Klumme i JP's VIVA

Som i dag handler om galskab. Læs med, hvis du orker.

Talentløs 2010

Min morfar var lidt sær. Ikke på landsbytosse måden, bare virkelig meget sin egen. Hver vinter gik han med en uldsnor rundt om hver ankel, en ‘pøge’, kaldte han dem. De gav ham varme og holdt ham rask i kulden. Javel. Han nægtede at stille sit ur om til sommertid, og var iøvrigt stor tilhænger af selvbehandling. Som dengang hvor han havde ondt i sin skulder, og derfor svingede med en stor jernkugle hver morgen. For at holde sin skulder ved lige. Som det mest naturlige medbagte han selvfølgelig sin kugle i håndbagagen, da han skulle med familien til USA. Og blev svært ophidset, da de i bagagekontrollen konfiskerede den bombelignende tingest han havde i sin taske. Mage til frækhed skulle man, ifølge min morfar, lede længe efter.

Så delvis på grund af ham har jeg altid være fan af galskaben.

Jeg bor ikke langt fra et psykiatrisk hospital. Og det er jeg ret så glad for. Jeg peger ikke fingre af dem, som bor der og jeg har dyb medlidenhed med dem, som ikke kan tage vare på sig selv, og måske lever et liv på kanten af, hvad der er værdigt. Og kunne jeg give dem allesammen en bunke penge og et sind, som gav dem frihed, så gjorde jeg det. Men når det er sagt, så vil jeg sige, at de beriger mit liv med en vis portion galskab, som jeg i dén grad synes vi mangler. I dagens Danmark.

Tag nu bare Varslet. Som min mand kaldte en af beboerne, og som vi ofte mødte og fik en lille snak med. Han var året rundt iklædt bokser shorts med prikker, bare ben og en rød uniform. Kæmpe skæg og ditto hår. Og han sang. I vilden sky. Tyske viser gjaldede ud over Heden inde bag det hegn, hvor han befandt sig. Nogle gange stak han hovedet helt frem til vejen og hvislede til mig, når jeg kom gående med min søn i klapvognen ‘jeg kan ikke lide drengebørn, er det en dreng du har?’ ‘Ja’ svarede jeg hver gang, og så fnøs han hånende over hvilket afskyeligt afkom jeg slæbte rundt på.

Men man kunne ikke rigtigt blive sur på ham. For han var så sød. På sin egen måde. Og jeg tror, at han inde bag ved havde mange gode historier som verden ikke havde hørt.

Så var der også Jan. En beboer, som havde en udlængsel, der noglegange rakte ud over hospitalshegnet. En dag, da jeg igen kom gående med min søn i klapvognen, ser jeg en lang mand, med hvide hospitalssokker, rende rundt oppe på taget. Det var Jan. Og Jan ville fandme ud og smage lidt på livet. Han var midt i sit flugtforsøg og med et spring var han nede på stien i rask løb mod Metroen. Efter ham kom en horde af de ansatte, der forsøgte at løbe ham op. Uden held. For den dag havde Jan hurtigløbs sokkerne på, men han var flink til at råbe: ‘jeg kommer tilbage på søndag.’

Blandt andet disse situationer får engang imellem til at savne noget tossethed blandt alle de mennesker som er derude I verden. Og jeg blev faktisk helt ked af det da jeg så at Kelly Osborne havde tabt sig. Og var blevet slank og smuk. Og renskuret. Eller da jeg læste i et interview, at Naomi Campell godt vidste at hun skulle styre sit iltre temperament. Eller når hard-core heavy bands pludselig iklæder sig rene t-shirts og moderigtige Buddha agtige smykker fra Shamballa til 300.000 kr.

Hvor fanden er Keith Richards henne? Hvor er de smadrede hotelværelser, hærg og humbug? De er nu gemt bag en dyr tandblegning og designertøj. Jamen jeg synes det er ærgeligt.
Altså. Jeg ved det godt. Det er jo ikke den ‘rigtige’ måde at leve på, og det duer heller ikke, at jeg som mor sidder med en flaske Absinth og et smadret fjernsyn og byder mine unger velkommen hjem fra børnehaven med nogle agurkestænger.
Men jeg er godt nok stor tilhænger af at vi engang imellem giver fanden i Angulus sko og Kernesund livsstil. At vi allesammen spiser minutnudler eller slik til aftensmad. Hopper så meget i sengen at den knækker. Eller I det mindste giver et lille ‘knæk’. At vi på dage, hvor vi føler talentløse og uduelige, dropper badet og går i Netto selvom vi ligner en tarvelig udgave af os selv.
At vi engang imellem råber ‘røv’ ud af vinduet og tager et billede af vores lår. Til minde om appelsinhud og uperfekthed.

Faktisk ville det glæde mig, hvis jeg hver fredag kunne tænde for tossekassen for at se Talentløs 2010. Bring out the nutcases, verden er klar til jer!