Klumme til 24 Timer i dag

Hvis du ikke fik den læst i papirudgaven, er min klumme fra dagens avis her: 

Plads til begejstring

I går så jeg et boligprogram i fjernsynet, hvor man hjælper en hårdt trængende dansker, med at få lavet dele af et hus færdigt. I dette tilfælde, var det en søster, som gerne ville hjælpe sin kræftramte bror og hans familie med at få fikset deres hus, så de rent faktisk kunne bo der. Så broderen kunne få noget ro til at komme igennem sin sygdom og så han og resten af familien slap for at bo på et værelse hos svigerfamilien.

Søsteren var vildt sød. Broderen var vildt sød. Super fed gestus af den søster, der tilmelder sin bror til det program. Det var ren kærlighed og grebet af trangen til en happy-end så jeg programmet til ende. Men som minutterne gik begyndte jeg at undre mig mere og mere. Der. Var. Så. Stille. Hele. Tiden.

Den castede søster og broderen var søde, men ikke de jublende typer. Fair nok. Det er heller ikke dem, der skal bære programmet som sådan. Men tv-værten var så heller ikke et festfyrværkeri af udstråling, sådan af type. Ej heller indretningseksperten. Eller tv-tømren. De virkede flinke alle sammen. Rare typer. Fine mennesker. Behagelige. Og slutresultatet af det færdige resultat i huset var to-die-for. Fede møbler, brændeovn, børnetegninger, der var blevet blæst op i plakatstørrelse, dyre lamper  og farver der sang som musik. Så medmindre de tager halvdelen med tilbage til tv-studiet, så skulle jeg mene, at der var r-i-g-e-l-i-g-t at juble over.

Der blev da også sagt tak og krammet og knebet en lille tåre. Men det var så det. Jeg kender alt til at man kan give en Vestjyde en Porche belagt med smaragder, uden at han siger andet end: ”jamen det er da godt nok så”, og så indeni er ved at eksplodere af glæde. Men dét der fjernsyn. Det var godt nok så afdæmpet på alle leder og kanter, at jeg kom til at juble. Helt alene, hjemme i min stue sad jeg og råbte: ”Jaaaaaaaaaaaamaaaaaaand, hvor ER det blææææææret.”

Så kære tv-kanaler, er det ikke nu vi, efter tre år i Finansgrisens tegn, trænger til at nogen skruer op for charmen? Ja, jeg gør sgu, og det er lige før jeg melder mig frivilligt til at lave et program, som udelukkende handler om at begejstring.

Kærlig hilsen

Jubelidioten

Vinder af Carsten Eskelund Show

Ja, det blev sguda dig Carportognoia. Send mig en mail til annamette.fuhrmann@gmail.com og fortæl mig om du ønsker at se forestillingen lørdag eller søndag.

Tilbage til Rød Stue, smækbukser i fløjl og træskostøvler

Woody Allen får ordet

"In my next life I want to live my life backwards. You start out dead and get that out of the way. Then you wake up in an old people's home feeling better every day. You get kicked out for being too healthy, go collect your pension, and then when you start work, you get a gold watch and a party on your first day. You work for 40 years until you're young enough to enjoy your retirement. You party, drink alcohol, and are generally promiscuous, then you are ready for high school. You then go to primary school, you become a kid, you play. You have no responsibilities, you become a baby until you are born. And then you spend your last 9 months floating in luxurious spa-like conditions with central heating and room service on tap, larger quarters every day and then Voila! You finish off as an orgasm!"

— Woody Allen

Sådan én man selv griner af - Eskelund at his finest

I sidste uge drak jeg kaffe med Carsten Eskelund. Det var en god kaffe. Tilpas stærk og rund i smagen. Vi har ikke set hinanden i 100 år, siden vi arbejdede sammen på Radio 100 for ditto 100 år  siden, så der var en del cathing up to do. 

Vi fik delt livshistorier og snakkede om stand-up og shows og fremtid og hvad man ellers vender over en kaffe. Nårhja ser billeder af hinandens unger, eller det tror jeg vist ikke at jeg nåede, men jeg så da et fint billede af Carstens kæreste og hans lille fine søn. Anyways så fortalte han mig så om sit nye show Sådan én man selv griner af. Det lød virkelig fedt. Det er ikke et stand-up show i klassisk forstand, men bestemt en oplevelse værd, hvis jeg ellers kunne gengive alt det kloge han fik fortalt om det. Men det var efter kaffe nummer to, så min hjerne var vist lidt speeded, så læs hellere om det her.

Der er tre forestillinger de næste par uger, i Århus, de første to i weekenden og den næste 3. november. På Teater Katapult. Jeg har to billetter til den forestilling, på én af spilledagene, så hvis du bor i Århus og har mulighed for at komme derind, så læg dit navn her inden torsdag aften kl. 21.00, hvor jeg trækker en vinder.  

Den Blå Avis, min gamle ven

Engang for længe siden drog jeg.....engang for meget lang tid siden.......der var engang, hvor.......

...okay for 4000 år siden, i 1996, havde jeg besluttet mig for at flytte til København. Jeg havde fået et arbejde på et Patentkontor som piccoline, og skulle nu have et sted at bo. Det var dengang, hvor posten kom med frimærker, og hvor fastnettelefonen var den eneste virkelig smarte og hurtige forbindelse til omverden. Det var også dengang, hvor den eneste måde at finde noget at bo i, var med Den Blå Avis i hånden. Papirudgaven vel og mærket.
Inden jeg skulle flytte, fik jeg en ven til at få fat på den Sjællandske udgave og komme den i en kuvert og sende den til mig #hellostenalderverden, så jeg kunne se om der var noget, jeg kunne bo i. Jeg fandt hurtigt et par mulige adresser, bla. et kollektiv på Nørrebro. Jeg kendte til ét kollektiv i Vejle og det rimede på hippie, joints og genbrug, så med håb om at det var mig, der blev valgt, tog jeg en gammel læderjakke på og bandt nogle læderkæder om halsen og tog min peace-love-harmony-fred-i-verden attitude på.

Jeg ankom med den transportform, der kom liiiige efter hjul og kærre, som var bumletoget, med seks-mands-kupéer, hvor man også skulle sejle over Storebælt. Det tog en evighed, men jeg fandt en bus til Nørrebro og fandt kollektivet. Det der mødte mig, var en pige i batik og dreads, og en mand i natbukser og bar overkrop, som sad og spillede på en motherfucker stor trekantet guitar. Sådan en der ligner en balalajka x 50. Og der ville jeg gerne bo. Seriøst. Jeg ville gerne blende ind i Nørrebros indien-goes-opium-hule-med-de-helt-trælse-typer-der-er-sguda-ingen-normale-mennesker-der-spiller-på-sådan-en-guitar, og jeg fik da sagt, at det da bare kunne være dejligt at bo her (indsæt drævende jysk accent). Needless to say, blev det ikke mig de valgte, men fra den dag blev jeg SUPERbruger af Den Blå Avis.

Jeg flyttede nemlig derover på venners sofa, kort tid efter, mens jeg trawlede Den Blå Avis igennem for boligopslag. Og var man jyde i byen, fandt man hurtigt ud af at stå op klokken lort om natten, for at cykle ind til Potikens hus, hvor der var udbringning af Den Blå Avis. Med lidt snilde kunne man vriste et eksemplar ud af buddet og så var det eller bare om at gribe fastnet-knoglen og få ringet.
Så på mange måder udviklede jeg et kærlighedsforhold til papirudgaven, som jeg decideret kan savne. Bare det at ringe til en underlig mand ved navn John, der udlejde et kosteskab, uden adgang til køkken eller bad, men alligevel ville have en månedsløn for det, eller Bitten, der havde en husbåd, som viste sig at være en gammel skonnert i Sydhavnen uden vand, eller Herman, som havde en giga herskabslejlighed, han ville have 70.000 kr. i indskud for.

Åh det var tider. Det var tider.

Derfor fik jeg også den helt nostalgiske mine på, da jeg blev spurgt om jeg ville omtale Den Blå Avis, og hvis jeg fik en beskeden voucher (ja, det er et sponsoreret indlæg, men hell, jeg havde gjort det for free), og så ville fortælle om min handel. Og ja, Blå Avis, everything for you. Jeg synes faktisk jeg skylder på den konto, fordi jeg var fået så uendeligt mange oplevelser af at cykle rundt med den goddamn avis med æselører ved mine kommende boliger. Og jeg vandt guldet, og fik belønning for mine anstrengelser, da min første lejlighed i København var på Larsbjørnstræde, fordi jeg stod med det første eksemplar kl. 5.00 om morgenen og selvfølgelig (idiot), i desperationens øjeblik, ringede på den lejlighed. Kl. 5.00. Hvad fanden jeg har tænkt på, ved jeg ikke, men jeg fik den. Sgu.

 3x34 go home!

Og. Viste det sig. God DBA  karma, det har jeg stadig, for jeg har længe været på udkig efter en Hukit garderobe fra en vuggestue og den her svend, er gammel, men så fin og velholdt.
Fra jeg loggede ind, til jeg færdigjore min handel, gik der noget der ligner otte minutter. Sælgeren boede i gåafstand, what-are-the-odds?

 Der er ikke meget at sige om det der ligger online på DBA. Det er jo for fanden bare et sted at handle online, men det slog mig, at man kan handle rimeligt hurtigt derinde, fordi der ikke er en evig prutten om prisen eller det, at man skal vente som en spændt flitsbue, hej ebay, for at se om man bliver overbudt. Og så er jeg bare gammel fan, og vi er fandme tro mod vores idol.

Om der findes en app? Klart der er.
Og sælges der Carmencurlere? Klart der gør. 

I så det godt ikke?

Nåmmen så blev lydmuren brudt af et menneske med over 1000 km/t. Og det vil jeg skide på. At man er typen, der digger den slags, og har sprunget faldskærm i 800 år, er gjort af et stof, der er født til at flyve og har har Red Bull og total crazyness i blodet. Men at stå der på toppen af jordkloden, og kigge ud over verden, det tror jeg gør enhver mand/dame røv-bange.

Jeg tror ham Felix har været ved at skide i bukserne over den tur han skulle ud på, for at lande sikkert på sine ben. Og nej, det giver muligvis (vi ved det jo ikke) ingen penge til velgørenhed og vi kan godt kalde det et hjernedødt projekt for en sodavand, der smager af helvede til, som tjener i zillion kroner på det i reklame. Men. Når det så er sagt. Så synes jeg det var det vildeste pis at kigge på. At se ham sidde i den der lille lortekapsel, åbne døren, og tøve lidt med at få bæltet af, så han kunne rejse sig op. Det går over min forstand. At vi er blevet så jeg-tager-lige-til-månen-med-et-kamera-på-hjelmen-og-filmer-mens-jeg-springer-tilbage-til-jorden, det fatter jeg ikke. Fatter. Det. Ikke.

At samle sin kæbe op fra jorden. 

 

Vind Min Mor bogen

Det sker, lige nu, hos Onkel Anne. 

Afsted.

Monsuno

 Her i huset er der ingen spor af Superhelte. Ingen pistoler, cowboyhatte eller sværd. Vi har dog to motherfuckere af AK47 geværer, som Kasper lokkede sin mormor til at købe, fordi han mente at hans mor (mig) havde sagt, at han skulle have et gevær!! Helt så Erik Clausen er jeg nu ikke, men jeg har da ladet en enkelt bemærkning falde om ikke det kunne være fedt med noget gevær og noget sværd og noget drenge-tjubang. Det er noget jeg jævnligt siger, mens jeg prøver at ligne Lucky Luke, så godt jeg kan. Det bliver ligesom bare aldrig rigtigt bemærket, når jeg står med to bananer og drævende stemme, så jeg er efterhånden ved at vænne mig til at jeg har drenge der tegner, laver perler, synger, leger med biler og tog. Bum.

For en måneds tid siden fik jeg tilsendt noget legetøj i heltekategorien. Monsuno heltene. Et lille plastikrør, hvor man kan komme en slags plastik dingenot ind og så fyre den af. Der var også fine Monsuno kort med, så man kunne lære sine helte bedre at kende.

Og hvordan det gik med det, var nogenlunde ligesom, når jeg leger Lucky Luke: jeg piskede en stemning op og snakkede med sær stemme og forsøgte at sige Superheltelyde og pege ud i det uendelige univers med denne plastik dingenot. Kasper kiggede lidt på dimsen, spurgte hvad det var, tog plastikdimserne og lagde det hele på ladet af sin lastbil. Og der lå det så. Og lå. Jeg syntes det var ret sjovt, men det vakte ikke synderligt meget interesse og det fik mig til Den Endelige Konklusion: mine drenge ejer ikke Superhelte-genet. Der er gået et eller andet galt i DNA'en, mens jeg var gravid. Jeg har muligvis kastet det op et sted på Bella Center station. Who knows.

Radioindslag om Min Mor på Klubben

Copy of 260912 ANNAMETTE FUHRM 1

I sidste uge medvirkede jeg i Morgenprogrammet Giv hver dag vinger på den fynske radiostation Klubben. Hvis du ikke bor på Fyn, kan du høre med via nettet.De var fandme så søde de værter.

Er du en der hellere vil læse om dem, fis forbi gennem Facebook her.

Det er første gang jeg prøver at lægge en lydfil på bloggen, som jeg HELT SELV har lagt ind. Lad mig bare sige, at det var lidt tilfældigt, at det vitterligt lykkedes for mig, og jeg kan derfor ikke finde ud af uploade lyden fra starten af interviewet. Men fordi jeg er herrestolt over at kunne finde ud af det, sådan i det hele taget, så må du nøjes med den sidste bid.

...Imellemtiden går jeg i værkstedet og prøver om jeg kan fikset det andet.

Historien om Jacob

Kan I huske Jacob, der passede Marens blog? Jeg kan godt, og jeg kan huske, at selvom jeg ikke kendte ham, så blev jeg hurtigt grebet af hans måde at fortælle på. Om sin hang til at gå i dametøj og frygten for at andre skulle opdage at han var en loonie.

Jeg har aldrig selv været grebet af trangen til at ekvipere mig selv i herretøjsafdelingen, eller at gå med gylp, og min vildeste trang til at bryde ud i noget rebel, var da jeg vildt gerne ville være hippie på gymnasiet. Den periode varede måske to uger, og jeg så bare underlig ud. Der er dem, der kan pull-off goth eller hippie, og så er der dem, der ikke kan: mig. Hippie duede bare ikke. Jeg ville også ligne en forfærdelig goth og jeg er alt for vild med popmusik til nogensinde at blive det by heart.

Men indrømmet. Jeg går ikke i det tøj, som jeg af hjertet drømmer om at gå i. Jeg tør ikke helt give mig i kast med SÅ mange farver eller pailietter og hatte og store briller, som jeg ville ønske. Så jeg kan godt følge Jacob i, at hans spring er det vildeste vilde. At være en mand, med hang til dametøj, neglelak og bling-bling, så kan vi andre da bare holde kæft om ikke at turde at gå med en hat. Det tør jeg i øvrigt godt, men jeg kender mange der ikke gør.

Anyways. Jacob oprettede sin egen blog, efter besøget hos Maren og her fortæller han om sit endelige udspring: at gå offentligt i dametøj. Jeg synes det er rørende og det stinker af mod.

Hurra!