Les Miserables

Der er flere hylekor her i blogland, som er gået i gang mod de såkaldte perfekte uperfekte mødre.

Der bliver plederet for at man skal stoppe med at fortælle om, hvor meget anti-kernesund Amo-blanding man bager boller med, og hvor skidt man synes det kører. Sådan all over.
Nogen bliver decideret livstrætte af at høre mere på det. Nogen synes andre mødre lyver for sig selv, når de 'tror' det er bedst for børnene, at de er i institution til kl. 16.00.
Andre mener at de uperfekte mødre på det nærmeste giver andre mødre dårlig samvittighed, hvis de bager boller, henter tidligt og syer tøj til deres afkom, med alt deres perfekte uperfekte fortællen om, hvordan de aldrig kan få enderne til at hænge sammen og igen må servere pasta med ketchup for børnene. Og gud nåde og trøste den, der skriver en bog om det.

'Åh det er godt med en gang debat' og 'endelig er der nogen der tør sige det' - hyler de videre, mens nogle er enige om, at særligt een blogger, da på ingen måde skal tro at hun er selvbestaltet blog-dronning.

Den kan vi lade stå lidt.

Må jeg sige noget? Jeg synes det stinker af skolegårds-agtig-mobbestemning.

Og jeg synes det stinker.

Og nej, jeg synes ikke bare det er en meningsudveksling, hvor man siger sin mening, når der kommer et navn på.

Jeg blev selv disset på en blog i dag. Dog ikke med navns nævnelse. Men det stinker stadig.

Godt så.

Jeg ved ikke om der er en tendens til, at man hylder det uperfekte morliv. Og hvis der er. Hvad så? Er det ikke skideligemeget? Ligesom det er skideligemeget, hvem der vælger at give deres børn sukker. At Millionøse-tøserne lavede en video, der var ualmindelig nem at gøre grin med. At nogle ikke gider give penge for Angulus og hellere vil have sure Eccostøvler.

Er det ikke fucking ligemeget?

Jeg synes det er. Hvis det er, kan vi jo for helvede bare skrue over på en anden kanal.

Og om jeg er røget i kategorien 'uperfekt mor', der hylder det. Ja det aner jeg ikke. Men jeg skriver om det der sker. Og jeg vil til den dag jeg dør, vælge satiren fremfor alt andet.

Jeg vil til den dag jeg dør, skrive blogge op og blogge ned om at mine børn spiser minutnudler, og at jeg hader Danefæ regnfrakker, men selv er en kliché fordi jeg går med Hunter gummistøvler. Jeg kan også godt skrive, at jeg i mit stille sind får instant tics ved øjet, hvis jeg ser en mor i en Ida T regnjakke med smilemænd og hun samtidig klager over at hun får for lidt sex. Eller de mødre der går i voksen-Katvig. Jeg kan ikke klare det. Men jeg sætter fandme aldrignogensinde et navn på.


Så hvad jeg siger jeg? Jeg siger, at jeg får lange tasker af at man skal pille hinanden ned. Og er der een ting, jeg fanden galemig vil have at mine unger skal, så er det at opføre sig ordentligt overfor hinanden. Om de så er i mangel af D-vitaminer, det er meget muligt, men hellere bleg og rar end kernesund og nederen. (og dette var bare et udtryk - ikke det samme som at jeg hader alle dem der er kernesunde).

Men er der blogkrig, så kan I ikke se min røv for bare satire.

At I ved det.

ps. jeg har lige bagt boller og lavet hjemmelavet jordbærgrød. Mit ældste barn er kommet i seng med sorte negle og der er vistnok lidt tis på lagnet fra i går. Jeg elsker min mand og hader mine deller. Jeg får får lidt, men fik til gengæld noget i går.