tirsdag den 4. december 2018

Status

Det er svært for mig at begynde at skrive fast herinde igen. Der er sket så meget, jeg er et helt andet sted end sidst vi havde en fest, og tiden er en anden. Jeg har haft svært at finde mit mojo, men jeg ved at den eneste redning er at skrive og blive ved med at skrive.

Jeg var begyndt på det her indlæg fire gange nu. Med forskellige vinkler. Jeg syntes ikke helt det spillede. Men skal det spille? Kan man ikke bare være lidt flad i sit sprog og så skrive alligevel? Kommer det ikke med tiden?

Måske er det svært, fordi jeg principielt ikke ved, hvem der kommer forbi herinde. Det sidste lange stykke tid, har jeg skrevet på Facebook eller i magasiner og aviser, og der ved jeg at nogen læser det. Her kunne der være nul, der læser med. "Nåmmen, så skriver jeg bare til mig selv", sagde hjernen. Jo. Men. Det gider jeg heller ikke rigtigt, for jeg kan godt lide interaktionen.

Well. Jeg skrev en opdatering på Facebook i går, som lød sådan her:
Har 2016, 17 og 18 ikke bare været et hurlumhejhus af dimensioner, eller er det bare mit møghoroskop, der har haft en ascendant, man gerne ville bytte?
Kan vi blive enige om at 2019 bliver det år, hvor vi IKKE bliver skilt, eller oplever livskriser, der føles som om man bliver trukket baglæns igennem røven på en gammel ged?
Jeg har satset alle mine sparepenge på, at 2019 bliver det år, hvor Universet liiige tager en slapper på Bali, mens vi andre inkasserer peace, love and understanding.
Aftale? Godt.

I den pulje kan vi også godt tage 2015 med, som var det år jeg blev fyret, fordi den radiostation jeg var på, lukkede. Det var det job, jeg havde flyttet landsdel for. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Tre år er nu gået og jeg er blevet skilt. Er flyttet. Gik økonomisk på r*ven og oplevede en håbløshed, som jeg ikke har oplevet håbløshed før. Jeg har haft meget svært ved at vænne mig til at bo i Vejle, ikke at have venner og bekendte tæt på. Ikke at have overskud til at være social. Ikke at kunne finde mig et arbejde. Opleve panik. Føle mig talentløs, udygtig og slatten og on top of that, så kunne min læge fortælle mig, at jeg rangerede som moderat depressiv, da jeg var til en samtale hos hende. Kort tid efter fik jeg konstateret, at jeg var kommet i overgangsalderen i en alder af 44 år og havde taget 20 kilo på.

Værsgod og skyl.

Jeg nåede til den del af livet, hvor jeg bare var glad for at være rask. At have en rest serotonin tilbage, som stadig kunne få mig til at grine over en video på YouTube, hvor folk falder (jamen det ER sjovt) og at være i stand til at trække vejret roligt på en af de gode dage.

Det var her jeg var ,og har været i et stykke tid.

Min såkaldte moderate depressive tilstand gik forholdvis hurtigt i sig selv. Jeg fik ingen medicin. Eller samtaler. Jeg var bare.

Spol frem til i dag, hvor alting bare er lykkeligt.

Nårhnej.

Men bedre.

Det hele er bedre.

Jeg er blevet selvstændig. Jeg har tabt mig fem kilo. Mine skuldre er sænket en smule. Jeg trækker vejret anderledes. Jeg tænker anderledes. Jeg er blevet klogere. Mere reflekteret. Meget mere afklaret.

Der er stadig nogle ret store bakker jeg skal bestige i forhold til household. Jeg har måttet træffe nogle valg, som at finde noget billigere at bo i, fordi m2 prisen ikke rimer supergodt på delemor og selvstændig. Jeg bor til leje og det er desværre ikke på Hawaii, men hvis vi nogensinde skal kunne spare op til at kunne rejse til Hawaii, så skal vi have skåret den del kraftigt ned. Økonomi er stadig en killer, men jeg ber til, at den del bliver mere stabil meget snart. Det er sgu ufedt at være fattig og jeg har lagt for meget identitet i det. At være fattig. Det er nærmest blevet et selvopfyldende profeti, fordi jeg kunne se, at det begyndte at gå ud over min selvbevidsthed. Som om min hjerne også blev fattigere, og det var ikke på J.K. Rowling-måden, hvor jeg i min anger skrev en bestseller i hjørnet på en café i Vejle. I wish.

Men som altid i mit liv, så kan jeg ikke gå ned på een ting. Det er the full monty eller ingenting. Så når nu jeg tog en fyring, en skilsmisse, en flytning, en økonomisk nedtur, og en overgangsalder i samme ombæring, så må der være noget godt i vente.

Og det er der. Men det kommer i et andet og mere truthornsagtigt indlæg.























15 kommentarer:

  1. Nogle af os er her stadig. Og glædes ved at du er (lidt) tilbage på bloggen. Kh. Birgitte

    SvarSlet
  2. Kære Birgitte. Det er jeg super glad for at du skriver. Tak fordi du er her ;-)

    SvarSlet
  3. Jeg er så glad for, at du er begyndt at blogge lidt igen :-)

    SvarSlet
  4. Jeg stemmer i med de andre. Velkommen tilbage til din Blog 🙂 kan det lade sig gøre at lave e-mail headline til Blogpostens overskrift? I min mailboks hedder dine nye blogindlæg:
    Fra: Fuhrmann for dig
    Emne: Fuhrmann for dig

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg skal straks spørge IT afdelingen. ;-)

      Slet
  5. Av... den omgang kunne vist få enhver til at glemme alt om at blogge. Jeg kunne snildt forestille mig dage, hvor det at trække vejret ville være udfordrende nok i sig selv!

    Men godt, at du gør det nu. Blogger OG trækker vejret. Det sidste er jo lis'som også en forudsætning for at kunne gøre det første... Men altså - der er (mere end bare) håb, når du er i stand til at formulere sætninger som '... eller oplever livskriser, der føles som om man bliver trukket baglæns igennem røven på en gammel ged?'. Der fik JEG svært ved at trække vejret et kort øjeblik :)

    Velkommen tilbage. Du har været savnet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak fordi du læser med Annette ;-) Det er jeg glad for.

      Slet
  6. Jeg er SÅ meget på dit hold ang. årsskiftet! Og jeg er glad for, at du kigger herind en gang i mellem!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jæj! Lad os hoppe ind i det med en tanke om at det nu er vores tur til at indkassere noget held og lykke ;-)

      Slet
  7. Hej AM, jep kender godt det med ikke helt at kunne komme over chokket over provinsen. Det går ikke væk, tror jeg. Tænker det er bedre at være ærlig - lidt som at hive et plaster hurtigt af. Anyway vi har gået i gymnasiet sammen og vores karriere er ret ens. Pip hvis du er ved at få endnu mere kuk - så ku vi jo tage en kop mocca og sende en fælles længsel efter branchen med de sjoveste og værst klædte. Knus fra Maiken

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maiken. Jeg må nok erkende at jeg ikke husker dig fra gym. Men jeg pipper. Hvor finder jeg dig? ;-)

      Slet
  8. Puh, en hård omgang. Men tror det er vigtigt, at dele hvis man kan. Jeg fandt støtte i det i hvert fald! Og dejligt at høre at der også er truthornsindlæg i vente... Glad for at genfinde din blog og krydser for at 2019 bliver dit år!

    SvarSlet
  9. Hej igen. Der var du... 2019 bliver et godt år, horoskoper eller ej. Velkommen igen, som man siger for tiden. 2019 er her lige om lidt. Jeg hepper!
    /Anne

    SvarSlet