Stilhed

Jeg har givet mig selv en lille pause for tiden.

Jeppe var startet i dagpleje, men efter tre dage blev hun sygemeldt i en måned, og han blev tilbudt gæstedagpleje så længe det varede.

Jeg nåede lige til den del af indkøringen, hvor man måtte gå i Netto i en time. Oh holy freedom. 3 liter mælk plus diverse, det var hvad jeg oplevede uden barn.

Nu er vi på en måde bombet tilbage, da Jeppe har kvitteret ved at blive syg. Forkølet. Øreramt. Og pjevset. Ikke hele tiden, men alligevel nok til at han ikke kan komme afsted.

Og mig. Jamen jeg har sat alting i værk denne måned, som jeg ærig talt havde glædet mig til at komme i gang med. Ikke mindst at blogge, som jeg plejede.

Nu er det som om jeg er gået i dvale. SOm en computer, der står og venter, mens knappen blinker i takt med min puls.

Jeg har ikke specielt meget tid til at Jeppe er herhjemme mere, og jeg gider faktisk ikke mere. Nu. Men jeg kan også mærke at mit skelet på en måde er trukket så meget ud af røven, at jeg er nød til at økonomisere med min energi på en måde, som jeg ikke gjorde for et halvt år siden. Jeg har ikke kræfter til at gå i gang med alverdens ting så snart han sover. Jeg gør det alligevel. Men når der er tømt opvasker pg andet praktisk, så skal jeg tjekke mails, og så er ve ved at være der, hvor jeg gerne vil blogge, men helt ærligt også gerne vil i bad. Bare for at opretholde et vist håb om at nogen engang sende rmig ud i det virkelige liv.

Og nu kan jeg se, at jeg skal rette kommaer, og slå-fejl. Men jeg gider ikke. For jeg vil hellere nå at spise morgenmad i fred.

Stik dén. Verdens kedeligste blog-indlæg.