmiddagen. Den er dermed en oplagt gave fra en datter, der gerne vil vide mere om sin mor. Bogen får først værdi, når din mor har udfyldt den, og Min mor er derfor en gave, du sagtens kan bede om at få retur.

I jeres hænder bliver bogen et værdifuldt familiedokument – og du får en unik mulighed for at lære din mor at kende og blive klogere på det liv, hun har levet, både før og efter du kom til verden. Kort sagt: Min mor er den perfekte gave til mødre og døtre, der vil tættere på hinanden.

onsdag den 15. december 2010

Robert Downey Jr.

Kan I huske den freebee, som jeg snakkede om? Med Robert Downey Jr. At hvis han nu kom forbi og man havde et svejserelateret spørgsmål til den der Ironmandragt man var ved at lave. Så måtte knalde med ham. Godt.

Samme dag, som jeg har skrevet det, får jeg så en m e g e t hemmelig mail. Fra en veninde, som fortæller, stadig meget hemmeligt, at hun i hemmelighed har KNALDET med ham.

WTF!!! WHAT THE FUCK!

Ikke en look-alike. Men ham. The man. Ironman. Jamen jeg var ved at falde ned af stolen.

Han er jo bare et menneske, men altså, WHAT are the odds for at man står i Mojitodrop på en bar og så bliver inviteret på et 'private party' af Mr. Downey? Jamen jeg er stadig ved at falde ned af stolen.

Men jeg måtte fatte mig. For her var så en oplagt chance for at spørge detaljeret til mandens..... Men svaret, må jeg sige, var en smule skuffende. Jeg vil jo helst have et billede af at han simpelthen springer ud af den her dragt, med et GIGA 'svejseapperat'. Men det gør han ikke. Ikke fordi den var lille, men den var heller ikke stor, forlyder det.

Til gengæld var det midt i hans storhedstid, så hvad han ikke havde mellem benene, havde han i stoffer. Han rullede simpelthen hele apoteket ud. Værsgo og slug. Som man siger.

Jamen jeg er starstruck. Det kan jeg ligeså godt sige.

Det er ligesom ikke helt det samme at have været en slags kyssekærester med Carsten Krøyer fra Nice Device.

tirsdag den 14. december 2010

At have en børnesygdom

Nu sidder jeg bare og undrer mig lidt. Men hvem fanden har opfundet skoldkopperne? Det må være den bitreste kælling ved Perleporten jeg endnu har hørt om. Det er decideret det klammeste jeg kunne komme i tanker om. De popper jo op som lemminger. Allesteder. Allevegne. Hvad laver de inde i munden iøvrigt? Kunne de ikke bare blive på ben og arme. Nænæ, vi formerer os som lynild i hele røven. Plus diverse.

Det er Jeppe det er gået ud over. Kæft det er synd for ham. Jaja, alle andre har haft skoldkopper indenfor murene. Men det har vi IKKE. Og det gider vi heller IKKE.

Og jeg gruer. Gruer for at Kasper skal blive smittet.

For slet ikke at tale om arbejdsdelingen. Hvem passer hvornår? Til at få lange juleklokker af.

Bøsserøve

Undskyld. Jeg skulle simpelthen lige være færdig med at grine. Kæft hvor er I skægge. Vil I ikke allesammen have en bog?

Okay jeg har kun een. Røvsnaps.

På den anden side føles det herligt at kunne udvælge på den helt unfair måde. Det må man jo ikke, når man er mor. Selvom man har lyst.

Og jeg faldt for: Philip Nielsen
(Send mig din adresse på annamette.fuhrmann@gmail.com)

Fordi han skrev:

Jeg skal have det lort.

Og jeg skal have det, fordi jeg sidder gud-ved-hvilken-dag, til røv-ud-på-natten, og laver projekt i det studie som om nogle år skal gøre mig til Hr. jeg-kan-det-der-med-at-være-koordinator-for-firmaer-og-sport, og fordi at jeg tissede nærmest i bukserne af grin over "Helge røvfættersovs", og med et spilt sekund(du ved, der hvor man lige akkurat når at tænke 1000 klare tanker), at den vil jeg købe til min storebror i julegave, og en til mig selv.

Se det er jo ikke flot i sig selv, men jo - for jeg er på SU(tudefjæs - ja, og fuck jer - i røvfættersovs), men mest fordi min bror bor i sydamerika, og så tit ser jeg ham ikke.

Men når vi skyper sammen, er det som om at han stadig bor ude i "ø-gaden", og vi kan snakke om patter, bussemænd, prutter og alvorlige ting, som var det at han aldrig havde flyttet.

Og den bog kunne godt være mig, i fysisk form, ude hos ham.

Og bøssejuryens kommentar til begrundelsen:
Hvis Jeppe en dag sidder og skriver på et projekt, for at tage en uddannelse, og alligevel vil bruge en skilling fra sin SU til at købe to bøger, én til ham selv og én til Kasper, for at de sammen kan sidde og pisse i bukserne over ord som røvfættersovs, mens de er på Skype og mens de savner hinanden, ja så ville jeg ikke kunne have gjort et bedre job som mor. Derfor. Så luk røven, Philip vinder.

Tak fordi I ville være med. Jeg er fandme fan af jer allesammen.

ps. nyt om Robert Downey Jr. i morgen. Stay tuned.

søndag den 12. december 2010

God jul for helvede!


Alle kaster jo om sig med give-aways. Det er der også her på bloggen. Det er så bare det, der hedder samvittighedsgaver. Og heldigt for jer, nu har jeg fået dårlig samvittighed, så det er tid til denne decembers første give-away.

Det er en bog. Og den hedder Møgungen. Og kørte man en bandeordsdetektor igennem siderne, så ville den eksplodere. Det glæder mig i denne tid. At kunne præsentere et stykke fint litteratur med ord som 'bøsserøvssolnedgang.' Se selv:



Damen bag bogen hedder Mette Hegnhøj Mortensen og om bogen siger hun:

Hvad fik dig til at skrive en billedroman med så lind en strøm af bandeord?
Det har ikke været et bevidst ønske at skrive en bandeordsbog. Det var Møgungen, der kom først. Møgungen fortæller. Deraf sproget. Det er verden set gennem hans temperament. Og det var det sprog, der skulle til for at fortælle den historie.

Hvad skal børnene have ud af at læse den (eller få læst op)?
Jeg håber, de får en oplevelse. Af sprog og liv.
At den vækker følelser.

Hvad er dit eget yndlingsbandeord?
Jeg bliver tit spurgt, om jeg er kristen, fordi jeg aldrig bander. Jeg bliver lige overrasket hver gang. Måske bander jeg stille. Eller indad. @#%^&*(

Om bogen:

I billedromanen Møgungen befinder vi os dybt inde i de svenske skove. Helge Helge har taget møgungen med på telttur. Langt væk fra civilisationen og de hjemlige dramaer. Der er nemlig noget derhjemme der ikke er så godt.Helge Helge var den eneste der ville tage på tur med Møgungen, og det skal da også snart vise sig at det ikke er en helt almindelig tur i skoven de to kommer ud på. Møgungen går med dolk og dynamit og svitser insekter med et brændglas.Men hvem er denne møgunge, og hvad er der med ham? Ja, det finder læseren ud af lidt efter lidt.


Smid dit navn inden tirsdag morgen kl. 8.00, så vælger jeg den af jer, som jeg synes er sødest. Og nej, gu fanden er der ingen lodtrækning, det bøsserøvspis, det bruger vi ikke her.

torsdag den 9. december 2010

Fisse!

I går holdt jeg foredrag i Århus. Sammen med Maren. Og sammen med en masse søde jyske damer. Det var bare brandhyggeligt. Og handlede for mit vedkommende om sex.

Men det er jo så skidenemt at sidde her gemt bag en skærm og skrive om en brækket røv efter en fødsel, det er straks værre at skulle sige det LIVE. Altså man ved jo ikke om folk får en småkage på tværs over ord som brækket røv, knalde, og diller.

Ligesom hvis folk pludselig bryder ud i sang i et meget lille rum. Så dør jeg nærmest af angst. Ligesom jeg heller ikke kan fordrage teater eller folk, der mimer på strøget.

Men for fanden. Tak århus, I var søde.

Og turen blev ekstra god fordi dagen, hvor jeg væk, var dagen for juleklip i dagplejen og også den dag, hvor Nissen fra Børnehaven skulle med hjem og lave løjer. Hele natten lang.

Så passede det mig ærlig talt ret fint at ligge på en sofa i Mejlgade og læse magasiner. Fx. kiggede jeg længe på en artikel med Robert Downey Jr. Og jeg blev enige med mig selv om at han må være en freebie. Så kan Thure knalde hele det svenske bikini landshold, hvis jeg får en nat med The Iron Man (hvis I forstår sådan en lille en).

tirsdag den 7. december 2010

Klub Mor

Jeg er lige kommet hjem fra Klub Mor. Det handlede i dag om nærvær. At. Være. Nærværende. Vi er enige om at den godt kan smutte ikke? Jeg kan ikke finde på noget særligt sjovt at skrive om det, men jeg er altid særlig rolig og i en særlig stemning, når jeg går derfra.

For der deles. Syv mødre sidder vi og lytter med ører så store som man aldrig har set før. Og så lytter vi. Til Fies fine stemme. Som fortæller en hel masse godt for børnene. Jeg elsker når nogle 100% unden at blinke altid tager børnenes parti. Så det gnaver sig helt ind i os voksnes sjæl.

Det er fedt ligesom ordet røvguitar er fedt. Noget man kun kan være vild med.

Jeg kan kun anbefale det. Mange gange.

mandag den 6. december 2010

Oh salighed

Skulle du være blevet lidt blød om to-barnshjertet over mit tidligere indlæg i dag, kan jeg som en fodnote fortælle at man mandag efter en weekend oplever at være i granatchok på en særlig måde, som godt kan tage hen til onsdag før det går over. Men så er det heldigvis snart fredag igen.


Jeg nævner det bare.

To børn

Nu da jeg har cementeret mig selv, som en der fraråder al udkørsel, eller skal vi sige indkørsel visse steder, så man får børn. Ja så skylder jeg alle jer, der enten sidder med en bebs knappet fast og jer, der har en på vej, at sige (og der trækkes vejr ind), at så slemt er det heller ikke. Hele tiden. Der er dog lyspunkter.

1. De ene sekund, hvor store kysser lille og siger 'du er min bedste ven'. Her er det, at jeg skal holde mig for munden og lade være med at hyperventilere og tale i falset og skrige 'gør det igen gør det igen gør det igen'.

2. Når man for anden gang oplever, hvor helt igennem knuselskende de der små gnomer er. Jeppe er een stor nuttet klump, og det var Kasper også engang. Altså den der tullende, smålegende dreng, som var stille og rolig. Det er bare meget godt at blive mindet om, når det kan være svært at se for horn i en 4-årigs pande.

3. Ligesom vejret, der skifter er det uendeligt dejligt at have mulighed for at tage store barn med på udflugt og rent faktisk snakke. Og ikke gentage at:'NU KOMMER METROOOOOEN' og med de glade mor-øjenbryn presset helt op i hårgrænsen sige: 'hvad siger koen?'

4. Når det store barn gerne vil puttes og læses for og lege en leg, som man selv kan være med til uden at skulle være statist eller ham, der holder alle boldene. Og henter.

5. Når Jeppe gør alt hvad Kasper gør. Uden undtagelse. Eller prøver at efterligne.

6. Når de hopper rundt i hinanden i sengen i bar røv og man selv kan sidde i fodenden og være almoderlig og jeg har skabt-verden-agtig.

7. Når de sover. Og der ligger TO inde på værelset. Så får man instant lyst til at producere flere.

8. Når der ligger to sygesikringsbevis i pungen, får man lyst til, igen på den almoderlige måde, at bage og nynne og tænde et lys.

søndag den 5. december 2010

..........(ingen hjerneceller til at finde en overskrift)



Når jeg vågner i morgen bliver det til synes af en Ikea hund, model dalmatiner, et biltæppe, to kasser med legetøj, og fire brandbiler. Jep mor har scoret underkøjen, da det stadig er noget med forkølede unger og sover bedst med mor i værelset. Jamen jeg blev overtroisk i weekenden, for Jeppe har taget to nætter i et stræk, aldrig sket, og sov tre timer til middag, aldrig sket. Så derfor ligger jeg nu i hulen hso de to unger der i dén grad har drevet mig ud på det yderste sorte af neglene i dag.

Udover det, så ville jeg frygteligt gerne vågne op på et af stederne på billedet. Jeg har ikke engang noget sjovt at skrive om det - men pik mig i øret, det er lexi.

onsdag den 1. december 2010

2300 total crazyness

Jeg har simpelthen været alt for lidt selvoptaget her på bloggen på det seneste. Jeg har ikke brokket mig nok over Metroen eller bus 250S eller mine unger.

Men ved I hvad? It's over. Det kommer her. Alle dem med ét barn, kig væk.

Livet med to børn er vanvittigt. Og jeg vil, som sindssyg i gerningsøjeblikket, fraråde alle dem med ét barn til at få en mere. Don't do it.

Tag nu sidste weekend, hvor vi kun havde Jeppe hjemme. Ren badeferie. Som ingen børn at have. Man kan rent faktisk nå at rydde op. Man kan nå at tjekke sin mail, og man kan nå at vaske tøj og holde huset nogenlunde rent. Man kan også gå på café og hvis den ene går ud om aftenen, så behøver den anden ikke at få stresspletter på halsen og i røven over at skulle bade og putte og lege med to børn samtidig.

Lad mig give dig et eksempel fra det virkelig to barnsliv.

Om eftermiddagen bliver Kasper hentet kl. 16.00 ved bussen. Han kan være i strålende humør og snakke om alverdens ting. På den søde 4-årige nuttede måde. Så er det vi kommer hjem. Og det sekund døren bliver åbnet spyr han ild af alt og alle. Især Jeppe. Han har oveni det fået en herlig vane, at pisse i sin flyverdragt lidt før vi kommer hjem, men gud nåde trøste den, der prøver at få dragten af ham. Således ligger han og råwer ned i gulvet og Jeppe må ikke så meget som kigge på ham. At all. Og hvis han gør, så slår han ud efter ham. Og når jeg ikke at afværge, så har vi nu to sirener. For det meste stikker Jeppe ikke op for bollemælk og er derfor ikke sen til at dele en flad ud tilbage. Eller rive i håret. Mens han skriger Kasper ind i hovedet.

Velkommen hjem, let the game begin.

Den næste halve time går med at få lavet mad, hvor den ene har gryderne, den anden ungerne. Og det er det samme som at prøve at få Bin Laden til at bygge en sjov hat med Obama. Når så man kan råbe 'nu er der maaaaaad', så nægter Kasper at spise noget som helst andet end havregryn med sukker på. Og hvad storebror gør, skal Jeppe efterligne, det står selv på side 1 i lillebrorhåndbogen.

Nu er det så at vi skal kigge på hinanden, og smile og sige 'det er bare en fase-det er bare en fase', mens vi igen forsøger at spise en middag i nogenlunde fred og ro.

Som plaster på såret, er der efter endt putning x 2, et bjreg af vasketøj som ligger og venter. Det samme gør opvaskeren og 1 ton legetøj, som skal ryddes op.

Hvis du stadig læser med, så kan jeg som bonus sige, at Jeppe vågner tre-fire gange pr. nat, og når han vågner og vil op kl. lidt i fem (hvis vi er heldige så seks), ja så står man ikke ligefrem og ligner Monica Lewinsky efter en nat i det ovale værelse.

Så i denne søde juletid do I NOT.have.a.sexual.relationship.with.my.husband.

tirsdag den 30. november 2010

Hjælp en der fryser

Jeg sidder i min varme stue, jeg er træt som et alderdomshjem fordi Jeppe ikke er det barn, som sover allermest for tiden. Som i: tre timers intervaller.

Til gengæld har jeg kaffe, mad og lakridser, men det er mere end de her har.

Og dem er vi altså nød til at hjælpe. De har fået ret meget tøj, men mangler alt andet, som man bruger til daglig. Og sukker. De mangler sgu også sukker.

I en del år donerede jeg to juleænder til Mændenes Hjem på Istedgade, og at se dem få stjerner i øjnene, det var alting værd.

Så hvis du har to pakker Lurpak, og en tandbørste, så er der nogle der kan få tandsmør på bollen og bagefter få børstet tænder.

mandag den 29. november 2010

fredag den 26. november 2010

Klumme i JP's VIVA

Som i dag handler om galskab. Læs med, hvis du orker.

Talentløs 2010


Min morfar var lidt sær. Ikke på landsbytosse måden, bare virkelig meget sin egen. Hver vinter gik han med en uldsnor rundt om hver ankel, en ‘pøge’, kaldte han dem. De gav ham varme og holdt ham rask i kulden. Javel. Han nægtede at stille sit ur om til sommertid, og var iøvrigt stor tilhænger af selvbehandling. Som dengang hvor han havde ondt i sin skulder, og derfor svingede med en stor jernkugle hver morgen. For at holde sin skulder ved lige. Som det mest naturlige medbagte han selvfølgelig sin kugle i håndbagagen, da han skulle med familien til USA. Og blev svært ophidset, da de i bagagekontrollen konfiskerede den bombelignende tingest han havde i sin taske. Mage til frækhed skulle man, ifølge min morfar, lede længe efter.

Så delvis på grund af ham har jeg altid være fan af galskaben.

Jeg bor ikke langt fra et psykiatrisk hospital. Og det er jeg ret så glad for. Jeg peger ikke fingre af dem, som bor der og jeg har dyb medlidenhed med dem, som ikke kan tage vare på sig selv, og måske lever et liv på kanten af, hvad der er værdigt. Og kunne jeg give dem allesammen en bunke penge og et sind, som gav dem frihed, så gjorde jeg det. Men når det er sagt, så vil jeg sige, at de beriger mit liv med en vis portion galskab, som jeg i dén grad synes vi mangler. I dagens Danmark.

Tag nu bare Varslet. Som min mand kaldte en af beboerne, og som vi ofte mødte og fik en lille snak med. Han var året rundt iklædt bokser shorts med prikker, bare ben og en rød uniform. Kæmpe skæg og ditto hår. Og han sang. I vilden sky. Tyske viser gjaldede ud over Heden inde bag det hegn, hvor han befandt sig. Nogle gange stak han hovedet helt frem til vejen og hvislede til mig, når jeg kom gående med min søn i klapvognen ‘jeg kan ikke lide drengebørn, er det en dreng du har?’ ‘Ja’ svarede jeg hver gang, og så fnøs han hånende over hvilket afskyeligt afkom jeg slæbte rundt på.

Men man kunne ikke rigtigt blive sur på ham. For han var så sød. På sin egen måde. Og jeg tror, at han inde bag ved havde mange gode historier som verden ikke havde hørt.

Så var der også Jan. En beboer, som havde en udlængsel, der noglegange rakte ud over hospitalshegnet. En dag, da jeg igen kom gående med min søn i klapvognen, ser jeg en lang mand, med hvide hospitalssokker, rende rundt oppe på taget. Det var Jan. Og Jan ville fandme ud og smage lidt på livet. Han var midt i sit flugtforsøg og med et spring var han nede på stien i rask løb mod Metroen. Efter ham kom en horde af de ansatte, der forsøgte at løbe ham op. Uden held. For den dag havde Jan hurtigløbs sokkerne på, men han var flink til at råbe: ‘jeg kommer tilbage på søndag.’

Blandt andet disse situationer får engang imellem til at savne noget tossethed blandt alle de mennesker som er derude I verden. Og jeg blev faktisk helt ked af det da jeg så at Kelly Osborne havde tabt sig. Og var blevet slank og smuk. Og renskuret. Eller da jeg læste i et interview, at Naomi Campell godt vidste at hun skulle styre sit iltre temperament. Eller når hard-core heavy bands pludselig iklæder sig rene t-shirts og moderigtige Buddha agtige smykker fra Shamballa til 300.000 kr.

Hvor fanden er Keith Richards henne? Hvor er de smadrede hotelværelser, hærg og humbug? De er nu gemt bag en dyr tandblegning og designertøj. Jamen jeg synes det er ærgeligt.
Altså. Jeg ved det godt. Det er jo ikke den ‘rigtige’ måde at leve på, og det duer heller ikke, at jeg som mor sidder med en flaske Absinth og et smadret fjernsyn og byder mine unger velkommen hjem fra børnehaven med nogle agurkestænger.
Men jeg er godt nok stor tilhænger af at vi engang imellem giver fanden i Angulus sko og Kernesund livsstil. At vi allesammen spiser minutnudler eller slik til aftensmad. Hopper så meget i sengen at den knækker. Eller I det mindste giver et lille ‘knæk’. At vi på dage, hvor vi føler talentløse og uduelige, dropper badet og går i Netto selvom vi ligner en tarvelig udgave af os selv.
At vi engang imellem råber ‘røv’ ud af vinduet og tager et billede af vores lår. Til minde om appelsinhud og uperfekthed.

Faktisk ville det glæde mig, hvis jeg hver fredag kunne tænde for tossekassen for at se Talentløs 2010. Bring out the nutcases, verden er klar til jer!

FOREDRAG

Vi har 8 pladser tilbage til dette labre arrangement.

Løøøøøøøøøøøøøøøb hen og bestil din plads.

onsdag den 24. november 2010

eat pray love


Jeg har ikke som alle andre i verden læst eat-pray-love, så derfor var jeg helt blank da jeg satte mig i biografsædet i går aftes. Alene. Og jeg ved ikke for gud ved hvilken gang, at jeg går alene i biffen, og jeg elsker det. Jeg elsker, at jeg ikke skal snakke bagefter, at jeg ikke skal snakke inden, og at jeg ikke skal dele mine popcorn.
Er der noget Thure og jeg kan diskutere om, så er det, hvis vi skal dele popcorn. I ved, hvem skal sidde med posen, og holde den, så de ikke falder ud, og må man æde løs i det øjeblik man træder ind i salen, eller skal man vente? Har man nu taget for mange, så der ikke er nok til den anden, eller gys, hvis ens sidemand konstant gnasker løs, så man slet ikke kan koncentrere sig.

Men det er en helt anden historie. Jeg blev kun set lidt skævt til, af min sidemand, på den der spedalske måde, da jeg sagde at han ikke behøvede at flytte sin jakke, fordi jeg kun skulle bruge det ene sæde. 'Nå', sagde han, 'Nå'. 'Ja', sagde jeg 'jeg er alene i biffen, men du får ingen af mine popcorn.' Det kunne han slet ikke se det sjove i, og derefter var jeg nok bare hende den sære.

Whatever. Filmen var god. Ikke himmelråbende fantastisk, men den var til min store overraskelse ikke fesen. Godt manuskript og godt spil. Og Javier. Jamen hvem kan sige nej til at tage med den mand on a boattrip. Ikke mig. Man kunne ikke se mig for bare ternet dug, hvis han stod der med en båd. Og den accent.

Filmen i tal:

Antal gange jeg overvejede at råbe 'JAAVIEEEER': 100

Antal gange tanken om virkelighedsflugt sneg sig ind: 48

Antal gange, hvor jeg tog det i mig igen: 48

Antal gange, hvor jeg prøvede at få mit småbørnsliv til at matche et liv på Bali: 48

Antal gang jeg så mig selv sidde på Bali og skrive bøger, på den rige måde: 700

Antal gange, hvor jeg var overbevist om at det jo for fanden ER mig, der bliver stinke rig på en bog, jeg har skrevet på Bali: 701

Antal gange, hvor jeg så mine unger rende rundt med lyse krøller og brun hud på Bali: 300

Antal gange hvor jeg så mig selv som oplyst lærd kvinde på researchtur til Rom: 80

Antal gange, hvor jeg tænkte 'fuck det', vi pakker familien ned og tager på roadtrip: 100

Antal gange jeg ville se den igen: 1

Og må jeg dele filmens bedste line:

'Having a baby is like getting a tatoo in your face, you gotta be comitted.'



mandag den 22. november 2010

Mandejammer

Tjek lige ud for en omgang her. Og ham er jeg gift med.

Go to Flo

Jeg har gennem blogland mødt Fie. I det virkelige liv. Og hun er så sød. Og helt igennem cool. Og nu disker hun op med en ny omgang Flo's Diner.

Jeg synes du skal gå derind, du kan kun blive glad. Glad fordi Fie deler ud af sine helt specielle erfaringer med at kokkerere så fedtfrit som muligt. Fies datter kan nemlig ikke optage fedt. Man lærer det på den hårde måde, men hvor tager jeg bare min store bowlerhat af og siger TAK når nogen deler ud med rund hånd.

Uhm kager...

Uhyggelig weekend

Kasper og jeg var på udflugt i weekenden. Til Zoologisk Museum. For at se på dino'er og andet godt. Og det var en begivehedsrig dag, især fordi jeg havde tømmermænd ovenpå utrolig lidt søvn, så min hjerne kørte allerede ud af en anden tangent end normalt. Den hvor man kan have let paranoia over om Amagermorderen alligevel ikke er fundet, og at ham familiefaren i elevatoren alligevel ligner lidt. Jamen jeg ved ikke om jeg har et skjult Miss Marple gen, men hver gang jeg har sovet for lidt eller har tømmermænd tænker og går jeg rundt som en spion.

Jeg vil bare sige, at man ikke behøver at være 4 år for at blive bange. Derinde på Zoologisk Museum.

Se selv:



Enhver kan da se, at han ikke har rent mel i posen. Sådan en Mr. Nice-guy-fiskehandler-type, der med garanti æder børn og uopmærksomme voksne til middag. Jamen jeg slap ikke hans blik et sekund. Skulle nødig ende som parteret filet med en citronskive. Klik på billedet for at se nærmere på hans ansigt. Altså hvorfor har de lavet ham så psyko? De ved da, at det vrimler med børn. Kunne han ikke godt have været en stor tyk , smilende og fredelig mand? Om ikke andet kunne de da godt have lånt Michael Jackson inde fra Madame Tussaud.




Det hele var bare så IN YOUR FACE, at jeg var glad for de små bænke rundt omkring. Så kunne man ligesom sidde og få vejret lidt igen. På afstand.



Døde fugle. Pæne farver, men klammo. Især ford jeg var tvunget til at nærlæse skiltet og fortælle hvad de ALLEsammen hed.



Et amatørfotografisk øjeblik, hvor jeg forsøger at afskære alle kanter så man tror man står der i virkeligheden. Genialt, syntes jeg selv. En smule dumt, ved nærmere eftertanke. Altså man ved jo godt. Men jeg havde tømmermænd, og jeg kedede mig, for vi havde været der i næsten to timer. Nå.



Hér kom jeg til kort i forklaringerne. Der er mange måder man kan vise børn, hvordan man kan bruge fjer fra fuglene. Men at vise dem på ryggen af en mand, i en hvid kjole og skrive at han skal forestille en engel - come on. Alligevel insisterede barnet på at få at vide hvem han var. 'Er han en fugl mor?', 'Hvorfor har han vinger på?' 'Kan han flyve?'.....hvad siger man?



Til gengæld fandt vi Thures julegave. Fjer i patchwork, det er lige noget for ham.

torsdag den 18. november 2010

HO-HO-HO

Jeg er stor fan af The F**k it way og også når de lader julemanden være en selvoptaget type, der hellere vil ligge på en strand med sit rensdyr og glo på damer. Eller nissepiger. Eller hvad han laver. Hvem ville ikke hellere det end at fare land og riger rundt i en gammel kane og fryse røven ud af bukserne og blive hæs af brøle HO-HO-HO på 48 forskellige sprog.

onsdag den 17. november 2010

Siden sidst

Og hvorfor har jeg så ikke blogget meget på det sidste? Altså. Jeg skriver ligenu på livet løs på nogle sider, som et forlag gerne vil have til gennemlæsning. Det er ikke det samme som, at jeg allerede nu kan sidde på mit forfatterkammer og drikke Barolo og skrive om livet, eller holde pause og gå ned på en strand og stirre ud over havet i min kappe, og bløde hat, mens jeg tænker store tanker. For ingen har sagt ja. Endnu.

Men det betyder, at jeg hver gang jeg har et ledigt minut er nød til at sætte mig ned i en skål daggammel havregrød i mit mest klamme tøj, og fedtet hår. Og skrive. For lige om lidt kommer ungerne hjem og skal have mad og kram.

Det betyder også, at jeg otte ud af ti gange er uinspireret, men er nød til at skrive alligevel. Og ud af øjenkrogen ser jeg rudekuverten fra Jobcenteret, der minder mig om at jeg heller ikke engang har et rigtigt job. Det fører til instant identitetskrise, og så er det jeg drømmer om et stykke kage. Men det må jeg HELLER ikke spise, for mig selv altså, fordi jeg er på kur. Jeg er rent ud sagt træt af at være fed efter de graviditeter. Jeg er virkelig træt af, at det år, hvor jeg er at finde i diverse magasiner og dagblade, er det år, hvor jeg vejer det samme som en middelstor minearbejder. Dem er der altså ingen mænd, der fløjter efter.

Hvor kom jeg fra?

Nåja, skrivningen. Og hvad var det nu? Har jo for fanden korttidshukommelse som en...en... nå det kan jeg heller ikke huske.

Okay, hvad fanden er det jeg prøver at skrive? Jo, jeg er simpelthen så træt af at jeg ikke har blogget. Jeg har virkelig virkelig savnet det. Og jer. Og kommentarerne. Så nu vil jeg aldrig mere holde blogpause. Jamen vel? Det holder da ikke. En meter.

Og ps. jeg har tabt mig 6 kg. Er det ikke for wild? Og nu har i mit ord på at jeg skal tabe 4 mere inden min fødselsdag juleaften. Punktum.

tirsdag den 16. november 2010

Den lille forskel

Jeg KAN bare ikke fatte, hvordan Thure ikke kan kende forskel på den sorte bluse og den anden sorte bluse. Enhver idiot kan da se at de er forskellige. Han kan heller ikke huske hvilke sko jeg har, udover mine røde Marc Jacobs, fordi det var mine bryllupssko.

Her er det, at jeg begynder at himle op om opmærksomhed og nærvær og fællestid og til sidst noget med at jeg heller ikke taber mig nok.

Men hvad gør den kloge mand? Jo han viser mit et af sine forhjul og peger og spørger: hvad hedder den der sidder dér?'



Og hvis jeg gør det mindste antræk, til at trække vejret ind for at sige noget om retfærdighed, så spørger han om jeg ved hvilken en, der sidder på den anden cykel.

FOREDRAG ODENSE OG ÅRHUS

Ladies and Ladies. Kalder-kalder alle mine læsere. Jeg er jordens mest rådne blogger for tiden, jeg har lidt af en massiv BLOGkering (indsæt helt ustyrlig latter....nå), men jeg strider mig afsted i modvinden som en anden Harry Potter, der kæmper mod døden. I kappe naturligvis.

Jeg er ved at være ovenpå. Jeg kan fortælle mere senere. Men indtil da, så har Maren forfattet et lille skriv om vores fælles foredrag. Og jeg ser ingen grund til selv at finde på noget, for jeg ville helt sikkert ikke kunne skrive det helt så reklame-smart.

Here goes:

Er der nogle friske Fynboer på linjen? Eller Århusianere?

I hvert fald gæster Maren og jeg Odense Musikbibliotek, Amfipladsen 6, 5000 Odense C., tirsdag den 7. december klokken 19. Vi skal ikke synge, men holde foredrag. Om familieliv, sex – og om hvordan man kan have så meget af begge ting, at man ikke synes man har nogen af delene. (Altså praktisk talt vores blogs – nu bare med lyd).

På samme måde står vi og snakker fanden et øre af den 8. december på Café Jorden, Badstuegade 3, 8000 Århus C, også klokken 19.

Vi håber det bliver sjovt. I hvert fald griner vi ofte af os selv. Foredragene varer i alt to timer, inklusiv en lille pause med forfriskninger.

Skulle du have lyst til at være med, kan du melde dig til på denne mail: maren@marenuthaug.dk. (Der er begrænset antal billetter, da de lokaler, vi har lejet, ikke er verdens største). Indgangsbilletten koster 150 kroner.

ALTSÅ:

7. december i ODENSE

8. december i ÅRHUS

Meget snart finder vi også et sted og en dato til at snakke i København.

tirsdag den 9. november 2010

10-4 og en skumbanan

Tjek lige UD! for en 80'er agtig sag, der findes i Blogger designer. Hold nu kaje den er grim. Men den minder mig om Kim Schumacher og ham elskede jeg, så vi beholder den lige et par dage. Så kan I harcelere over den, mens jeg gemmer mig i et sommerhus.

I morgen tager jeg nemlig Mac'en under armen og har tænkt mig at sidde og glo ind i et word dokument indtil der dukker nogle ord op, som jeg kan bruge til noget. Og med lidt held kommer de ord til deres ret et andet fint sted.

Der er brændeovn. Og godt selskab. Og gulvvarme på badeværelset. Kaffe og ingen børn. Så Mutter kan arbejde på højtryk hele døgnet.

Der er dog intet net. Er du sunshine. Prøv lige dét i to dage. Jeg vil vædde med, at jeg ender med at sidde og overspringshandle ved at finde sjældne fugle og taler helt sikkert som Søren Ryge, når jeg kommer hjem igen.

Men jeg glæder mig.

mandag den 8. november 2010

Byggerod - nu live

Nogle har hemmelige blogs til at lege med tingene. Jeg viser nu i fuld offentlighed at jeg bestemt ikke er egnet som grafisk designer. Overhovedet. Ikke.

Men jeg er en dame på presset tid, så indtil min blog-wizard omrokerer det hele. Så må I leve med mine skills. Jamen jeg aner nærmest ikke hvordan jeg fik de farver. Skulle bare lige prøve at trykke rundt i det hele.

Måske farver jeg også mit hår blond i dag.

fredag den 5. november 2010

Byggerod


Der er ved at blive bygget om her på siden. Og i det virkelige liv arbejdes der på en hel masse godt. Men stakkels lille fine blog. Der bliver ikke skrevet meget. I disse dage.

Så hvad siger jeg? Jeg siger, at efter min barsel med Jeppe, som varede 14 mdr., så tager det noget tid før ens hjerneceller er oppe i omdrejninger. Til at gøre mange ting på een gang. Derfor vil der de næste par uger, være nogle pauser her i bloggeriet.

Men som en rigtig håndværker, drikkes der naturligvis en masse øl imens. Bevares.

mandag den 1. november 2010

Vinder af FUNCH

Kasper ligger bagved mig og snuer på sofaen. Et sted han elsker at falde i søvn for tiden. Vi snakkede lidt om, hvorfor Disney Sjov ikke viser film med raketter, om bjergene på månen og om at vi godt snart vil have at far kommer hjem.

Men inden brikkerne faldt i, spurgte jeg ham, hvilket tal han bedst kunne li'. Han tænkte sig længe om og sagde: 10. Fordi det var pænt og at der var et 1 og et 0 ligesom på elevatoren oppe ved Metroen.

Og det giver jo total god mening.

Så tillykke til MALENE.

FUNCH er på vej i din retning. Send mig din mail til annamette.fuhrmann@gmail.com

Han får for lidt

lørdag den 30. oktober 2010

FUNCH'Y GIVE AWAY



I nat er det vintertid. Officielt vinter. Officielt sur røv.

Men alle ved, at shopping er den eneste kur mod vinterdepression, så værs'go' her er ét gavekort til 300 kr. til skønne FUNCH

Smid dit navn, så er du med i lodtrækningen om gavekortet. Jeg trækker lod mandag aften.

torsdag den 28. oktober 2010

Ssschhh...mor blogger

Julia har været hurtigere på tasterne end mig. Og skrevet om mig og en blog-artikel, som jeg medvirker i, i Vi Forældre.

Nåmmen, det skal jeg da lige se.

Og må jeg straks sige, at du skal flyve ned i kiokkeren og få fingrene i det blad, for der er masser af gode links, fin artikel om lækre boliger med børn, og altså alt muligt andet, der er decideret skadeligt for dit dankort. Men who cares? Om lidt er det vintertid, og det bliver mørkt, og det er synd for os, og enhver idiot ved, at det eneste der hjælper mod det er shopping.

onsdag den 27. oktober 2010

Helsesokken


Hvis du troede, at en sok bare er en sok, så tager du fejl. For nu er den her: HELSESOKKEN.

Så vi kan godt smide den der 10-paks fra H&M ud, med de forskellige ugedage, som vi egentligt køber til vores mand, men selv nakker, fordi vi ikke kan finde andre.

Alligevel opslidende, at vi nu, udover at vi ikke må spise sukker, hvede og drikke cola. Eller kaffe. Og helst skal ligge i økologisk drop, nu også skal til at gå i HELSEsokker.

Det er tæt på at jeg ruller mig ind i en skumskrue og bliver liggende hele vinteren, mens jeg spiser rundstykker med tandsmør.

tirsdag den 26. oktober 2010

Konepasning nyt

Som lovet så har Salsatrolden lagt billeder på. Og jeg var da spændt. Men jeg vil sige at jeg er skuffet. Mage til narrediller skal man lede længe efter. De såkaldte 'erotiske' billeder er nu blevet til se-mine-arme-i-lilla-lys-med-sløret-ansigt-billede.


Det' en ommer Hr. Salstrold. Vi vil se rouladen.

Til gengæld bed jeg mærke i dette statement fra en 'kunde':

Fuld opmærksomhed fra en sexet, romantisk, veludrustet, intelligent, betænksom og opmærksom mand. Han forstår i den grad at få en kvinde til at føle sig feteret, såvel på det menneskelige plan som på det seksuelle plan. Og så kysser han helt fantastisk.

Intelligent? Altså hvad laver de? Løser han kryds og tværs på røven af hende imens? Snakker om kvantefysik?

Men måske er det bare mig der får for lidt. Måske er det nye fede i virkeligheden at kunne knalde på den intelligente måde.

Talent 2010

Lige nu kan du i Vi Forældre læse en artikel om at pace sine børn. Og om at der blevet en smule fy-fy, at lade underne have ambitioner og støtte dem i det.

Vi har ingen planer om at Kasper skal gå til noget cykel-halløj endnu, men han er altså ret ferm på sin cykel og elsker 'B og X banen' (BMX banen), et sted ham og Thure tit tager over. Og hvis han vil, så skal jeg gerne køre land og rige rundt og polere de små dæk, så han kan grine sin røv i laser på den cykel.

Og det kan da være at han gerne vil gå til dans i tylskørte om lidt, og det må han godt, men indtil da, se lige hvor cute han ser ud på den bane. Og på det lille podie.

Jeg ved det godt. Men jeg smelter altså lidt. Midt i kulden.

mandag den 25. oktober 2010

Hallowhhheeeeeiiiiin


Sidder og forbereder mig til foredraget med Fie Hørby på onsdag. Og I kan godt glæde jer, det bliver hyggeligt. Og godt. Og Fie er altså det sødeste menneske.

Men reglen, når man forbereder sig er jo at man SKAL overspringshandle. Så se lige, hvor fine kostumer man kan proppe sine børn ned i, når det er Trick og Treat fest.

Muuuuharharharharhar.....(indsæt latter fra Michael Jacksons 'Thriller').

Ps. Overvejer da kraftigt om ikke bare vi skal droppe Voksi'en og hænge Jeppe op i noget net ude på altanen. Vædde med at man sover som en drøm.

torsdag den 21. oktober 2010

Nyt i Konepasning

'Fortvivl ikke kære kvinder. Der kommer snart professionelle erotiske præsentationsbilleder af mig her på siden. ' - Oplyser Salsatrolden.

Og det vil vi så holde øje med.

tirsdag den 19. oktober 2010

Mors dagpleje


Er simpelthen nød til at smide et hurtigt indlæg om det her. Konepasning. Jep. Konen kan komme ud og blive passet. Skal vi bare sige i alle ender og kanter.

Jamen jeg er bare lidt....målløs.

Gad vide om der er pasningsgaranti. Mon ikke? Når dagplejeren går under navnet Salsatrold

Hvad siger I? Skal vi skrive os op på ventelisten?

Boobs of the month

( o )( o ) = I wish

(.)(.) = Mine

( 0 ) ( 0 ) = Annie Fønsby

(@) (@) = Dita von Teese med ponpon'er

( $ )( $ ) = Las Vegas Boobs

( . )( . ) = Pamela Anderson


Bare støt de bryster okay. Du kan hjælpe her.

mandag den 18. oktober 2010

Capella Play


Kasper har et hedt ønske her i ferien: Capella Play. Og ved I hvad? Jeg er ikke svær at trække derud.

Sidste gang vi var der var første gang, og jeg troede ærlig talt, at det ville være ligeså træls som syntetisk slik: kort fornøjelse, derefter hovedpine. Men. Det var herresjovt.

Altså vi tonsede rundt og rutchede og hoppede og sprang og jeg mødte alverdens fædre i slips, som hylede som bavianer og som sad fast i nogle af de huller, der trods alt kun var beregnet til at børn kan kravle igennem.

Ai er klokken ikke snart 10.00?

torsdag den 14. oktober 2010

Oh Happy Day

Denne sms er lige tikket ind fra vores dagplejer. Jeppe er på dag 3 og skreg naturligvis som en gris, da jeg afleverede og gik hjem med slunken hjerte, men se nu:

'Hej Mor. Jeg har haft det dejligt i dag. Jeg har leget med 2 andre børn og spist og drukket vand og pustet på Majbritt's kaffe. Har fået en ren ble og er lige faldet i søvn. Du kan bare hente mig når du får tid. Knus fra Jeppe og Majbritt.'

Jamen jeg smelter. Total i orden service. Total i orden sød dagplejer.

Pasning holder 100.

tirsdag den 12. oktober 2010

Forhandlinger

Nogle gange ved man bare, at man har gravet sig et lidt for stort hul. Og glemt at gå ud og drikke øl sammen. Uden unger.

Det opdager man fx. under samtaler som denne:

Mig: 'Du nusser mig da heller aldrig.'

Thure: 'Det gør jeg da.'

Mig: 'Gu gør du da ej.'

Thure: 'Se jeg gør det da nu.'

Mig: 'Hold dog kæft.'

Thure: '.....'

Mig: 'Jeg vil nusses hver dag. Meget.'

Thure: 'Mm og jeg vil have sex hver dag.'

Mig: 'Er du dum eller hvad?'

Thure: 'Hvorfor, det kunne vi da godt.'

Mig: 'Hallo vi har sex een gang om ugen, det er da det vi har aftalt, og hvis du tror at jeg vil...for så....(indsæt selv mange lange forklaringer om børneliv og søvn).'

Thure: 'Okay-okay, men så kan vi jo bare sige, at jeg nusser dig een gang om ugen.'


.....og så var det vi bestilte en weekendtur. UDEN unger.

lørdag den 9. oktober 2010

Klumme i JP's tillæg VIVA

Min klumme kunne du læse i fredags, og hander ikke meget om mig eller unger. Og så måske alligevel. For måske er det mig, som sidder med et fåret udtryk, når Kasper om ganske få år kommer ind af døren med en i-Et-eller-andet og giver mig øjnene, når jeg spørger hvad det nu er for en nymodens stykke teknologi.




Er det her man skal trykke?

Der er en del mennesker i min familie, som har alderen 60+. Og jeg elsker dem allesammen højt. Virkelig. Jeg har bare undret mig over noget. En tendens. Hvor man er en smule teknik forskrækket. Jeg vil på diplomatisk vis sige, at det ikke er den tekniske kasket, der trykker, og vi kan lade min familie være grundlag for det terræn, der er undersøgt.

Tag nu min søde svigermor. Hun er fra Ålborg og er en sjov og levende kvinde, der både har mobiltelefon, computer, har profil på Facebook og bruger sin netbank.
Alligevel stod vi forleden i følgende situation: svigermor skulle med toget hjem til Ålborg efter endt besøg hos os i København, og hun havde lige brugt sin sidste 20’er til en is til min ældste søn. Hun var en smule rundt på gulvet, for nu havde hun ikke flere kontanter til at købe sin metrobillet ind til Hovedbanen, hvor hun skulle købe sin togbillet til Ålborg.

‘Du kan jo bare købe en billet i automaten ved Metrostationen’, sagde jeg lidt uanfægtet. Og så skal jeg ellers lige love for, at der blev kigget ovenover brillen. ‘Jamen så skal jeg jo bruge mit dankort’, svarede min svigermor.
Øh ja. Her begyndte jeg at blive forvirret. Vi lever i 2010 ikke? Altså ikke i en tid , hvor man bestiller en hestekærre til at fragte sig hjem til Ålborg vel?
Jeg kunne så se på de vredne hænder, og de mange ‘joooo men, jooo men’, at hun ikke var helt tryg ved at stikke dankortet i automaten. Jeg fiskede lidt efter, hvad det præcis var, at hun var bekymret over. Og det var, meddelte min svigermor, om det måske sad fast. Eller ikke kom ud igen. Eller.

Pludselig stod jeg i en alder af 36 år og følte mig som en på 15, der siger ‘nize’ og ‘total for syg billetautomat dér’. Men jeg måtte jo respektere min svigermors bekymring, og lånte hende en 20’er til metrobiletten.

Da hun var taget hjem, sad jeg og grinede lidt i skægget, da min mor sender mig en sms. Hun var på ferie på Ibiza og ville lige sende en hilsen. Der stod: ‘Gas lige fn v strand håbes I går d indt’.
What? Var hun fuld? Altså jeg ved godt, at hun var på ferie med sin kusine, som kører i åben sportsvogn, men hvor mange paraplydrinks var det lige de havde konsumeret dernede på øen? Jeg er indtil flere scenarier igennem i mit hoved, indtil det går op for mig, at hun jo ikke bruger sin stavekontrol.
Min mor er nemlig typen, hvor det hele helst skal gå lidt stærkt, fordi hun altid er på vej hen til næste aktivitet og derfor tænker, at det kan jeg vel regne ud. Hvad der står.

Hvad jeg sidenhen har lært er, at hun ikke er forfærdeligt gode venner med sin mobil. Det har taget mig fire år, at få hende overbevist om, at hun jo så let som ingenting kan få skiftet sin Nokia fra Chr. D. 4’s tid ud, med en ny og smart model. Endda kun for 1 kr.
Men næ nej, så hellere beholde den gamle kampvogn, som kun har et batteritid på 2 sekunder inden den igen skal lades op. Hvorfor jeg tot ringer hende op og kun når at høre hende sige: ‘heeej’ før den går ud. Og hvis den endelig er ladet op, har hun glemt, at den er på lydløs og derfor ikke kan ringe og høre, om ens ældste barn er ved at spillet hele Cirkus Benneweis ad.

Jeg spurgte min mand om han oplevede det samme. Og så grinede han. Modsat sin mor, så har hans far meget moderne droppet fastnet telefonen, og har nu kun sin mobil. Problemet var så bare, sagde min mand. At han tit slukkede den efter brug. Skulle da nødig bruge strøm på bare at ligge. Men det betyder så, at når han endelig åbner den, ja så ligger der mange beskeder og sms’er, og her er det at besvarelserne kan være en smule – skal vi sige fåmælte.

Den kontrol over de elektroniske medier har jeg så et par uger efter en snak med min mor om. Hun griner og siger, at hun altså har så travlt og derfor ikke får tjekket op sit udstyr. Men om det betød så meget?

Og næ, det gør det ikke, og jeg lod også helt være med at kommentere på det, da hun noget tid efter ringer til mig og siger, at hun har netshoppet. Og at hun bare VED, der er noget galt med hendes computer, for hun var bare HELT sikker på, at hun ikke trykkede forkert.

Hun dog fået otte meget dyre dåser hårlak, i stedet for den ene balsam, som hun skulle have haft.

Den lader vi stå.

onsdag den 6. oktober 2010

Overhaling

Jeg bliver satanrasme hele tiden overhalet indenom af det virkelig for tiden. Der er så langt mellem snapsene på den her blog, at det jo nærmest er en joke.

Altså helt ærligt hvar', synes du ikke det?

Jeppe starter forfra i morgen i dagpleje, og SÅ kan jeg endelig endelig endelig se en vej ud af den evige barsel. Som vel ikke mere er en barsel, men Jeppe på tålt ophold. Herhjemme.

Jeg ved ikke hvad det er for tiden, men jeg oplever altså meget hurlumhej. Ting bliver væk, og forsvinder, jeg glemmer, hvor jeg er. Og kan ikke se ud af Amager Fælled.

Tag nu i sidste uge. Der opdager jeg, at den der rist nede i håndvasken er væk!! Som i pist væk. Vi kan bare ikke finde den. Thure grinede højt og var sikker på at jeg havde smidt den ud. Smidt ud!! Man smider sgu da ikke en rist ud. Det ville jeg da have opdaget. Eller hvad?

Måske ikke. I hvert fald opdagede jeg ikke, at jeg havde glemt vores elskede kamera på den café, hvor jeg holdt foredrag. Ledte og ledte og ledte, indtil jeg ringede derned. Og jo, der lå det og ventede. Fatter det ikke. Glemmer aldrig ting som det. Eller smider nøgler væk eller min pung. Ved altid hvor det er.

Men nu. Jeg tror jeg lider af barselssyge. Den hvor der hvr dag sidder en lille packman og æder hjerneceller.

Må hellere stoppe for nu. Inden jeg bliver væk.

Hvor fanden lagde jeg nu de nøgler?

mandag den 4. oktober 2010

En aften med Jesper Juul


Ja nemlig. Ham den rare mand som er børnenes ven og som ikke er julemanden.

Ham kan du møde på onsdag d. 6. oktober fra 19-22, til et fedt foredrag i mit hood på Islands Brygge.

Jeg var med til det sidste gang og jeg kan kun sige, at jeg gik klogere hjem til mine unger.

Der er mulighed for at stille spørgsmål und alles, så der er fuld valuta for pengene, hvis du er en af de heldige, der kommer i den røde stol hos Hr. Juul.

Læs mere og meld dig til

fredag den 1. oktober 2010

Debat-træthed

Jeg er ligenu så træt at jeg ikke kan se ud af øjnene. Det går over om lidt tror jeg. Skal bare have noget mere kaffe.

Den her blog-debat, der har rullet i dønninger her i blogland. Den har jeg lige et par kommentarer til. Men. Jeg kan ikke skrive noget konstruktivt om det.

Og jeg vil faktisk også hellere se Rasmus Klump med Kasper, som er hjemme i dag. Det ved man da hvad er. Fx. har jeg lært at Ækvator er en tørresnor.

Og fordi jeg igen er slugt i barselsland, så synes jeg ikke engang det lyder mærkeligt.

onsdag den 29. september 2010

Sexy beast

I aften skal jeg holde foredrag sammen med Maren. Hun vender kortene til familielivet, og jeg kan allerede sige, at det bliver godt. Og mig, jeg snakker jo om sex.

Men jeg føler mig allerede overhalet indenom. Tilfældigvis tændte jeg for fjernsynet i morges, på God Morgen Danmark, og ser et tv-klip af Joan Ørting siddende på hovedet af sin mand. Det var en stilling han godt kunne li'.

Og kæben rulles ud, som en lang måbende løber. Oh my freaking...

Dernæst ser man et andet klip med en anden sexolog, Robert Lubarski, sidde og brøle som en løve på gulvet mellem en masse terapeuter. For at vise dem, at man skal ind til sagens kerne af sin sexuelle drifter, for at kunne nyde det.

Så.

Hvis nogle af jer, som kommer i aften, så disse klip, kan jeg med det samme skuffe jer og sige, at Thure desværre skal passe børnene i aften, så derfor bliver der ikke noget facesitting (og ja, det hedder det) og jeg giver mig ej heller til at brøle midt på gulvet.

Ville jeg bare lige sige. Hvis nogen skulle sætte næsen op efter den slags ramasjang.

Oh dear.

lørdag den 25. september 2010

Dadadum dadadum

Bare fordi man skriver man kan da godt også have tid til at finde ting på nettet.

Og jeg skal bare så meget til Island. Se Selv.

Inspired by Iceland Video from Inspired By Iceland on Vimeo.

Frihedspanik

Jeg har fået fri i weekenden. Thure har taget drengene med på en familietur. Og mig. Jeg er alene hjemme.

Jeg skal have forberedt mit foredrag på onsdag, og jeg skal have skrevet nogle andre vigtige ting færdige, så der skal arbejdes. En hel del.

Alligevel går jeg rundt om mig selv. Jeg har ikke været alene hjemme i over et år. Måske mere. Og jeg kan ikke finde ud af det. Altså hvad skal jeg med al den tid. Jeg skal jo have pauser for skriveriet. Og hvad skal jeg der? Løbe? Cykle? Drikke the? Kaffe? Spise chokolade? Lytte til musik? Og skal jeg i biografen i aften til den SENE forestilling?

Hvad lavede jeg før jeg fik børn?

torsdag den 23. september 2010

Les Miserables

Der er flere hylekor her i blogland, som er gået i gang mod de såkaldte perfekte uperfekte mødre.

Der bliver plederet for at man skal stoppe med at fortælle om, hvor meget anti-kernesund Amo-blanding man bager boller med, og hvor skidt man synes det kører. Sådan all over.
Nogen bliver decideret livstrætte af at høre mere på det. Nogen synes andre mødre lyver for sig selv, når de 'tror' det er bedst for børnene, at de er i institution til kl. 16.00.
Andre mener at de uperfekte mødre på det nærmeste giver andre mødre dårlig samvittighed, hvis de bager boller, henter tidligt og syer tøj til deres afkom, med alt deres perfekte uperfekte fortællen om, hvordan de aldrig kan få enderne til at hænge sammen og igen må servere pasta med ketchup for børnene. Og gud nåde og trøste den, der skriver en bog om det.

'Åh det er godt med en gang debat' og 'endelig er der nogen der tør sige det' - hyler de videre, mens nogle er enige om, at særligt een blogger, da på ingen måde skal tro at hun er selvbestaltet blog-dronning.

Den kan vi lade stå lidt.

Må jeg sige noget? Jeg synes det stinker af skolegårds-agtig-mobbestemning.

Og jeg synes det stinker.

Og nej, jeg synes ikke bare det er en meningsudveksling, hvor man siger sin mening, når der kommer et navn på.

Jeg blev selv disset på en blog i dag. Dog ikke med navns nævnelse. Men det stinker stadig.

Godt så.

Jeg ved ikke om der er en tendens til, at man hylder det uperfekte morliv. Og hvis der er. Hvad så? Er det ikke skideligemeget? Ligesom det er skideligemeget, hvem der vælger at give deres børn sukker. At Millionøse-tøserne lavede en video, der var ualmindelig nem at gøre grin med. At nogle ikke gider give penge for Angulus og hellere vil have sure Eccostøvler.

Er det ikke fucking ligemeget?

Jeg synes det er. Hvis det er, kan vi jo for helvede bare skrue over på en anden kanal.

Og om jeg er røget i kategorien 'uperfekt mor', der hylder det. Ja det aner jeg ikke. Men jeg skriver om det der sker. Og jeg vil til den dag jeg dør, vælge satiren fremfor alt andet.

Jeg vil til den dag jeg dør, skrive blogge op og blogge ned om at mine børn spiser minutnudler, og at jeg hader Danefæ regnfrakker, men selv er en kliché fordi jeg går med Hunter gummistøvler. Jeg kan også godt skrive, at jeg i mit stille sind får instant tics ved øjet, hvis jeg ser en mor i en Ida T regnjakke med smilemænd og hun samtidig klager over at hun får for lidt sex. Eller de mødre der går i voksen-Katvig. Jeg kan ikke klare det. Men jeg sætter fandme aldrignogensinde et navn på.


Så hvad jeg siger jeg? Jeg siger, at jeg får lange tasker af at man skal pille hinanden ned. Og er der een ting, jeg fanden galemig vil have at mine unger skal, så er det at opføre sig ordentligt overfor hinanden. Om de så er i mangel af D-vitaminer, det er meget muligt, men hellere bleg og rar end kernesund og nederen. (og dette var bare et udtryk - ikke det samme som at jeg hader alle dem der er kernesunde).

Men er der blogkrig, så kan I ikke se min røv for bare satire.

At I ved det.

ps. jeg har lige bagt boller og lavet hjemmelavet jordbærgrød. Mit ældste barn er kommet i seng med sorte negle og der er vistnok lidt tis på lagnet fra i går. Jeg elsker min mand og hader mine deller. Jeg får får lidt, men fik til gengæld noget i går.

onsdag den 22. september 2010

FOREDRAG

Det er helt i tråd med min markedsføringsstrategi, IKKE at gøre opmærksom på mig selv. Det er det nye sort. At være ganske stiltiende omkring det og da SLET ikke lave nyhedsbreve eller videoer. Total overvurderet.

Det er nemlig sådan at mig og Maren (ja, det lød bare sjovere) holder foredrag arrangeret af Børn I Byen. Om familieliv, sex og tissemænd. Altså ikke vores? Menmenmen, det er allerede udsolgt, så whats the point i at fortælle om det her?

Jo, jeg ville bare hurtigt sige, at jyderne ikke skal snydes. For vi kommer nemlig også til Århus. Og vi holder det igen her i Kbh.

Stay tuned for datoer.

tirsdag den 21. september 2010

Stilhed

Jeg har givet mig selv en lille pause for tiden.

Jeppe var startet i dagpleje, men efter tre dage blev hun sygemeldt i en måned, og han blev tilbudt gæstedagpleje så længe det varede.

Jeg nåede lige til den del af indkøringen, hvor man måtte gå i Netto i en time. Oh holy freedom. 3 liter mælk plus diverse, det var hvad jeg oplevede uden barn.

Nu er vi på en måde bombet tilbage, da Jeppe har kvitteret ved at blive syg. Forkølet. Øreramt. Og pjevset. Ikke hele tiden, men alligevel nok til at han ikke kan komme afsted.

Og mig. Jamen jeg har sat alting i værk denne måned, som jeg ærig talt havde glædet mig til at komme i gang med. Ikke mindst at blogge, som jeg plejede.

Nu er det som om jeg er gået i dvale. SOm en computer, der står og venter, mens knappen blinker i takt med min puls.

Jeg har ikke specielt meget tid til at Jeppe er herhjemme mere, og jeg gider faktisk ikke mere. Nu. Men jeg kan også mærke at mit skelet på en måde er trukket så meget ud af røven, at jeg er nød til at økonomisere med min energi på en måde, som jeg ikke gjorde for et halvt år siden. Jeg har ikke kræfter til at gå i gang med alverdens ting så snart han sover. Jeg gør det alligevel. Men når der er tømt opvasker pg andet praktisk, så skal jeg tjekke mails, og så er ve ved at være der, hvor jeg gerne vil blogge, men helt ærligt også gerne vil i bad. Bare for at opretholde et vist håb om at nogen engang sende rmig ud i det virkelige liv.

Og nu kan jeg se, at jeg skal rette kommaer, og slå-fejl. Men jeg gider ikke. For jeg vil hellere nå at spise morgenmad i fred.

Stik dén. Verdens kedeligste blog-indlæg.

tirsdag den 14. september 2010

Verdens Længste Vinter til salg


Husker I den? Den der sidste år, som var så fucking røvkold, at man skulle rulles ind i en dyne og først rulles ud til foråret.

Jeg kan kun huske, at jeg tænkte, at når nu den havde været så sindsyg lang og kold, den vinter, så kunne der umuligt komme en magen til året efter.

Men det gør den altså. Hvis du spørger ekspedienten i Filippa K i Illum. Jeg stod i en af deres vinterjakker (den du ser på billedet, bare blå) og svedte, da hun går rundt om mig som en lille kat. Helt helt stille siger hun: 'det bliver koldt i år'. 'Jaaa', siger jeg højt og ifører mig en smart hue og et halstørklæde, og tænker om den nu ikke lige er en tand for varm og praktisk 'men det kan vel nærmest ikke blive værre end sidste år.'

'Der tager du fejl', fortsætter katten hviskende. 'Jeg har en ven, som arbejder på en vejrstation i Canada, og han siger det bliver den værste vinter nogensinde.'

Der stivnes under jakken.

'Ja, han tager sin kone og børn med til Thailand i tre mdr. indtil det er forbi. Langt ude ik'.

Og så valsede katten over til disken.

Det er meget muligt, at Filippa K, kører en helt særlig salgspolitik: Overbevis kunden, brug frygt. Men den virker. Fuck den virker. Jeg skal bare så meget have den jakke. Ikke noget med uld og knapper, hvor der kommer luft ind. Eller noget uden særligt meget foer. Jeg skal have bestilt juleferie i tre uger til hele familien, jeg skal have købt 68.000 dåser med...dåsemad, og er nød til at forberede Thure på at få genopfrisket hans færdigheder udi overlevelse på Indlandsisen. Og hvor fanden er alle de soveposer han har liggende til minus 800 grader. Hvor er de? Hvor er de? Hvor er de? Og børnene? Jamen dem må vi simpelthen grave ned og vente med at grave dem op igen til det bliver varmere.

Ses vi i Thailand til paraply-drinks? Det tror jeg nok vi gør.

lørdag den 11. september 2010

Klumme i GRAVID

Inspireret af de mange kommentarer til indlægget om antal af børn. Hvad der er mest gråhårs-fremkaldende, ja så er her min klumme fra magasinet GRAVID, hvor du kan læse om hvordan jeg var FØR jeg fik børn. Altså da jeg ventede Kasper. Og ingen børn havde.

Fra Purebaby til pure mom

Da jeg var gravid med min førstefødte, Kasper, skulle han, når han blev født, pakkes ind i vat. Fra Purebaby naturligvis. Jeg havde hele Weledas produktkatalog på hylden, og bleerne fra Moltex var klar til at suge den mindste lille tissetår. Han lille, sarte ryg skulle selvfølgelig hvile i en Leandervugge på et madrasleje af speltkerner.

Pænt så det ud. Det hele. Og det matchede så helt utroligt godt det billede jeg havde af mig selv. En førstegangs Purebaby-mom, med tykt hår I en fletning og løst økologisk yogatøj fra Moshi Moshi Mind. Som kiggede forarget på Thure, min mand, hvis han kunne finde på noget så dumt, som at foreslå andet sengetøj end det af Liberty-stof. Skulle mit afkom sove i piratsengetøj fra Brugsen? Go figure.

Men nedturen startede allerede ved første ve. For jeg havde nemlig også gået til fødselsforberedelse på åndedrætsmåden og havde til formålet købt en økologisk yogamåtte, som jeg forestillede mig jeg skulle ligge og have veer på, mens vi så film. Det havde jeg nemlig læst om I mange bøger. At man sagtens kunne nå at se to film, mens veerne tog til.

Jeg nåede lige akkurat at brøle til Thure at han skulle hente den yogamåtte, før jeg hev knagerækken ud af væggen i smerte. Fem timer senere var jeg mor. Nu med sprækket røv. Nu med store hospitalsunderhylere. Og så sulten at jeg slugte tre portioner cornflakes med sukker på. Mere kerneusundt kunne det ikke være.

Da vi kom hjem svarede Kasper også igen ved at nægte at leve et Purebabyliv. Hans lille tissemand fandt altid en smutvej i Moltexbleen, og intet whatsoever Weleda produkt hjalp på den røde røv. Han skreg som en gris, hver gang jeg nærmede mig Leandervuggen for at lægge ham, og iøvrigt var mit hår temmelig for tyndt til at det kunne bære en fletning.

Så langsomt. Ligeså langsomt gav jeg slip på forestillingen om den perfekte mor.

Nu er jeg så imellemtiden blevet mor for anden gang. Og der kan man da tale om at give slip på alle forestillinger. Om Jeppe har to forskellige sokker på og ligger i en gammel flyverdragt fra Brugsen, det er der ikke noget at gøre ved. Bare han er varm. Jeg bruger de billigste bleer fra Rema 1000, og det er altså heller ikke altid, at babymosen er fra Hipp. Og Jeppe. Han er det gladeste barn på kloden.

Og jeg har fundet min hylde som mor. Jeg har nemlig også lært at visse ting går jeg ikke på kompromis med. Jeg har det bedst, når Kaspers tøj matcher, og når han sover i en Junoseng i sit nattøj fra Petit Bateau. For jeg har fundet ud af at sådan er jeg. Også.

Jeg kan godt give slip på et Purebabyliv, men ikke at tingene er af god kvalitet og pæne at kigge på. Det er trods alt mig der skal kigge på ham indtil han bliver teenager og insisterer på at gå med sort neglelak og hullede jeans.



torsdag den 9. september 2010

Business Bootcamp


B1 og B2


Hvis du, som læser af denne blog, er selvstændig. Og du mangler at give din forretning et los i røven, så skal du med på det her kursus.

Det er min old time veninde Mette og min nyere good time veninde Pernille, som er værtinder på det kursus.

Og jeg har testet det og dem. Og ved du hvad? Det holder 1000%

Jajaja, tænker du, det er da også bare fordi du kender dem og er de ikke bare nogle duller med vildt meget make-up og høje hæle? Jo men de er nogle kloge duller, og så er de sjove.

Altså det kursus er ret sjovt at være på. Og det går tjept. Og du lærer farligt meget om hvorfor din helt vildt gode idé med at sælge snoede vatpinde ikke giver dig helt så meget råd til den Mulberry som du drømmer om.

Nysgerrig? Tag en tur her

tirsdag den 7. september 2010

Er der nogen? Førstegangsforældre måske?

Undskyld for fanden. Der var engang en blog. Og indlæg om at man ikke har haft tid, lyst whatever, de stinker. Og er kedelige.

Så lad mig bare kort nævne i en indskudt sætning, at jeg har 1.5 time i løbet af dagen. Der sover Jeppe. Muligvis. For det meste. Når han ikke er syg. Og ellers hedder det efter 20.00 Tæl selv hvor mange hjerneceller der er tilbage. Nå ikke.

Jeg var til en navnefest i lørdags, og udover at The Mother var ualmindelig lækker at se på, så var der også en god håndfuld førstegangsforældre. Vi stod allesammen i gården, i solskin og nød en øl, da jeg overhørte en samtale mellem to mænd. 'Jamen det er bare så sindsygt hårdt for tiden', sagde en far. 'Han går rundt over det hele og vi skal hele tiden være på ham.' Han var far til ét barn.

Jeg holdt min kæft. For det skal man som forældre til min. 2 børn. Man skal aldrig sige sætningen 'jaja, vent du bare, det der du har gang i er ikke en skid hårdt.' For jeg kan godt huske dengang vi kun havde Kasper. Der syntes jeg jo virkelig, at det var hårdt. Til tider. Men pik mig i øret, det var det altså bare ikke. Ikke i forhold til nu.

Man er ovre en masse spekulationer om alverdens små ting, men fysisk. Come ON. Hvorfor sagde de ikke det? Der er aldrig en arm fri. Hvis ikke det ene barn skal have mad, så skal det andet have tørret røv og så skal der skiftes kanal 'nejnej - ikke Ramasjang', og sådan fortsætter det indtil de begge ligger som havererede fly i deres små senge. Kl. 20.00 Roger Over.

Og så starter festkomitéen: Opvaskemaskinen, vasketøjet, det rene, der skal lægges på plads (som om), nullermænd og madrester. Allesammen gjalder de op. Og de er da klart den fest man ikke gider med til. For tager man med, er man ikke færdig før kl. 21.00. Farvel festabe, goddag udtrådt banan.

Åååååååååååååååååååååååååååååååååårrrrrhhhhhhhh.

Sådan. Så er der ikke mere tilbage på klynkekortet.

Og nu holder jeg kæft.

Kæft.

(der holdes kæft)

onsdag den 1. september 2010

Dagens hitliste

Jeppe har mellemøre betændelse og jeg er for træt til at kunne finde på noget at skrive. Til gengæld er jeg ret forelsket i det her nummer af Mr. Cee Lo Green, manden fra Gnarls Barkley.

Ikke fordi teksten passer på noget som helst. Men det er hvad jeg kan i dag. At stå og vippe med foden til en rytme.

Take it away...

mandag den 30. august 2010

250 S - for skodrute

Nu er det efterhånden to mdr. siden jeg har kørt med rute 250 S. Havde derfor lykkeligt glemt, at det var den linie, som bestyres af Hitler og hans undersåtter. Chauffører, som generelt får for lidt, dem der har afsonet et kursus i anger management og som bruger for meget Old Spice, og stryger deres HT skjorter så skarpt at man kan skære sig på dem.

Havde fortrængt dem. Indtil i dag.

Vi stiger altid på, på ydre Artillerivej, hvor fortorvet ikke er spor befærdet. Og der er ved gud ikke andet at lave på det fortorv end at vente på bussen. Man spankulerer altså ikke sådan rigtigt rundt for hyggens skyld derude.

Scenariet i dag, der nær havde udviklet sig til en nævekamp mellem mig og nazi-chauffør, udspillede sig således:

Mor, plus klapvogn, plus barn på løbecykel løber i pis-øs-regnvejr hen mod bussen. Han svinger ind og vi når op på siden af bussen. Der står vi så. Foran en lukket dør. Jeg råber, om han ikke vil åbne dørene. Så er fanden løs. Og jeg kan nu huske hvem den satan er. Han er chaufføren-kan-ikke-samtale-under-kørslen-typen, som lever og ånder for rewlementer. Han er den, der fandme klapper dørene i så snart min skosål er lettet fra vejen. SLAM!

Men jeg lover dig, der skulle ikke være noget at komme efter, så jeg klasker bremsen i klapvognen før han kan nå at sige billet, og kaster mig op for at vise min billet. Belært af tidligere ture, så er det nemlig ham, der heller ikke kan kigge på billetter, når han kører. At all. Kan han ikke. Siger reglen.

Jeg bider tænderne sammen, men smiler mit venligste smil, og stikker billetten frem. Han kan knap dreje hovedet, og siger så, at han jo ikke vidste om vi skulle med og derfor ikke åbnede dørene. 'Ja, der går jo så mange på fortorvet, så hvor skulle jeg vide det fra, når du ikke gør tegn.'

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Gør tegn? En mor med klapvogn, som krydser cykelstien og er klar til at gå ind af midterdørene, som de ENESTE på Artillervej. Go figure Sherlock.

Så blev han ved. Ja han kunne jo ikke tage ansvar for om vi kom med, jeg skulle selv VISE det. Og han blev ved. Hold nu kæft en idiot.

Hvad jeg tænkte: 'Hvor fanden i helvede lærer i at køre bus? Har du ikke taget den udvidede prøve i sidespejls-teknik eller er det skjorten der strammer så meget, at du ikke kan dreje nakken? Eller sidder du så hårdt på din HT agurk, at du ikke kan snakke pænt. Er det konen? For lidt Amarone? Er der kommet the i din termokande? Var der regnvejr på den årlige ferie til Gardasøen ELLER HVAD FUCK ER DIT PROBLEM?'

Hvad jeg sagde: 'Jeg synes ikke du har noget at være sur over, men gå du hjem og be konen om et ekstra knus i dag. Det virker som om du har brug for det.'

Den strammede sgu lidt i knækflippen.