Nu sover Jeppe. Helt stille er han. Og kølig, når man rører ved hans lille arm. Feberfri, hvisker jeg. Og håber det holder.
Jeg kan nu næsten trække vejret i bund, og ånde lettet op over at det nu kun er den hvæse lyd fra lungerne, som stadig er der.
Det er første gang han har været så syg, og jeg kan ikke have det. Man våger og våger og håber og håber, at det snart går over. Og holder vejret imens.
Men inden sengetid hev han Kasper i håret og døde af grin, da Thure kildede ham. Så min lille Jeppe danser snart igen.
Tak. En eller anden.
Søg, og du skal finde. Bed, og du skal få... Eller hvordan det nu er, man siger. Men i hvert fald dejligt, at dit kære barn er ved at være rask igen.
SvarSletJeg har nogle gange oplevet mirakler. Et af dem, var da min datter lå i sin febersøvn, dvs. hvæsende, stønnende, brændende varm, og vi skulle flyve til Spanien næste morgen ved solopgang. I min bekymrede desperation bad jeg, ja jeg - en forholdsvis fornuftig vesterlænding - bad en - hold fast - engel om hjælp. Miraklet skete - i samme sekund blev vejrtrækningen rolig, og feberen var ikke mindre en forsvundet. Mirakler er magi, men magi er vel egentlig bare noget, vi ikke forstår. Dengang man ikke forstod elektricitetens love, var lys i pæren ren magi.
Længe leve livets magiske mirakler - og raske børn der sover om natten.