fredag den 30. oktober 2009
onsdag den 28. oktober 2009
2 zoner til zen
Jeg har gjort det nogle gange nu. Taget bussen til Frederiksberg med Kasper og Jeppe. Vi står af ved Drosselvej, og går 5 minutter, og ringer på døren til det store hvide hus. Og så. Så oser det af zen. Ikke af røgelse og store guldglimmer buddha figurer, men af smil og hjertevarme og deluxe chokolade på et stort fad.
Det er hos Anna, det foregår. Anna med pelspølsen Chili, som slænger sig i alverdens kroge, og som hver dag er taknemmelig for 3 ting. Hver dag. Og derfor var jeg da også svært nysgerrig den første gang jeg trådte ind af døren med Jeppe. For hvordan er hun så, hende damen med de 3 ting? Og er det bare fis i en hornlygte med al den taknemmelighed?
Men intet er fis derude på Frederiksberg. Man bliver rolig. Og stille inden i. Og får overblik. Og der er simpelthen så meget hjertevarme, at det kommer ned i alle jakkelommer.
Jeg har læst Annas bog, Zen for mødre, og har den også med mig i barnevognen, hvis jeg skal gå langt. Men jeg må sige, at jeg godt kan få en lille smule stress over at skulle finde så meget zen i løbet af en dag. Men det virker altså.
For når vi så sidder derude på Frederiksberg ved de store vinduer i de store stuer. Så sker der noget. Jeppe sover på mystisk vis hver gang og Kasper jonglerer virkelig med sine gode sider. Han hygger sig. Han spiser chokolade. Han render rundt efter pelspølsen med 'kattefras' og leger med Jakobs biler. Jakob, som han konsekvent kalder Mester Jakob. Han sidder stille og lytter til historier, og han fortæller selv om alt det, der sker i hans lille liv. Med en iver og entusiasme som er smitter.
Og lige dér. Der ved jeg, at han bliver en god ven. En god og kærlig ven, som lytter og giver alt det bedste han har. Og så er det alle kampe værd. Alle skrigeture og grå hår og bekymringsrynker. Vi har lavet et stk. kærlighed formet som Kasper. Det gør mig stolt.
tirsdag den 27. oktober 2009
mandag den 26. oktober 2009
Blogometer -1
Der er da helt utroligt, som jeg er i bund med der her bloggeri.
Men med en dag, hvor jeg skulle færdiggøre en artikel til Vores Børn, i bad, til møde i banken, købe gave til Thure, som har fødselsdag i morgen, og handle, så er der bare o og en skid til andet.
Verdens kedeligste indlæg, I know, men så fik jeg da lidt afløb for skrivekløen.
Og den eneste grund, iøvrigt, til at jeg kan skrive her er fordi Jeppe ligger i sin barnevogn og endelig sover, fordi han sked hele vejen igennem forsikringsoversigten i banken. Han skider jo af princip ikke. Kun ved festlige lejligheder. Og det var da også festligt i banken, da jeg opdagede efter første tryk i bleen, at jeg havde glemt pulsetasken derhjemme. Fedt nok. Havde jo planlagt at købe gave til Thure på vej hjem.
Så hvad gør den kloge mor? Jo, hun håber på at ungen ikke får en blålilla røv af at ligge i en time med en lorteble, springer frokosten og spiser en pose skumjulemænd, så hun kan nå at købe gaver til sin mand.
fredag den 23. oktober 2009
GOD WEEKEND
onsdag den 21. oktober 2009
En dag i en mors liv
I nat fik jeg endnu et barn at passe. Thure blev nemlig rigtig dårlig og lå med hovedet i kummen det meste af natten.
Så da Jeppe var fodret af kl. 01.00, gik turen til stuen, hvor Thure skulle have lidt vand og en våd klud på panden. Og et æble. Ind i seng igen. Så græd Kasper og skulle have sin sut. Ind i soveværelset igen. Prøve at sove. Vækket af Thure igen. Sove videre. Vækket af Jeppe, der kom over i sengen til mig, hvor han faldt i søvn. Vækket af Thure. Slumrede videre.
Lyset blev pludselig tændt på Kaspers værelse, og jeg kunne høre hans små fødder dappe rundt ude på gangen. Han kom ind til mig, og hoppede ind under dynen. Der lå vi i et helt kvarter, før jeg fandt ud af at det var morgen.
Ud af sengen uden at vække Jeppe, og første lorteble blev skiftet. Vi spiste havregrød i mørket. Kasper og jeg. Og så vågnede Jeppe. Mad til ham, Kasper foran Palle Gris. 10 minutters stilhed. Ind til Thure med vand. I tøjet med Kasper. Og mig. Jeppe ud i barnevognen. Kasper ovenpå og afsted i vuggeren.
På vej hjem. Ind i Netto. Jeppe vågner og skriger. Hans sut var røget. Trøste trøste trøste. Jeppe stille igen. Ud af Netto. Hjem igen. Pakke ud. Pakke Jeppe ud. Gi ham mad, og skifte ble. Sætte en vask over. Tømme tørretrumbler. Lægge tøj sammen, mens Jeppe blev underholdt af sine fisk i loftet.
Ind til Thure med æbler og kiks. Tilbage til Jeppe. I barnevognen med ham. Ud på altanen. Stilhed. Tømme opvasker. Sætte på plads. Fylde den igen. Og gå ned med skrald.
Spise frokost. Sende sms'er. Tjekke mail. Binde snørrebånd og sætte mit hår.
Begynde på blogindlæg. Jeppe vågner. Ind med ham igen. Sove videre på sofa. Mig til tasterne. Tjekke kalender for resten af ugen. Booke togbillet, og ringe til veninde.
Kl. er 12.26 og jeg har lige opdaget at jeg har gået rundt med mine bukser med vrangen ud af hele dagen.
Hvordan har din dag været?
mandag den 19. oktober 2009
Den søde skrivekløe
Udover det, så ville jeg blive sindsyg, hvis ikke jeg skrev, så derfor kan du fremover også læse indlæg fra mit mor-liv på Iiamo's hjemmeside.
Iiamo, tænker du. Er det en is? En by i Italien? En siciliansk stripper? Et fænomen? Nope. Det er såmænd navnet på et firma, som de to fædre Rasmus og Nicolai er stiftere af. Indtil videre har de lavet en to-go sutteflaske til bebs:
Første gang jeg så den i Baby Sam, tænkte jeg: What the fuck, der står der simpelthen et massageapperat - lige ved siden af hoved-hale fadet. Frisk nok af Baby Sam. Men døm selv.
søndag den 18. oktober 2009
Verden ifølge Jeppe
Nu har jeg kendt Jeppe i 8 uger, og jeg har lært følgende:
1. Han kan lugte på 10 km afstand, hvornår jeg er alene med ham og derfor timer han det således, at han ikke sover, når vi skal være sammen. Det er da sødt af ham.
2. Han falder bedst til ro, når mor går med ham i armene og holder sutten inde i munden på ham. Han skulle jo nødig overanstrenges, når han er ved at koncentrere sig om at sove.
3. Han gør ikke en stor dyd ud af at skide, til gengæld vælger han at servere store fyldte bleer ved festlige lejligheder, såsom bogreceptioner, besøg hos naboen, ved præsentationsrunden til den første mødregruppe, når vi er på hospitalsbesøg, og når vi andre skal til at sætte os til bords. Som sådan, tror jeg ikke, at han får svært ved at sætte sig selv i centrum.
4. Pattet babylegetøj og uroer af skaldede skeløjede fugle siger ham intet. Bøger derimod. Dét kan få knapperne til at rulle i hans lille hoved, når han sidder i skråstolen foran bogreolen. Måske kan han allerede stave - kloge barn.
5. Han smækker skuffen ud, lige inden han giver sig til at græde, sådan en ekstra service til os trætte forældre, om at nu kommer der altså en omgang gråd. Betænksom ung mand, for så kan vi nå at tænde for elkedlen og lave en flaske til ham, inden 3. verdenskrig bryder løs.
6. Og så har jeg lært, at han er fuldstændig uimodståelig og blød og sød og dejlig.
torsdag den 15. oktober 2009
(Sprog)blomst
Dette indlæg kræver et foto, men jeg er så træt og det er så mørkt, at jeg poster et i morgen.
Men historien bag billedet, er at Kasper i dag kommer ind af døren med røde kinder, snot ud af næsen, og står som en lille lysende sol i døren i sin regnbuefarvede flyverdragt og råber af sine lungers fulde kraft: 'SE MOR, EN OVERRAMSKELE', og så fik jeg ellers verdens største gule buket blomster. Fordi jeg var en god og sød mor.
Min lille Kasper er blevet så stor. Og så helt fantastisk et menneske, at man kun kan elske ham højt.
Det er sjældent, at jeg har pralehatten på, men lad mig nu blive i det. For når han ikke er det trodsige, emsige og sure barn, så er han fantastisk betænksom, omsorgsfuld, sjov og kærlig at det gør helt ondt.
I går sad han på sin stol og var lidt stille. Han trommede med sine små hænder på bordet - noget han har gjort siden han var helt lille. Pludselig kigger han op på Thure og siger: 'Hva' så, hvordan går det med dig Thure?'
Min lille Kasper.
mandag den 12. oktober 2009
Hvem opfandt børnene?
I dag var jeg på Riget. For at besøge en nær og kær veninde. Vi sad og sludrede og pludrede og Jeppe var med og så ragede vi lidt på ham. Solen skinnede og efteråret var smukt. Stille og rolig mandag formiddag.
Havde det været i går derimod, ville jeg stå på første parket med min dyne og tigget om en ekstra seng, som jeg kunne ligge og gemme mig i, mens jeg havde hånden nede i noget hospitals-narko. Og good-bye-ruth til familien.
Jeg kan endnu ikke helt finde ud af hvor hårdt det er med to børn. For vi gør det jo bare. Men. De dage, hvor Kasper er det rasende flitsbue-barn, der gør sig slatten hver gang vi løfter ham, mens Jeppe er overtræt og hyler, og man prøver at lave mad, og tørre snot af sofaen og redde væggene for farvekridt, og sætte en dvd på for at få ungen til at holde kæft i bare to minutter og snerrer af manden og glemmer det vasketøj, der har ligget i vaskemaskinen i to dage og nu lugter surt og træder i en legoklods og ender med at råbe hold kæft, dér mærker man at ét barn er en ren badeferie.
Hold. Da. Kaje. Hvor man bliver banket i gulvet.
Thure og jeg snakkede om i går, om det her var det hårdeste. Eller om det blev værre. Thure havde det som om han havde løbet tre marathon og så ved jeg, at han er træt. For han har af flere omgange løbet rundt i det skotske højland med sin ven John i over en uge, næsten uden at sove og gået over Indlandsisen på et par ski. Men det kan en søndag i familiens skød sagtens udkonkurrere.
Det er aftener som den, hvor vi ender med at bunde en dåseøl, slå en bøvs og sidde i hver sin sofa og ligne to pedeller ved fyraftenstid.
Og så er det man tænker: hvorfor fik vi egentligt børn?
Moooooooooaaaaaaar
lørdag den 10. oktober 2009
Moder jord
Det er sådan, har jeg erfaret, at når man er blevet mor, så skal man pludselig også være i stand til at rumme alle mulige menneskers problemer, følelser og udbrud.
Jeg blev mindet om det i dag.
Da jeg gik med Jeppe i rask trav over Langebro, var den pludselig en mand, der råbte noget helt uforståeligt. Han var svensker, og efter eget udsagn stang barcadi. Nå. Men han ville gerne vide, hvor Hovedbanegården lå, og jeg forklarede ham vejen. Han nikkede og sagde 'thank you', og gjorde mig opmærksom på at han ikke kunne snakke svensk, når han var fuld. Det giver jo god mening.
Pludselig kunne jeg se på ham, at han syntes det var hyggeligt at vi fulgtes, og spurgte til Jeppe, og så gik han ellers i gang med at fortælle om sit liv. Og det skortede ikke på detaljer - skulle jeg hilse at sige.
Der var flere gange, hvor jeg egentligt havde lyst til at fortælle ham, at dette var mine eneste to timer uden et barn på armen, eller omkring benet, og at jeg faktisk var ligeglad med om han skulle have to huller i det ene øre, og en tatovering, og om han skulle købe en dansk eller svensk avis.
Mens vi gik der, slog det mig at han sikkert syntes det var skide hyggeligt med sådan en mor, der kunne give ham lidt omsorg på afstand. Jeg fik ikke hørt Mads og Monopolet færdigt, men fornemmede til gengæld dilemmaer nok til ti programmer.
Tjullahop for mødrene.
onsdag den 7. oktober 2009
Hvad er der med den Muhammedgris?
Skulle da ellers lige hilse at sige at det er ambitiøst at ville skrive et blog-indlæg pr. dag med en knap 3-årig og en baby.
Ligeså ambitiøst er det at ville følge med i diverse nyheder. Og endnu mere ambitiøst; tro at man kan huske dem, når hovedet vender væk fra skærmen.
At folketinget åbnede gik helt hen over hovedet på mig. Jeg troede bare det var fredsvagterne på Christiansborg der holdt en større demo end ellers. Jeg hørte også kun med et halv øre at Peter Brixtofte igen skal ind og spjælde for noget lige lovligt dyrt Barolo. Og at vi havde fået en ny 50'er. Det anede jeg sgu inte. Faktisk var jeg overbevist om, at det var en norsk pengeseddel, der en dag lå på køkkenbordet og jeg var halvfornærmet på pigemåden over at Thure havde været i Norge - uden at jeg havde opdaget det. Men altså. De kan da også bare lade være med at trykke den i den uge, hvor jeg fødte.
Til gengæld, mine damer og herrer, kan jeg hælde 90 ml. vand i en sutteflaske uden at kigge og ramme plet hver gang. Jeg kan vennesangen fra Peter Plys og Hafferlaffen udenad og jeg ved at Katie Holmes elsker vampyrfilm.
Så kære Lars Løkke: hvis jeg var dig, ville jeg nok holde ekstra godt fast i sadlen. Din statsministerpost. Den er i fare.
mandag den 5. oktober 2009
And the Oscar goes to....
Vinderne er fundet, og det rigtige svar er: 49
Jeg har i den forgangne uge skiftet Jeppe 49 gange og Kasper 0 gange (dem fik Thure nemlig, hehe).
Tillykke til Lisbeth og Dorthe for at ramme plet og til Lone og Tanja for at være tættest på.
(Send mig en mail med jeres adresser, så skipper jeg den videre: annamette.fuhrmann@gmail.com)
Tusind tak fordi I allesammen ville være med, fedt at der var så mange, der bød ind. Og til alle jer der skal en tur i boghandlen, jeg håber også I får al mulig sjov med Min Mor.
lørdag den 3. oktober 2009
Give it away give it away give it away give it away now
Har du lyst til at få fingre i bogen Min Mor så spids øjne og læs med.
Jeg udlodder 4 bøger og det du skal gøre er at svare på dette spørgsmål:
HVOR MANGE BLEER SKIFTEDE JEG I SIDSTE UGE?
Dem der kommer tættest på eller rammer plet får en Min Mor bog skudt i deres retning. Og er der nogle blandt de fire der kommer tættest på, som svarer det samme trækker jeg lod.
Go-go-go!
torsdag den 1. oktober 2009
Bogudgivelse
For fem år siden i november måned på dette tidspunkt, kl. 17.52 stod jeg i et køkken på Christianshavn. Jeg havde mit festtøj på og sved på overlæben, for jeg skulle have ordnet 100 canapeer til en 50-60 mennesker. Min mor var der. Både i fysisk form og i bogform. Det var nemlig min allerførste bog, der udkom. Min Mor. Og jeg skulle holde en bogfest.
Jeg havde en anden kæreste og børn havde jeg sådan set ikke gjort mig nogle tanker om. Og de tanker jeg havde gjort var perifære. Jeg vidste faktisk ikke om jeg ville have nogle, for jeg kunne ligesom ikke se logistikken i hvornår de skulle komme. Jeg havde jo et arbejde at passe og nogle film jeg skulle se i biografen. Jeg troede jeg skulle blive boende på Christianshavn i mange år og hver weekend købe morgenbrød på Lagkagehuset og derefter læse min weekendavis. For det havde jeg nemlig masser af tid til.
I dag, fem år efter, kl. 17.52 sidder jeg stadig på lorteøen, bare 2 kilometer længere væk. Billederne i mit køkken vidner om at jeg er gift. Bare ikke med ham fra køkkenet på Christianshavn. Flere billeder vidner om at jeg nu også selv er mor. Til to drenge, hvis bittesmå strømper jeg lige har hængt op. Jeppes og Kaspers.
Det er også en lidt anden bogfest i dag. Der er ikke mange canapeer eller glimmerkjoler, men det er de små ting der tæller, og jeg har indtil videre fejret bog-genudgivelsen med endelig at have fundet en plastikpose til skrald, drukket en kop nescafé, og spist et stykke knækbrød. Min eneste gæst, Jeppe, er gået kold og ligger og ræber på en dyne ved siden af mig. Som pynt hænger der en skeløjet lilla papegøje i min Le Klint lampe og i stedet for mine røde Marc Jacobs sko har jeg Thures onsdags -og fredags-sok på.
Jeg elsker de kontraster, og jeg elsker at man ikke aner en skid om hvordan livet ser ud om et år.
Jeg elsker at være mor. Og jeg elsker at kunne dele Min Mor bogen med jer igen.
ps. jeg holder en give-away, men fordi det er en lille konkurrence, så kræver det et nyt blogindlæg, og så får jeg ikke ordnet køkkenet som ligner noget kun orker kan bo i. Og det duer ikke, eftersom jeg har inviteret Michelle, Oprah og Obama til kaffeslabberas i morgen. Stay tuned på bloggen i morgen aften.
Abonner på:
Opslag (Atom)