mandag den 14. januar 2019

Når livet viser tænder. Kapitel 1, The Big Bang

Jeg gik ind i 2019 med en god portion ro i sindet. Det var godt. For 10 dage efter gik det amok. 2019 har vist sig at være en festlig dame at danse med. Sådan en dame, som man er nødt til at sparke over skinnebenet og trampe på foden, for at få hende til at stå stille.

Jeg holdte nytåraften med Kasper og Jeppe, bare os tre og en helvedes masse krudt. Vi var indimellem også flankeret af Jeppes klassekammerat og ven, og hans mor, som er vores naboer.

Det gik fint. Vi havde en fest, det var en top-hyggelig og sjov aften, hvor vi havde så meget krudt (tænk pop-up shop fra Seest), at de til sidst ikke gad at fyre mere af. HA! Mission accomplished, røvhuller. Mor vandt.

Med den følelse, faldt jeg i søvn på gulvet, med hovedet på en tøjdyrshaj fra IKEA, ved siden af Jeppe. Det var ikke meningen, men vi var trætte og den hyggelige lyd af sporadiske raketter og heksehyl, der lige skulle have det sidste af 2018 med, var søvndyssende. Også fordi klokken var 2.15 og hajen var blød.

Det var en god følelse. Jeg lå og tænkte: "I got this." Ovenpå tre lorteår, så kunne jeg endelig entrere 2019 som kampklar og parat. Jeg drømte en fantastisk drøm om natten og vågnede op og var komplet rolig i kroppen. Lettet over at 2018 var fortid.

Nå. Så gik der lige 10 dage af 2019 i nogenlunde ro, før fanden var løs i Laksegade. Hvis The Big Bang kan opstå igen, så skete det i 7120 Vejle Ø, klokken 15.30. Jeg kan ikke fortælle om den præcise grund, men jeg blev uforskyldt boligløs.

Da jeg samtidig er indehaver af et CVR-nummer og ikke et fast arbejde, så er det ekstra spændende. Jeg har lagt i kakkelovnen til mange gode ting og tiltag, men jeg havde ikke lagt i kakkeloven til at stå med en absolut tom lomme, to børn, en kat og et par kufferter.

Shit happens og hvad gør man så?

Jeg må indrømme, at jeg befandt mig i en form for chok i et døgns tid.

Derefter gik jeg ned til fjorden og satte mig på en sten og tænkte: "så er det nu du ruller ærmerne op unge dame, der lige er fyldt 45 år."

Jeg drak lige en liter hvidvin for at tage toppen af panik og så tænkte jeg så det bragede. Jeg lavede lister på lister på lister og oprustede mit indre SWAT team. Ringede 112 til universet og bad en bøn. Imellemtiden ringede jeg også til kommunen og spurgte om de havde en særlig afdeling for ressourcestærke mennesker, som simpelthen bare lige er 200% ramt af dårlig timing, og derfor lige kan flytte ind i en tidslomme med et par madbilletter til børn og kat. Det har de ikke, kan jeg oplyse. Men de er flinke nok alligevel. På Kommunen.

Nå videre.

Hvorfra den engel kom flyvende ved jeg ikke, men det lykkedes mig at vride armen rundt på min udlejer og plage om ikke nok jeg kunne blive boende. Det kunne jeg ikke, for min lejlighed var imellemtiden blevet udlejet, men jeg kunne bo her en måned mere. Tak.

Efterfølgende lykkedes det mig at skaffe en lejlighed på to dage. Lige der, hvor jeg gerne ville bo. Den er dejlig upraktisk, når man har to børn, så der skal tænkes i alternative løsninger. Noget jeg er helt vild med lige nu, hvor jeg er helt rolig og overskudsagtig *indsæt knastør emoji der glor tomt ud af vinduet*

Heldigvis havde jeg, i forbindelse med nedpakning af min lejlighed, netop binget Marie Kondo på Netflix og er blevet japansk-minimalist. Tal om den gode timing her.  Ikke mindst, fordi jeg mellem jul og nytår gik og grublede en del over, at jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle skrive om på bloggen. Jeg manglede et afsæt. Et sted at starte, som også havde noget at byde på. Som havde en form for underholdning. Jamen se nu her! Hvor er verden flink. At sætte mig i den her situation, som har en kronologi, enhver tekstforfatter til et drama, vil elske. Det er alletiders. Det kan nemlig kun gå fremad.

Lige om lidt ved jeg bare, at jeg sætter mig ned på en café i Vejle og skriver en bestseller. Hvis Elizabeth Gilbert kan skrive Eat, Pray, Love uden at have rigtige problemer og blive rig, så kan jeg også. For jeg har en alt for stor røv, to børn og en kat og kun mulighed for at rejse ud i verden og realisere mig selv, i ulige uger. Det bliver om muligt, en endnu større bestseller.

Så et stort hurra - og så det lange, for 2019, du får mig ikke ned med nakken. Jeg vinder den her.




fredag den 7. december 2018

Overgangsalder

Jeg var den heldige vinder af at indkassere en billet til overgangsalderen i maj måned i år. Og sikke et herligt Tivoli at befinde sig i. Jeg fortæller om det hele i Magasinet LIV i løbet af det næste år. 

Min IT afdeling er ved at finde ud af, hvordan jeg uploader en pdf, så I kan læse den hele, indtil da, må du nøjes med et udpluk. 




tirsdag den 4. december 2018

Status

Det er svært for mig at begynde at skrive fast herinde igen. Der er sket så meget, jeg er et helt andet sted end sidst vi havde en fest, og tiden er en anden. Jeg har haft svært at finde mit mojo, men jeg ved at den eneste redning er at skrive og blive ved med at skrive.

Jeg var begyndt på det her indlæg fire gange nu. Med forskellige vinkler. Jeg syntes ikke helt det spillede. Men skal det spille? Kan man ikke bare være lidt flad i sit sprog og så skrive alligevel? Kommer det ikke med tiden?

Måske er det svært, fordi jeg principielt ikke ved, hvem der kommer forbi herinde. Det sidste lange stykke tid, har jeg skrevet på Facebook eller i magasiner og aviser, og der ved jeg at nogen læser det. Her kunne der være nul, der læser med. "Nåmmen, så skriver jeg bare til mig selv", sagde hjernen. Jo. Men. Det gider jeg heller ikke rigtigt, for jeg kan godt lide interaktionen.

Well. Jeg skrev en opdatering på Facebook i går, som lød sådan her:
Har 2016, 17 og 18 ikke bare været et hurlumhejhus af dimensioner, eller er det bare mit møghoroskop, der har haft en ascendant, man gerne ville bytte?
Kan vi blive enige om at 2019 bliver det år, hvor vi IKKE bliver skilt, eller oplever livskriser, der føles som om man bliver trukket baglæns igennem røven på en gammel ged?
Jeg har satset alle mine sparepenge på, at 2019 bliver det år, hvor Universet liiige tager en slapper på Bali, mens vi andre inkasserer peace, love and understanding.
Aftale? Godt.

I den pulje kan vi også godt tage 2015 med, som var det år jeg blev fyret, fordi den radiostation jeg var på, lukkede. Det var det job, jeg havde flyttet landsdel for. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Tre år er nu gået og jeg er blevet skilt. Er flyttet. Gik økonomisk på r*ven og oplevede en håbløshed, som jeg ikke har oplevet håbløshed før. Jeg har haft meget svært ved at vænne mig til at bo i Vejle, ikke at have venner og bekendte tæt på. Ikke at have overskud til at være social. Ikke at kunne finde mig et arbejde. Opleve panik. Føle mig talentløs, udygtig og slatten og on top of that, så kunne min læge fortælle mig, at jeg rangerede som moderat depressiv, da jeg var til en samtale hos hende. Kort tid efter fik jeg konstateret, at jeg var kommet i overgangsalderen i en alder af 44 år og havde taget 20 kilo på.

Værsgod og skyl.

Jeg nåede til den del af livet, hvor jeg bare var glad for at være rask. At have en rest serotonin tilbage, som stadig kunne få mig til at grine over en video på YouTube, hvor folk falder (jamen det ER sjovt) og at være i stand til at trække vejret roligt på en af de gode dage.

Det var her jeg var ,og har været i et stykke tid.

Min såkaldte moderate depressive tilstand gik forholdvis hurtigt i sig selv. Jeg fik ingen medicin. Eller samtaler. Jeg var bare.

Spol frem til i dag, hvor alting bare er lykkeligt.

Nårhnej.

Men bedre.

Det hele er bedre.

Jeg er blevet selvstændig. Jeg har tabt mig fem kilo. Mine skuldre er sænket en smule. Jeg trækker vejret anderledes. Jeg tænker anderledes. Jeg er blevet klogere. Mere reflekteret. Meget mere afklaret.

Der er stadig nogle ret store bakker jeg skal bestige i forhold til household. Jeg har måttet træffe nogle valg, som at finde noget billigere at bo i, fordi m2 prisen ikke rimer supergodt på delemor og selvstændig. Jeg bor til leje og det er desværre ikke på Hawaii, men hvis vi nogensinde skal kunne spare op til at kunne rejse til Hawaii, så skal vi have skåret den del kraftigt ned. Økonomi er stadig en killer, men jeg ber til, at den del bliver mere stabil meget snart. Det er sgu ufedt at være fattig og jeg har lagt for meget identitet i det. At være fattig. Det er nærmest blevet et selvopfyldende profeti, fordi jeg kunne se, at det begyndte at gå ud over min selvbevidsthed. Som om min hjerne også blev fattigere, og det var ikke på J.K. Rowling-måden, hvor jeg i min anger skrev en bestseller i hjørnet på en café i Vejle. I wish.

Men som altid i mit liv, så kan jeg ikke gå ned på een ting. Det er the full monty eller ingenting. Så når nu jeg tog en fyring, en skilsmisse, en flytning, en økonomisk nedtur, og en overgangsalder i samme ombæring, så må der være noget godt i vente.

Og det er der. Men det kommer i et andet og mere truthornsagtigt indlæg.























onsdag den 21. november 2018

Fra scratch

Hej.

Jeg er tilbage her. Som en rusten cykel. Skramlet. Skæv. Med løse skruer. Der har været mange tilløb, hvilket man som læser helt sikkert får lidt lange tasker af. "Buhuuu, se mig, jeg kan bare ikke skrive, fordi jeg er så bla-bla-bla." I know. Cut the crap. Skriv. Videre.

Jeg har skrevet en række artikler om min overgangsalder til Magasinet LIV, som I kan læse de næste 10 mdr., men ellers har jeg holdt mig i behørig afstand fra tasterne. Kun skrevet andre menneskers tekster. Det har været det, jeg har formået. Er det ikke også godt nok? Og så nej. Nogle mennesker går en tur og får det bedre. Jeg får det bedre af at skrive, og hvis du har læst med herinde, så ved du, at jeg helst fortæller så ærligt som muligt, fordi jeg bedst kan lide, at vi er så gennemsigtige som muligt. Overfor hinanden.

Sig det som det er. Og det vil jeg så forsøge.

Guderne skal vide, at det har været to meget udfordrende år. Jeg har bare gået temmelig stille med dørene omkring det. Talt med meget få mennesker om det. Været lidt usynlig. Ikke helt vidst, hvordan jeg skulle dele det. Rager det egentligt nogen? Gider man at læse om en depression? Gider man at læse om isolation? Gider man at læse om vægtøgning? Om stress?

Jeg har levet en slags soldatertilværelse. Én fod foran den anden. Gå. Kig ned. Kig op engang imellem. Keep walking. Jeg har aldrig været fattigere. Jeg har aldrig følt mig mere udfordret. Og alligevel er der lyst. Derude. Og midt imellem det grå.

Jeg er så småt på vej ud af busken og jeg ved at jeg er nødt til at skrive mig ud. Ellers ender jeg med at sidde derinde til jeg selv ligner en busk.

......det lettede. At skrive. Igen. Vi ser hvor det blæser hen. Det hele.

onsdag den 30. maj 2018

Så er vi her igen

Der er det med at finde en ny lejlighed, at man tror det bliver verdens fedeste. Men så sidder man der i sin nye stue, og tænker, at det alligevel ikke helt var det man regnede med. Man prøver at flytte sofaen lidt rundt. Sætter sig i den. Sidder i den. Kigger ud i rummet fra en ny vinkel. Men. Det føles bare ikke rigtigt.

Sådan har det været med mig og min nye blog. Vi blev aldrig rigtigt venner. Jeg ved ikke hvad det var, men jeg havde ikke rigtigt lyst til at sætte mig ned derinde og drikke en dåsebajer og snakke til langt ud på natten, på den blog. Så. Derfor er jeg flyttet herhjem igen. Sidst vi festede her var det ret sjovt og der skete så uhyggeligt mange gode og sjove ting, og fordi der er ved at ske en del nyt i mit liv, så er det her vi fester indtil min anden store, og forhåbentligt meget fine lejlighed, er ved at blive bygget færdig.

En af de ting jeg kan løfte sløret for, er at jeg igen skal ud at holde foredrag og jeg glæder mig. Det er to meget erfarne mennesker, hvis butik jeg sidder i vinduet hos, og vifter med mit lille skilt. Michele Bellaiche og Anders Gisselmann. De har netop sendt deres nye skib afsted og det kan du læse mere om her. Klik-klik

Er du nysgerrig og vil du læse mere om det jeg skal ud og turnere med, så klikker du her. 

HURRA for at være tilbage, jeg håber du vil drikke en dåsebajer med mig. 

mandag den 5. oktober 2015

Rejsen til Island dag #4

Der er stille i The Westfjords. Meget stille. I dag skulle vi dog opleve to ting, der på ingen måde kunne kategoriseres som stille: vandfald og en tourguide ved navn Vikingur.

Første stop i minibussen gik til Dynjandi. Et pænt stort vandfald. Dynjandi er egentligt i familie med syv andre vandfald, men kan prale med at være Familiens Overhoved med et fald på 100 m. Det larmer, skulle jeg hilse at sige. Jeg kunne godt have skrevet smukt, vildt, flot, bjergtagende, og dette brusende monster, men så ville jeg gentage mig selv. Og det gør jeg gerne. Så det ER smukt, vildt, flot, og bjergtagende.

Inden vi nåede dette vidunder, skulle der køres i minibus med de, efterhånden, 20 obligatoriske stop undervejs. Der er det med Island, at så snart man synes man har set dét flotteste landskab og taget dét flotteste billede, så griner Island og disker op med et der er endnu flottere. Træls type, når man kun har fem dage, men sådan er det med Island. Det gør præcis, hvad der passer den.




Sådan føles det. At Island ligger for enden af regnbuen. Nu videre til det store larmende vandfald, som sådan set ikke kan beskrives - det skal opleves. I billeder. (meget svært ikke at lyde som et rejsebureau, når man skriver).

Here goes. I billeder.

Jeg skulle lige se, hvordan jeg så ud i mit nye outdoorsy look. 100% vandtæt i noget natur med praktisk let rygsæk. Fandme meget lang tid siden jeg har kunnet tage sådan et billede, men der sker lidt det, at jeg har lyst til at tage på eventyr, og så har tøjet jo gjort præcis det, det skal. 

Der gælder den regel, at når man ser vilde bær i naturen er man forpligtet til at spise dem. De var gode. Og sure. Og vi åd til tungerne blev blå.

Der gælder også den regel, at når man ser en islænding stå på en bjergskrænt i en gul regnjakke, så er man forpligtet til at tage billeder. Her er det vores ene guide: Birna.

På tilbagevejen skulle vi omkring endnu en lillebitte flække ved navn Sudujurda. Her vankede der fiskesuppe på en super hyggelig café, inden vi skulle på en gåtur rundt i "byen", med fem stop ved en gammel fiskekasse. I den fiskekasse lå der nøje udvalgt fiskeretter, serveret i syltetøjsglas og på en måde, så selv NOMA ville være stolte. Helt ærligt, det er sgu godt tænkt. Det koncept.

Vores guide på den tur hed Vikingur. Og ja, på dansk hedder han Viking. "Hej mor, her er min nye kæreste Viking" - det er da det sejeste navn ever.
Vikungur udmærkede sig ved at have et ret så fint væsen og at han oprindeligt var skuespiller fornægtede sig ikke i fortællingen undervejs. Der blev givet gas - for fanden han var sjov på en dag, hvor vejret var alt andet end sjovt.

Her ser du ham med et udtørret fiskehoved, som rare mennesker fra Dubai lægger en klækkelig sum for at få fingrene i, hver måned, så de kan koge noget eksklusivt suppe. Vikingur er i øvrigt iført to stykker tøj fra 66 North, Islands ældste tøjmærke, som 90% af hele befolkningen ejer mindst ét stykke af.

Dette er islands bedste bud på fredagsslik: tørfisk. Ungerne skulle elske det og man serverer det med glæde for sine gæster med en kold øl.

... vi skulle selvfølgelig også smage. Min anmeldelse: jeg har smagt det, got the t-shirt.

Vi skulle efter besøget tilbage til Isafjodur, hvorfra vi skulle flyve tilbage til Reykjavik. Til den allersidste overnatning. På fancy hotel. Meget god kontrast til Det Øde Landskab, men ikke noget jeg længtes efter. Kunne sagtens have blevet et par dage mere og nuppet en krikke og redet rundt en dags tid, svælget ved endnu flere udsigter. Og svælget lidt mere. Ved det hele.

Jeg kan ikke sige det nok gange. Brug dine næste sparepenge på en tur til Island. Hvis du kommer hjem og synes det var noget lort, så refunderer jeg din billet. Meget kan man sige om Vestfjordene, men shitty det er det ikke.




fredag den 2. oktober 2015

Rejsen til Island dag #3



Er der een ting, jeg aldrig er blevet vækket af, så er det en polarræv. Men her har vi så Mikki The Smelly Sock Hunter, som var i fuld firspring på vej ind på det værelse, hvor jeg overnattede på Heydalur, efter sure sokker og sko. Lille Lort.

 Jeg nåede lige nøjagtig at puffe til snuden og smække døren ellers havde jeg måtte face et problem jeg så HELLER aldrig har været udsat for før: hvordan får man en polarræv ud af sin stue?
Lidt senere lykkedes det mig at komme ud uden ubudne gæster, for Mikki havde udset sig et andet offer og stod med snuden trykket ind mod en af de andre døre. Hæ.

Efter morgenmaden i Den Gamle Lade, skulle vi atter have benene på nakken og sætte os ind i bilen, på vej mod nye eventyr, hej kliché, men det er svært ikke at bruge den ene kliché efter den anden, når man er på Island. De står sådan set i kø. Det er så eventyrligt smukt og andre lækre superlativer, at man ikke fatter det. Se selv:


Vi skulle vende snuderne mod Westfjordenes hovedstad: Isafjodur, hvor den stod på hvalsafari og kajaktur og, skulle det vise sig, verdens bedste fiskesuppe.
Isafjordur er den største by i området. Bevares, den er også en hel del større end hvad man ellers støder på, på de kanter, men for alle de shoppeglade damer i bussen, skulle det vise sig at være en lille smule svært at sætte dankortet under ild - medmindre man købte for 10.000 uldne islandske sweatre. Det kunne man sagtens. Også en pelshat. Men det var så sådan ca. det. Ikke noget indre by, shoppingstreet og masser af caféer, men tilgengæld en kick-ass beliggenhed, som intet shoppingstreet kan måle sig med.


Efter kort frokost, endnu en lækker fiskeret, så skulle vi ud og se på de hvaler. Jeg var meget spændt. Om der var nogen. Om de var tæt på. Om man overhovedet kunne få den obligatoriske oplevelse af hvalhale, der svinger sig ned under vandet, med et svung. Om vi skulle opleve, at en hval puster vand og luft ud af det hul den har på ryggen - sådan som man ser det i tegnefilm.

Begge dele skulle vise sig at gå i opfyldelse.


Jeg nåede ikke at knipse et billede af pustet-ud-af-hullet-på-hvalen-som-i-tegnefilm, for jeg blev simpelthen så overrasket over, hvor tæt på vi var. Jeg zoomer ikke på billedet, den lå seriøst en spytklat, plus det løse fra vores gummibåd. Nu er hvaler godmodige dyr. I mine øjne. Sådan nogle store kloge langsomme nogen ... men jeg vil da lyve, hvis ikke jeg blev en lillesmule klam i handsken ved tanken om, at den lige lavede en Free Willy op under den lille gummibåd = otte turister med tophuer i iskoldt fjordvand og for 500.000 kr. kameraudstyr i panik. Kan jo godt være, den var skidetræt af at svømme rundt i den fjord. Så meget er der vel heller ikke at lave.

Vild. Vild. Vild. Oplevelse.

Jeg skal beklage billedkvaliteten, men det eneste jeg havde medbragt på denne tur var en gammel iPhone 4. I know. Men du skal ikke snydes for Den Obligatoriske Hvalhale:


Hvis jeg var en hval ville jeg have gjort det samme ved synes af otte måbende turister i selvlysende dragter med tophue og hvinende munde.

Man sidder tæt i en RIBboat. Meget tæt.


Gummibåden var en speedy fætter og islændinge gør det ikke i at sætte farten ned. Sådan i det hele taget. Om det er til lands, til vands eller op ad bjerg, så får den en spand kul. Det hedder en RIBboat og du kan læse meget mere om turen her.

For dem, der ikke synes at kold vind i ansigtet i to timer med 80 km/t, var nok, så kunne vi nuppe en tur i kajakken. Andre tog en morfar.

Aftenen skulle vise sig at diske op med det bedste fisk jeg i mit liv har smagt. Jeg er faktisk ikke den store fiskespiser, selvom jeg godt ved at man.skal.spise.fisk.een.gang.om.ugen. Men det var sguda lige indtil jeg satte fødderne på Islandsk grund. Fy for den lede havtaske, hvor kan de lave retter med fisk, som sender dig direkte i himlen. Denne aften var ingen undtagelse.



Bygningen, som restauranten lå i var et gammel "kørehus" - en slags garage for de køretøjer man kørte med i fordums tid. Islænderne udtaler det "tjørhyset" - det lyder præcis så fint, som det var. Man kan booke et bord tre gange pr. aften og der laver de en runde frisk fiskebuffet. Gigastore pander, med alt det fisk du vil være bekendt at komme på din tallerken. En hel del, kunne jeg se på vores tallerkner. Hvis du nogensinde kommer på de kanter LOV mig at besøge stedet. Læs om det her. 

3. dag på Island levede snildt op til de to foregående. Omend kæben var lidt mere øm af at gå afled, ved mødet med hvalerne. Og fiskesuppen. Og udsigten. Og. Og. Og.