onsdag den 31. marts 2010

Bloggen holder lukket pga. kærlighed

I morgen 1. april, har vi bryllupsdag. Thure og mig. Det har vi tænkt os at fejre med tankkaffe og basser i en bil til Jylland. Vi skal nemlig over og hente ham, der blev født 9 mdr. efter, vi sagde ja til hinanden på Århus Rådhus.

Min bryllupsgave fik jeg i dag, da jeg kom til at tude ned i mit skab med ordene 'jamen jeg har jo ikke noget tøj'....den lader vi lige stå. Og jeg ved det er ægte kærlighed, når der er en der tager babyen i den ene hånd og mig i den anden og siger: 'kom, nu kører vi ud og køber noget tøj til dig.' Efterfølgende sætter mig af med sit dankort i hånden og sætter sig ned til havnen og spiser hot dogs imens.

Vi ses efter påske.

tirsdag den 30. marts 2010

to-børns-stress

Kasper er i Jylland. Vi har kun et barn hjemme. Der er udsigt til fest og frihed.

Problemet er bare, at det må svare til at man går fra ludfattig til millardær på en nat. Man kan på ingen måde omstille sig, og kommer derfor til at lave en Stein Bagger og købe ti lystyachter, og 48 Rolex ure. Selvom man ikke kan sejle. Eller kan klokken. Bare fordi man havde pengene.

Det er det samme her. Jeg har opstillet en liste så lang over de ting jeg nu gerne vil, fordi Thure er hjemme, og fordi dette ene barn giver uanede muligheder. Jeg kan slet ikke styre det. Jeg vil ose i butikker. Jeg vil ud og løbe om dagen. Jeg vil på café med Thure. Jeg vil i biffen. Jeg vil skrive på dingen und sachen. Jeg vil blogge alt det jeg aldrig når. Jeg vil til Østerbro og købe påskepynt. Jeg vil have gjort rent. Ryddet op. Og tørret støv af. Jeg vil holde i hånden med min mand. Tage på køretur til Dragør. Jeg skal have skrevet mails. Skrevet en pressemeddelelse færdig. Hjulpet en ven med en ansøgning. Og tage fodbad.

Christ.

Lad mig aldrig vinde i lotto. Jeg ender som ludoman.

mandag den 29. marts 2010

Gæk-gæk gå nu væk


Jeg har altid haft det lidt blandet med påske. Altså var meget vild med påskeæg og påskeferie, da jeg var barn. Men ellers. Njaaar...

Men nu da vi har fået børn. Hvor meget er det så lige man skal gå op i den slags?

Meget, hvis man spørger Kasper. Så snart han lugter lunten af noget der ligner en lille fest = gaver = slik = alle gider lege med ham = vi bor alle i en stor lyserød kage af godhed, så kører øjnene rundt i hovedet på ham.

'Er det påske i dag moooar?' har han spurgt 400 gange siden sidste torsdag.

Så var jeg tænkte, at vi godt kunne have pyntet lidt op. Men nogle kyllinger eller noget andet gult. Min mor var altid skide god til pynte. Til jul, til påske, til sommer, til efterår. Egentligt mærkeligt, at hun er ikke er blevet en slags stylist, for man skal bare sige påske til hende een gang, og der ligner et katalog af en anden verden derhjemme. Noget som jeg husker så tydeligt og som jeg var ret vild med. Nemlig det at hjemmet skifter form engang imellem.

Det vil jeg gerne give videre til Kasper og Jeppe. Men fuck, jeg hader alt det der kyllinge-hejs. Og defor blev jeg særligt glad for at finde noget lækkert påske-hejs, på min yndlings-nabos blog.

Dét gider jeg nemlig godt have hængende.

Look-alike

Godt at good old Mr. Armani har en fin sømandsjakke på, ellers ville jeg have kravlet op i et træ, ligesom Atreyu, og bedt om lidt kørevejleding til Fantasien.


Georgio Armani - med casual brille. Defenately uden botox. Set på en af mine yndlingsblogs.



Oldskilpadden Morla fra filmen The Neverending Story og Atreyu - min store barndomshelt.

Glædelig mandag

Det har været en begivenhedsrig weekend. Lad mig liste den, så kan du selv hvilken weekend det har været.

1. Vågner lørdag morgen med onde mavekramper og kvalme
2. Må aflyse et blogtræf med skønne damer.
3. Trodser maveonde og aftaler med Thure at vi sikkert godt kan få en fin formiddag ud af at tage i Fields, sammen med hele Jylland, og købe en drengepung til Kasper. Noget han så brændende har ønsket sig.
4. Dum idé.
5. Meget dum.
6. Hele familien går sukkerkold efter 15 min. Nogen tisser i bukserne. Andre har glemt ekstra tøj, så een må i H&M og købe nyt.
7. Nogen skriger i Toys R' Us, andre får fuger i panden.
8. En bestemmer at nu tager vi fandme hjem. Nu.
9. Må kravle ind i bilen lørdag eftermiddag for at ligge i fred på venindes sofa.
10. Og der ligger jeg så hele aftenen, og ser x-factor.
11. Vralter ud i bilen efter endt show og kaster spontant op i en hækken.
12. Knap så fedt at stå foroverbøjet i nattøj (dog med tørklæde af kashmir) og knække sig, mens hundeluftende mand kigger sært. Jeg kunne dårligt sige, at jeg havde overtaget børnevirus og ikke skjulte et seriøst alko problem for min mand.
13. brugte natten på at kaste op.
14. Spiste een kanelsnegl med skrigblåt glasur om søndagen og måtte gå i seng kl. 20.00

I dag er det mandag. Kasper er skippet til mormor i Jylland og jeg kan i fred og ro gå og lede efter min hjerne i vasketøjskurven, mens Jeppe sidder og siger da-da-da-da-da ned i en kasse.

torsdag den 25. marts 2010

Exhale

I dag har været en pikkemøglortedag, men når alle mine tre mænd ligger i samme seng, i samme værelse og trækker vejret helt helt stille. Fordi de sover.

Så bliver jeg også helt stille og glad indeni.

Fantastiske fluer

Mit liv er i disse dage fuld af søvnløshed, tyndskid, vågne babyer, feber og projekter, der er så spændende, at jeg glipper med øjnene af bare 'kan-det-nu-passe.'

Alligevel har jeg i dag ikke hjerne til at blogge om andet end de her fluer. Jeg så dem hos Trine, men jeg MÅ dele dem med jer. Se lige hvor sjove de er:











tirsdag den 23. marts 2010

Barnets Bog (pffft)

Jeg får aldrig lavet den bog. Færdig. Punktum. Det var, hvad jeg tænkte, da Kasper blev født. Og da det har taget mig godt tre år at få strikket en babyplaid til Kasper, så er det bevis nok.

Men hey, tænkte de smarte forældre, med på noderne, total nice dér: vi laver sgu da bare en mail. Til Kasper. Så kan vi sende ham ting og sager og fortælle ham, hvad han siger og gør og sende ham billeder, som han engang kan få lov til at kigge i.

Så når han bliver ældre, vi ved ikke hvornår (mere tjekkede er vi ikke), så får han kodeordet, og så kan han læse alt om sig selv der.

Så det er hermed mit råd til dig der ikke er klippe-klistre-typen. Opret en mail.

Den gode undskyldning


Jeg elsker når reklamer taler mig lige ind i fjæset. Det gør den her. Kunne ikke være mere aktuel end nu, hvor jeg skal forestille at være en af de mange tusinde, som er begyndt at løbe.

Og det var jeg også. Men så var der lige det med knæet, som gik amok. Det har gjort så pisse ondt at jeg ikke har kunnet gå ordentligt før i dag. Og hvor har jeg dog klynket. 'Se mig, se mig, mit knæ gør ondt, nu kan jeg ikke træne, så nu bliver jeg tyk, og nu var jeg lige kommet i gang, og helt ærligt, jeg gider faktisk godt, og hvor lang skal det vare, og hvis det er en varig skade, så kan jeg kun leve af selleri resten af mit liv, og så bliver jeg så utrolig kedelig at høre på, og så kan jeg ikke skrive, og være sjov, eller i det mindste bare være noget, jeg er faktisk helt til hundene, og ingen gider nogensinde læse min blog igen og jeg kan ligeså godt give mig til........' og så var det Thure så knastørt sagde ' så tag dog en Ipren kone og hold kæft er øjeblik.'

Det gjorde jeg så. Med de velkendte øjenbryn helt oppe i panden, på den lidende måde.

Jeg skal klart have fat i den jakke. Og det kan kun gå for langsomt.

mandag den 22. marts 2010

I land

Nu sover Jeppe. Helt stille er han. Og kølig, når man rører ved hans lille arm. Feberfri, hvisker jeg. Og håber det holder.

Jeg kan nu næsten trække vejret i bund, og ånde lettet op over at det nu kun er den hvæse lyd fra lungerne, som stadig er der.

Det er første gang han har været så syg, og jeg kan ikke have det. Man våger og våger og håber og håber, at det snart går over. Og holder vejret imens.

Men inden sengetid hev han Kasper i håret og døde af grin, da Thure kildede ham. Så min lille Jeppe danser snart igen.

Tak. En eller anden.

Bare hold op

Haves: ét stk. feberbarn. Varm. Klynkende. Og en der helst vil ligge tæt.

Gives væk: endnu en febernat med mange mange opvågninger og stirren udi luften. Bekymringsrynker, grå hår, og utålmodighed.

Ønskes: rask barn, uden feber, uden udefinerbar virus. Gerne med det sædvanlige smil.

Jeg kan bare ikke klare, når små bitte babyer er syge. Så tag det væk, tak. Og gi' mig Jeppe tilbage.

torsdag den 18. marts 2010

1. gangsmor vs. 2. gangsmor

Jeppe har de sidste to dage hvæset lidt vel rigeligt for en der ikke ryger 60 grønne cecil og bor på en havn og er over 60 år. Meeeeen, som 2. gangs mor kan man godt have lidt løse håndled hvad angår sygdom. Altså hvad gør lidt lungebetændelse? Det er der ingen, der er døde af endnu. Nå, ræk mig lige kaffen.

Alligevel tog vi et smut forbi Dr. Læge i dag og til forskel fra Jeppe, så ville jeg med Kasper have fået et angstanfald af dimensioner over flg. besked: 'jeg synes vi skal indlægge ham.' Og vi tager den lige igen for Prins Knud: 'indlægge ham.' Som i hospital. Og læger. Med kitler. Og børneafdeling.

Dernæst var rummet fuld af ord som lidt blålilla, asmatisk bronkitis, luftvejsproblemer, overbelastet ditten og datten.

Med Kasper ville jeg have kradset øjnene ud på lægen, hvis hun var for langsom til at bestille en ambulance med kortege. Jeg ville ha hyperventileret og ringet til Thure og snakket i falset og advaret om en atomkrig. Mindst. Nu sad jeg og tænkte på at jeg havde barnevognen fuld af mælk og kød, der ikke ville kunne klare en tur med 1A til Hvidovre.

Så jeg trillede hjem og pakkede taske til mig og Jeppe, hvis de ville beholde os. Stadig lav puls. Afsted til Hvidovre. Ankomst. Check-in og så var det tid til lidt kaffe. Det nærmede sig en hyggestund.

Sært. Sært, sært, sært siger jeg bare.

Jeppe er ude igen og har det godt, men på vej hjem fra hospitalet sad jeg og fik bekymringsrynker om nu Kasper havde haft det godt nok i børnehaven? Havde han nu tøj nok på? Var han ikke også lidt forkølet?

Een gang 1. gangsmor. Altid 1. gangsmor.

Forår for dig


Direkte leveret fra Jylland, lavet af min moster. Den bliver vandet hver dag, af Kasper og sin lille røde vandkande.

onsdag den 17. marts 2010

Nu er det nok!

Havde egentligt sat mig ned for at skrive om noget andet. Men så læste jeg Louises indlæg om pladsanvisningen, herefter kaldt Mordor. Og nu er jeg fandme så vred.

Louise kan med højest sandsynlighed få lov til at vente til august, før hun kan få deres yngste passet. På det tidspunkt vil han være 1 1/2 år. Selvtak Mordor.

Jeg synes fandme ikke vi skal finde os i det.

Jeg synes ikke vi skal finde os i at skulle udnytte hver en fiber i bedsteforældre, barnepiger, flextimer, ferier, fridage, omsorgsdage, og sygedage for at vores børn kan få en god hverdag. Hvad fanden er det for noget.

Jeg gætter på, at jeg er nød til at skrive Jeppe op til en kommunal dagplejer, for han får helt sikkert ikke plads i den ønskede institution, som ligger lige ved siden af Kaspers opsamling. Jeg ser det ikke ske med de ventelister.

Og når man som mig, bor i Ørestaden, så skulle jeg da ellers lige hilse at sige, at de har glemt at bygge institutioner i forhold til hvor mange børn de lefler for at få herud. For her er mange børn. Og vil vi gerne være her. For her er fedt. Grønt græs og blå himmel, i nogle medier ovenikøbet kaldt Savanne.

Det værste er at sidde med en følelse af, at vi ikke kan gøre en skid. Vi kan ringe nok så meget til Mordor, og skrive til politikere, borgmestre og tv-avisen. Men pladser. Dem bliver der ingen af.

Jeg synes ikke vi skal finde os i det. Synes du?

fredag den 12. marts 2010

Rulletour

Alle dem der ville med ud og rulle, som jeg skrev om i et tidligere indlæg, send mig en mail på: annamette.fuhrmann@gmail.com

Så smider jeg nogle datoer afsted, så vi kan komme ud og lege.

Imellemtiden kan du se hvordan dette meget pimpede Plug 'n Play (ja det hedder det), ser ud i reklameudgaven, med Jens Arentzen, som jeg-har-en-meget-ringenes-herre-agtig-stemme, speaker til. Jeg ved ikke hvem, der har skrevet teksten til det han speaker, men de må have røget en del fjolletobak. Elsker især, at jeg nu ikke bor ved et stort område fuld af græs og mudder, næh, jeg bor ved en savanne. Skal da klart ud og købe en stor stråhat og noget hør og nogle Afrika-inspireret møbler.






I virkeligheden ser det sådan her ud:

tirsdag den 9. marts 2010

Love and marriage

Jeg elsker Thure. Thure elsker mig. Vi har valgt hinanden. Og sådan bliver det.

Men det skal da ikke afholde mig fra at tænke på Statsamtet indimellem. På den udprintede måde.

Vi er tæt på Statsamtet når:

- han igen ikke skruer låget fast på tandpastatuben.
- han ikke skruer låget fast på vitaminpille glasset, eller dvs. det er sat ovenpå, så den næste (mig) tror det sidder fast og derfor ender med et d-vitamin mosaik på gulvet.
- han sukker over at skulle tømme opvasker. (han tror han gør mere end mig).
- jeg er kommet til at indikere (uden at jeg ved det), at der kunne være mulighed for en hyrdetime, som så går i vasken, og jeg efterfølgende skal se på en skuffe på størrelse med operahuset.
- han fiser ned i vores 7'er stole. Er I klar over hvor meget det larmer?
- han siger vi liiiiiige skal have en snak om økonomien. Jo en kjole kan godt koste 2500 kr.
- ikke kan se glæden og behovet ved nye sofapuder, også selvom de er fra HAY.
- smider sine sokker bagved sofaen.
- han taler voksent og ansvarligt om forbrug.
- han kommer et kranksæt i opvaskeren.
- han liiiiiiiige skal tjekke en maaaaaardet vigtig arbejdsmail midt ulvetimen.
- han ikke kan forstå behovet for nyt tøj, men triumferende siger: 'Hvad er der galt med den t-shirt? Jeg vandt den da selv i Skotand for fire år siden. Sammen med John.'
- han lige skal i kælderen for 4. gang. Så ordn det dog i ét hug.
- han nægter at give 300 for en ny bluse, men glædeligt langer 3000 kr. over disken til en saddelpind, der vejer -0,00 g.
- han kommer utrolig udmattet hjem efter en indkøbstur i Rema, fordi det var utroligt hårdt.
- han laver mad og konsekvent lader køleskabslågen stå åben og det er fordi han liiiiiiige skal tage en broccoli.
- han køber ikke-økologisk mælk.
- sover eller ikke sover (alt efter hvilket humør jeg er i, hehe).
- nægter at købe friskpresset juice, men kommer hjem med en satan af en økonomidunk.
- han liiiiige skal sætte noggerne på plads i buksen. Altså de hænger sgu da nedad, hvorfor pille mere ved dem.

Vi er til gengæld langt fra Statsamtet når:

- han ringer en tirsdag morgen og spørger hvor jeg er, og jeg går frysende med barnevognen ved Islands Brygge st. og han derefter kommer kørende med en varm latte til at gå hjem på. Som en overraskelse.
- i smug booker tid ved frisøren til klip OG farve og sørger for, at der står en flaske Asti, mens det hele varer.
- han går igennem hele Kbh med en ildrød 'I LOVE YOU' ballon, fordi den skulle jeg have.
- han ringer hjem fra Skotland og med mandetårer (dem hvor de rømmer sig ind i røret mange gange, men ikke græder, nejda), fordi han lige er blevet far og fordi han hellere ville have været hjemme.
- han ringer hjem, midt fra indlandsisen, og spørger hvordan det går.
- han lægger beskeder på fjollearabisk og jeg bagefter siger, at det var sjovt, og han forarget siger at det da var afriKANSK.
- vi går forbi en hund og han fortæller mig hvad den siger.
- han sidder og ser Two and half men og skraldgriner. Helt for sig selv.
- han finder hjemmesider til mig, som ville interesse mig.
- siger til mig, at jeg er en god mor.
- siger til mig at jeg er lækker.
- siger til mig at han fandme ikke gider høre på mere brok.
- han ligger på gulvet og er viklet ind i børn.
- han kommer en ekstra sut i Kaspers seng, og stiller en bog ved siden af, hvis han nu skulle vågne og få lyst til at ligge og kigge i den.
- han køber 170 is fra Hjem-Is bilen og spiser dem allesammen selv. Selvom det helt klart var til Kasper. Og mig. Der aldrig spiser Hjem-Is is.
- fortæller mig ting om politik, som jeg ikke ved.
- fortæller mig ting om bøger, som jeg ikke ved.

(...og jeg kunne blive ved. På begge fronter).

søndag den 7. marts 2010

Great but on fire

Jeg er begyndt at løbe. Har jeg sagt det? Nå Okay. Men så siger jeg det lige igen. Jeg er begyndt at løbe. Og pik mig i øret, det er hårdt.

I dag gjorde det naller alle steder og min røv føltes som om jeg slæbte en tonstung pallevogn fuld af granit mens jeg forcerede Fælleden.

Det eneste. Eneste. Som fik mig hjem var det her nummer.



Den har en basgang som passede perfekt til mine trin. Spørg ikke hvorfor den findes på min iPod.

Og se. Man kan også lære at spille den.



Jeg må have mit klaver igen. Så hvis nogen har en kontrabas og et sæt trommer, så lad og spille noget swing med vandonduleret garn.

1973 vs. 2006

Da jeg var barn sagde jeg ting som 'klatretræer', 'over på marken', 'den lille skov', 'skal vi lege i slugten', og 'må jeg interviewe dig på min båndoptager'.

Kasper siger ting som 'pas på jeres ejendele' (pas på jeres personlige ejendele, red.), 'hold afstand til dørene', 'jeg skriver lige en sms' og 'hvornår kommer den bus? seriøst'.

fredag den 5. marts 2010

Roll over

Jeg brugte en del tid på otte hjul da jeg var barn. Jeg spiste, drak og legede med mine rulleskøjter på. Så blev jeg teenager, og så var det pinligt at stå på rulleskøjter. I hvert fald i jylland.

For jeg husker med dyb misundelse, hvordan en af deltagerne på STS sprogskolen i Bournemouth (vi husker de obligatoriske billeder fra kataloget med overglade teenagere med ens rygsække, fra det store udland...det kræver et blogindlæg, men ikke nu), ankom til intro-mødet på et par side-by-side rulleskøjter med neon-lyserøde snørrebånd. Vi var i København, og hun var københavner. Og havde høj hestehale, oversize hvid bluse og sorte cykelbukser. Og var megasej.

Jeg var fra Jylland. Lidt for buttet. Store briller. Og meget misundelig. Jeg prøvede at snakke med hende og følte mig lidt op af rangstigen, da jeg jo er født i købenavn og københavnsk var min første dialekt. OG jeg havde skriggule Converse på. Og permakrøller. Det syntes jeg selv var sejt, men det bed aldrig rigtigt på hende.

I 1995 ville jeg dog skide på om det var sejt eller ej. For nu var jeg kæreste med en af Vejles seje fyre med mintgrøn motorcykel. Og han kørte også på rulleskøjter. Rollerblades. Dengang var det über-cool at køre på Rollerblades. Og sådan startede det.

Jeg flyttede til København og tog rulleskøjterne med. Og pludselig kunne man se mig køre på ramper i Fælleren. Og være nede med skaterne.

Det er jeg så ikke mere. Er for gammel. For tyk. Og mistede mit center for balance så snart jeg fik den første ve.

Men jeg ELSKER at løbe på rulleskøjter og jeg vil gerne dele det med dig. Mest forbi vi er så skidegode til at sidde og snaaarke, men også lidt for dårlige til at lege. Jo vi er.

Så hands up, hvis du vil med ud og rulle. Her på lorteøen er der lige bygget en hel ny udendørs rulleskøjtebane med det svedigste asfalt, og jeg giver gerne tips og tricks til dem, der ikke har prøvet det før eller ikke har gjort det siden I var små. Og havde balance.

Skal du med?

torsdag den 4. marts 2010

Miss Whoopass - nu med cement

Jeg siger jer bare. Det der løb. For nu helvede det er hårdt. Altså hvorFOR spiste jeg alle de hindbærsnitter under min graviditet?

Jeg løber jo med et fedemands kostume der vejer 15 kg. og skal prøve at se nogenlunde fresh ud, lige der i myldretrafikken kl. 17.00.

Det holder simpelthen ikke at være så fed. Jeg overvejer at kaste mig over en hurtigkur med noget pulver, ligesom i 80'erne, hvor Cambridge Kuren var på sit højeste. Jeg prøvede den. Den virkede, men jeg lignede et lig, fik hjertebanken og knald i låget. Husker hvordan jeg ringede til min veninde og spurgte om hun troede jeg ville tage på hvis jeg spiste en appelsin. Der forblev stille i røret. Og således sluttede mit møde med pulversuppe.

Men jeg har simpelthen tænkt mig at blive den hotteste whoopass mother hele Amager Strand nogensinde har set, så jeg må vel blive ved. Indtil min røv i det mindste kun ligner børnenes ballongynger.

onsdag den 3. marts 2010

Nyhedsbrev

Vil du læse noget lækkert?

Noget der får dine øjne til at løbe i vand. Og idéerne til at vælte ud.

Årh kom nu. Du vil gerne. Vil du ikke?

Jo du vil da så.

Gu' vil du.

Det er gratis.

Og du vil ikke fortryde.

Not at all.

Gør det nu, meld dig til nyhedsbrevet og bliv beriget med gode ord fra damen hende selv: Julia Lahme. (udtales Laaaarme).

www.julialahme.com

2300 Scaryness

Helt ærligt. Hvor klamt er det, at en tilfældig stewardesse er blevet myrdet 1,2 km fra hvor vi bor. På det hotel, hvor vi tager på honeymoon på vores bryllupsdag. Det ligger nemlig næsten lige ved siden af = mindre tid på transport = mere tid i minibaren = jo fuldere kan man nå at blive før man skal hjem til ungerne igen.

Men nu går der en eller anden morder rundt, i mit hood, som ikke er fanget. Endnu. Og hvis det viser sig at han helt tilfældigt er gået op på 20. etage, banket på en dør, med et stk. stump i hånden, så er det klammere end uhyggeligt. Så kunne han i princippet ligge bag en busk og vente på mig med et stk. stump som jeg ville få i knolden. Ai mand. Jeg skider i bukserne. Skal bare slet slet slet ikke ned i nogen cykelkælder. Heller ikke selvom jeg ikke har en cykel jeg skal ned med.

I dag, da jeg havde begge drenge med på Mc D, ( Kasper er blevet hjemme og noget skal vi lave, som ....... årh ligemeget, han elsker Mc. D.) sad der en suspekt type og gnaskede en burger. Han gloede helt vildt på mig, og det skulle ikke tage mig mere end 2 sek. at udregne at han havde tjekket min bil ud og vidste hvor jeg boede. Det kan jeg sagtens forestille mig. Det var morderen.

Hader bare når et afsnit af Barnaby bliver live. Og hvorfor er den morder gået op og banket på en tilfældig dør? Hvordan kunne han vide at der var nogen der boede derinde? Hva? Hva? Hva? Det kunne ligeså godt have været mig så.

Uuuuh.

tirsdag den 2. marts 2010

Da da da



Jeg sagde jo, at han var musikalsk. Drengen. Han har helt i smug øvet sig på omkvædet til denne sang. Endda en af mine favoritter fra 80'erne.

Hallo Ciffon, så vågnede man lige op til tysk schlager-koncert fra tremmesengen.

Stik den.

Spot on

Hjemmebrygget likør, det burde være hverdagskost.


Dette er et billede af nabo-kaffe. En uddød begivenhed, som jeg synes trænger til genoplivning. Det kræver selvfølgelig at man har kaffe (som om) og en nabo man gider at drikke den med.

Det har jeg. Og det holder 1000 %. Lige at kunne stikke fødderne i et par klip-klappere, tage ungen under armen og så til kaffe. Sladre-sladre-sludre og så hjem.

Men udover at være min nabo, så er Laura også en sand mester udi trendspotting. Og skal jeg endelig skrue op for pralebarometeret, så har Laura danmarks fedeste og eneste blog af sin slags. En blog fuld af eyecandy, hvis du som mig ikke har tid til at bladre mange magasiner igennem og ligesom vide at der findes eh helt nyt lækkert tæppe du liiiiiige måtte eje. Eller at der findes en skøn udstilling i New York, eller at der er findes et lagersalg, som du MÅ til, eller en dims, som gør hele forskellen i dit soveværelse, eller..... jeg kunne blive ved.

Jeg siger det bare: Laura er i dén grad levetingsdygtig i lækre sager fra alle hylder på sin blog.

Tjek det ud på the sweet spot

mandag den 1. marts 2010

Av for satan!

Jeg har besøg af musklernes Karius og Baktus. Det gør jo pisse ondt alle steder!

7 km igen på torsdag? Go figure.

Søde dyr fra Sri Lanka

Se lige ham her. Jeppes elefant costumized af Kasper. Meget godt ramt med huen og de opsmøgede ærmer, eftersom vi bor på Amager. Yo! Jeg ved endu ikke om elefanten, navn ubekendt, har en boret knallert og stikker af til Urban Planen hver nat, men sød er den.

Den kommer fra en familie på Sri Lanka, hvor kvinder med ordentligt forhold laver disse dyr. Et projekt, som indtil videre har en historie på 40 år.

Jeg er vild med det. Og dyrene. Og har selv lige bestilt det fine patchworktæppe.

Det er to danskere, Thomas og Lisbeth, som sælger tingene, så du sparer altså lidt porto. For dyrene skal kun transporteres fra Læsø. Mere venligt bliver det ikke, når man skal sidde i en kasse. Med frimærker på.

Tjek det hele ud her.