onsdag den 29. september 2010

Sexy beast

I aften skal jeg holde foredrag sammen med Maren. Hun vender kortene til familielivet, og jeg kan allerede sige, at det bliver godt. Og mig, jeg snakker jo om sex.

Men jeg føler mig allerede overhalet indenom. Tilfældigvis tændte jeg for fjernsynet i morges, på God Morgen Danmark, og ser et tv-klip af Joan Ørting siddende på hovedet af sin mand. Det var en stilling han godt kunne li'.

Og kæben rulles ud, som en lang måbende løber. Oh my freaking...

Dernæst ser man et andet klip med en anden sexolog, Robert Lubarski, sidde og brøle som en løve på gulvet mellem en masse terapeuter. For at vise dem, at man skal ind til sagens kerne af sin sexuelle drifter, for at kunne nyde det.

Så.

Hvis nogle af jer, som kommer i aften, så disse klip, kan jeg med det samme skuffe jer og sige, at Thure desværre skal passe børnene i aften, så derfor bliver der ikke noget facesitting (og ja, det hedder det) og jeg giver mig ej heller til at brøle midt på gulvet.

Ville jeg bare lige sige. Hvis nogen skulle sætte næsen op efter den slags ramasjang.

Oh dear.

lørdag den 25. september 2010

Dadadum dadadum

Bare fordi man skriver man kan da godt også have tid til at finde ting på nettet.

Og jeg skal bare så meget til Island. Se Selv.

Inspired by Iceland Video from Inspired By Iceland on Vimeo.

Frihedspanik

Jeg har fået fri i weekenden. Thure har taget drengene med på en familietur. Og mig. Jeg er alene hjemme.

Jeg skal have forberedt mit foredrag på onsdag, og jeg skal have skrevet nogle andre vigtige ting færdige, så der skal arbejdes. En hel del.

Alligevel går jeg rundt om mig selv. Jeg har ikke været alene hjemme i over et år. Måske mere. Og jeg kan ikke finde ud af det. Altså hvad skal jeg med al den tid. Jeg skal jo have pauser for skriveriet. Og hvad skal jeg der? Løbe? Cykle? Drikke the? Kaffe? Spise chokolade? Lytte til musik? Og skal jeg i biografen i aften til den SENE forestilling?

Hvad lavede jeg før jeg fik børn?

torsdag den 23. september 2010

Les Miserables

Der er flere hylekor her i blogland, som er gået i gang mod de såkaldte perfekte uperfekte mødre.

Der bliver plederet for at man skal stoppe med at fortælle om, hvor meget anti-kernesund Amo-blanding man bager boller med, og hvor skidt man synes det kører. Sådan all over.
Nogen bliver decideret livstrætte af at høre mere på det. Nogen synes andre mødre lyver for sig selv, når de 'tror' det er bedst for børnene, at de er i institution til kl. 16.00.
Andre mener at de uperfekte mødre på det nærmeste giver andre mødre dårlig samvittighed, hvis de bager boller, henter tidligt og syer tøj til deres afkom, med alt deres perfekte uperfekte fortællen om, hvordan de aldrig kan få enderne til at hænge sammen og igen må servere pasta med ketchup for børnene. Og gud nåde og trøste den, der skriver en bog om det.

'Åh det er godt med en gang debat' og 'endelig er der nogen der tør sige det' - hyler de videre, mens nogle er enige om, at særligt een blogger, da på ingen måde skal tro at hun er selvbestaltet blog-dronning.

Den kan vi lade stå lidt.

Må jeg sige noget? Jeg synes det stinker af skolegårds-agtig-mobbestemning.

Og jeg synes det stinker.

Og nej, jeg synes ikke bare det er en meningsudveksling, hvor man siger sin mening, når der kommer et navn på.

Jeg blev selv disset på en blog i dag. Dog ikke med navns nævnelse. Men det stinker stadig.

Godt så.

Jeg ved ikke om der er en tendens til, at man hylder det uperfekte morliv. Og hvis der er. Hvad så? Er det ikke skideligemeget? Ligesom det er skideligemeget, hvem der vælger at give deres børn sukker. At Millionøse-tøserne lavede en video, der var ualmindelig nem at gøre grin med. At nogle ikke gider give penge for Angulus og hellere vil have sure Eccostøvler.

Er det ikke fucking ligemeget?

Jeg synes det er. Hvis det er, kan vi jo for helvede bare skrue over på en anden kanal.

Og om jeg er røget i kategorien 'uperfekt mor', der hylder det. Ja det aner jeg ikke. Men jeg skriver om det der sker. Og jeg vil til den dag jeg dør, vælge satiren fremfor alt andet.

Jeg vil til den dag jeg dør, skrive blogge op og blogge ned om at mine børn spiser minutnudler, og at jeg hader Danefæ regnfrakker, men selv er en kliché fordi jeg går med Hunter gummistøvler. Jeg kan også godt skrive, at jeg i mit stille sind får instant tics ved øjet, hvis jeg ser en mor i en Ida T regnjakke med smilemænd og hun samtidig klager over at hun får for lidt sex. Eller de mødre der går i voksen-Katvig. Jeg kan ikke klare det. Men jeg sætter fandme aldrignogensinde et navn på.


Så hvad jeg siger jeg? Jeg siger, at jeg får lange tasker af at man skal pille hinanden ned. Og er der een ting, jeg fanden galemig vil have at mine unger skal, så er det at opføre sig ordentligt overfor hinanden. Om de så er i mangel af D-vitaminer, det er meget muligt, men hellere bleg og rar end kernesund og nederen. (og dette var bare et udtryk - ikke det samme som at jeg hader alle dem der er kernesunde).

Men er der blogkrig, så kan I ikke se min røv for bare satire.

At I ved det.

ps. jeg har lige bagt boller og lavet hjemmelavet jordbærgrød. Mit ældste barn er kommet i seng med sorte negle og der er vistnok lidt tis på lagnet fra i går. Jeg elsker min mand og hader mine deller. Jeg får får lidt, men fik til gengæld noget i går.

onsdag den 22. september 2010

FOREDRAG

Det er helt i tråd med min markedsføringsstrategi, IKKE at gøre opmærksom på mig selv. Det er det nye sort. At være ganske stiltiende omkring det og da SLET ikke lave nyhedsbreve eller videoer. Total overvurderet.

Det er nemlig sådan at mig og Maren (ja, det lød bare sjovere) holder foredrag arrangeret af Børn I Byen. Om familieliv, sex og tissemænd. Altså ikke vores? Menmenmen, det er allerede udsolgt, så whats the point i at fortælle om det her?

Jo, jeg ville bare hurtigt sige, at jyderne ikke skal snydes. For vi kommer nemlig også til Århus. Og vi holder det igen her i Kbh.

Stay tuned for datoer.

tirsdag den 21. september 2010

Stilhed

Jeg har givet mig selv en lille pause for tiden.

Jeppe var startet i dagpleje, men efter tre dage blev hun sygemeldt i en måned, og han blev tilbudt gæstedagpleje så længe det varede.

Jeg nåede lige til den del af indkøringen, hvor man måtte gå i Netto i en time. Oh holy freedom. 3 liter mælk plus diverse, det var hvad jeg oplevede uden barn.

Nu er vi på en måde bombet tilbage, da Jeppe har kvitteret ved at blive syg. Forkølet. Øreramt. Og pjevset. Ikke hele tiden, men alligevel nok til at han ikke kan komme afsted.

Og mig. Jamen jeg har sat alting i værk denne måned, som jeg ærig talt havde glædet mig til at komme i gang med. Ikke mindst at blogge, som jeg plejede.

Nu er det som om jeg er gået i dvale. SOm en computer, der står og venter, mens knappen blinker i takt med min puls.

Jeg har ikke specielt meget tid til at Jeppe er herhjemme mere, og jeg gider faktisk ikke mere. Nu. Men jeg kan også mærke at mit skelet på en måde er trukket så meget ud af røven, at jeg er nød til at økonomisere med min energi på en måde, som jeg ikke gjorde for et halvt år siden. Jeg har ikke kræfter til at gå i gang med alverdens ting så snart han sover. Jeg gør det alligevel. Men når der er tømt opvasker pg andet praktisk, så skal jeg tjekke mails, og så er ve ved at være der, hvor jeg gerne vil blogge, men helt ærligt også gerne vil i bad. Bare for at opretholde et vist håb om at nogen engang sende rmig ud i det virkelige liv.

Og nu kan jeg se, at jeg skal rette kommaer, og slå-fejl. Men jeg gider ikke. For jeg vil hellere nå at spise morgenmad i fred.

Stik dén. Verdens kedeligste blog-indlæg.

tirsdag den 14. september 2010

Verdens Længste Vinter til salg


Husker I den? Den der sidste år, som var så fucking røvkold, at man skulle rulles ind i en dyne og først rulles ud til foråret.

Jeg kan kun huske, at jeg tænkte, at når nu den havde været så sindsyg lang og kold, den vinter, så kunne der umuligt komme en magen til året efter.

Men det gør den altså. Hvis du spørger ekspedienten i Filippa K i Illum. Jeg stod i en af deres vinterjakker (den du ser på billedet, bare blå) og svedte, da hun går rundt om mig som en lille kat. Helt helt stille siger hun: 'det bliver koldt i år'. 'Jaaa', siger jeg højt og ifører mig en smart hue og et halstørklæde, og tænker om den nu ikke lige er en tand for varm og praktisk 'men det kan vel nærmest ikke blive værre end sidste år.'

'Der tager du fejl', fortsætter katten hviskende. 'Jeg har en ven, som arbejder på en vejrstation i Canada, og han siger det bliver den værste vinter nogensinde.'

Der stivnes under jakken.

'Ja, han tager sin kone og børn med til Thailand i tre mdr. indtil det er forbi. Langt ude ik'.

Og så valsede katten over til disken.

Det er meget muligt, at Filippa K, kører en helt særlig salgspolitik: Overbevis kunden, brug frygt. Men den virker. Fuck den virker. Jeg skal bare så meget have den jakke. Ikke noget med uld og knapper, hvor der kommer luft ind. Eller noget uden særligt meget foer. Jeg skal have bestilt juleferie i tre uger til hele familien, jeg skal have købt 68.000 dåser med...dåsemad, og er nød til at forberede Thure på at få genopfrisket hans færdigheder udi overlevelse på Indlandsisen. Og hvor fanden er alle de soveposer han har liggende til minus 800 grader. Hvor er de? Hvor er de? Hvor er de? Og børnene? Jamen dem må vi simpelthen grave ned og vente med at grave dem op igen til det bliver varmere.

Ses vi i Thailand til paraply-drinks? Det tror jeg nok vi gør.

lørdag den 11. september 2010

Klumme i GRAVID

Inspireret af de mange kommentarer til indlægget om antal af børn. Hvad der er mest gråhårs-fremkaldende, ja så er her min klumme fra magasinet GRAVID, hvor du kan læse om hvordan jeg var FØR jeg fik børn. Altså da jeg ventede Kasper. Og ingen børn havde.

Fra Purebaby til pure mom

Da jeg var gravid med min førstefødte, Kasper, skulle han, når han blev født, pakkes ind i vat. Fra Purebaby naturligvis. Jeg havde hele Weledas produktkatalog på hylden, og bleerne fra Moltex var klar til at suge den mindste lille tissetår. Han lille, sarte ryg skulle selvfølgelig hvile i en Leandervugge på et madrasleje af speltkerner.

Pænt så det ud. Det hele. Og det matchede så helt utroligt godt det billede jeg havde af mig selv. En førstegangs Purebaby-mom, med tykt hår I en fletning og løst økologisk yogatøj fra Moshi Moshi Mind. Som kiggede forarget på Thure, min mand, hvis han kunne finde på noget så dumt, som at foreslå andet sengetøj end det af Liberty-stof. Skulle mit afkom sove i piratsengetøj fra Brugsen? Go figure.

Men nedturen startede allerede ved første ve. For jeg havde nemlig også gået til fødselsforberedelse på åndedrætsmåden og havde til formålet købt en økologisk yogamåtte, som jeg forestillede mig jeg skulle ligge og have veer på, mens vi så film. Det havde jeg nemlig læst om I mange bøger. At man sagtens kunne nå at se to film, mens veerne tog til.

Jeg nåede lige akkurat at brøle til Thure at han skulle hente den yogamåtte, før jeg hev knagerækken ud af væggen i smerte. Fem timer senere var jeg mor. Nu med sprækket røv. Nu med store hospitalsunderhylere. Og så sulten at jeg slugte tre portioner cornflakes med sukker på. Mere kerneusundt kunne det ikke være.

Da vi kom hjem svarede Kasper også igen ved at nægte at leve et Purebabyliv. Hans lille tissemand fandt altid en smutvej i Moltexbleen, og intet whatsoever Weleda produkt hjalp på den røde røv. Han skreg som en gris, hver gang jeg nærmede mig Leandervuggen for at lægge ham, og iøvrigt var mit hår temmelig for tyndt til at det kunne bære en fletning.

Så langsomt. Ligeså langsomt gav jeg slip på forestillingen om den perfekte mor.

Nu er jeg så imellemtiden blevet mor for anden gang. Og der kan man da tale om at give slip på alle forestillinger. Om Jeppe har to forskellige sokker på og ligger i en gammel flyverdragt fra Brugsen, det er der ikke noget at gøre ved. Bare han er varm. Jeg bruger de billigste bleer fra Rema 1000, og det er altså heller ikke altid, at babymosen er fra Hipp. Og Jeppe. Han er det gladeste barn på kloden.

Og jeg har fundet min hylde som mor. Jeg har nemlig også lært at visse ting går jeg ikke på kompromis med. Jeg har det bedst, når Kaspers tøj matcher, og når han sover i en Junoseng i sit nattøj fra Petit Bateau. For jeg har fundet ud af at sådan er jeg. Også.

Jeg kan godt give slip på et Purebabyliv, men ikke at tingene er af god kvalitet og pæne at kigge på. Det er trods alt mig der skal kigge på ham indtil han bliver teenager og insisterer på at gå med sort neglelak og hullede jeans.



torsdag den 9. september 2010

Business Bootcamp


B1 og B2


Hvis du, som læser af denne blog, er selvstændig. Og du mangler at give din forretning et los i røven, så skal du med på det her kursus.

Det er min old time veninde Mette og min nyere good time veninde Pernille, som er værtinder på det kursus.

Og jeg har testet det og dem. Og ved du hvad? Det holder 1000%

Jajaja, tænker du, det er da også bare fordi du kender dem og er de ikke bare nogle duller med vildt meget make-up og høje hæle? Jo men de er nogle kloge duller, og så er de sjove.

Altså det kursus er ret sjovt at være på. Og det går tjept. Og du lærer farligt meget om hvorfor din helt vildt gode idé med at sælge snoede vatpinde ikke giver dig helt så meget råd til den Mulberry som du drømmer om.

Nysgerrig? Tag en tur her

tirsdag den 7. september 2010

Er der nogen? Førstegangsforældre måske?

Undskyld for fanden. Der var engang en blog. Og indlæg om at man ikke har haft tid, lyst whatever, de stinker. Og er kedelige.

Så lad mig bare kort nævne i en indskudt sætning, at jeg har 1.5 time i løbet af dagen. Der sover Jeppe. Muligvis. For det meste. Når han ikke er syg. Og ellers hedder det efter 20.00 Tæl selv hvor mange hjerneceller der er tilbage. Nå ikke.

Jeg var til en navnefest i lørdags, og udover at The Mother var ualmindelig lækker at se på, så var der også en god håndfuld førstegangsforældre. Vi stod allesammen i gården, i solskin og nød en øl, da jeg overhørte en samtale mellem to mænd. 'Jamen det er bare så sindsygt hårdt for tiden', sagde en far. 'Han går rundt over det hele og vi skal hele tiden være på ham.' Han var far til ét barn.

Jeg holdt min kæft. For det skal man som forældre til min. 2 børn. Man skal aldrig sige sætningen 'jaja, vent du bare, det der du har gang i er ikke en skid hårdt.' For jeg kan godt huske dengang vi kun havde Kasper. Der syntes jeg jo virkelig, at det var hårdt. Til tider. Men pik mig i øret, det var det altså bare ikke. Ikke i forhold til nu.

Man er ovre en masse spekulationer om alverdens små ting, men fysisk. Come ON. Hvorfor sagde de ikke det? Der er aldrig en arm fri. Hvis ikke det ene barn skal have mad, så skal det andet have tørret røv og så skal der skiftes kanal 'nejnej - ikke Ramasjang', og sådan fortsætter det indtil de begge ligger som havererede fly i deres små senge. Kl. 20.00 Roger Over.

Og så starter festkomitéen: Opvaskemaskinen, vasketøjet, det rene, der skal lægges på plads (som om), nullermænd og madrester. Allesammen gjalder de op. Og de er da klart den fest man ikke gider med til. For tager man med, er man ikke færdig før kl. 21.00. Farvel festabe, goddag udtrådt banan.

Åååååååååååååååååååååååååååååååååårrrrrhhhhhhhh.

Sådan. Så er der ikke mere tilbage på klynkekortet.

Og nu holder jeg kæft.

Kæft.

(der holdes kæft)

onsdag den 1. september 2010

Dagens hitliste

Jeppe har mellemøre betændelse og jeg er for træt til at kunne finde på noget at skrive. Til gengæld er jeg ret forelsket i det her nummer af Mr. Cee Lo Green, manden fra Gnarls Barkley.

Ikke fordi teksten passer på noget som helst. Men det er hvad jeg kan i dag. At stå og vippe med foden til en rytme.

Take it away...