Den gode undskyldning

Jeg elsker når reklamer taler mig lige ind i fjæset. Det gør den her. Kunne ikke være mere aktuel end nu, hvor jeg skal forestille at være en af de mange tusinde, som er begyndt at løbe.

Og det var jeg også. Men så var der lige det med knæet, som gik amok. Det har gjort så pisse ondt at jeg ikke har kunnet gå ordentligt før i dag. Og hvor har jeg dog klynket. 'Se mig, se mig, mit knæ gør ondt, nu kan jeg ikke træne, så nu bliver jeg tyk, og nu var jeg lige kommet i gang, og helt ærligt, jeg gider faktisk godt, og hvor lang skal det vare, og hvis det er en varig skade, så kan jeg kun leve af selleri resten af mit liv, og så bliver jeg så utrolig kedelig at høre på, og så kan jeg ikke skrive, og være sjov, eller i det mindste bare være noget, jeg er faktisk helt til hundene, og ingen gider nogensinde læse min blog igen og jeg kan ligeså godt give mig til........' og så var det Thure så knastørt sagde ' så tag dog en Ipren kone og hold kæft er øjeblik.'

Det gjorde jeg så. Med de velkendte øjenbryn helt oppe i panden, på den lidende måde.

Jeg skal klart have fat i den jakke. Og det kan kun gå for langsomt.