Hej.
Jeg er tilbage her. Som en rusten cykel. Skramlet. Skæv. Med løse skruer. Der har været mange tilløb, hvilket man som læser helt sikkert får lidt lange tasker af. "Buhuuu, se mig, jeg kan bare ikke skrive, fordi jeg er så bla-bla-bla." I know. Cut the crap. Skriv. Videre.
Jeg har skrevet en række artikler om min overgangsalder til Magasinet LIV, som I kan læse de næste 10 mdr., men ellers har jeg holdt mig i behørig afstand fra tasterne. Kun skrevet andre menneskers tekster. Det har været det, jeg har formået. Er det ikke også godt nok? Og så nej. Nogle mennesker går en tur og får det bedre. Jeg får det bedre af at skrive, og hvis du har læst med herinde, så ved du, at jeg helst fortæller så ærligt som muligt, fordi jeg bedst kan lide, at vi er så gennemsigtige som muligt. Overfor hinanden.
Sig det som det er. Og det vil jeg så forsøge.
Guderne skal vide, at det har været to meget udfordrende år. Jeg har bare gået temmelig stille med dørene omkring det. Talt med meget få mennesker om det. Været lidt usynlig. Ikke helt vidst, hvordan jeg skulle dele det. Rager det egentligt nogen? Gider man at læse om en depression? Gider man at læse om isolation? Gider man at læse om vægtøgning? Om stress?
Jeg har levet en slags soldatertilværelse. Én fod foran den anden. Gå. Kig ned. Kig op engang imellem. Keep walking. Jeg har aldrig været fattigere. Jeg har aldrig følt mig mere udfordret. Og alligevel er der lyst. Derude. Og midt imellem det grå.
Jeg er så småt på vej ud af busken og jeg ved at jeg er nødt til at skrive mig ud. Ellers ender jeg med at sidde derinde til jeg selv ligner en busk.
......det lettede. At skrive. Igen. Vi ser hvor det blæser hen. Det hele.
Jeg er tilbage her. Som en rusten cykel. Skramlet. Skæv. Med løse skruer. Der har været mange tilløb, hvilket man som læser helt sikkert får lidt lange tasker af. "Buhuuu, se mig, jeg kan bare ikke skrive, fordi jeg er så bla-bla-bla." I know. Cut the crap. Skriv. Videre.
Jeg har skrevet en række artikler om min overgangsalder til Magasinet LIV, som I kan læse de næste 10 mdr., men ellers har jeg holdt mig i behørig afstand fra tasterne. Kun skrevet andre menneskers tekster. Det har været det, jeg har formået. Er det ikke også godt nok? Og så nej. Nogle mennesker går en tur og får det bedre. Jeg får det bedre af at skrive, og hvis du har læst med herinde, så ved du, at jeg helst fortæller så ærligt som muligt, fordi jeg bedst kan lide, at vi er så gennemsigtige som muligt. Overfor hinanden.
Sig det som det er. Og det vil jeg så forsøge.
Guderne skal vide, at det har været to meget udfordrende år. Jeg har bare gået temmelig stille med dørene omkring det. Talt med meget få mennesker om det. Været lidt usynlig. Ikke helt vidst, hvordan jeg skulle dele det. Rager det egentligt nogen? Gider man at læse om en depression? Gider man at læse om isolation? Gider man at læse om vægtøgning? Om stress?
Jeg har levet en slags soldatertilværelse. Én fod foran den anden. Gå. Kig ned. Kig op engang imellem. Keep walking. Jeg har aldrig været fattigere. Jeg har aldrig følt mig mere udfordret. Og alligevel er der lyst. Derude. Og midt imellem det grå.
Jeg er så småt på vej ud af busken og jeg ved at jeg er nødt til at skrive mig ud. Ellers ender jeg med at sidde derinde til jeg selv ligner en busk.
......det lettede. At skrive. Igen. Vi ser hvor det blæser hen. Det hele.
Det er dejligt at se dig skrive igen Annamette :)
SvarSletKram Maria