lørdag den 21. november 2020

1045494

.....Er tallet på det antal kliks bloggen har fået gennem tiden. En million fem og fyrre tusinde fire hundrede og fire og halvfems. Det er helt sikkert ingenting i forhold til de influencere, der brager derudaf for tiden. Eller for nogle af de andre blogs der findes derude. Men for mig. For min tid. Da bloggen startede tilbage i 2009, så er det en hel del. Dengang fandtes der ikke influencere. Der fandtes ikke Instagram, eller annoncer, som kæmpede om en plads. YouTube var ikke noget vi brugte så meget her i Danmark. Vi skrev bare. Os der kunne lide at dele hverdagen. 

Jeg havde aldrig i mit liv troet, at så mange ville klikke sig forbi og jeg havde aldrig forestillet mig det fællesskab, der opstod dengang. Jeg fandt en gruppe af damer, der også bloggede og vi dannede et fællesskab, ude i virkeligheden, som vi har holdt ved lige siden. Vi tæller 11 år and counting. 

Det var aldrig mit mål, alt det mediehejs, der dengang fulgte med. Jeg skriver det ligeså meget for at minde mig selv om, hvordan tingene kan tage en drejning, uden at man regner med det og jeg er alt for god til at tale mig selv ned til at det nogensinde vil stige mig til hovedet. Men som sagt, bloggen blev til, fordi jeg faktisk bare gerne dele tanker med jer der læser med, og præcis det har jeg snirklet rundt om i en del år nu. 

Bloggen gik i dvale i 2013, da jeg fik job som radiovært på en station på Fyn, der hed Klubben. Ingen husker den sikkert, men det var en lokal station, som dækkede Fyn og som Fynske Medier ejede. Det job tog familien til Jylland, og jeg har nu boet i Vejle siden 2013. Det forstår jeg overhovedet ikke. Der er sket så meget siden da. En flytning. Et huskøb. En skilsmisse. En fyring, da stationen lukkede. For lang tid med arbejdsløshed. Et nulpunkt. En overgangsalder. Mere flytning. På papiret en økonomisk røvtur. Flere rynker. Grå hår. 20 kilo på plussiden. + 2.00 på næsen. 

Udover nogle hårde år i 20'erne, så har de seneste fire år været noget af det mest udfordrende jeg nogensinde har prøvet. I det her liv. Jeg kradser kun lidt i overfladen med det, for jeg er ikke helt klar til at fortælle omfanget af den røvtur. Hvis nogensinde. Men i hvert fald har det lært mig en ting eller to om livet, hvor jeg i den grad føler, at jeg har sat noget erfaring ind på kontoen, som står og samler renter. 

Det berømte Gajolæske citat "hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere" har jeg grinet af en del gange. For jeg har følt lige det modsatte. At det på mange måder gjorde mig svagere. I en periode. Når summen af negativer overstiger summen af positiver over for lang tid, så begynder man ligeså stille at lukke døre. Når man over for lang tid ikke kan tjene penge nok, så man har det basale på plads: overlevelse, så begynder reptilhjernen at tage over, og den er en motherfucker at slæbe rundt på. Man bliver snæver i sin tankegang. Man begynder at miste håb. Man orker ikke at række mere ud, for hvad skal andre mennesker gøre? De ved jo ikke hvad man dybest set har gang i. Og til spørgsmålet: "jamen hvorfor kunne DU ikke finde et arbejde" så ved jeg det ikke. Jeg ved virkelig ikke hvad der skete. Jeg har arbejdet siden jeg var 16 år og ikke været arbejdsløs på den måde. Jeg har haft job i mediebranchen, hvor det går op og ned, stationer lukker og kontrakterne løber ud, men det gik altid alligevel. Vi var jo også to om at betale gildet derhjemme. En helt anden historie, når man skal forsørge som enlig, i en by, hvor man ikke kan finde et arbejde. Eller har et netværk. 

Jeg skød skylden på Jylland i en lang periode. Jeg syntes det var ren lort at bo i en provinsby, hvor jeg ikke kender nogen og heller ikke gider at kende nogen. Jeg peger ingen fingre her. For jeg kan bare åbne munden og vende blikket ud og række ud, så den vej skal jeg ikke gå ned ad. Men Jylland fik skylden. 

I lang tid. 

I november måned 2019, fik jeg et opkald. Og det opkald ændrede mit liv. Helt bogstaveligt. Jeg fik job på Metronome, hvor vi skulle lave eftermiddagsradio til Radio4. Tal om et sceneskift på den store klinge. Jeg forstod ikke mit held. Men jeg kunne have lyttet lidt bedre efter min underbevidsthed, for den blev ved og ved med at hviske: "Aarhus" til mig. Jeg har to veninder i Aarhus, som jeg ikke ser. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi....livet. Så vi skriver sammen. Men især den ene blev ved og ved og ved med at dukke op i bevidstheden og jeg begyndte at række ud til hende efter at mødes til kaffe osv. for det kunne være hun kunne give mig et hint om hvor jeg kunne søge hen. Det kunne aldrig lade sig gøre, fordi møder, hverdag, forskellige kalendre, der skulle gå op. 

Til sidst gav jeg op på den hvisken om "Aarhus" og selvom jeg har lavet usandsynligt mange timers radio og selvom radio er det jeg elsker ligeså meget som at skrive, så gad jeg ikke engang sende en ansøgning til den nye talerradio i Aarhus. Jeg var så slukøret  og uden håb, da de fik sendetilladelsen, at jeg simpelthen ikke orkede endnu et afslag. Også selvom der findes få kvindelige værter i Jylland, som ikke arbejder på P4. Jeg orkede simpelthen ikke at søge det job. 

Men jeg begyndte at få flere og flere prikken på indbakken om ikke jeg havde tænke mig at søge job på Radio4. Der begyndte at tikke mails ind om at nu søgte Metronome også en vært til noget radio. Og så. Den dag i november ringede de fra Metronome. Det var en der hed Frederik. Jeg stod i min stue. Midt på gulvet. "Hej, sagde han, jeg tror vi to skal tale sammen." Jeg kan ikke helt huske hvad vi talte om, men jeg kan huske, at jeg nåede at tænke, at han på en måde fløj ind i min stue som en engel. Ps. jeg tror ikke på engle, men jeg var tæt på den dag. For jeg kunne vitterligt ikke tro mine egne ører. Alligevel vidste jeg under den samtale, at mit liv ville ændre sig. At jeg ville få det job. Og det fik jeg.  

Fire dage efter stod jeg i studiet på Banegårdspladsen. Og der har jeg stået lige siden. Jeg er nu ansat som vært og som redaktionschef, og jeg er ved at skrive en bog. Tal om et sceneskift. 

Jeg har et langt efterslæb. Mange kilo, der skal smides. Et sind der skal bygges op. Det kommer til at tage noget tid, men i morges da jeg vågnede kunne jeg mærke, at noget var anderledes. Min morgen så anderledes ud. Og nej, jeg er ikke på et boost af svampe eller antidepressiver, men jeg kunne mærke et behov, for at skrive her på bloggen. Lidt samme følelse som dengang i 2009, og der ville have været noget karmisk lækkert ved at starte i 2019, men jeg tror den sidste slat af 2020 kan blive fin og jeg satser butikken på 2021. 

Jeg kan se på min blogstatestik, at der stadig er nogle der klikker sig ind. En hel del flere end der bør, når der er så stille. Jeg er sikkert blevet googlet mere det sidste år, fordi jeg står og snakker så meget inde i radioen, og fordi en række artikler om overgangsalder, men måske er der stadig nogle der ægte læser med? 

Jeg har taget tilløb mange gange. Forsøgt halvhjertet. Givet op. Haft nul inspiration. Gad ikke. Kunne ikke. Været flov over at slå et brød op, der endte som en flad uspiselig skorpe i en kold ovn. 

Jeg vil gøre mig umage for at holde ved. 







torsdag den 7. februar 2019

Jesus Motherf*cker! Marie Kondo og papkasser.

Jeg ligger vandret i flytterod. Flyttekasser. Flytteoprydning. Hold kæft hvor kom alle de ting fra? Jeg flyttede ind i min nuværende lejlighed for to år siden og jeg syntes ikke rigtigt, at jeg havde noget med.

Men det er da lykkes mig at smide ting ud og køre på Lossepladsen cirka 800 gange og også at fylde et opbevaringsrum hos Boxdepotet i Horsens to the max. Og så er lejligheden ikke engang tømt endnu.

Jeg bingede, som den halve verden også har gjort, Marie Kondo på Netflix, og jeg holder meget af det. Men der een ting, jeg så absolut dumper i, og det er der, hvor hun siger, at man må stole på sin indre dømmekraft i forhold til at kunne vurdere/mærke efter om det er en ting, man vil beholde. Om denne ting "Sparker Joy." Eller som jeg hellere vil sige: Sparker den røv?

Her er det min hjerne viser sig at være en otte sporet motorvej udi overbevisende taler om, hvorfor jeg skal beholde den pågældende ting. "Neeeeiiii", siger hjernen "den her kæmestore diamant jeg købte sammen med børnene i Skagen, hvor vi legede af det var en ægte diamant og at vi ville kunne sælge den og købe en sydhavsø for pengene"....sparker den røv? Ja. I momentet. Men nok ikke lige på daglig basis. Eller hey, hvad med de støvler fra Paul Smith som jeg elsker, men som jeg kun går i een gang om året, fordi de egentligt klemmer en lille smule om den ene tå, skal de ud? De er røvfede og kostede en bondegård, men jeg kan jo intet få for dem, hvis jeg sælger dem. Ikke nok til det besvær man har med sælge ting. Årh alt det skriven frem og tilbage og tage mål og pis og papir. Jeg satte en toiletspand fra Vipp til salg og my goodness. Det var på Markedspladsen på Facebook og jeg fik 385 beskeder og en masse sure miner om at jeg var en idiot, fordi jeg ikke svarede tilbage. DET HAVDE JEG SGUDA IKKE TID TIL!! Sikke mange der gik i fladspind over en spand. Jeg markerede den som solgt, og så gik der mere bananas i den. Så kom der måske 50 beskeder med glade smileys fordi den pågældende troede at det var til dem den var solgt. Der tikkede også ind med sms beskeder og opringninger. OVER EN TOILETSPAND FRA VIPP! Styr jer. Mennesker. Der ikke har brug for flere ting.

Well. Den røg til en der hed Ebbe for 150 kr. og det var helt fint.

Tilbage til min pakken og flytten. Jeg orker det ikke rigtigt mere. Kender I det? Man når til et punkt, hvor man har lyst til at brænde det hele og starte forfra. Nu vil jeg bare flytte. Nu.

Min verden væltede d. 10. januar og siden da har det været crazy travlt med at fikse ting. Arrangere alting med den nye lejlighed, og findes der et depotrum? finde et nyt hjem til vores kat *hulk*, sælge de ting, der skal sælges, tage stilling til alle de andre ting, lave plantegninger til den nye lejlighed, aftale indflyt med den nye udlejer, sørge for vaskemaskiner, opvaskemaskiner, flytte adresse, søge ny boligstøtte, holde hverdagen rolig for børnene, mens der pakkes ned. Plus det løse. Jeg har slidt mit Nem-id op og nu gider jeg ikke fikse mere. Jeg vil gerne i gang med ikke at fikse andet end det arbejde jeg arbejder på skal blive til det som jeg elsker så meget; at skrive og lave radio.

Jeg var i gang med at få min kommende hjemmeside færdig, da The Big Bang ramlede ned i knolden på mig, og den skal meget snart ud i verden, så jeg kan dele det med jer, som jeg går og brygger på. Det glæder jeg mig meget til.

Nå. So long. Jeg skal ud og se om jeg finde et Nem-id til et lettere liv. Indtil da, så har jeg et spørgsmål til dig, der skulle stikke snuden forbi herinde: Hvad kunne du godt tænke dig at læse om?

Jeg synes jeg har skrevet om så meget forskelligt de sidste fem år, og jeg er ude af trit med at skrive om mit eget liv. Jeg ved faktisk ikke engang om det er særligt interessant. Sådan nogle provinsbetragtninger. Fra et meget alment liv. Gider man næsten at høre om det?

Adieu!




mandag den 28. januar 2019

Farvel Fjord



Om en måneds tid rykker jeg ind til byen. Downtown Vejle. Det gør jeg, fordi jeg ikke kan blive boende i min nuværende lejlighed og fordi vi sidste sommer, fik solgt det hus jeg havde. Fjorden kan meget. Den er smuk. Den har en helende kraft. Den er aldrig kedelig at kigge på, men jeg kan  simpelthen ikke holde ud at glo på mere, der står stille. Jeg vil have by, mennesker, der snakker, bevæger sig, biler, der kører, dytter og et gadebillede, som ikke kun består af mennesker, der går en tur med deres hund, eller skolebørn på vej til og fra skole.

Giv mig noget distraktion, så jeg kan tænke igen.









torsdag den 24. januar 2019

How to become an influencer

Billedet er fra min Instagram føljeton: Jylland Fashion Week. Hvad man ikke har i penge, må man have i attitude. 

Da jeg aktivt bloggede i 2009-2012, startede noget der hed Bloggers Delight. Ja, det var sådan vi omtalte det. "Noget der hed Bloggers Delight", og det blev udtalt med øjenbrynene oppe i panden. De hev fat i os, der havde mange læsere. For at få os over til dem. På deres platform. Vi var skeptiske, husker jeg. Hvad var det nu for noget? Reklamer på vores blogs. Uf! Tjene penge på at blogge, what? Vi talte meget og indgående om det. I en lukket gruppe på Facebook. Om det kunne være en decideret forretning. Det mente vi ikke det kunne. Om det var klogt? Det mente vi ikke det var.

Bloggers Delight var også helt nye i det game og pengene var meget små. Vi ville ikke kunne tjene særligt meget på det og som jeg husker det, så endte en del af os med at sige nej tak. Vi ville hellere bare blogge for os selv.

Spol frem til i dag og look who's laughing. Bloggers Delight blev jo kæmpestort og har i dag mange mange mange bloggere tilknyttet. At være en influencer opstod som muligt arbejde. YouTube boomede og resten er historie.

Jeg ville aldrig have undværet de jobmuligheder jeg fik, som gjorde at bloggen her gik i en slags dvale, fordi jeg simpelthen ikke havde mere tid i døgnet. Jeg har aldrig overvejet jobbet som influencer, men jeg må sige, at jeg i en alder af nu 45 år, bosat i provinsen, hvor livet ikke går specielt hurtigt, er fristet af tanken om at blive en slags gammel provins-influencer. Kunne det ikke bare være skægt? Så kunne I se, hvordan jeg smører mine rugbrødsmadder, hvor meget mudder der er på den her tid af året, hvis man går en tur ved fjorden, I kunne følge med i, hvordan himlen over Vejle Fjord aldrig er den samme. Skulle jeg måske blive en meditations-influencer (bortset fra at jeg stadig synes det er en smule svært at meditere)? Skulle jeg vise jer Jylland?

Hvem ringer til Bloggers Delight? Hvordan redigerer man YouTube film? Skal man have et Rolexur for at blive influencer?


onsdag den 23. januar 2019

Halløj i 4.0'erne

Vi er nu 22 dage inde i det nye år, og jeg lander nok engang til december næste år. Det hele føles som at løbe et marathon eller det der er længere. Jeg har godt nok aldrig deltaget i noget som helst langt løb, men det må være samme følelser man går igennem, bortset fra at jeg stadig venter på Runners High. Alting er nødt til at gå lidt tjept, men samtidig ikke FOR tjept til at brænde ud. Det er en fin øvelse i at tage en time af gangen.

Lejlighed, tjek!
Mange møder omkrig arbejde, tjek!
Identitetskrise, tjek!
Blogger-undren, tjek!
40-års undren, tjek!

Og til det sidste: Hvad fanden er 40'erne egentligt for noget? Det er det mærkeligste årti, jeg har levet i. På en måde som at gennemleve sine 20'ere igen, bare med mindre bindevæv og et morgenansigt, der vidner om at jeg ER dødelig.

Alting er mere alvorligt i 40'erne, men også mere roligt. Ikke så meget panik og alligevel en fornemmelse af at livet galopperer afsted, mens man prøver at holde fast i sadlen. Vi er ikke unge mere, men heller ikke gamle. Det er alderen, hvor det at tage et fjumreår bliver......lidt pinligt? Mange i 40'erne er på toppen af deres karriere. Der tjenes gode penge. I Jylland har man et hus. Og en bil. Mange har to. Mange har sommerhus. Og råd til i hvert fald een ferie om året.

Jeg ved for a fact, at jeg har en overgangsalder og et par meget dyre læsebriller fra Tom Ford. Det er da også noget. Men nok ikke det jeg troede jeg ville have på balkortet, da jeg var i mine 30'ere.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville vende tilbage til Vejle og at mine børn ville vokse op her. At jeg ville se de samme ansigter i gadebilledet, som dengang for 20 år siden.

Jeg prøver alt hvad jeg kan at elske Vejle, for det Vejle er. En smuk og rolig by. Virkelig smuk. Jeg har aldrig hadet byen, da jeg boede her, for dengang var der en hel masse mennesker, som jeg var venner med og hang ud med. Men jeg var også ved at dø af kedsomhed over det meget ensartede liv man lever her. Vejle er den lækre smukke kæreste, du er tryg ved, men som også er så kedelig, at du på et tidspunkt er nødt til at have en affære for at kunne holde den ud.

Jeg ved endnu ikke hvad min affære skal være. Måske skulle jeg prøve at have en affære med Vejle it self. Det er godt jeg flytter ind til byen, så jeg kan vride noget mere ud af den her by.

Og det med 40'erne. Det er vi slet ikke færdige med at tale om.






mandag den 14. januar 2019

Når livet viser tænder. Kapitel 1, The Big Bang

Jeg gik ind i 2019 med en god portion ro i sindet. Det var godt. For 10 dage efter gik det amok. 2019 har vist sig at være en festlig dame at danse med. Sådan en dame, som man er nødt til at sparke over skinnebenet og trampe på foden, for at få hende til at stå stille.

Jeg holdte nytåraften med Kasper og Jeppe, bare os tre og en helvedes masse krudt. Vi var indimellem også flankeret af Jeppes klassekammerat og ven, og hans mor, som er vores naboer.

Det gik fint. Vi havde en fest, det var en top-hyggelig og sjov aften, hvor vi havde så meget krudt (tænk pop-up shop fra Seest), at de til sidst ikke gad at fyre mere af. HA! Mission accomplished, røvhuller. Mor vandt.

Med den følelse, faldt jeg i søvn på gulvet, med hovedet på en tøjdyrshaj fra IKEA, ved siden af Jeppe. Det var ikke meningen, men vi var trætte og den hyggelige lyd af sporadiske raketter og heksehyl, der lige skulle have det sidste af 2018 med, var søvndyssende. Også fordi klokken var 2.15 og hajen var blød.

Det var en god følelse. Jeg lå og tænkte: "I got this." Ovenpå tre lorteår, så kunne jeg endelig entrere 2019 som kampklar og parat. Jeg drømte en fantastisk drøm om natten og vågnede op og var komplet rolig i kroppen. Lettet over at 2018 var fortid.

Nå. Så gik der lige 10 dage af 2019 i nogenlunde ro, før fanden var løs i Laksegade. Hvis The Big Bang kan opstå igen, så skete det i 7120 Vejle Ø, klokken 15.30. Jeg kan ikke fortælle om den præcise grund, men jeg blev uforskyldt boligløs.

Da jeg samtidig er indehaver af et CVR-nummer og ikke et fast arbejde, så er det ekstra spændende. Jeg har lagt i kakkelovnen til mange gode ting og tiltag, men jeg havde ikke lagt i kakkeloven til at stå med en absolut tom lomme, to børn, en kat og et par kufferter.

Shit happens og hvad gør man så?

Jeg må indrømme, at jeg befandt mig i en form for chok i et døgns tid.

Derefter gik jeg ned til fjorden og satte mig på en sten og tænkte: "så er det nu du ruller ærmerne op unge dame, der lige er fyldt 45 år."

Jeg drak lige en liter hvidvin for at tage toppen af panik og så tænkte jeg så det bragede. Jeg lavede lister på lister på lister og oprustede mit indre SWAT team. Ringede 112 til universet og bad en bøn. Imellemtiden ringede jeg også til kommunen og spurgte om de havde en særlig afdeling for ressourcestærke mennesker, som simpelthen bare lige er 200% ramt af dårlig timing, og derfor lige kan flytte ind i en tidslomme med et par madbilletter til børn og kat. Det har de ikke, kan jeg oplyse. Men de er flinke nok alligevel. På Kommunen.

Nå videre.

Hvorfra den engel kom flyvende ved jeg ikke, men det lykkedes mig at vride armen rundt på min udlejer og plage om ikke nok jeg kunne blive boende. Det kunne jeg ikke, for min lejlighed var imellemtiden blevet udlejet, men jeg kunne bo her en måned mere. Tak.

Efterfølgende lykkedes det mig at skaffe en lejlighed på to dage. Lige der, hvor jeg gerne ville bo. Den er dejlig upraktisk, når man har to børn, så der skal tænkes i alternative løsninger. Noget jeg er helt vild med lige nu, hvor jeg er helt rolig og overskudsagtig *indsæt knastør emoji der glor tomt ud af vinduet*

Heldigvis havde jeg, i forbindelse med nedpakning af min lejlighed, netop binget Marie Kondo på Netflix og er blevet japansk-minimalist. Tal om den gode timing her.  Ikke mindst, fordi jeg mellem jul og nytår gik og grublede en del over, at jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle skrive om på bloggen. Jeg manglede et afsæt. Et sted at starte, som også havde noget at byde på. Som havde en form for underholdning. Jamen se nu her! Hvor er verden flink. At sætte mig i den her situation, som har en kronologi, enhver tekstforfatter til et drama, vil elske. Det er alletiders. Det kan nemlig kun gå fremad.

Lige om lidt ved jeg bare, at jeg sætter mig ned på en café i Vejle og skriver en bestseller. Hvis Elizabeth Gilbert kan skrive Eat, Pray, Love uden at have rigtige problemer og blive rig, så kan jeg også. For jeg har en alt for stor røv, to børn og en kat og kun mulighed for at rejse ud i verden og realisere mig selv, i ulige uger. Det bliver om muligt, en endnu større bestseller.

Så et stort hurra - og så det lange, for 2019, du får mig ikke ned med nakken. Jeg vinder den her.




fredag den 7. december 2018

Overgangsalder

Jeg var den heldige vinder af at indkassere en billet til overgangsalderen i maj måned i år. Og sikke et herligt Tivoli at befinde sig i. Jeg fortæller om det hele i Magasinet LIV i løbet af det næste år. 

Min IT afdeling er ved at finde ud af, hvordan jeg uploader en pdf, så I kan læse den hele, indtil da, må du nøjes med et udpluk.