50 Shades..need we say more.

Alle læser den. Alle snakker om den. Alle blogger om den. Hele verden køber den. HVIS der nu skulle sidde en og tænke: "Huh?, 50 Shades of hvaffornoget?", så er Google din ven. Der er læssevis af anmeldelser og meninger om fænomenet. Om Christian Grey og den unge Anastasia, der helt sikkert ikke har den slags sex, der foregår, mens ungerne ser Disney Sjov.

Bogen udkommer i morgen på Pretty Ink - mit flinke fine forlag, og du kan få grabberne i den, hvis du lægger en kommentar inden søndag aften kl. 21.00.

NB! Historien om Christian Grey og Anastaia - fem år efter, finder du her.

Blogish - fra blogger til blogger

Det startede en dag i Horsens, hvor jeg mødtes med en flok bloggere. Det var i 2009 og jeg kendte ikke et øje. Ikke en eneste af dem. Senere blev det til flere møder, mere kaffe, mere snak, mere Asti og så en hemmelig gruppe på Facebook og SÅ tog det fart. Vi skrev og skrev og skrev og vi skriver stadig sammen. Dagligt og om alt mellem himmel og jord.

En dag fandt vi på at dele lidt ud. Fordi vi jo skriver allesammen. Og i den gruppe skal man bare hviske E-magasin een gang, så er der nogle der galloperer afsted. Jeg nåede desværre ikke selv at få skriblet noget til dette nummer, men jeg svinger pennen fra og med næste nummer.

Indtil da kan du nyde synet af Danmarks første bloggermagasin Blogish, som jeg synes er blevet SÅ smukt og fint og relevant. Gode artikler. Fine billeder og the works.

Jeg håber du vil dele det i cyber, og jeg håber du vil glæde dig til næste nummer af Blogish. 

God læselyst.

Alt om dig

Har du været herovre for nylig? Hvor det handler om dig.

I går kom der det her svar, på spørgsmålet: Hvilket valg ville du træffe, hvis du var sikker på at det endte godt?

'Kysse Frøken Sunshine. For real, helt ned i tæerne og ud i fingerspidserne. Sådan helt no-shit rigtigt og uden at løbe min vej bagefter. Kysse hende, ja. Without a doubt.'

Jeg håber fandme Frøken Sunshine bliver fundet, bliver glad og kysser tilbage.

God søndag til jer.

Bøh!

Jeg har lige sendt denne video til en god ven, og det fik mig til at tænke på, hvor meget jeg savner at gøre andre mennesker forskrækkede. Det var mit trademark, da jeg var yngre, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg fik min mor til at pisse i bukserne og min onkel til at tabe papirer og kaffekopper. Nogle gange blev de voksne sure, men for det meste døde vi allesammen af grin. Så jeg vil gerne opfordre jer allesammen til at finde nogle I kan gyse, og fortæl mig endelig om det. Det er jo fredag.

Imellemtiden kan jeg fortælle om dengang jeg i en hel uge, var på ferie hos min moster og onkel og hvordan det lykkedes mig at placere mig strategisk, så jeg hver dag fandt et nyt sted at gøre dem forskrækkede fra. Jeg havde en fest. Jeg siger jer det var sjovt. Lige indtil den dag min onkel fik nok og tænkte, at han ville tage hævn.
Han ventede til det blev mørkt. Rigtigt mørkt. Og jeg lå inde i stuen og var ved at falde i søvn. Derefter gik han ud i garagen og tog en hammer og så begyndte han at pusle ude fra mørket indtil han bankede hårdt på ruden og sprang op som trold af en æske, og råbte "WRRRAAAAAAAAAA." Jeg.døde.af.skræk.og.pissede.i.bukserne. Spænede ind til min moster og skreg i vilden sky indtil angsten lettede og jeg indså, at det var min onkel og ikke en øksemorder, og SÅ begyndte vi at grine.

Men jeg har altid virkelig elsket det sus det giver, og derfor er det mig en glæde at Kasper er begyndt at gøre mig forskrækket om morgenen, når Jeppe og jeg kommer ned med elevatoren. Han tager altid trappen og står parat foran døren til elevatoren og når den åbner springer han op og råber: "wraaaaaaaaa." Han er ikke helt prof nok til at vide hvad der virker, men det skal nok komme, og jeg er så småt begyndt at forskrække ham, så han kan lære det på den rigtige måde. Uh jeg glæder mig, det bliver fantastisk den dag han for alvor får vind i håret af skræk.

*Gnæk*

Ting man kan gøre efter sommerferien, for at der skal ske noget nyt # 2

Få en ny header.

Nu har jeg blogget i over tre år og levet fint med, at min side ved første øjekast, kunne ligne noget fra en østtysk porno webshop. Men det er slut nu. For Sidsel ovre fra Spagat har lavet denne nye og fine header. Jeg ved ikke med dig, men jeg digger den og det var meget vigtigt for mig, at det billede vi brugte var det, hvor jeg ser forkrampet ud i ansigtet, så du skal ikke lægge en kommentar om at jeg skulle se glad ud. Vi ved jo alle hvad det kræver at lægge en god gloss.

Hurra for nye tider.

Okay vildere er det ikke. Men alligevel. Det er da noget. 

Mig og min Jopo

Kender I det, når man får en ting, som på alle måder gør ens liv bedre? Sådan, på et helt materialistisk plan. Sådan har jeg haft det med min Mac, min iPhone, mine glimmerstiletter og nu også med det gule lyn aka Jopo'en.
Jeg får altså ikke penge for at skrive det her indlæg, men jeg fik lov til at låne en Jopo af en veninde, for at se, hvordan den var at drøne rundt på og for at se hvad folk siger, når de ser den. Og de måneder, hvor jeg har haft den, må jeg bare konstatere, at alting vitterligt ER sjovere, i selskab med den gule drønnert. Hvorfor?

Derfor:
1. Den har ét gear, gedebukkestyr og meget små hjul. Det i sig selv, får en til at se lidt mærkelig ud, når man kører på den, ergo griner man allerede lidt mere.
2. Folk glor på dig, når du kører på den, men efter de lige har kigget lidt nærmere, ja så hilser de og smiler.
3. Ser du en anden komme cyklende på en Jopo, bliver begge parter så eksalteret, fordi der ikke er så mange i Kbh endnu, og man ender med at råbe: "heeeeej" og vinke lidt for entusiastisk. Fx. mødte jeg en kvinde på en pink Jopo en tidlig morgen på Bryggen. Hun kom op på siden af mig, og vi blev begge to så overrasket, at en ikke-samtale gik i gang. Mig: "Hahahaha, du har en pink." Dame: "Jaaaa, hihihihi, og din er gul." Mig: "Neeeeej, hvor sjovt." Dame: "Ja helt vildt." Nogle dage efter kom en ung fyr kørende på den anden side af Ørestads Blvd. på en gul Jopo, som min. Vi endte også med at have en ikke-samtale, bare med øjnene, og endte med at vinke til hinanden.
4. Den har ikke et barnesæde spændt fast. Jamen i nogle situationer er det bare virkelig rart at være sin egen, uden at blive mindet om ens unger. Det her er mors cykel, forbudt for børn. Gnæk.
5. Dine unger vil så gengæld hele tiden røre ved den, pille ved den og køre på den. Så selvom det er en egocykel, så er det også en børnemagnet.
6. Den vejer ikke en pind, så man kan tage den med alle vegne. Fx. var jeg en dag cyklet afsted uden en nøgle til den og tog den derfor med ind i en 7-11 for at købe en pakke tyggegummi. Jamen det fyldte jo ingenting, den er gul og venlig, så der var fuld forståelse for at den selvfølgelig ville blive nakket, hvis den stod ulåst i 10 sekunder.
7. Alle vil prøve den.Og de fleste sætter sig op på den og griner. Kører lidt rundt i cirkler og griner lidt mere og siger typisk: "hårh-hårh, prøv lige at se mig." Det ER da skideskægt.

Du kan finde mere info om den på Facebook og se hvilke farver den findes i. Og så kan du læse lidt Jopo historie her.

Hvorfor der ikke er billeder med mig på Jopo'en? Fordi jeg har været så usandsynlig frisk i betrækket og glemt at lave en back-up på mine billeder, og når så ens iPhone uddør, ja så ligger der 400 billeder og glor i en telefon, som nu er blevet begravet. Men jeg skal lige se om ikke jeg kan få det fikset, så I kan se mine lange ben, på en lille cykel.

Ting man kan gøre efter sommeren for at der skal ske noget nyt # 1

I dag satte jeg kursen mod Nørrebro, fordi en af mine veninder havde inviteret til en danseworkshop. I mailen stod der, at hun lige var blevet uddannet Journey Dancer. Som er hvad? Et eller andet vi-danser-mod-månen-og-mærker-hjertes-lyse-energi-mens-vi-sprutter-spelt-ud-af-røven. Hello urte-selvudviklingsmail. Hvis ikke det var fordi hun er mega cool og meget lidt urtet, selvom hun er coach og arbejder med selvudvikling, så havde jeg slettet den mail og tænkt: Njaaar tror bare jeg springer over den her.

Men der var noget, der gjorde mig nysgerrig og jeg tænkte: hvad the heck, hvis jeg kan ligge i et 37 graders varmt bassin på et slot i Sydfrankrig og udøve åndedrætsterapi, mens en hærdebred (og til formålet, lidt for lækker faktisk) mand ved navn Jørgen hvisker positive affirmationer ind i mit øre, så kan jeg vel også tage til Nørrebro og vrikke lidt med det ene ben.

*Host*

Vi startede med lidt blid og ufarligt opvarmning. Noget der lignede lidt gymnastik og noget med at strække ud. Og mens vi sad der og rullede rundt gav det mig nok tid til at tjekke de andre ud. Og min selvudviklingsdetektor bongede ikke ud, og no offence men hvis du har været på nogle former for selvudviklingskurser, så ved du, at der altid er de der irriterende typer, der holder øjenkontakten lidt for længe og hver gang du har færdiggjort en sætning, smiler de og nikker og siger: "mmm."

Så ledes beroliget gik vi videre til den udvidede form for opvarmning, hvor vi nu skulle bevæge os som katte. Katte! Og vi skulle finde en partner, som vi kunne stå og gnubbe os lidt op af. Og ligge på. Jeg kunne kun tænke een tanke: forkert.beslutning.om.at.tage.herhen.forkert.forkert.forkert, alt imens, skal vi kalde hende Bibi, gnubbede sig op af min ryg. Kropskontakt med fremmede mennesker har aldrig været min helt stærke kop side (underdrivelse).

Men I ved. På det tidspunkt er man enten nødt til at forlade lokalet eller overgive sig. Og overgav mig og gnubbede tilbage og så skal jeg ellers love for at der ca. fem minutter efter var fuld pedal den næste time. Sjældent har jeg svedt, hoppet, vredet mig rundt, sprællet og vrikket med røven så meget. Det var funky. Og det var funky as hell. Ingen musik med syngeskåle eller panfløjter og musikvalget kunne selv den bedste DJ ikke have valgt.

Det var virkelig virkelig sjovt og så snart der er en workshop skal I være de første til at få det af vide....hvis I kan overkomme ting som at gnubbe sig op af andre. Som en kat. Og hvis I kan lide at danse. Jeg har med vilje ikke lagt en video om Journey Dance fra You Tube på, for...ehm....de er en anelse for way out efter min smag. Lidt for meget batik. Kvinder med dreadlocks og snorer i håret og gøglerbukser. Ikke fordi der ikke er plads til alle, men...never mind, I ved hvad jeg mener og i øvrigt er Mie, som er den første i DK, der laver disse workshops, en type, der bare danser skidegodt og er sjov mens hun gør det, så de videoer giver altså ikke billede af den danske udgave.

Jeg knipser et par billeder næste gang, så I kan se, at jeg ikke lyver. Eller at jeg ikke selv har udviklet mig en korthårsdread denne sommer. Eller er blevet gøgler.

God weekend til jer.

Call you maybe? Det tror jeg godt I kan regne med

Firsttimer

Dette er en test. Jeg har i lang tid været træt af at jeg ikke kunne blogge fra min Tlf når jeg var på farten. Og som den enormt hurtige innovative type jeg er, sørme om ikke jeg så allerede NU har downloaded en app så jeg kan blogge via mobilos.

Men lad mig lægge blødt ud, jeg aner jo ikke om det her ender på en anden blog end min. Anyways jeg fandt et billede af Søren Verdenshjørne, da jeg var hjemme hos min mor. Duh! Hvor tilfældigt har livet lov at være? At finde et oldgammelt udklip fra en oldgammel avis om en oldgammel historie jeg netop havde fortalt om. Nej vel?

Så her er et billede af manden der naturligvis endte i lokalsprøjten efter sin hjemkomst med heltehistorien.

Ready set go!