To børn

Nu da jeg har cementeret mig selv, som en der fraråder al udkørsel, eller skal vi sige indkørsel visse steder, så man får børn. Ja så skylder jeg alle jer, der enten sidder med en bebs knappet fast og jer, der har en på vej, at sige (og der trækkes vejr ind), at så slemt er det heller ikke. Hele tiden. Der er dog lyspunkter.

1. De ene sekund, hvor store kysser lille og siger 'du er min bedste ven'. Her er det, at jeg skal holde mig for munden og lade være med at hyperventilere og tale i falset og skrige 'gør det igen gør det igen gør det igen'.

2. Når man for anden gang oplever, hvor helt igennem knuselskende de der små gnomer er. Jeppe er een stor nuttet klump, og det var Kasper også engang. Altså den der tullende, smålegende dreng, som var stille og rolig. Det er bare meget godt at blive mindet om, når det kan være svært at se for horn i en 4-årigs pande.

3. Ligesom vejret, der skifter er det uendeligt dejligt at have mulighed for at tage store barn med på udflugt og rent faktisk snakke. Og ikke gentage at:'NU KOMMER METROOOOOEN' og med de glade mor-øjenbryn presset helt op i hårgrænsen sige: 'hvad siger koen?'

4. Når det store barn gerne vil puttes og læses for og lege en leg, som man selv kan være med til uden at skulle være statist eller ham, der holder alle boldene. Og henter.

5. Når Jeppe gør alt hvad Kasper gør. Uden undtagelse. Eller prøver at efterligne.

6. Når de hopper rundt i hinanden i sengen i bar røv og man selv kan sidde i fodenden og være almoderlig og jeg har skabt-verden-agtig.

7. Når de sover. Og der ligger TO inde på værelset. Så får man instant lyst til at producere flere.

8. Når der ligger to sygesikringsbevis i pungen, får man lyst til, igen på den almoderlige måde, at bage og nynne og tænde et lys.