Moder jord

Det er sådan, har jeg erfaret, at når man er blevet mor, så skal man pludselig også være i stand til at rumme alle mulige menneskers problemer, følelser og udbrud.

Jeg blev mindet om det i dag.

Da jeg gik med Jeppe i rask trav over Langebro, var den pludselig en mand, der råbte noget helt uforståeligt. Han var svensker, og efter eget udsagn stang barcadi. Nå. Men han ville gerne vide, hvor Hovedbanegården lå, og jeg forklarede ham vejen. Han nikkede og sagde 'thank you', og gjorde mig opmærksom på at han ikke kunne snakke svensk, når han var fuld. Det giver jo god mening.

Pludselig kunne jeg se på ham, at han syntes det var hyggeligt at vi fulgtes, og spurgte til Jeppe, og så gik han ellers i gang med at fortælle om sit liv. Og det skortede ikke på detaljer - skulle jeg hilse at sige.

Der var flere gange, hvor jeg egentligt havde lyst til at fortælle ham, at dette var mine eneste to timer uden et barn på armen, eller omkring benet, og at jeg faktisk var ligeglad med om han skulle have to huller i det ene øre, og en tatovering, og om han skulle købe en dansk eller svensk avis.

Mens vi gik der, slog det mig at han sikkert syntes det var skide hyggeligt med sådan en mor, der kunne give ham lidt omsorg på afstand. Jeg fik ikke hørt Mads og Monopolet færdigt, men fornemmede til gengæld dilemmaer nok til ti programmer.

Tjullahop for mødrene.