You Tubing down memory lane

Her til aften har Kasper og jeg været på You Tube og set sjove videoer. Af katte, der prutter, hunde, der hopper ind i døre og godstoge, som er 4 min. lange. Altså vognene. Og så griner vi til vi er ved at tisse i bukserne. Det er bare skide skægt det der Uh Tuh (You Tube).

Vi faldt af en eller anden grund også over Rick Astley. Jeg lokkede Kasper til at se videoen til 'Never Gonna Give You Up', hvis jeg lovede ikke at danse i sofaen imens. Dét ville han bare ikke have. Hold nu kæft det var skægt. At sidde i en sofa på Amager. Med et barn, som var mit. Og et andet, sovende inden ved siden af. Som også var mit. Og med en mand, der lige var gået i kælderen for at ordne noget. Den havde jeg eddermame ikke set komme i 1987.

For engang var Rick Astley lig med Ray Bans, skulderpuder, permakrøl, at kysse med Lars Pedersen i en hæk, 7. klasse, perlemors-læbestift, BALL-trøjer, de første klubfester, og drømmen om den store kærlighed. Det var alt eller intet. Og Rick Astleys tekster passede perfekt som underlægning.

I dag. 22 år efter. 22! så er der altså en lidt anden underlægning som tema-melodi, men jeg er stadig helt vild med 80'ernes alt eller intet filosofi.

Så skru op og lav en søndags-karaokee med Rick.

Og ps.

Omkvædet anno 2009:

Hvad du synger: Never gonna give you up, never gonna let you down

Hvad du tænker: Skift den lorteble eller jeg skrider

Hvad du synger: Never gonna run around and desert you

Hvad du tænker: Jeg tager i biffen, du må klare ungerne alene - hejhej

Hvad du synger: Never gonna make you cry, never gonna say goodbye

Hvad du tænker: Jeg tager til Indien med det mindste barn og holder barsel ok?

Hvad du synger: Never gonna tell a lie an hurt you

Hvad du tænker: Nej det er da en gammel taske, jeg kunne da ikk finde på at bruge børnepengene.