onsdag den 30. september 2015

Rejsen til Island dag # 2

--> 
Godmorgen i skuret. Ny dag forude. 



Vi blev hentet af to virkelig skønne islandske guider, som stod parat med en minibus, røde kinder og eventyr i øjnene. Birna og Diana hed de.



Vi skulle køre mod byen/området Dragnes via Malahorn. En "by" med 70 indbyggere. I alt. Det er en af de byer, hvor man skal kunne lide sine naboer. Og sig selv. For der er en god chance for at man møder begge dele ret ofte.


Man bor tæt og småt og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tænke på hvad man gør, hvis man skal skilles og har børn sammen? For det kræver at man er overordentlig gode til at samarbejde med hinanden? Der er ikke en naboby i nærheden, hvor man kan flytte hen til og en 7-7 ordning virker en anelse skør eftersom byen er 80 m lang. Hvis man bliver irriteret eller rasende kan man ... gå til højre eller venstre ud af en landevej. Nå. Det er også en helt anden, dog ret interessant, historie. 



Hvis du ikke helt kan forestille dig, hvor mange mennesker 70 mennesker er, kan jeg give dig et eksempel: vi mødte HELE børnehaven. De kunne snildt sidde på trappen til indgangen til købmanden. Der var fem børn. (Nåårh)

Til gengæld har byen et fælles mødelokale, hvor der kan snakkes om store og små ting i livet. Og det mødelokale er lige et hak op fra gråmeleret væg-til-væg tæppe og neonrør i loftet. Vi taler hottub med hvaludsigt.



Efter en virkelig god opturs-frokost med friskfanget torsk serveret af Islands Mest Tatooverede Mand, (ja han bor også i den lille bitte by, og hvordan han var havnet der er OGSÅ en helt anden, men spændende, historie), skulle vi videre til et område spækket med det transportmiddel jeg elsker allermest: den klassiske islandske hest. Heydalur, som området hedder. Heydalur. Lyder det ikke bare Ringenes Herre'sk? Her skulle vi overnatte en enkelt nat og hvis man havde lyst, så var der selvfølgelig også mulighed for at smide kadaveret i et hotpot.


Stedet vi skulle overnatte var ejet af den fineste ældre dame, en pensioneret skoleinspektør, som selvfølgelig både talte dansk, svensk, norsk og islandsk. Man kan sige, at stedet mest af alt mindede om en gammel ombygget giga stor lade med tilhørende nybyggede huse omkring, placeret midt i en dal mellem to bjerge. At stå der og kigge og lytte til stilheden og til hestene, der prustede i baggrunden var til at tabe kæben af. Og hvis ikke man tabte den, så var der en god chance for at den kunne gå afled.

Som om dét ikke var nok, så rendte der en halvtam polarræv rundt - ved navn Mikki. Hvis den så en åben dør i en bil hoppede den ind og snusede sig frem til de sure sokker, som den stjal. Ej, hvor kært er det lige? En sød lille fluffy fyr, som jeg et øjeblik troede var så tam, at man da godt lige kunne klø den bag øret. Det skal jeg hilse at sige: det skal man nok lade være med. Jeg nåede at trække hånden til mig, men jeg nåede også at se et blik i dens øjne, der varede længe nok til at jeg kunne tolke denne sætning: "du holder bare snitterne fra min pels, din dumme turist, jeg er en vild polarræv, og skulle du være i tvivl, kan jeg da godt bide dig hårdt i hånden."



Endnu en dag sluttede med et overdådigt måltid med en fiskeret og blussende kinder af rødvinen.

Island. Bare åh, Island.

Links du med fordel kan tjekke ud: 


ps. billedet fra hesteryg er taget af dygtige Robin Floberg fra Sverige. Jeg har fået lov til at låne det. Han er 20 år og hamrende talentfuld. Find ham på Instagram her.



mandag den 21. september 2015

Rejsen Til Island dag #1

Tanker

Jeg sidder i et flysæde. Et bredt flysæde. Ved siden af mig sidder en mand jeg ikke kender. Han hedder Jens. På bordet foran mig, står en fin lille plastik flaske formet som en isklump og ved siden af den ligger der tre miniburgere på rad og række. Indimellem jeg kigger jeg op på en fin nordisk udseende kvinde med ildrøde læber. Det er stewardessen i flyet. Hun er fra Island. Vi er på vej til Island.

 Udsigt fra 6D med masser af benplads - jeg digger det.

Jeg har ikke rejst alene, siden jeg blev gravid for første gang. Aldrig sat mig alene op i et fly og fløjet væk fra mine unger. Det kan man synes er mærkeligt, når jeg har kørt tværs over USA som 19-årig, og dengang drømte om et liv som globetrotter.
Men I ved. Man bliver gravid, man kaster op, man føder, man sover ikke i to år, man bliver gravid, man kaster op, man føder, man sover ikke i yderligere to år. Så på en måde giver det meget god mening, at jeg havde glemt hvor mit pas var og i øvrigt var for træt til at lede.

 Netop ankommet til Reykjavik. Billedet er tilført solbrændt filter - huen kræver det.

Min tanke har dog længe kredset om en alenetur til varme strande, azurblåt hav flankeret af en lounge-agtig playliste med noget ayurveda-massage-udrensning-jeg-kommer-hjem-og-er-tynd-og-brun-fra-retreat-ferie. Så var det bare jeg mødte Karen. Hun er indbegrebet af Island, Icelandair, outdoor og med næse for de gode steder og hun inviterede mig med til Island. Og der skal man jo være idiot for at sige nej. Så jeg sagde ja. Tak. Og tog med. Sammen med fem andre søde mennesker fra hhv. Norge, Sverige og Danmark. Dem kommer vi til senere.

Visit the Westfjord

Turen vi skulle på, gik til et halvøde sted på Island: The Westfjords. Vestfjordene. Der hvor de har flere hvaler end krager og hvor man i dén grad, skal kunne holde sit eget selskab ud, for ofte bor man steder, hvor to træer og et får er din nærmeste nabo. Ikke meget varm strand over det. Men. Helt. Abnormt. Utroligt. Smukt.

Første stop gik til Husafell, som er et område med en gletcher, som vi selvfølgelig skulle køre op ad. Og skulle ned under. I en isgrotte. Into the glacier.

Into The Glacier

Det er en oplevelse, der er meget svær at beskrive og som ville gøre dette indlæg alt for langt, for bare det at stå 200 m under jorden indhyllet i gammelt is - hvordan kan man egentligt sætte ord på det? Det kan man sguda ikke. Man kan heller ikke sætte ord på det fine stykke automobil, der fragter de nysgerrige op ad gletcheren. En motherfucker af en lastbil, der ville passe perfekt ind i den næste James Bond film. Tjek billederne i stedet.

*indsæt temamelodi fra James Bond*

 Mød Helgi. Vores underjordiske guide. It's going down. 

  Ikke bare gammelt is. Meget. Meget. Gammelt is. Under gletcher.


 No words needed.


Hotel Husafell

Vi overnattede på Hotel Husafell. Et nyt hotel i området med en restaurant med en kick-ass beliggenhed. Man kan spise den lækreste lammekølle en armslængde fra et fjell. Sådan føles det i hvert fald.


Har man tid til det, så kan man hoppe i et varmt udendørs bad, med et glas koldt hvidvin og udsigten til de fortryllende fjelde. Sådan ville det lyde i en reklame for stedet, til gengæld er det rigtigt. Og på min allerførste dag giver jeg Island: ********** stjerner.


 Island holder hvad det lover. Det er fantastisk. Også når man vågner.


 Tags du med god grund kan tjekke på Instagram:
 #icelandair #visitwestfjords #intotheglacier #husafell

Links du med god grund kan dvæle ved: 
http://intotheglacier.is/
http://www.hotelhusafell.com/
http://www.icelandair.dk/