tirsdag den 11. september 2012

Så ruller bolden

Jeg skal fortælle jer noget. Det har taget mig et par måneder. Og nu fire kopper kaffe, en kridhvid bolle med pålægschokolade, fem videoer på You Tube om folk der falder, beskeder på Facebok, mails der bare var vildt nødvendige at svare på og så har jeg lagt alt mit tøj sammen og fundet det strengt nødvendigt at rydde op i min rodeskuffe.

Men.

Årh!

Okay jeg siger det:
Jeg er blevet separeret. Bum. Nu sagde jeg det.

Av.

Lad mig gætte på, at I tænker: WTF? Og bliver tunge om hjertet. Tænker: 'jamen hvorfor?' Hvad er der sket? Og hvad med børnene? Kan jo også godt være I tænker: nå, og går på toa, og så var den ikke længere.

Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg vil sige at jeg er så okay, som man kan være. Og børnene er også okay. Og alting er foregået meget stille og roligt. Vi har tacklet det fint synes jeg.

Ja, gu' fanden har jeg gennemgået hele følelsesregistret af raseri, sorg, tomhed, forvirring, og er mærket for altid. Selvfølgelig. Men jeg besluttede mig meget tidligt i den process at være konstruktiv. At se det hele udefra og prøve at give så meget slip på det som jeg kunne. Det lykkes ikke altid, men de fleste dage gør det faktisk. Og når det ikke lykkes, så er det også okay, siger jeg til mig selv.

Jeg har lært en del på den tid, der er gået. Er blevet klogere. Mere markeret og har fået en livslammer så stor, at man nærmest kun kan gå een vej og det er frem. Jeg har jo for helvede selv stillet mig op på den skammel, der hedder at være ærlig, men det har været en smule sårbart (underdrivelse), at være ude med Længsler & Leverpostej og så ligesom stå der selv og flagre og jeg har faktisk ikke vidst, hvad fanden jeg skulle sige. Hvad ville I ikke tænke? Ville I gide høre mere på mig og mine tanker? Ville I skride fra bloggen med et brag. Hvad fanden gør man i den situation?

Jeg ved det ikke.

Jeg ved det sgu ærligt talt ikke.

På den ene side har jeg haft lyst til at lukke og slukke. Ikke skrive et eneste ord mere. Holde min kæft og sidde stille. Problemet er at jeg kan jo ikke holde kæft. Og det skal jeg vel heller ikke. Kan da i hvert fald ikke forestille mig et foredrag, hvor det er jer der snakker og mig der lytter, så selvom jeg går rundt med en allerhelvedes øm tå og med et hjerte, som har fået en omgang i en kogevask, så går alting for fanden videre. Og jeg lever stadig. Og nogle af de oplevelser jeg har haft på det sidste har været både sjove og livgivende. Det er sådan som det er og jeg kan kun håbe på det bedste i fremtiden.

I har måske lyst til at skrive en kommentar nu, det ville være helt naturligt, men jeg kunne godt tænke mig, at det fortsatte i det konstruktive spor og jeg ved, desværre, hvor mange mennesker, der sidder derude og er blevet en del af de 40% af skilsmisseraten. Så for at komme dem tilgode, så vil jeg meget hellere have, at du deler din positive erfaring med en skilsmisse, eller din positive erfaring med en krise, end at du skriver specifikt til mig. Det er kun Thure og jeg, der ved hvad der helt nøjagtigt er foregået og den del vil jeg gerne have lov til at bevare som en del af mit privatliv.

Så indover med dine erfaringer, vi fortjener allesammen at dele det positive med hinanden.






44 kommentarer:

  1. Har ingen erfaring men jeg sender dig sgu en krammer på trods af hvad du opfordrer til og gid I får tingene til at lykkes på bedste vis under de tilstedeværende forudsætninger.

    SvarSlet
  2. Jeg har altså heller ingen kloge erfaringer at dele med dig, jeg kan kun sige at jeg syntes at det er rigtig synd for jeg alle sammen og jeg håber at I finder en måde at få tingene til at fungere.
    Og vi forlader sgu da aldrig din blog, det er vel menneskeligt at der er ting der går galt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder sgu fandme godt Kirsten ;-) at du bliver.

      Slet
  3. Jeg har fået en kommentar fra Facebook, fra en dame, Michelle Hviid, der var træt af at hun ikke kunne kommentere, så nu poster jeg den ;-)
    Jeg har været der. Jeg kastede op af forfærdelse. Lå i fosterstilling. Døde lidt. Troede jeg. Jeg fandt stor glæde i citatet "Preassure creates diamonds" og nu må jeg være en fin diamant. En glad en endda. Mit bedste råd til alle som står i
    lort til halsen, af den ene eller den anden slags. Start med det praktiske gøremål som skræmmer dig mest. Få hele tiden den værste elimineret først. Hvis du ikke tør ringe til banken, så ring til banken. Hvis du ikke tør ringe til din far, så ring til din far. Hvad end der skræmmer dig mest, der skal du starte, det er den sikre genvej til at komme hurtigst muligt på benene. Når det er sagt, så sørg. Husk for helvede at sørge. Livet gør nas. Men ikke hver dag. KNUS skønne dame. Jeg glæder mig til at følge din forestående optur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Michelle for President. Jeg skal indprente mig hendes vise ord til den dag jeg får behov for dem og gid jeg havde haft dem i hovedet andre gange i livet...

      Slet
  4. Av! Livskriser stinker! MEN når det er sagt, så sidder jeg netop nu og er i gang med at skrive et psykologisk speciale om, hvordan man kan komme til at opleve posttraumatisk VÆKST efter en eksistentiel livskrise. Det betyder ikke, at det ikke gør ondt, og at dele af krisen/tabet/sorgen ikke altid vil være forbundet med smerte! Men sammen med smerten -senere i forløbet - vil der måske også være en oplevelse af, at du er vokset af/ i den.
    Da jeg for knapt tre år siden fandt ud af, at vores datter er så multihandicappet som næsten overhovedet muligt, troede jeg, at jeg skulle dø af sorg og angst og afmagt, at jeg aldrig ville blive glad igen, at jeg aldrig ville blive "som før". Jeg er ikke som før! Men jeg er glad og lykkelig og synes jeg har lært en masse om mig selv og om livet (hvor klichepræget det end må lyde!).
    Alt det bedste til jer alle!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det synes jeg bare er så sejt. Du har fandme skullet rykke dig meget, godt gået vil jeg sige ;-) Og tak for tankerne.

      Slet
  5. Altså... Jeg har ikke været gift, så 1. hånds skilsmisseerfaringer kan jeg ikke byde ind med.

    Men jeg kan fortælle, at noget af det, der betød allermest i mine forældres skilsmisse (ja, det er lortehårdt at være skilsmissebarn, men man kommer stærkere igennem det, og i dag ville jeg aldrig bytte) for tolv år siden, da jeg var 14, var, at jeg kun én eneste gang hørte noget bittert fra én af dem. Man må gerne sørge, tale om det osv. som forælder, men det værste er, at spille hinanden ud og derved implicit (forhåbentligt) få barnet/teenageren til at føle, det skal vælge side. I den forbindelse var det også en KÆMPE lettelse at mine forældre valgte for mig, hvor jeg skulle bo, selvom jeg var gammel nok til selv at vælge. Det andet ville føles som at vælge mellem mine forældre, og det var en forfærdelig tanke. Bare lidt praktiske råd fra et andet perspektiv.

    Som du bad om.

    Og nu VIL jeg have lov at ønske dig og dine det allerbedste i en situation som denne. Og i øvrigt: Jeg render ingen steder - seperation eller ej!

    @Albertesmor: Jeg er så fascineret, imponeret og rørt over den måde, du er kommet ud "på den anden side". Tænk hvis alle formåede altid at skabe deres lykke ud fra deres givne præmisser, så ville vores forkælede, vestlige verden her se noget smukkesen ud<3

    SvarSlet
  6. Ingen råd - bare kram og tanker herfra! Og jeg render sgu heller ingen steder!

    SvarSlet
  7. Åhr, my god, jeg er præcis samme sted. Søndag aften blev papirerne underskrevet digitalt - men det værste var næsten, da min mand på facebook ændrede status fra gift til single. Lige i det sekund blev det officielt og virkeligt.

    Jeg ved ikke hvad der er det bedste, mens man står midt i det. Jeg er 38 (14 dage endnu), har været gift i 11 år og været sammen med manden i 17 år og vi deler 4 børn.

    Lige nu er der et kæmpe hul i maven og hjertet bløder over det som jeg ind imellem fokuserer på, at jeg IKKE kunne.

    Men i går skinnede solen, og jeg følte varmen mod min hud og mærkede helt ind i hjertet at livet går videre, alt er som det skal være, og at det er ok at savne, selvom valget vi har taget var bedst. Så i stedet for at fokusere på alt det man ikke kunne, burde man måske i stedet holde en skilsmissefest og fejre alt det man rent faktisk kunne og gjorde sammen.

    Jeg har valgt med denne situation, at jeg nu vælger mig. Jeg siger hvad jeg mener, og fjerner alle "hvis og men" - smerten vil fortage sig og livet går videre. Jeg tror på, at jeg kan, og jeg tror også på at du kan.

    Jeg bloggede om min smerte, og straks efter lettede den fra mine skuldre. Jeg glæder mig til at følge din rejse <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Janne, jeg glæder mig også til at følge din. Tanker og kram til dig.

      Slet
  8. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  9. hver gang der er en person der forsvinder ud af dit liv - på en eller anden måde - ikke at Thure er forsvundet fuldstændig ud af dit liv - men altså på én måde er han jo - hver gang nogen forsvinder ud af vores liv - så er der en gave i det.
    Vores opgave er så at finde den s...... gave - og det er altid lettere når det ikke gør ondt mere og vi kigger tilbage.

    SvarSlet
  10. Må den rejse Du er ude på nu efterlade Dig i "god behold"gøre dig stærkere og klogere på Dig selv.
    KRAM

    SvarSlet
  11. Held og lykke til jer begge. Har selv skillesmisse i nærmeste familie. Det er smertefuldt på kort sigt, men på langt sigt er alle faldet godt ud og kan fungere med hinanden. Også børnene. Det er jeg sikker på at I gør alt for at jeres drenge har det godt.

    SvarSlet
  12. Er selv skilsmissebarn og det er altså ikke the end of the world - selvom det måske kan føles sådan på børnenes vegne. Hellere 2 glade forældre hver for sig end 2 ulykkelige forældre sammen. Det vigtigste er at I har prøvet og det kan jeg jo læse mig til at I har - så er det en velovervejet beslutning og så skal det hele nok flaske sig <3

    SvarSlet
  13. Du skylder ikke os noget som helst. Overhovedet! Bum.
    At blive separeret er i mine øjne oftest et tegn på at man tager sig selv og hinanden seriøst i en svær tid. At man vælger at livet ikke skal leves på et kompromis og næsten-lykkeligt. Det kommer jo aldrig ud af det blå. I vælger at genfinde lykken på en eller anden måde. Sammen eller hver for sig. Og jeg tror på, det nok skal lykkes. Se, hvor mange andre, der klarer den. Men jeg ved ikke en skid om det. Har aldrig prøvet det selv. (7-9-13)

    SvarSlet
  14. Min erfaring fra min skilsmisse (for 8år siden) er, at jeg aldrig har været så ensom i mit liv, som da jeg var gift. Som selvstændig mor fandt jeg mig selv og dermed lykken.

    SvarSlet
  15. Er lige der. Midt imellem. Altså mellem jeg-blir og jeg-går. Det er et ret så ensomt og meget forræderisk sted at være. Men det trøster mig på den gode måde at læse Happy Happy-antologien, mens jeg tager mod til mig.

    SvarSlet
  16. Det er ikke en erfaring, men en forudsigelse: Du skriver en to'er på et tidspunkt: Sex & Sushi

    <3 <3 <3

    SvarSlet
  17. Jeg er helt enig med Trine. Jeg er også skilsmissebarn. Mine forældre blev skilt da jeg var 15, og jeg tror faktisk aldrig jeg har hørt dem tale ondt om hinanden. Ikke engang min mor, selvom min far skred til fordel for hans sekretær (jeg ved det, kliche). Dét at de kan tale pænt til, og om, hinanden, og at man ikke skal vælge side, gør simpelthen så meget godt når man står i det som barnet. Og så har jeg jo fået en bonus-far+søskende, som jeg er rigtig glad for. Held og lykke med det

    SvarSlet
  18. Jeg læste hvad Thure skrev og hat ventet på at du blev klar. Og overvejet om det ville være for underligt at give dig en krammer, hvis jeg så dig på gaden. (Ja, det ville det... )
    Jeg er ikke skilt og mine forældre er stadig gift. Men jeg har haft stress. Da lærte jeg at fokusere på det, som er vigtigst (børnene) og skære genvej, hvor det var muligt (rengøring). Så:. Det som hende på fb skrev.
    Mange virtuelle krammere til dig

    SvarSlet
  19. Av av av... tænker jeg, hver gang jeg hører at nogen næsten lige har taget 'beslutningen' - for det er ved gud det sværeste sted at være - i hele den samlede skilsmisse proces.
    Den dårlige nyhed er at det gør hammernas og at man har brug for at alle forholder sig til det - og det er ikke alle der kan det. Den gode nyhed er, at post-skilsmisse blev det tidspunkt i mit liv, hvor jeg fandt ud af HVEM jeg er som voksen. Og som en anden skrev her - at være ensom i sit ægteskab, er langt hårdere end at være alene med sig selv.
    Blev skilt for 3 år siden efter næsten 12 år med mine børns far - skilsmissen lå i kølvandet på stress, depression, en handicap diagnose på ældste søn - og alligevel er jeg stærkere (som svag) og mere mig selv end nogensinde!
    Har masser af erfaringer - både praktiske og mentale, så skriv endelig. Kan forøvrigt anbefale bogen 'Supermor' som var min krykke i starten :-).

    SvarSlet
  20. Hej AnnaMette.
    Jeg er også skilsmissebarn og har den mest fantastiske familie i hele verden. Nogle gange føles den som 2 familier men som oftest bare én.
    Jeg har 7 søskende, én deler jeg både mor og far med, 2 deler jeg mor med, 2 deler jeg far med og 2 deler jeg stedfar med. Hveranden søndag spiser vi allesammen middag og det er så hyggeligt.
    Det kan godt lade sig gøre. Det kan godt tage lidt tid.
    Jeg har ingen idé om hvordan det føles at blive skilt. Men så længe dig og Thure kan holde hinanden ud og som minimum opfører jer ordentligt over for hinanden, så har børnene det godt. Og så er der én ting mindre at spekulere på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den familie drømmer jeg sÅ meget om. Dejligt at høre at de findes i praksis når alle pessimisterne siger at det aldrig kan ske

      Slet
    2. Det lyder dejligt. Virkelig dejligt. Hurra!

      Slet
  21. Jeg blev skilt i 2007, min mindste søn var bare 1½ år da beslutningen blev truffet. Det mest positive er at rigtig mange i min omgangskreds har sagt, at jeg er blevet et helt andet (og bedre) menneske af, at skulle gå igennem den krise. På det lavpraktiske plan, så betød det en kæmpe lettelse for mig, at vide, at det var mig der skulle klare det hele nu. At jeg ikke havde en forventning om, at manden gjorde noget, og den vrede der kom, når han så ikke tog del i opgaverne (gav det mening?)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det giver totalt mening :-). Har skrevet et indlæg der handler lidt om det idag - tjek: http://detsagdehun.blogspot.dk/

      Slet
    2. Er tjekket - og jeg griner stadig :-)

      Slet
  22. Jeg er 3 mdr gammel i den proces - med 2 alt for små børn(den mindste var bare 4 mdr da faderen tog beslutningen). Så jeg er i hvert fald absolut fast læser, hvis du deler ærligt ud af dine tanker om at være den del af de 40% her på bloggen. Og så glæder jeg mig helt vildt meget til at læse - og evt være medforfatter på Sex og Sushi :)

    SvarSlet
  23. Puha Annamette. Du har ret - man får rigtig meget lyst til at skrive en kommentar til sådan et indlæg!! Jeg synes simpelthen du er SÅ sej. Både med bogen og nu med det her indlæg. Du er så ærlig og der er kun respekt og kram og tanker herfra! Der er vist ingen tvivl om at det næste lange stykke tid kommer til at kræve styrke som aldrig før - alt det bedste og held og lykke med det hele herfra!
    Jeg er bare glad for at du ikke lukker og slukker - tak for det :)

    SvarSlet
  24. Kære allesammen, tak for jeres tanker og kram og kræfter. I er sgu da selv nogle seje damer, så tak for jer.

    SvarSlet
  25. Kys kys kys på dig!
    Selv om det lige nu er røv og nøgler, der er savn, sorg, ansvar, madpakker der skal smøres. Drengene skal have børstet tænder, toilettet skal renses, hjertet skal hele, glæden skal boble i maven. Så ved jeg at der er lys og at du, du skønne kvinde, vil rejse dig ved det træ, der fældede dig, og du vil have lært noget, som vil vise sig at være berigende. Og det på trods af, at det kan være svært at se nu. Hvorfor jeg er så klog og sikker i min sag?
    Fordi jeg har været der. Og jeg har fandme rejst en hel skov og lært så meget, som jeg i dag sætter pris på. Men jeg har virkelig mange gange også fortalt mig selv, at dét er ok, at jeg er ok. Men mest af alt har jeg tilgivet mig selv. Tilgivet at min søn i dag er en del af den statistik der siger, at delebørn bliver mere sociale og tolerante. ( altså jeg tager naturligvis kun de undersøgelser, der er til delebørns fordele ;))
    No matter what! You rock!

    SvarSlet
  26. Jeg har ingen erfaring at dele, men kom igen efter den 1. så har jeg ....så vi er et eller andet sted i samme båd, heldigvis vipper båden ikke vildt meget i min ende, håber også du trods omstændighederne er ok oppe i din ende.

    Vores brud var u-undgåeligt, men derfor gør det sgu nu alligevel ondt, den tabte drøm måske ? ikke det nogen af os havde forudset? hvorfor fanden kunne vi ikke passe bedre på hinanden og vores kærlighed?

    Nå, det får jeg aldrig svar på, og nu har jeg tænkt mig at få det bedste ud af mit liv, mit liv hvor det kun er mig der bestemmer, kun mig at tage hensyn til,det bliver sgu underligt, men også godt det er jeg sikker på!


    Tanker til dig!

    SvarSlet
  27. bare sige - husk nu at der også er lykkelige børn og forædlre der kommer fra to-kerne familier!

    SvarSlet
  28. For to år siden blev min datters far og jeg enige om at det skulle være slut. Nok var nok og vi havde prøvet alt det, vi syntes, vi kunne.
    Det var et par uger inden vores datters 2-års-fødselsdag. Den blev fejret sammen med begge sider af familien og vi aftalte, at sådan skulle det også være fremover. Det har vi heldigvis holdt og lige om lidt fylder hun 4 og begge familier samles igen og fejrer hende.

    Tre uger efter beslutningen ville vi have kunnet fejre 10 år som par. Da jeg mødte på arbejde viste det sig, at datoen faldt sammen med min virksomheds lancering af et af kerneprodukterne, så i løbet af natten havde marketing sørget for at plastre alting ind i "10 år! Tillykke!"-plakater med dertilhørende flag og lagkage. Jeg gav mig til at græde, fortalte de mystificerede kolleger, hvad der var los og tog hjem igen.

    Jeg tænkte den dag "det her er egentlig ret ironisk og noget, jeg en dag vil kunne grine af". Den dag er jeg i hvert fald kommet til nu. Vi er alle meget gladere nu. Det første år stank, men nu kan jeg slet ikke forestille mig, at vi ikke havde taget beslutningen.

    I starten sørgede jeg. Ikke så meget over tabet af et temmelig elendigt parforhold, men over tabet af den fremtid, jeg troede vores familie skulle have.

    I processen derefter skulle jeg lære mig selv at kende igen. Jeg gik lidt i panik, da jeg købte en meget gul og stor frugtskål, fordi jeg var i tvivl om jeg egentlig er sådan en, der har sådan en farverig dims stående. Det viste det sig, at jeg er :)

    Vi taler stadig sammen næsten dagligt og er ret gode til det der "samarbejde" som det fortærsket kaldes. Vi er bare vores datters forældre og sluger indimellem nogle kameler, for hvem gider egentlig skændes med sin eks?

    Nu har jeg mødt mit livs anden store kærlighed og er nu en moderne familie, hvor vi allesammen spiser aftensmad sammen et par gange om måneden og hjælper hinanden på kryds og tværs. Alle mine bekymringer blev gjort til skamme. Måske det er sådan her det føles at være voksen :)

    Det var min (lidt lange) historie om en lykkelig skilsmisse.

    SvarSlet
  29. Kære Annamette.
    Ja, jeg skriver om min erfaring med det her www.singlemummyingit.blogspot.com
    Der er selvfølgelig blandede bolscher for nogle dage er alt fint og andre not so much.
    Men jeg kan sige dig så meget at idag sagde min datter (9 år)
    -"Mor, jeg synes faktisk det er godt dig far er blevet skilt. I starten var jeg meget ked af det over det, men nu kan vi lave alt muligt med jer som vi ikke kunne da i var kærester. Vi kommer rigtig tit på McDonalds med far nu - det gjorde vi aldrig da I var kærester. Og du gider godt at glatte mit hår nu, det kunne du ikke så tit før"
    Jeg ved godt at det bare lyder sjovt, men hun HAR det meget godt (bedre) nu end før. Og jeg ligeså.
    Knus til dig.

    SvarSlet
  30. Kære Annamette.
    Jeg fik et sug i maven, da jeg for noget tid siden læste at du var blevet separeret, og har gået og tænkt over hvad jeg skulle skrive. Jeg har selv været der og min krop husker følelsen af kaos. Det er bare det vildeste i verden. Men du vil jo gerne have de positive erfaringer, så de kommer her: tabte 10 kg den 1 mdr lige efter bruddet, venneflokken viser sit sande ansigt, og man finder ud af hvem man kan regne med,og da jeg efter 1 år landede igen, så kunne jeg se tilbage og sige, hvis jeg kan klare alt det, er der sgu ikke noget i denne verden jeg ikke kan klare.

    Jeg syntes det er godt du har valgt at være konstruktiv, men husk nu at give dig selv lov til at sørge, for selvom der helt sikkert er noget godt på den anden side af det her, så har du også lige mistet...
    Stort knus

    SvarSlet
  31. Kære Annamette
    Din separation giver håb til menneskeheden, for hvor er det befriende når nogen deler de knapt så glansbillede agtige dele af livet, for dem har vi alle. Når smukke intelligente og sjove kvinder også bliver skilt, tager 15 kilo på, eller får for meget rødvin til et forældremøde. Det er nemlig her vi viser vores menneskelighed. For livet går op og ned, men vi har så travlt med at fortælle hinanden at det kun går op op op. Som bloggere syntes jeg vi har et ansvar om at dele de mindre flatterende stunder i vores liv, ikke for at påtage os offerrollen, men for at vise det her er jeg også og ved du hvad, det er okay! For jeg er træt af perfekte kvinder, jeg vil have kvinder der snubler, men rejser sig igen(ikke kvinder som aldrig er faldet), som ser livet i øjnene og griner højt af egne fejl. Og sådan en er du, uperfekt perfekt! Hvilket giver håb til alle os andre, der træder os selv og andre over tæerne, gennem livets polka ;-)

    SvarSlet
  32. Kære Annamette

    Jeg gemmer på gode citater, kloge ord og andre skrevne ord som rører mig. Og i denne bunke af visdom blev dette citat gemt.

    "Ved indgangsporten til 2010 står vi med hinanden i hånden for 4. år i træk og er nu to børn rigere. Vi fatter stadig ikke, hvorfor det gik så stærkt, og hvor alle de børn kom fra? Hvor kom de egentlig fra? På et tidspunkt, da ungerne er faldet i søvn i rabalder fra nytårsraketterne, tager Thure min hånd og kigger på mig. Han behøver ikke at sige noget, jeg ved, hvad han tænker. Jeg kan se, at han har en lille tåre i øjenkrogen, da han spørger mig, om vi skal tage ét år mere. Selvfølgelig skal vi det, for vi har haft en stiltiende aftale om, at vi ikke går fra hinanden, før det er blevet nemt igen."

    Jeg synes dette var så smukt skrevet og jeg gemte det fordi jeg er en håbløs romantiker, som gerne vil afskaffe den skeptiske djævel, som følger med svigt og bitter erfaring. Jeg havde sådan håbet det ville lykkedes for jer og at i kunne give mig håb!
    Jeg går ikke ud fra, at det nogensinde blev nemt?


    SvarSlet
  33. Puhh..jeg har intet klogt at sige om emnet. Det gør mig ondt, at hvad du havde planlagt, nu bliver noget andet.

    Men jeg er SÅ vild med dig; jeg er totalt hooked på din blog, og hvis jeg kendte dig i virkeligheden, ville jeg gerne giftes med dig;o)..altså godtnok på den ikke-lesbiske måde...hvis det kan lade sig gi' sig...

    Jeg er særligt imponeret af din evne til dels selv at komme med kloge betragtninger om stort og småt, men du medvirker altid til andres inspirerende kommentarer. Det er godt gået!!

    Glæder mig til at følge bloggen fremover og held og lykke med alt i dit liv.

    SvarSlet