I går var min første arbejdsdag i Klubben. I ved en dag med
adgangskort, rundvisning i huset og her står kaffeautomaten. Her er din nye
computer og hende der har slikskålene stående hedder Nina. Jørn er ham man
ringer til, hvis man er fucked på teknikken, hvilket jeg noterede mig som en
mulig ny tatoovering. Altså Jørns nummer.
Så var der den obligatoriske morgenmad med franskbrød og
marmelade og hvor jeg helt sikkert fik fortalt for meget. Kan ikke altid styre
fri taletid i en ny flok. Kender I ikke det? At man lige inden man bliver bedt
om at præsentere sig, sidder og tænker så meget over, at man ikke må komme til
at sige at man er seriemorder eller bare fucking hader folk der går med
perlekæder, så man egentligt glemmer at fortælle noget der KUNNE være relevant
at vide i en arbejdssammenhæng. I mit tilfælde om jeg overhovedet har lavet
radio før.
E-n-d-e-l-i-g bag en mikrofon igen
Min første arbejdsdag var også sådan en dag, hvor vi, altså
os fra Klubben, skulle ud og køre gocart med nogle kunder. Det er åbenbart
noget man gør derovre på Fyn (!!), men det skræmte mig ikke, for jeg synes selv
jeg kører ret godt bil, og jeg fik klart overtippet mig selv. Menmen, første
heat var en direkte kopi af tegneserien om Haren og Skildpadden, som skal løbe
om kap. Jeg så røven af alle tre gocarts og så trillede jeg ellers af sted, som
om jeg var på søndagstur. Hej mormor. Ville gerne have været den slags mor som
kommer hjem til drengene og flasher en medalje og bare er mega cool.
Mine nye søde kolleger og chefen i midten. I øvrigt kan jeg sige, at vi vandt. Klubben neglede medaljer. 1-2-3 plads...og så mig som den ABsolut langsomste. Af alle.
Well-well, hvad man ikke har i kørsel må man have i
attitude. Ja, jeg ved sguda heller ikke hvorfor jeg i en alder af 39 skal stå
som en autonom idiot, men det føltes rigtigt på tidspunktet.
Ting jeg fik sagt til min chef, som jeg med fordel kunne have
ventet med til dag to:
”Jeg synes da du har en meget god røv i de jeans, den skal
du være glad for?” (But why Annamette?)