fredag den 7. december 2018

Overgangsalder

Jeg var den heldige vinder af at indkassere en billet til overgangsalderen i maj måned i år. Og sikke et herligt Tivoli at befinde sig i. Jeg fortæller om det hele i Magasinet LIV i løbet af det næste år. 

Min IT afdeling er ved at finde ud af, hvordan jeg uploader en pdf, så I kan læse den hele, indtil da, må du nøjes med et udpluk. 




tirsdag den 4. december 2018

Status

Det er svært for mig at begynde at skrive fast herinde igen. Der er sket så meget, jeg er et helt andet sted end sidst vi havde en fest, og tiden er en anden. Jeg har haft svært at finde mit mojo, men jeg ved at den eneste redning er at skrive og blive ved med at skrive.

Jeg var begyndt på det her indlæg fire gange nu. Med forskellige vinkler. Jeg syntes ikke helt det spillede. Men skal det spille? Kan man ikke bare være lidt flad i sit sprog og så skrive alligevel? Kommer det ikke med tiden?

Måske er det svært, fordi jeg principielt ikke ved, hvem der kommer forbi herinde. Det sidste lange stykke tid, har jeg skrevet på Facebook eller i magasiner og aviser, og der ved jeg at nogen læser det. Her kunne der være nul, der læser med. "Nåmmen, så skriver jeg bare til mig selv", sagde hjernen. Jo. Men. Det gider jeg heller ikke rigtigt, for jeg kan godt lide interaktionen.

Well. Jeg skrev en opdatering på Facebook i går, som lød sådan her:
Har 2016, 17 og 18 ikke bare været et hurlumhejhus af dimensioner, eller er det bare mit møghoroskop, der har haft en ascendant, man gerne ville bytte?
Kan vi blive enige om at 2019 bliver det år, hvor vi IKKE bliver skilt, eller oplever livskriser, der føles som om man bliver trukket baglæns igennem røven på en gammel ged?
Jeg har satset alle mine sparepenge på, at 2019 bliver det år, hvor Universet liiige tager en slapper på Bali, mens vi andre inkasserer peace, love and understanding.
Aftale? Godt.

I den pulje kan vi også godt tage 2015 med, som var det år jeg blev fyret, fordi den radiostation jeg var på, lukkede. Det var det job, jeg havde flyttet landsdel for. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Tre år er nu gået og jeg er blevet skilt. Er flyttet. Gik økonomisk på r*ven og oplevede en håbløshed, som jeg ikke har oplevet håbløshed før. Jeg har haft meget svært ved at vænne mig til at bo i Vejle, ikke at have venner og bekendte tæt på. Ikke at have overskud til at være social. Ikke at kunne finde mig et arbejde. Opleve panik. Føle mig talentløs, udygtig og slatten og on top of that, så kunne min læge fortælle mig, at jeg rangerede som moderat depressiv, da jeg var til en samtale hos hende. Kort tid efter fik jeg konstateret, at jeg var kommet i overgangsalderen i en alder af 44 år og havde taget 20 kilo på.

Værsgod og skyl.

Jeg nåede til den del af livet, hvor jeg bare var glad for at være rask. At have en rest serotonin tilbage, som stadig kunne få mig til at grine over en video på YouTube, hvor folk falder (jamen det ER sjovt) og at være i stand til at trække vejret roligt på en af de gode dage.

Det var her jeg var ,og har været i et stykke tid.

Min såkaldte moderate depressive tilstand gik forholdvis hurtigt i sig selv. Jeg fik ingen medicin. Eller samtaler. Jeg var bare.

Spol frem til i dag, hvor alting bare er lykkeligt.

Nårhnej.

Men bedre.

Det hele er bedre.

Jeg er blevet selvstændig. Jeg har tabt mig fem kilo. Mine skuldre er sænket en smule. Jeg trækker vejret anderledes. Jeg tænker anderledes. Jeg er blevet klogere. Mere reflekteret. Meget mere afklaret.

Der er stadig nogle ret store bakker jeg skal bestige i forhold til household. Jeg har måttet træffe nogle valg, som at finde noget billigere at bo i, fordi m2 prisen ikke rimer supergodt på delemor og selvstændig. Jeg bor til leje og det er desværre ikke på Hawaii, men hvis vi nogensinde skal kunne spare op til at kunne rejse til Hawaii, så skal vi have skåret den del kraftigt ned. Økonomi er stadig en killer, men jeg ber til, at den del bliver mere stabil meget snart. Det er sgu ufedt at være fattig og jeg har lagt for meget identitet i det. At være fattig. Det er nærmest blevet et selvopfyldende profeti, fordi jeg kunne se, at det begyndte at gå ud over min selvbevidsthed. Som om min hjerne også blev fattigere, og det var ikke på J.K. Rowling-måden, hvor jeg i min anger skrev en bestseller i hjørnet på en café i Vejle. I wish.

Men som altid i mit liv, så kan jeg ikke gå ned på een ting. Det er the full monty eller ingenting. Så når nu jeg tog en fyring, en skilsmisse, en flytning, en økonomisk nedtur, og en overgangsalder i samme ombæring, så må der være noget godt i vente.

Og det er der. Men det kommer i et andet og mere truthornsagtigt indlæg.























onsdag den 21. november 2018

Fra scratch

Hej.

Jeg er tilbage her. Som en rusten cykel. Skramlet. Skæv. Med løse skruer. Der har været mange tilløb, hvilket man som læser helt sikkert får lidt lange tasker af. "Buhuuu, se mig, jeg kan bare ikke skrive, fordi jeg er så bla-bla-bla." I know. Cut the crap. Skriv. Videre.

Jeg har skrevet en række artikler om min overgangsalder til Magasinet LIV, som I kan læse de næste 10 mdr., men ellers har jeg holdt mig i behørig afstand fra tasterne. Kun skrevet andre menneskers tekster. Det har været det, jeg har formået. Er det ikke også godt nok? Og så nej. Nogle mennesker går en tur og får det bedre. Jeg får det bedre af at skrive, og hvis du har læst med herinde, så ved du, at jeg helst fortæller så ærligt som muligt, fordi jeg bedst kan lide, at vi er så gennemsigtige som muligt. Overfor hinanden.

Sig det som det er. Og det vil jeg så forsøge.

Guderne skal vide, at det har været to meget udfordrende år. Jeg har bare gået temmelig stille med dørene omkring det. Talt med meget få mennesker om det. Været lidt usynlig. Ikke helt vidst, hvordan jeg skulle dele det. Rager det egentligt nogen? Gider man at læse om en depression? Gider man at læse om isolation? Gider man at læse om vægtøgning? Om stress?

Jeg har levet en slags soldatertilværelse. Én fod foran den anden. Gå. Kig ned. Kig op engang imellem. Keep walking. Jeg har aldrig været fattigere. Jeg har aldrig følt mig mere udfordret. Og alligevel er der lyst. Derude. Og midt imellem det grå.

Jeg er så småt på vej ud af busken og jeg ved at jeg er nødt til at skrive mig ud. Ellers ender jeg med at sidde derinde til jeg selv ligner en busk.

......det lettede. At skrive. Igen. Vi ser hvor det blæser hen. Det hele.

onsdag den 30. maj 2018

Så er vi her igen

Der er det med at finde en ny lejlighed, at man tror det bliver verdens fedeste. Men så sidder man der i sin nye stue, og tænker, at det alligevel ikke helt var det man regnede med. Man prøver at flytte sofaen lidt rundt. Sætter sig i den. Sidder i den. Kigger ud i rummet fra en ny vinkel. Men. Det føles bare ikke rigtigt.

Sådan har det været med mig og min nye blog. Vi blev aldrig rigtigt venner. Jeg ved ikke hvad det var, men jeg havde ikke rigtigt lyst til at sætte mig ned derinde og drikke en dåsebajer og snakke til langt ud på natten, på den blog. Så. Derfor er jeg flyttet herhjem igen. Sidst vi festede her var det ret sjovt og der skete så uhyggeligt mange gode og sjove ting, og fordi der er ved at ske en del nyt i mit liv, så er det her vi fester indtil min anden store, og forhåbentligt meget fine lejlighed, er ved at blive bygget færdig.

En af de ting jeg kan løfte sløret for, er at jeg igen skal ud at holde foredrag og jeg glæder mig. Det er to meget erfarne mennesker, hvis butik jeg sidder i vinduet hos, og vifter med mit lille skilt. Michele Bellaiche og Anders Gisselmann. De har netop sendt deres nye skib afsted og det kan du læse mere om her. Klik-klik

Er du nysgerrig og vil du læse mere om det jeg skal ud og turnere med, så klikker du her. 

HURRA for at være tilbage, jeg håber du vil drikke en dåsebajer med mig.