torsdag den 31. december 2009

Happy new year

Kære læsere af min blog. Rigtigt godt nytår til jer alle.

Jeg er syg og ligger under min dyne i al Thures ekspeditionsundertøj og fryser. Har måttet aflyse gæster, og har nu verdens største islagkage og fire flasker Asti, som står og glor på mig.

Har ikke hjerneceller til at skrive et forkromet indlæg, men jeg skylder jer at sige tak. Tak fordi I læste med, og tak for alle jeres uundværlige kommentarer.

Jeg kastede op det meste af 2009, men fik til gengæld Jeppe for alle mine anstrengelser. Kasper begyndte i børnehave og er nu ifølge hamselv verdens største dreng, der ligefør kom og gav mig et knus og et smækkys og sagde at jeg var hans bedste mor. Så bliver året ikke bedre.

Lad os ses i 2010, jeg glæder mig helt vildt til at træde ind i det.

Skål!

mandag den 28. december 2009

Glædelig bagjul

(indsæt selv dyb udånding)

SÅ skal jeg da ellers lige love for at jeg har haft foden på speederen siden d. 23. dec. kl.8.00. Helt nøjagtig. For det var der Thure tog på arbejde, og der hvor jeg begyndte at pakke med begge drenge hjemme. Siden kørte vi lige en jul, to fødselsdage og en julefrokost. Det ville blive verdens længste indlæg, hvis jeg skulle berette om det hele, men nu hvor vi er så tæt på nytår, er det så ikke noget med at alting pludselig foregår i højdepunkter? Eller skal vi sige highlights for at gøre det rigtigt smart.

Men her er højdepunkterne fra dagene.

Juleaften
At blive vækket af Kasper og min mor, som kom med stearinlys og flag, og at høre Kasper råbe hurraaaaaa moooooaaaar.
At se gamle venner igen til fødselsdag. Nu med alle unger.
At få nogle fantastisk fødselsdagsgaver.
At Kasper bare var så helt vildt cool hele dagen og ikke gik i gave-panik eller fik juleflimmer. Han var simpelthen en fest at være sammen med, især da han dansede om juletræet, eller rettere hoppede på et ben hele vejen.
At give ham sine julegaver og høre ham sige 'neeeeeeeeeeeeej, en gaaaaveeeee'.
At se ham være fuldstændig elektrisk over en fjernstyret bil. Der var dømt flitsbue for alle pengene. På den gode måde.
At spise vidunderlig mad.
At blive sunget for.
At se hvordan Thure styrer for hårdt i et køkken. Jeg kloner ham til næste år, det lover jeg.
At sidde og skåle med Kasper ved julebordet og høre ham sige tak for en vildt lækker kylling og sukkerkartofler. Jamen selvtak. Det var nu and, men det blev hurtigt for abstrakt for ham, eftersom han kun kender Anders And. Og han kan jo ikke spises. Sådan rigtigt. Eller. Det kunne han i princippet godt, men det ville give lidt problemer.
At gå mæt og glad i seng.
At holde jul med min familie.

1. Juledag
At vække Kasper med ys og stearinlys og flag og råbe hurra.
At se ham stråle som en lille sol over de gaver han skulle åbne. Igen.
At sidde i morgenmørket og høre ham ritsje papiret op til de mange fine ting.
At se hans lille grin, hver gang han kom i tanker om, at det jo var hans fødselsdag.
At se hele hans familie knuselske ham hele dagen til han blev grøn i hovedet.
At der også faldt en gave af til mig, fra min veninde, som kom på besøg.
At gå glad og taknemmelig i seng.

2. Juledag
Altså bare helt fantastisk mad. Det var det altså.
At nyde den ene snaps jeg måtte få, fordi jeg skulle køre hjem.
At Sofie og Andreas byggede en to meter høj sne mand med Kasper. I mørke.
At Kasper, uden at tude og uden at flippe, kunne forstå at spille pakkeleg. Fandme flot synes jeg.
At få begge unger hjem i bilen og ned i huset og i seng uden at nogle af os fik et flip. Kun med lidt hjælp fra fætter Henrik, der var dagens far-substitut, i anledning af at Thure var taget hjem for at arbejde.
At drikke en øl i mørket med Fætter Henrik, mens vi så en overlevelses-ekspedition med en gal nordmand.
At begge drenge sov til klokken 6.00, inden jeg skulle op og gi' Jeppe mad.

3. Juledag
At være hjemme igen

torsdag den 24. december 2009

Glædelig jul

En hilsen fra mig til alle jer, der sidder rundt omkring iført juleaften.

Vi er hjemme hos min mor og fordi det også er min fødselsdag i dag, så er her et inferno af gaver, gæster, flag, gamle venner, og hygge for fuld skrue. To hold gæster er gået, ungerne sover begge to på mystisk vis samme tid, lige nu, så jeg sneg mig ind foran computeren. Thure og min mor er i køkkenet, og jeg pjækker fra mine opgaver.

Her er udsigt over fjorden og alting ligner noget fra en disneyfilm, og jeg bliver på alle måder 10 år gammel igen. Det var kun fordi jeg på et tidspunkt kiggede ud af vinduet og så at der rendte en dreng rundt på en meters penge og byggede snehuler med ham, som jeg i mit voksne liv er gift med. Og nåja, der sad en lille storgrinende dreng i favnen på mig, så farvel til Disney.

Nå. Nu banker det på døren igen. Næste hold er klar til i aften, hvor vi lige skal huske at trække vejret for vi kører jo en fødselsdag igen, for Kasper, i morgen. Total god timing fra min side.

Pas godt på hinanden og ha' en vidunderlig jul.

mandag den 21. december 2009

Gu' kan jeg da så!


(Tryk play inden du læser videre)


JA, var svaret. Jeg kan da sagtens spille det tema, så Eddie Van Halen ryster i buksern. Jeg har vel ikke gået til klaver i 100 år hos Fru Ternvig i Vejle for ingenting.

Det er min overbos datter, som er indehaver af xylofonen, og de var ikke hjemme her til aften, så I må vente med videodokumentation. Men jeg
l o v e r, at I får det. Indtil da, så dyrk lige Eddie i en helt stram gulddragt med karakteristisk alvorlig 80'er mine. Større bliver det ikke.

Og til de velkendte toner, kan Mia og Eva gå hen over den røde løber og hente en bog hver.

Jeg trak vinderne på følgende måde:

Jeg læste navnene højt på alle dem, der havde svaret rigtigt, og bad Thure sige JA, hvis navnene matchede nogle, han engang i et andet hinsides liv, har været i kanen med.

Beklager, hvis nogle skulle blive stødt over konkurrencens udfald, men vi mødre har jo ikke andet fis end det vi selv laver, when we feel the need for speed. Vel?

Tillykke til Mia og Eva. Send mig en mail med jeres adresser til annamette.fuhrmann@gmail.com

Hvis du blev grebet af stemningen:

søndag den 20. december 2009

Last christmas give away

Den opmærksomme læser kan huske, at jeg sprang en advents give away over sidste søndag. Men jeg havde tømmermænd og eftersom det er et år siden sidst, så skulle dagen fejres med alt hvad det indebar af Treo, glemsomhed, Mc D og løben fra alle pligter. Så undskyld for det. Mor var fuld.

Men I skal ikke snydes, og i dag er der hele to eksemplarer af 100 hemmeligheder om at være mor på højkant.

I sidder nu i boksen, spændingen stiger, og det er tid til årets sidste spørgsmål. Traaaa traaa traaa.......

Kan jeg, eller kan jeg ikke, spille temaet fra Top Gun på legetøjsxylofon? Ja eller nej.

Jeg trækker lod mellem, dem, der svarer rigtigt, og du kan svare frem til i morgen aften kl. 18.00.

Ju-hu!

fredag den 18. december 2009

Det' jul - det' uncool

Det her indlæg bliver langt. Det handler nemlig om at have agurker så langt op i røven, at man ikke kan stave til glædelig jul.

Vi starter i Magasin.

Klokken 10.03 tropper jeg op i Magasin på Kgs. Nytorv for at købe julegaver. Jeg er glad, og Jeppe sover, og jeg er ikke ved at gå til af kulde og det tegner til at blive en hyggelig dag.

Klokken 10.15 bliver jeg i tvivl.

Jeg stå nemlig ved indpakningsøen, og venter på at det bliver min tur. Der er ingen smil at hente her. Fair nok, det er december og de er sikkert ved at være trætte, men. de. snegler. sig. afsted. Vi er altså ikke ude i en Erik Bering-agtig pakke med fjer, og kugler og guirlander og bånd, der skal slices på en helt bestemt måde, næ, det er papir og et bånd med et kryds. Alligevel, er de toplangsomme. Da jeg kan se at jeg næste mand i rækken, går jeg hen til hende, der ser ud til at blive færdig først, i et forsøg på at effektivisere køen. Følgende samtale mellem mig og pakkedamen, herfter kaldt agurka, finder sted:

Agurka: Vi har een kø.
Mig: Hvad?
Agurka: Ja vi har kun een kø, så ikke de andre kunder bliver sure.
Mig: Over hvad
Agurka: Ja over at man snyder foran.
Mig: Jeg snyder ikke foran
Agurka: Jamen du har da lige flyttet dig
Mig: Ja det var fordi det var min tur.
Agurka: Ja men man skal vente til man bliver kaldt frem.
Mig: Hvor står det?
Agurka: Ingen steder
Mig: Hvordan kunne jeg så vide det?
Agurka: .........(tydeligvis irriteret).
Mig: Men når nu jeg næste mand i rækken, vil du så ikke pakke min gave ind fordi jeg gik tre meter om til dig, da du var den første ledige?
Agurka: Jojo, jeg gør dig også bare opmærksom på det.
Mig: Tusind tak skal du have.

Klokken er 10.30 og jeg forsøger at bevare den gode stemning jeg trods alt gik ind i butikken med. Jeg går op i legetøjsafdelingen og håber, at de er en smule mere venlige. Det er trods alt børneafdelingen. Men nej-nej. Da jeg har betalt for min meget fine bus til Kasper, skal jeg så hen til hende, der pakker ind. Lad os kalde hende Bibi. Hun står og er helt teenageagtig sammen med en anden pakkepige. Lad os kalde hende Carina. 'Ja vi har virkelig fået den fede tjans i år' , siger Bibi. 'Ja total', siger Carina og himler med øjnene. Men også her, er der gået indpaknings-bonanza i den, og Bibi kan ikke sådan lige på øjemål se, at papiret er for lille til kassen. 'Åååårg', siger hun og jeg prøver virkelig virkelig virkelig ikke at hvæse til hende, at den bus er til min søn, som bliver himmelhenrykt over at 'ritsje' papiret op, og at hun f****** skal finde et bar-job på Calella, hvis hun ikke gider pakke gaver ind. Ordentligt. Hun bliver e-n-d-e-l-i-g færdig og kigger på mig med et par øjenvipper med 8 lag mascara og siger med det mest falske smil i verden: 'glædelig jul.' Fuck dig.

Jeg skal nu finde en elefanthue til Kasper og begår fejl nummer tre, ved at tro, at ekspedienten kan tale, mens hun pakker ind. Vi er to ved kassen og hun er ved at pakke en morgenkåbe ind til Fru Hansens barnebarn. Det eneste de snakker om er, hvor blød den er, så jeg synes ikke ligefrem at jeg afbryder en vigtig CO2 diskussion, da jeg spørger hvor de har elefanthuer fra Reima. Hun smiler sit falske smil og beder mig vente til det bliver min tur. Og nu kan jeg ikke holde mig mere. Jeg spørger om hun ikke kan tale, mens hun kommer tape på pakken, og med en mund så stram som en hønserøv, hvæser hun at de er ovre ved væggen. Hold nu kæft altså.

Jeg er endelig færdig i Magarøv, og skal nu forcere en bunke pensionister, som er ved at få et hjertestop over noget Le Cruset. De ligner fem fede bjørne i deres lange minkfrakker, og ligeså glade de er for Le Cruset, ligeså træls synes de, at jeg er med min barnevogn. De var ved at få deres tegnede øjenbryn helt op i det matchende mink pandebånd af bare forargelse over, at jeg kunne finde på at tage deres elevator. Helt ærligt, skrid nu ned i Mad & Vin og køb nogle fiskefilter.

Inden jeg når udgangen, køber jeg to gaver mere, og en kalender til min lille familie. Men det er som at der hviler en forbandelse over stedet, for den gled ud af barnevognen og en eller anden med lange fingre er nu en kalender rigere.

Så kære Magasin. I blev 1000 kr. rigere på mine indkøb, men husk at de agurker i sætter op i hinandens røve skal ud inden man kommer tilbage fra sin frokostpause.

Merry merry christmas.


torsdag den 17. december 2009

Tomba la Bomba


Når der er sne, må man naturligvis have sit ski-inspirerede tøj på. Og hvis man lægger mærke til de skinker Jeppe render rundt med, så tror jeg der er en super-g skiløber gemt i ham. Han vejer nu 7,6 kilo og satte man ham på en kælk, så tror jeg han ville fare ned af bakken som en ildkugle, så kompakt er han. Bette-nøv.

Og når nu det ER snevejr, så kunne man da godt få lyst til at shoppe lidt mere kjempefint baby-tøj her.

mandag den 14. december 2009

Nytårsfortsæt

Om 17 dage er det nytårsaften. Og jeg har før skrevet om, at livet har taget røven på mig, selvom jeg havde mange forkromede planer, og det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at jeg nytårsaften står og måber. Ja, jeg kan nærmest ikke få slugt min champagne fordi jeg måber.

Dagen før nytårsaften sidste år, sad jeg til bords med en masse mennesker jeg ikke kendte til en gedigen frokost. En overdådig en af slagsen. Det var Pernille Melsted, som holdte nytårskur. Vi fik allesammen udleveret en mappe, til noter om alle de planer og vilde drømme, som vi ønskede for 2009. Og jeg gav den gas. Den skulle fandme ikke have for lidt i 2009. En over hatten. Ud over stepperne. Allerede inden forretten var serveret havde jeg spækket et stykke papir med drømme og planer. Ja jeg var da nærmest allerede i Colorado som skiinstruktør. Og i gang med min 3. bog.

På et af de blanke sider skrev jeg med store fede bogstaver: TRANSFORMATION. Jeg tænkte ikke videre over det, for jeg var nemlig ret sulten i de 6 timer nytårskuren varede. Og mit blodsukker kæmpede lidt om pladsen med mine drømme. Det tænkte jeg nu ikke så meget over.

Da jeg kom hjem var jeg fuldstændig opløftet. Af stemningen. Maden. Champagnen. Og mine drømme. 2009 kunne eddermame bare komme an.

Euforien varede 14 dage. Så blev jeg fyret og så lå jeg ellers og brækkede mig i 28 uger. Jeg var nemlig helt og aldeles uplanlagt gravid med Jeppe. Og helt og aldeles ramt af finansgrisen. Så meget for ønsket om transformation.

Men jeg gør det altså igen. Sætter tænderne i 2010, til Pernilles nytårskur. For det er simpelthen en helt fantastisk måde at slutte året på. Og jeg er nysgerrig, på den barnlige måde, over hvad 2010 har i ærmet. Jeg er tilsyneladende ikke en af dem, der kan planlægge, så jeg glæder mig til at se hvad der sker. Jeg ved, at der er få pladser tilbage, og jeg ved, at du som mor trænger til at komme ud. Det kan godt være, at du ikke har flere hjerneceller tilbage at drømme for, men så nyd maden og champagnen. Kom med til festen her.








søndag den 13. december 2009

Lykken er

At komme hjem fra en fantastisk juhulefrokost med nogle fantastiske blog-damer, og se at der redt en seng op i stuen, så man kan smide et stk. korpus fuld af snaps på soffen og snorke til den lyse morgen.

Det er kærlighed.

fredag den 11. december 2009

Kære Julemand

Du glemte at putte noget i sokken i nat. Det gør du sådan set hver nat. Selvom jeg igen og igen husker dig på, at jeg har overtræk på udgiftsposten. Men næ-nej, helt hoven er du og det er børnenes fest og alt det der.

Men luk nu røven, for når jeg om to timer begiver mig ud med Jeppe i barnevognen, så vil jeg gerne have at du deler rundhåndet ud af fred og ro og glade børn. Prop sokken til den revner, og kom lidt ekstra kræfter i, hvis jeg også skal forcere 500 klima-aktivister med dreads og næsepiercinger.

Giv mig lidt ekstra overskud, når jeg i eftermiddag skal lave mad, og hygge om og putte begge drenge. Alene. Jeg vil gerne have at du skriver en lille note til ham den ældste om at han sådan set ikke lige i dag skal plage om at sidde nøgen foran børnebordet, mens han spiser ketchup og ser Byggemand Bob. Og vil du putte lidt nemhed i den yngstes sok. Tak. Sig til ham, at han gerne må undgå en skrigeseance på tre timer. Det ville være frygteligt rart.

Og mens du er i gang. Kan du så ikke arbejde lidt på dit koncept: Børnenes fest. Hvad med om du fx. 1. juledag sørger for et brag af en voksenfest? Så kan du jo passe alle de glade børn imens.

torsdag den 10. december 2009

Look alike



Jeg sad og rodede mine gamle billeder igennem i går og da jeg fandt det af mig iført min mosters hjemmesy anno 1974, så tror jeg da nok lige, at Jeppesnutten ligner sin mor.

onsdag den 9. december 2009

À la orange





For meget lang tid siden, blev jeg udfordret af Astrid. Jeg skulle finde alle de orange ting, som jeg kunne i min lejlighed. Orange, tænkte jeg. Jeg har da ikke en skid orange. Men det havde jeg. Se selv.




Vores græskarmand, som hedder Pernille


Thure er vokset op på Grønland, han har krydset indlandsisen, og ringede til mig deroppefra, altså midt ude fra isen, fra en satelittelefon, før vi blev kærester. Min far har boet 12 år på Grønland, så selvom jeg har aldrig selv har været der, elsker jeg den historie den har i mit liv.


Jeppes legekat, som han endnu ikke helt har krammet på. Selvom den både kan dinge og knitre.


Min yndlingsknage. Når vi får en større lejlighed, så skal jeg tapesere med de knager her, som fåes i alle mulige farver.


Noget af vores julepynt. Jeg er bidt af et galt plexiglas og er derfor meget forelsket i ting fra Daisy-Christmas.


I et liv med to børn, er det meget rart at at have en 1/4 liter kærlighed ved hånden. Hvis man skulle ha' glemt den.



Om kærlighed

Og det er Kasper, der deler ud. Her.

tirsdag den 8. december 2009

The winner is


Ja, undskyld forsinkelsen af denne give away, men havde lige et lægebesøg, der skulle overståes, og en likør, der skulle drikkes - det drikker jo ikke sig selv.

Men nu vi er ved drikkevarene, så er det rigtige svar: JA. Jeg ELSKER snaps. Og helst en rød Ålborg. Og den må gerne være varm. Der er simpelthen gået en logebror tabt i mig.

Men en vinder skulle vi finde, og Kasper satte elefanten på vinderen. Man skal lige holde øjet lige i munden for at kunne se det, men det er altså er Lotte B., som er vinder af bogen.

Tillykke Lotte B. send mig din adresse på annamette.fuhrmann@gmail.com.

p.s. JSB, jeg mangler din adresse, sender du den lige?

mandag den 7. december 2009

Stooooooooop

Nu er afstemningen slut, og Kasper hjælper mig med at trække vinderen i morgen tidlig. Stay tuned.

søndag den 6. december 2009

2. søndag i advent GIIIVE AAAWAYYYYYY


Så er det nu. 1 stk. bog til dig der svarer rigtigt.

Jeg skal til julefrokost på lørdag. Det er med nogle af blogverdens skønneste damer, og der er lagt i ovnen til noget nervøst velour, rensdyrhorn, glimmer, og dåseøl. Mere labert bliver det ikke. Og aldrig skal Islands Brygge holde mere fast i sadlen. Nu er spørgsmålet:

Kan jeg li' snaps? Ja () eller nej ()

Jeg trækker lod blandt dem, der svarer rigtigt. Du kan gi' dit bud indtil mandag aften.

Tidsrøverne


TIDSLOMME

Så for satan. Jeppe sover for første gang nogensinde i sin barnevogn udenfor. Hr.-jeg-sover-ikke-om-dagen har simpelthen ligget og knurret i tre timer. Jeg har tjekket ham hver 10. minut, for det her fatter jeg ikke. Men hold op, hvor kan man så iøvrigt nå meget. At blogge fx. En ting, som jeg er håbløst bagud med. Jeg er nærmest ved at eksplodere af indlæg. De står ud af ørene på mig, men jeg har den sidste uge ikke haft for 5 flade minutter til mig selv før efter kl. 21.00, hvor min hjerne lå i vasketøjskurven. Klar til en kogevask.

Hvor skal jeg starte?

Ja jeg kunne starte med at sætte et punktum, for Jeppe hørte at jeg satte mig til tasterne, og nu er han vågen.

So fucking typisk.

To-barns-liv: farvel tid. Det var hyggeligt at kende dig.

Til gengæld kan du inden længe se mig i paillet og sort filthat i Alt For Damerne. Nåja, hvor en cliffhanger, hvar' .....




torsdag den 3. december 2009

Man ku' så meget

Man har en bil.
Man har pasning af begge sovende børn.
Man har en mand. En sød mand.

Man er træt.
Man kører lidt rundt i bil.
Man kan ikke finde ud af hvad man skal.

Man kører fordi dejlig tapasbar. Der er lukket.
Man tænker på en varm kaffe på Ingolf's Kaffebar men man ser Mc Einar stå i baren og synge Det' jul - det' cool'.
Man har nattøj på så man gider ikke betale 200 kr. for at stå i nattøj og indianerstøvler.

Man ender med sin mand på Mc D. ved lufthavnen.
Man hører Tom Jones.
Man spiser en Sunday med varm karamel.
Man snakker om hvordan man har det.

Man kører hjem.

Nogle gange skal man ikke anstrenge sig så meget.

Man kunne også bare skrive almindeligt i stedet for at digte.

onsdag den 2. december 2009

Hvor kom vi fra?


Sidste himmel i november

Det var som om Thure og jeg blev skudt ud af november. Kasper var sendt på weekendtur i Jylland hos Moster Gytta og Onkel Jørgen og fætter Anton (en beagle), og derfor havde vi kun Jeppe. Hvilket ville sige carte blanche til to-do listen og masser af blogindlæg. Haha. Vi nåede ikke en skid. Altså udover at ligge på sofaen, og rode som to teenagere. Vi holdt i hånd, kyssede og kluk-lo over dumme You Tube videoer, så meget at vi glemte, at december, julekalendre, pakkekalender, julepynt, og hverdagen kom igen mandag morgen. Med Kasper i hånden.



Og nu er det december. Lige pludselig. Men julebakken er lavet og hygger hver aften, og julesokkerne er hængt op, så nissen kan fylde dem op med dingen und sachen. Se selv:



Den røde er Kaspers og den grønne er min. Og det er farmor Eva, som står for kreationerne. Faktisk har Kasper to, og han var i dag nede i banken for at aflevere den ene, som vi kan hente igen om to uger, og så er der gaver i. Jeg overvejede samme trick hos Birger Christensen, men den gik ikke. Mage til smålighed. Og så op til jul.

Men udover det, så er december måned speciel for mig. Vi er fire december børn i familien. Min moster d. 10. dec., min onkel d. 21. dec. mig d. 24. dec og Kasper landede d. 25. december. Tilbage i 2006 havde jeg lige sendt de sidste familiemedlemmer ud af døren juleaften, og fået par timer på øjet, inden jeg blev ramt af en ve-tsunami, og derefter blev mor for første gang 1. juledag kl. 9.05. 14 dage før termin. Min mor var flad af grin. Og det var også, for jeg er fan af fødselsdage i julen. Det er simpelthen så røvhyggeligt. Det er bare. Og min mor har været helt helt fantastisk til at holde fødselsdag for mig og mine venner hele dagen indtil familien kom kl. 17.30.

Så når Kasper kigger på mig med store forventningsfulde øjne og siger: '...og så har vi to snart fødselsdag, ikke mor, først dig og så mig', så ved jeg bare det bliver en fest resten af livet med de fødselsdage. Lige nu kigger vi på Shanes kalenderlys, og Kasper ved, at vi har fødselsdag nede ved juletræet. Og at moster Gytta her der hvor hjertet er og onkel Jørgen har hvor stjernen er.

Det' jul - det' cool.


tirsdag den 1. december 2009

Om søvn

Jeg æde min gamle bh på, at du har en helt særlig måde, at få dit barn til at sove på. Læs mere på iiamo-bloggen.

And the winner is



Tak for alle jeres bud. Det rigtige svar, traaaaatraaaaaaa, er 18 min. Til alle jer, der tippede mig til at kunne gøre det under 18 min. - det tager jeg som udfordring!

Der var tre af jer, som havde svaret 18 min. og derfor var Thure ikke sen til at lave en lodtrækning, der foregik på min mors ældgamle tæppe, inkl. gylpeplet. Fra Jeppe altså. Og så fik han selv den meget opfindsomme idé at holde billedet....ja det kan I jo selv se.

Men nu til vinderen. Det blev dig JSB. Send mig en mail med dit adresse.

mandag den 30. november 2009

RETTELSE TIL GIVE AWAY

Jeg har nok formuleret mig lidt snørklet, men det jeg mente var:

Hvad er den hurtigste tid jeg har brugt på at aflevere Kasper fra vi går hjemmefra, til vi er ved bussen til udflytterbørnehaven.

Jeg giver et lille hint: vi er på gåben, Kasper på løbecykel og Jeppe er med i barnevognen. Vi tager Metroen noget af vejen.

Alle jer, der har svaret i det andet indlæg, smid jeres bud her ;-)

søndag den 29. november 2009

1. adventsgave give away


Ja der skal da ingen smalle steder være her på bloggen. I skal da også mærke, at det er jul, så derfor er der i dag og de næste tre søndage en give away. Det er Marens bog, som I ser på billedet. En skøn bog med nogle af de hemmeligheder, som vi mødre går og gemmer på.

Her er et par stykker af dem:

Min treårige søn blev væk for mig i et indkøbscenter, fordi jeg var så optaget af at kigge på tøj. De måtte kalde mig over højtaleren.

Når mine børn prikker mig i maven eller klapper mig på numsen og siger 'tykke mor', griner jeg bare og vrikker lidt med bagen eller puster maven op. Men inderst inde bliver jeg skide sur og synes bare de skal klappe i.

Har du lyst til flere hemmeligheder fra bogen så skal du gætte dette:

Hvad er den hurtigste tid jeg har brugt på at aflevere Kasper i børnehaven?

Læg en kommentar med dit svar. Jeg trækker en vinder tirsdag morgen. Når jeg har afleveret Kasper.





onsdag den 25. november 2009

Heldigvis


Sidder ham her og smiler til mig dagen lang. Jeppe fyldte 3 mdr. i går.

Av!

Helt ærligt. Av. Har ondt over det hele. Gider ikke noget. Er pyldret. Og træt. Piggy-flu? Jeg ved det ikke. Lider vistnok ikke af en kronisk sygdom og er vist heller ikke mellem 0-4 år, så jeg dør nok ikke i dag. Nå.

Jeg har ved gud en masse at være stolt over. En masse at være glad for. Men jeg har det som Kasper, når han kommer hjem fra børnehaven og ikke har sovet i bussen på vej hjem. Grumpy og ugidelig. Og hvor er det dog rart at vide det. For det glemmer jeg engang imellem. Og så kommer jeg til at spørge ham om alt muligt, når han bare helst vil sidde stille og kigge.

Gå lige væk verden. Jeg er ikke hjemme i dag.

tirsdag den 24. november 2009

Jamen det gør bare ondt!

I dag blev jeg ringet op kl. 8.24. Det var min veninde. Med mor-kvaler. Og som netop havde sendt sin søn med bussen til udflytteren. 'Jeg skal altså bare lige ha' luft', sagde hun. Og så vidste jeg godt, hvordan hun havde det i maven.

Hun havde sendt lillemand afsted med bussen til udflytteren, selvom han var klatøjet. 'Jeg var jo nød til det' klagede hun. 'Jeg har en workshop i dag, som jeg simpelthen ikke kan lade andre om.' 'Altså han havde jo ikke feber, men skulle jeg have ladet ham blive hjemme'? 'Det kunne jeg jo ikke......' 'Jeg håber de ringer hvis han får det dårligere....'

Der var ingen gode råd, for det eneste, der hjælper her er et knus og en forsikring om at hun var en god mor. At jobbet, som mor koster hjertekvaler, og at man engang imellem oplever situationer, som man intet kan gøre ved, andet end at række ud. Efter hjælp, et øre, der kan lytte og et knus.

Jeg gav hende et knus på afstand. Men jeg ville ønske, der fandtes en butik, hvor man akut kunne gå ind og få sit fix. Altså en krammer. At man selv lige ville blive holdt om, og forsikret om at alt er i den skønneste orden. Også selvom der sidder en klatøjet lille dreng i bussen med skuffen hængende hen over sædet.

Så hermed en fælleskrammer til alle jer skønne, kloge, modige, lækre og seje mødre derude.

I er perfekte, præcis som I er.

Jo I er.

Ræk mig lige saltet, Bassemand

Om at indse, at det er tid til lidt voksentid. På iiamo-bloggen.

søndag den 22. november 2009

You Tubing down memory lane



Her til aften har Kasper og jeg været på You Tube og set sjove videoer. Af katte, der prutter, hunde, der hopper ind i døre og godstoge, som er 4 min. lange. Altså vognene. Og så griner vi til vi er ved at tisse i bukserne. Det er bare skide skægt det der Uh Tuh (You Tube).

Vi faldt af en eller anden grund også over Rick Astley. Jeg lokkede Kasper til at se videoen til 'Never Gonna Give You Up', hvis jeg lovede ikke at danse i sofaen imens. Dét ville han bare ikke have. Hold nu kæft det var skægt. At sidde i en sofa på Amager. Med et barn, som var mit. Og et andet, sovende inden ved siden af. Som også var mit. Og med en mand, der lige var gået i kælderen for at ordne noget. Den havde jeg eddermame ikke set komme i 1987.

For engang var Rick Astley lig med Ray Bans, skulderpuder, permakrøl, at kysse med Lars Pedersen i en hæk, 7. klasse, perlemors-læbestift, BALL-trøjer, de første klubfester, og drømmen om den store kærlighed. Det var alt eller intet. Og Rick Astleys tekster passede perfekt som underlægning.

I dag. 22 år efter. 22! så er der altså en lidt anden underlægning som tema-melodi, men jeg er stadig helt vild med 80'ernes alt eller intet filosofi.

Så skru op og lav en søndags-karaokee med Rick.

Og ps.
Omkvædet anno 2009:
Hvad du synger: Never gonna give you up, never gonna let you down
Hvad du tænker: Skift den lorteble eller jeg skrider

Hvad du synger: Never gonna run around and desert you
Hvad du tænker: Jeg tager i biffen, du må klare ungerne alene - hejhej

Hvad du synger: Never gonna make you cry, never gonna say goodbye
Hvad du tænker: Jeg tager til Indien med det mindste barn og holder barsel ok?

Hvad du synger: Never gonna tell a lie an hurt you
Hvad du tænker: Nej det er da en gammel taske, jeg kunne da ikk finde på at bruge børnepengene.

Far-kærlighed

Tid

For nogle med børn og babyer handler det meget om søvn og mangel på samme. Det gør det ikke for mig. Det handler om tid. Og mangel på samme. Jeg har ikke tid til mig selv. I går kunne jeg uden at lyve sige, at jeg højst havde haft 5 min. og det var de 5 min. jeg stjal, da jeg satte mig ud på toilettet og kiggede intenst på en boligreportage om nogen, der boede på et slot. I Frankrig. Jeg nåede lige at drømme, at det var mig der sad i den lilla sofa i stuen og kiggede ud over markerne og blev så utroligt inspireret til at skrive en roman, inden det bankede på. Det var Kasper, som ville med mig på toilettet. Og fordi han bærer sin trodsalder uden på tøjet, så kunne jeg nemt se en scene udspille sig udenfor døren. Jeg lukkede op og han kørte ind på badeværelset på sin elskede bil. Så sad vi der.

Jeg troede også at Jeppe ville være ligesom Kasper, der gerne tog en lang lur på to-tre timer midt på dagen på. Plus en morgenlur på en time. I hvert fald. Det gør han ikke. Han sover fantastisk om natten, og vågner først kl. 4.00 (tidligst) for at få mad. Og så sover han til klokken 8.00. Men om dagen tager han, hvis jeg er heldig, tre lure af 30 min.

Så jeg klynker ikke over gråvejr, regn, eller mørke eftermiddage. Jeg klynker over den tid, jeg ikke har. Eller praktiserer mig til.

Og nu vågnede Jeppe. Med et smil så stort at tiden står stille. Jeg tager al klynk tilbage.

fredag den 20. november 2009

1-2-3 sov!

Så er det fotodokumenteret. Kasper, som faldt omkuld. Af sig selv. Efter en dag i børnehaven.

Han er allerede kendt som drengen, der ikke sover. Heller ikke i bussen på vej hjem. Der hvor de andre nupper sig en lille morfar ovenpå dagens strabadser. Han skulle jo nødig gå glip af noget. Tænk, hvis der kom en Mercedes kørende og han ikke så den?

Men det skete altså. At han lå med sit Thomas Tog og pludselig faldt i søvn. Vi har altid kigget undrende på de børn, som ligger og slumrer i klapvognen, mens de er på tur. Det gør Kasper bare ikke. Af princip. Så vi var helt helt stille. Som om der lå en farlig drage på stuegulvet, og vi bar ham ikke ind i seng, før vi har helt sikre på at han ikke ville vågne.

Nyt på iiamo-bloggen

Om at være Ranger-mom

onsdag den 18. november 2009

Nyt på iiamo-bloggen

Om at få to børn ud af huset alene. Første gang. På tid. Inden bussen til Kaspers udflytter-børnehave kører. Altså, hvor man ikke kan diskutere flyverdragtprincipper i særligt mange minutter.

mandag den 16. november 2009

Pjække-røve

I går stod Kasper og jeg på Islands Brygge st. og skulle egentligt hjem. Vi havde sammen med Thure og Jeppe gået Amager Fælled tynd og Kasper havde cyklet igennem hver en lille vandpyt og hans strømpebukser med bjørne var pænt våde.

Vi steg på metroen, for at tage hjem efter tørt tøj og et varmt bad, men blev enige om at det kunne være hyggeligt at køre to stop mere, og så tage metroen tilbage. Det gjorde vi så. Kørte to stop længere. Og stod af ved Fiiiiiiils (Fields). Derfra kan man se alle de store toge som kører til lufthavnen, og Kasper kiggede længe og forventningsfuld ned på togskinnerne. Vi blev enige om at gå ned og kigge på ét af dem, som ankom om 5 min. Ét, sagde moren.

Vi sad og snakkede lidt på bænken, mens vi ventede på toget, og lige dér fik jeg lyst til at pjække. Fra aftensmaden og rutiner. Så selvom sokkerne var våde og vi begge havde mudder op af benene, løb vi over på den anden side af perronen og tog et tog ud til lufthavnen. Kaspers øjne blev store som te-kopper, da sandheden gik op for ham. Lufthavnen. Ud til flyvemaskinerne. Og pølser. Han var ikke til at skyde igennem. Og det var jeg heller ikke.

Vi ankom iført løbecykel, mudder, og snotnæser til lufthavnen med alle de rejseklare og polerede mennesker. Kiggede lidt på alle skærmene med gule bogstaver, og gik hen til den nærmeste pølsebod og bestilte to hotdogs. Kasper sad oppe på pølsemandens disk og fordi han, lige for tiden, ustandseligt laver en Poul Richard, så måtte han jo bryde ud i sang. Han sang og sang om en lillebitte mand, som bor oppe på en bakketop, med sin kone og alle sine børn. Poul Richard ville ha' været stolt.

Pludselig får han øje på et par juletræer oppe i loftet og råber: 'Mor, er det her en lille fest?'

Og ja. Det var en lille fest. Væk fra alt det vi plejer at gøre søndag aften kl. 18.08.


onsdag den 11. november 2009

En dag i udflytteren

Så. Har jeg den onde lynemig været i børnehave. Tog hele turen med Kasper fra vi stod på cyklen i morges, til vi var hjemme igen kl. 16.15, helt fulde af røde vejrbidte kinder. Årh hvad det var fedt.

Det er et midlertidigt sted de skal være indtil juni, hvor de åbner dørene til det nye store lækre sted. Men manner et godt alternativ de har. En gammel rønne af et husmandssted, som ligger langt ude på Lars Tyndskids Mark, men med en have fuld af kringelkroge og en trold. Ja, den bor selv oppe i skuret og er på mærkelig vis altid i Netto efter pandekager, som den elsker. Kasper smed et par kogler derind i håb om at den ville komme ud og takke ham, men nej. Den blev væk.

Udover det så har vi spillet fodbold, samlet fodboldmål, leget bus, spist madpakker, leget tagfat, spist æbler, og kigget nysgerrigt på hinanden. Alle de nye børn.

Kasper går til den med krum hals, men er stadig forsigtig. Han vil helst ikke dele sit legetøj og vil helst være chauffør i bussen HELE tiden. Det giver nogle dunk i hovedet og lidt brydning, som et par gange kostede nogle skrig og skrål. Og jeg havde SÅ meget lyst til at feje for ham hele dagen, og lægge røde løbere ud hvorend han gik, men jeg holdt mig i skindet. Det gør ondt, når han helt ulykkelig kigger på mig, når han bliver kanøflet, min lille bitte Kasper. Men han må selv lære at finde en pind og slå igen.

Da vi kørte hjem i bussen sad han ligeså stille og kiggede ud af ruden. Og jeg var ved at give mig til at tude. Ikke for noget særligt, men bare fordi. Jeg synes jo lige jeg har født ham. Og så sidder han der, med sine krøller, og kæmpestore blå øjne, i sin lillebitte strikvest med sine små sokker med bjørne på. Hvad mon han tænkte på? Havde han haft en god dag? Ville han være utryg i morgen, når han selv skal afsted? Kan de passe godt nok på ham?

Det er i de situationer jeg for alvor bliver konfronteret med vores job som forældre. Hvordan vi har rustet ham til den verden han møder. Har vi lært ham at være en god ven? Har vi lært ham at stole på sig selv? Altså. Det ansvar er nogle gange mere sårbart end jeg vil være ved.

Men nu må jeg løbe. Har en madpakke, der skal smøres. Noget som jeg helt uventet synes er super sjovt. Er I klar over hvor mange mærkelige ansigter man kan male på en æggeskal? Børnehave holder 100.

tirsdag den 10. november 2009

Yiiihaaar

Hvis det her billede ikke bare er det kæreste jeg har set i dag, så ved jeg da ikke. Børne-uld-rodeo med ishockeyhjelm. Sådan! Ikke noget med at sidde på en fesen pony, der ikke gider at gå.

Sleepless in Amager


Klokken er 4.23 og gæt hvad? Jeg kan ikke sove. Jeppe fik mad for en halv times tid siden, og pling! så kunne jeg ikke sove. Men så er det jo godt, at ham her kan holde mig ved selvskab. Det er vores hyggelige græskarmand, som Kasper og mig tænder hver aften når det bliver mørkt.

søndag den 8. november 2009

Hvordan går det med min tissemand mor?

Det er et spørgsmål, man sagtens kan få af en snart 3-årig. Nemlig Kasper. Som nu er blevet så stor, at han går en del op i sin tissemand, og hvad den kan. Han spurgte også, om jeg havde en tissekone, og om jeg iøvrigt havde glemt den hjemme ved mormor. Altså.

Hvad f***** foregår der oppe i de hoveder nogle gange? Glemt den? Hvilken tankerække er det, han har været igennem for at nå hen til det? Jeg vil ikke vide det.

Men det er slået fast med syvtommersøm, at jeg har en stor dreng. En som fra i morgen bliver et børnehavebarn. BØRNEHAVEBARN.

Sådan en, der har temauge og siger prut. En, som skal have madpakke med, og køres i bus hver morgen. En, som får sin egen lille kuffert, at putte ting ned i. En, der er begyndt at argumentere med et: 'nej jeg skal IKKE ha skiftet ble, og jeg er HELT sikker.' Og siger ting som 'du må ikke få den her, men du kan få den her i stedet for' og som kan kende forskel på bilmærkerne. Det kan JEG ikke engang. Men lille bitte Kasper kender udmærket løven på en Peugeot. Og udmærket er klar over at mormors Jens, kører i en bil, som hedder Turaijng (Touran).

Hold da nærmest kæft. Jeg har da lige afleveret ham. På Lilla Stue og med tårer i øjnene og dødsangst over at skulle tilbringe hele 20 min. på personalestuen. Og nu skal han i børnehave, og jeg skal smøre madpakke i morgen.

Jeg kommer helt sikkert til at hade det med madpakken, men jeg kommer helt sikkert til at elske, at hente ham og se ham sidde i bussen i sin lille regnbuefarvede flyverdragt og den tomme madkasse. Og høre på alle de nye historier han skal fortælle. Det bliver så godt.


Hvis du har tid:

Nyt på iiamo-bloggen: om tøjterapi med stjerner.

lørdag den 7. november 2009

Fuhrmann Sale


Verdens skønneste støvler fra Fuzzie - købt for små. Aldrig brugt. Kun forsøgt at presse Kaspers fod derned i ærgelse, for de er så fine. Læder med rågummisål. Str. 25. 150 kr.

Lækker Molo-hue med stjerner. Aldrig brugt. Kun i 10 sek. af Kasper, som decideret NÆGTER den hue. Og den er bare så fin. Str S. 80 kr.

Lækre Molo-vanter. Aldrig brugt. Kasper går bare ikke med vanter og det er iøvrigt ikke til diskussion. Str. 3. 80 kr.



fredag den 6. november 2009

At prioritere

Jeg satte mig ned for at skrive til alle jer. Men jeg er træt. Og mæt ovenpå i dag. Så jeg lukker ned nu. Jeg vil i stedet for at stjæle mig en halv times alenetid mere, gå i seng.

Jeg vil børste mine tænder, gå ind på Kaspers værelse, sidde lidt og ae ham, mens han sover, og kysse ham go nat en sidste gang i dag. Jeg vil lægge mig op af Thure og endnu engang mærke den fuldstændige fantastisk følelse af, at det er det tryggeste i verden. Men inden jeg sover vil jeg kysse lille Jeppe, og falde i søvn til lyden af, at han trækker sit lille vejr. Og inden jeg helt falder i søvn vil jeg snige mig over i hans seng og snuse til hans hår, som er så blødt og dufter så meget af baby, at jeg ville ønske den duft fandtes på dåse.

God nat.

torsdag den 5. november 2009

Hvad skal jeg lege?

Jeg har et sjældent øjeblik. Jeg keder mig. Jeg gider ikke noget. Man siger det er sundt, når børnene får lov til at kede sig. Men hvad med de voksne. Er det også godt?


tirsdag den 3. november 2009

Selvforkælelse på Gl. Kongevej

Om høj hat og mor-tid, og hvor vigtigt vigtigt vigtigt det er at tage fri fra familien. Og er det for meget med én dag, så tag én time. Bare gør det.

søndag den 1. november 2009

Engagerede verdensborgere

Hver aften kl. 20.01, ligner Thure og jeg Øb og Bøv. Vi er færdige. Som i, helt færdige. Det her to-barns-koncept, hvem fanden har opfundet det? Hvar´?

Jeg har kun hån tilovers for de et-barns forældre, der klager over manglende tid og frihed. Hahahahahahahahaaaaaa. Næh, os to-børns-forældre, vi ved nok hvad det hele handler om. Med to børn, så har du nemlig ingen. Ingen. Ingen. Tid tilovers.
Den tid, hvor du vidste, at ældstebarnet sover til middag, er nu inddraget, så det der med at sætte en vask over, tømme opvasker og læse om det der sker ude i verden, det kan du godt vinke farvel til. Medmindre du har hjerneceller tilbage efter 20.00. Og det har du ikke. Og har du heller ikke forberedt mad, så det max. tager 5 min. at varme, så er det ris til egen røv, for haha, så har du et stk. baby i ulvetime, og et stk. selvstændighedsalder flyvende rundt i rummet, som en ballon man lukker luften ud af.

Man løber rundt og prøver at være voksen, men håber alligevel at de rigtige voksne kommer og tager over. Snart. Så lidt nedslående var det, da jeg her til aften endelig åbner køleskabet for at se om nogen har gemt noget godt derinde. Jeg ser til min overraskelse, at der står en Barcadi Breezer. Og det er jo søndag. Og begge drenge sover. Og sådan en har jeg aldrig smagt. Så jeg sætter mig ned og drikker den, åbner Vi Forældre og læser, at den nye trend, bliver at tage ansvar og være voksen. At opdrage sine unger til at være engagerede verdensborgere. Det siger Emilia van Hauen selv. Skål!

Jamen det vil jeg sørge for så. At mine to sønner bliver engagerede verdensborgere. Med slips og det hele. Så kan jeg nemlig sidde på Amager og drikke Breezere og tage til X-faktor audition som det passer mig. Og mon ikke vores nabo Bella Centeret har en pjece om det dersens klima-halløj alle taler så meget om. Co-et-eller-andet.

Nå. Jeg hopper i kanen, der i dagens anledning er med Nutella-håndaftryk. Det burde skiftes, det sengetøj. Men jeg orker ikke. Det kan de voksne gøre. De kommer i morgen.

onsdag den 28. oktober 2009

2 zoner til zen

Jeg har gjort det nogle gange nu. Taget bussen til Frederiksberg med Kasper og Jeppe. Vi står af ved Drosselvej, og går 5 minutter, og ringer på døren til det store hvide hus. Og så. Så oser det af zen. Ikke af røgelse og store guldglimmer buddha figurer, men af smil og hjertevarme og deluxe chokolade på et stort fad.

Det er hos Anna, det foregår. Anna med pelspølsen Chili, som slænger sig i alverdens kroge, og som hver dag er taknemmelig for 3 ting. Hver dag. Og derfor var jeg da også svært nysgerrig den første gang jeg trådte ind af døren med Jeppe. For hvordan er hun så, hende damen med de 3 ting? Og er det bare fis i en hornlygte med al den taknemmelighed?

Men intet er fis derude på Frederiksberg. Man bliver rolig. Og stille inden i. Og får overblik. Og der er simpelthen så meget hjertevarme, at det kommer ned i alle jakkelommer.

Jeg har læst Annas bog, Zen for mødre, og har den også med mig i barnevognen, hvis jeg skal gå langt. Men jeg må sige, at jeg godt kan få en lille smule stress over at skulle finde så meget zen i løbet af en dag. Men det virker altså.

For når vi så sidder derude på Frederiksberg ved de store vinduer i de store stuer. Så sker der noget. Jeppe sover på mystisk vis hver gang og Kasper jonglerer virkelig med sine gode sider. Han hygger sig. Han spiser chokolade. Han render rundt efter pelspølsen med 'kattefras' og leger med Jakobs biler. Jakob, som han konsekvent kalder Mester Jakob. Han sidder stille og lytter til historier, og han fortæller selv om alt det, der sker i hans lille liv. Med en iver og entusiasme som er smitter.

Og lige dér. Der ved jeg, at han bliver en god ven. En god og kærlig ven, som lytter og giver alt det bedste han har. Og så er det alle kampe værd. Alle skrigeture og grå hår og bekymringsrynker. Vi har lavet et stk. kærlighed formet som Kasper. Det gør mig stolt.





mandag den 26. oktober 2009

Blogometer -1

Der er da helt utroligt, som jeg er i bund med der her bloggeri.

Men med en dag, hvor jeg skulle færdiggøre en artikel til Vores Børn, i bad, til møde i banken, købe gave til Thure, som har fødselsdag i morgen, og handle, så er der bare o og en skid til andet.

Verdens kedeligste indlæg, I know, men så fik jeg da lidt afløb for skrivekløen.

Og den eneste grund, iøvrigt, til at jeg kan skrive her er fordi Jeppe ligger i sin barnevogn og endelig sover, fordi han sked hele vejen igennem forsikringsoversigten i banken. Han skider jo af princip ikke. Kun ved festlige lejligheder. Og det var da også festligt i banken, da jeg opdagede efter første tryk i bleen, at jeg havde glemt pulsetasken derhjemme. Fedt nok. Havde jo planlagt at købe gave til Thure på vej hjem.

Så hvad gør den kloge mor? Jo, hun håber på at ungen ikke får en blålilla røv af at ligge i en time med en lorteble, springer frokosten og spiser en pose skumjulemænd, så hun kan nå at købe gaver til sin mand.


fredag den 23. oktober 2009

GOD WEEKEND

Hvornår kommer du igen mor?


Nu tager jeg til Jylland til bloggertræf, med Kejsersnutten under armen. Det bliver en fest.

Hyg jer allesammen.

onsdag den 21. oktober 2009

En dag i en mors liv

I nat fik jeg endnu et barn at passe. Thure blev nemlig rigtig dårlig og lå med hovedet i kummen det meste af natten.

Så da Jeppe var fodret af kl. 01.00, gik turen til stuen, hvor Thure skulle have lidt vand og en våd klud på panden. Og et æble. Ind i seng igen. Så græd Kasper og skulle have sin sut. Ind i soveværelset igen. Prøve at sove. Vækket af Thure igen. Sove videre. Vækket af Jeppe, der kom over i sengen til mig, hvor han faldt i søvn. Vækket af Thure. Slumrede videre.

Lyset blev pludselig tændt på Kaspers værelse, og jeg kunne høre hans små fødder dappe rundt ude på gangen. Han kom ind til mig, og hoppede ind under dynen. Der lå vi i et helt kvarter, før jeg fandt ud af at det var morgen.

Ud af sengen uden at vække Jeppe, og første lorteble blev skiftet. Vi spiste havregrød i mørket. Kasper og jeg. Og så vågnede Jeppe. Mad til ham, Kasper foran Palle Gris. 10 minutters stilhed. Ind til Thure med vand. I tøjet med Kasper. Og mig. Jeppe ud i barnevognen. Kasper ovenpå og afsted i vuggeren.

På vej hjem. Ind i Netto. Jeppe vågner og skriger. Hans sut var røget. Trøste trøste trøste. Jeppe stille igen. Ud af Netto. Hjem igen. Pakke ud. Pakke Jeppe ud. Gi ham mad, og skifte ble. Sætte en vask over. Tømme tørretrumbler. Lægge tøj sammen, mens Jeppe blev underholdt af sine fisk i loftet.

Ind til Thure med æbler og kiks. Tilbage til Jeppe. I barnevognen med ham. Ud på altanen. Stilhed. Tømme opvasker. Sætte på plads. Fylde den igen. Og gå ned med skrald.

Spise frokost. Sende sms'er. Tjekke mail. Binde snørrebånd og sætte mit hår.

Begynde på blogindlæg. Jeppe vågner. Ind med ham igen. Sove videre på sofa. Mig til tasterne. Tjekke kalender for resten af ugen. Booke togbillet, og ringe til veninde.

Kl. er 12.26 og jeg har lige opdaget at jeg har gået rundt med mine bukser med vrangen ud af hele dagen.

Hvordan har din dag været?


mandag den 19. oktober 2009

Den søde skrivekløe


Jeg elsker at blogge. Så er det sagt. Jeg elsker alle de nye cybervenner, jeg har fået, og jeg har endda har mødt nogle af dem i virkeligheden. De har været så søde. Det holder altså. 100.

Udover det, så ville jeg blive sindsyg, hvis ikke jeg skrev, så derfor kan du fremover også læse indlæg fra mit mor-liv på Iiamo's hjemmeside.

Iiamo, tænker du. Er det en is? En by i Italien? En siciliansk stripper? Et fænomen? Nope. Det er såmænd navnet på et firma, som de to fædre Rasmus og Nicolai er stiftere af. Indtil videre har de lavet en to-go sutteflaske til bebs:

Første gang jeg så den i Baby Sam, tænkte jeg: What the fuck, der står der simpelthen et massageapperat - lige ved siden af hoved-hale fadet. Frisk nok af Baby Sam. Men døm selv.


søndag den 18. oktober 2009

Verden ifølge Jeppe


Nu har jeg kendt Jeppe i 8 uger, og jeg har lært følgende:

1. Han kan lugte på 10 km afstand, hvornår jeg er alene med ham og derfor timer han det således, at han ikke sover, når vi skal være sammen. Det er da sødt af ham.

2. Han falder bedst til ro, når mor går med ham i armene og holder sutten inde i munden på ham. Han skulle jo nødig overanstrenges, når han er ved at koncentrere sig om at sove.

3. Han gør ikke en stor dyd ud af at skide, til gengæld vælger han at servere store fyldte bleer ved festlige lejligheder, såsom bogreceptioner, besøg hos naboen, ved præsentationsrunden til den første mødregruppe, når vi er på hospitalsbesøg, og når vi andre skal til at sætte os til bords. Som sådan, tror jeg ikke, at han får svært ved at sætte sig selv i centrum.

4. Pattet babylegetøj og uroer af skaldede skeløjede fugle siger ham intet. Bøger derimod. Dét kan få knapperne til at rulle i hans lille hoved, når han sidder i skråstolen foran bogreolen. Måske kan han allerede stave - kloge barn.

5. Han smækker skuffen ud, lige inden han giver sig til at græde, sådan en ekstra service til os trætte forældre, om at nu kommer der altså en omgang gråd. Betænksom ung mand, for så kan vi nå at tænde for elkedlen og lave en flaske til ham, inden 3. verdenskrig bryder løs.

6. Og så har jeg lært, at han er fuldstændig uimodståelig og blød og sød og dejlig.


torsdag den 15. oktober 2009

(Sprog)blomst

Dette indlæg kræver et foto, men jeg er så træt og det er så mørkt, at jeg poster et i morgen.

Men historien bag billedet, er at Kasper i dag kommer ind af døren med røde kinder, snot ud af næsen, og står som en lille lysende sol i døren i sin regnbuefarvede flyverdragt og råber af sine lungers fulde kraft: 'SE MOR, EN OVERRAMSKELE', og så fik jeg ellers verdens største gule buket blomster. Fordi jeg var en god og sød mor.

Min lille Kasper er blevet så stor. Og så helt fantastisk et menneske, at man kun kan elske ham højt.

Det er sjældent, at jeg har pralehatten på, men lad mig nu blive i det. For når han ikke er det trodsige, emsige og sure barn, så er han fantastisk betænksom, omsorgsfuld, sjov og kærlig at det gør helt ondt.

I går sad han på sin stol og var lidt stille. Han trommede med sine små hænder på bordet - noget han har gjort siden han var helt lille. Pludselig kigger han op på Thure og siger: 'Hva' så, hvordan går det med dig Thure?'

Min lille Kasper.

mandag den 12. oktober 2009

Hvem opfandt børnene?

I dag var jeg på Riget. For at besøge en nær og kær veninde. Vi sad og sludrede og pludrede og Jeppe var med og så ragede vi lidt på ham. Solen skinnede og efteråret var smukt. Stille og rolig mandag formiddag.

Havde det været i går derimod, ville jeg stå på første parket med min dyne og tigget om en ekstra seng, som jeg kunne ligge og gemme mig i, mens jeg havde hånden nede i noget hospitals-narko. Og good-bye-ruth til familien.

Jeg kan endnu ikke helt finde ud af hvor hårdt det er med to børn. For vi gør det jo bare. Men. De dage, hvor Kasper er det rasende flitsbue-barn, der gør sig slatten hver gang vi løfter ham, mens Jeppe er overtræt og hyler, og man prøver at lave mad, og tørre snot af sofaen og redde væggene for farvekridt, og sætte en dvd på for at få ungen til at holde kæft i bare to minutter og snerrer af manden og glemmer det vasketøj, der har ligget i vaskemaskinen i to dage og nu lugter surt og træder i en legoklods og ender med at råbe hold kæft, dér mærker man at ét barn er en ren badeferie.

Hold. Da. Kaje. Hvor man bliver banket i gulvet.

Thure og jeg snakkede om i går, om det her var det hårdeste. Eller om det blev værre. Thure havde det som om han havde løbet tre marathon og så ved jeg, at han er træt. For han har af flere omgange løbet rundt i det skotske højland med sin ven John i over en uge, næsten uden at sove og gået over Indlandsisen på et par ski. Men det kan en søndag i familiens skød sagtens udkonkurrere.

Det er aftener som den, hvor vi ender med at bunde en dåseøl, slå en bøvs og sidde i hver sin sofa og ligne to pedeller ved fyraftenstid.

Og så er det man tænker: hvorfor fik vi egentligt børn?


Moooooooooaaaaaaar

Jeg har fået denne stribe tilsendt af Lotte, en af læserne her fra bloggen. Og mere har jeg ikke at sige om vores weekend. I ved hvad jeg mener.

I dag er det mandag. Stearinlysene er tændt, og vi har spist havrefras i mørket, mens Kasper har skålet med os alle. Meget mere festligt bliver det ikke.

lørdag den 10. oktober 2009

Moder jord

Det er sådan, har jeg erfaret, at når man er blevet mor, så skal man pludselig også være i stand til at rumme alle mulige menneskers problemer, følelser og udbrud.

Jeg blev mindet om det i dag.

Da jeg gik med Jeppe i rask trav over Langebro, var den pludselig en mand, der råbte noget helt uforståeligt. Han var svensker, og efter eget udsagn stang barcadi. Nå. Men han ville gerne vide, hvor Hovedbanegården lå, og jeg forklarede ham vejen. Han nikkede og sagde 'thank you', og gjorde mig opmærksom på at han ikke kunne snakke svensk, når han var fuld. Det giver jo god mening.

Pludselig kunne jeg se på ham, at han syntes det var hyggeligt at vi fulgtes, og spurgte til Jeppe, og så gik han ellers i gang med at fortælle om sit liv. Og det skortede ikke på detaljer - skulle jeg hilse at sige.

Der var flere gange, hvor jeg egentligt havde lyst til at fortælle ham, at dette var mine eneste to timer uden et barn på armen, eller omkring benet, og at jeg faktisk var ligeglad med om han skulle have to huller i det ene øre, og en tatovering, og om han skulle købe en dansk eller svensk avis.

Mens vi gik der, slog det mig at han sikkert syntes det var skide hyggeligt med sådan en mor, der kunne give ham lidt omsorg på afstand. Jeg fik ikke hørt Mads og Monopolet færdigt, men fornemmede til gengæld dilemmaer nok til ti programmer.

Tjullahop for mødrene.

onsdag den 7. oktober 2009

Hvad er der med den Muhammedgris?

Skulle da ellers lige hilse at sige at det er ambitiøst at ville skrive et blog-indlæg pr. dag med en knap 3-årig og en baby.

Ligeså ambitiøst er det at ville følge med i diverse nyheder. Og endnu mere ambitiøst; tro at man kan huske dem, når hovedet vender væk fra skærmen.

At folketinget åbnede gik helt hen over hovedet på mig. Jeg troede bare det var fredsvagterne på Christiansborg der holdt en større demo end ellers. Jeg hørte også kun med et halv øre at Peter Brixtofte igen skal ind og spjælde for noget lige lovligt dyrt Barolo. Og at vi havde fået en ny 50'er. Det anede jeg sgu inte. Faktisk var jeg overbevist om, at det var en norsk pengeseddel, der en dag lå på køkkenbordet og jeg var halvfornærmet på pigemåden over at Thure havde været i Norge - uden at jeg havde opdaget det. Men altså. De kan da også bare lade være med at trykke den i den uge, hvor jeg fødte.

Til gengæld, mine damer og herrer, kan jeg hælde 90 ml. vand i en sutteflaske uden at kigge og ramme plet hver gang. Jeg kan vennesangen fra Peter Plys og Hafferlaffen udenad og jeg ved at Katie Holmes elsker vampyrfilm.

Så kære Lars Løkke: hvis jeg var dig, ville jeg nok holde ekstra godt fast i sadlen. Din statsministerpost. Den er i fare.





mandag den 5. oktober 2009

And the Oscar goes to....

Vinderne er fundet, og det rigtige svar er: 49

Jeg har i den forgangne uge skiftet Jeppe 49 gange og Kasper 0 gange (dem fik Thure nemlig, hehe).

Tillykke til Lisbeth og Dorthe for at ramme plet og til Lone og Tanja for at være tættest på.
(Send mig en mail med jeres adresser, så skipper jeg den videre: annamette.fuhrmann@gmail.com)

Tusind tak fordi I allesammen ville være med, fedt at der var så mange, der bød ind. Og til alle jer der skal en tur i boghandlen, jeg håber også I får al mulig sjov med Min Mor.


OBS!

Afgørelsen på 'Min Mor' konkurrence er i aften, mandag, så du kan stadig nå det.

lørdag den 3. oktober 2009

Give it away give it away give it away give it away now

Har du lyst til at få fingre i bogen Min Mor så spids øjne og læs med.

Jeg udlodder 4 bøger og det du skal gøre er at svare på dette spørgsmål:

HVOR MANGE BLEER SKIFTEDE JEG I SIDSTE UGE?

Dem der kommer tættest på eller rammer plet får en Min Mor bog skudt i deres retning. Og er der nogle blandt de fire der kommer tættest på, som svarer det samme trækker jeg lod.

Go-go-go!

torsdag den 1. oktober 2009

Bogudgivelse

For fem år siden i november måned på dette tidspunkt, kl. 17.52 stod jeg i et køkken på Christianshavn. Jeg havde mit festtøj på og sved på overlæben, for jeg skulle have ordnet 100 canapeer til en 50-60 mennesker. Min mor var der. Både i fysisk form og i bogform. Det var nemlig min allerførste bog, der udkom. Min Mor. Og jeg skulle holde en bogfest.

Jeg havde en anden kæreste og børn havde jeg sådan set ikke gjort mig nogle tanker om. Og de tanker jeg havde gjort var perifære. Jeg vidste faktisk ikke om jeg ville have nogle, for jeg kunne ligesom ikke se logistikken i hvornår de skulle komme. Jeg havde jo et arbejde at passe og nogle film jeg skulle se i biografen. Jeg troede jeg skulle blive boende på Christianshavn i mange år og hver weekend købe morgenbrød på Lagkagehuset og derefter læse min weekendavis. For det havde jeg nemlig masser af tid til.

I dag, fem år efter, kl. 17.52 sidder jeg stadig på lorteøen, bare 2 kilometer længere væk. Billederne i mit køkken vidner om at jeg er gift. Bare ikke med ham fra køkkenet på Christianshavn. Flere billeder vidner om at jeg nu også selv er mor. Til to drenge, hvis bittesmå strømper jeg lige har hængt op. Jeppes og Kaspers.

Det er også en lidt anden bogfest i dag. Der er ikke mange canapeer eller glimmerkjoler, men det er de små ting der tæller, og jeg har indtil videre fejret bog-genudgivelsen med endelig at have fundet en plastikpose til skrald, drukket en kop nescafé, og spist et stykke knækbrød. Min eneste gæst, Jeppe, er gået kold og ligger og ræber på en dyne ved siden af mig. Som pynt hænger der en skeløjet lilla papegøje i min Le Klint lampe og i stedet for mine røde Marc Jacobs sko har jeg Thures onsdags -og fredags-sok på.

Jeg elsker de kontraster, og jeg elsker at man ikke aner en skid om hvordan livet ser ud om et år.

Jeg elsker at være mor. Og jeg elsker at kunne dele Min Mor bogen med jer igen.

ps. jeg holder en give-away, men fordi det er en lille konkurrence, så kræver det et nyt blogindlæg, og så får jeg ikke ordnet køkkenet som ligner noget kun orker kan bo i. Og det duer ikke, eftersom jeg har inviteret Michelle, Oprah og Obama til kaffeslabberas i morgen. Stay tuned på bloggen i morgen aften.






mandag den 28. september 2009

Den nye kone

Kasper tager sig for tiden nogle ture rundt i manegen med sin nyerhvervede titel som storebror. Han kan være alt fra den søde lille pony med fjer i manken til en brølende tiger. Og selvom man godt kan blive rimelig træt i pæren af at høre ham sige 'nejnejnejnejnejnejnejnejnejnej' en hel søndag, så forstår jeg ham godt.

Det må være det samme som, hvis Thure en dag kom hjem og sagde: "Hej skat, nu skal du bare høre noget fedt. I morgen flytter min nye kone ind. Hun er helt vildt sød. Og lækker. Og har den bedste lille røv og kæmpe store bryster. Hun skal sove lige her skat. Mellem os to! Det bliver SÅ skønt. Hun skal forresten bruge bilen, og så får hun også et par af dine Marc Jacobs sko. Dem du ikke kan passe mere. Det er okay ikke?"

Og mens man så prøver at sluge den besked og hilse pænt på Zindy, og lade være med at spytte hende i hovedet og forsøge at behandle hende pænt, så kommer gæsterne. Alle dem der har ventet i spænding på at se lækre Zindy med den fine røv i de stramme cowboybukser. Ind af døren kommer de. Med kram og jubelskrig. Der er endda nogle der græder af glæde over at se hende. De giver hende gaver og knus og skal se hvor fin en seng hun har. Og hvordan hun kan vrikke med numsen og kigge med sine bedårende øjne.

Så var det man selv stod der på sidelinien. Med fedtet hår. Lidt for tyk. Og i et par cowboybukser fra Big is Beautiful og smiler det bedste man har lært. Lige indtil man går amok og skriger som en sindsyg og smider rødvin i hovedet på manden, der med det samme ber én om at tie stille, for Zindy sover. Og det er vigtigt. Meget vigtigt.

Så når vi står der for 117. gang og griber togskinner, der flyver gennem luften, når han sætter tænderne i mit lår, 'kommer til' at tabe sit glas på gulvet eller skriger og laver flitsbuer, fordi ærterne blev serveret på den forkerte tallerken, så tænker jeg på Zindy. Og så får han et ekstra kram. Og en bus fra Fætter DR (BR).






søndag den 27. september 2009

Brødrene Fuhrmann-Kjær

Hej hej, det er mig der plejede at skrive hver dag her på bloggen. Så fik vi Jeppe og så skal man ligesom ind i et andet tråd. Og det er i hvert fald ikke i weekenden, at jeg er i det lette gear, hvor der er tid til at få redt hår eller skrevet andet end 2 liter sødmælk på indkøbslisten.

Men billeder fik vi taget, så her er lidt af galleriet af den seneste yngel.


Gammel kærlighed ruster aldrig. Kasper i sin elskede vogn.

Kasper holder morgenhygge på altanen

Et umuligt projekt. At få to børn til at sidde bare nogenlunde stille på samme tid.

Lille Jepling

Mor og Jeppe

The Kejsersnut



torsdag den 24. september 2009

Min Mor


I Femina denne uge kan du læse et mini-mini interview med mig. Lavet af Julia. Det er nemlig i den dejlige anledning at en af mine bøger er genopstået. Det er bogen Min Mor, som igen skal ligge hos boghandleren inden den forhåbentligt skal med mange mødre og døtre med hjem.

Derfor bliver der også en give away her på bloggen lige om snart, så stay tuned.

tirsdag den 22. september 2009

Det tapre hjerte


De tre søde modebloggere fra Anywho har sammen med Friis & Company designet en taske, hvis overskud fra salget går til forskning af kvinders hjerter. Og er der noget vi mødre har brug for, så er det et tappert hjerte. Og et sundt et.

399,- bananer koster den, og kan fåes fra november.

Hurra for det og for at der en god plads til bleer.

(ps. klik på billedet hvis du vil se tasken i større format, har ikke hjerne til at finde et der er i en højere opløsning).


mandag den 21. september 2009

Ironman vs. Ironmom

Denne weekend har været som at gå på et meget langt tæppe af glødende kul, og jeg stod op i morges med pænt ristede fødder og ditto hjerne.

Den ultra korte version er at Kasper i trodsalder, Jeppe med ondt i maven og Thure på hardcore binyrebarkhormon-kur ikke er den bedste cocktail. Og det er så en underdrivelse.

Jeg har følt mig som en 7-11 butik 'Jeg har alt, undtagen lukket', og således har brystbutikken, trøstebutikken, rummelighedsbutikken, og tålmodighedsbutikken holdt åbningssalg hele weekenden, hvor Jeppe kvitterede for min venlighed med at være vågen kl. 24.00, kl. 2.00, kl. 4.00-6.00 og til sådan cirka nu kl. 12.00, hvor han ligger og puster og knirker og grynter og knurrer fra sin lille kurv. Jeg ved ikke om han er ved at gro en ekstra tarm, men det lyder sådan.

I lørdags havde vi dog, trods kaos i det lille hjem, besøg af en af vores venner, Karina, som er i så psyko-god form at hun kan svømme 3 km, cykle 180 km og slutte hele balladen af med at løbe et marathon. 42 km lige ned i løgneren. Det er hun faktisk så god til at hun blev nummer 4 ved en Ironman konkurrence i England og dermed kvalificerede sig til en Ironman på Hawaii.

Jeg ved, at hun elsker kager, og har en sød tand, og at det ikke har været en dans på roser for hende at komme i form til at gennemføre en Ironman. Men hun har gjort det. Og da jeg spurgte om hun ikke havde pænt meget lyst til at lægge sig ned og hyle i græsset efter 3 km svømning, 180 km på cyklen og så at skulle løbe et marathon lige bagefter, så svarede hun, at hun jo havde trænet sig til ikke at gå så kold, at hun måtte stoppe op og tude af overanstrengelse. Hun tager én bid af gangen. Ét svømmetag. Én omdrejning på cyklen. Én skridt med løbeskoene.

Jeg ved ikke om man kan overføre det, til den Iron-mom vi mødre deltager i hver dag. Men hun har en pointe, og jeg vil virkelig gerne øve mig i ikke at gå kold.

Den åbenbaring har jeg så fejret med 3 ruller Mentos og to Latte. Så kan de sgu bare komme an.