Pjække-røve

I går stod Kasper og jeg på Islands Brygge st. og skulle egentligt hjem. Vi havde sammen med Thure og Jeppe gået Amager Fælled tynd og Kasper havde cyklet igennem hver en lille vandpyt og hans strømpebukser med bjørne var pænt våde.

Vi steg på metroen, for at tage hjem efter tørt tøj og et varmt bad, men blev enige om at det kunne være hyggeligt at køre to stop mere, og så tage metroen tilbage. Det gjorde vi så. Kørte to stop længere. Og stod af ved Fiiiiiiils (Fields). Derfra kan man se alle de store toge som kører til lufthavnen, og Kasper kiggede længe og forventningsfuld ned på togskinnerne. Vi blev enige om at gå ned og kigge på ét af dem, som ankom om 5 min. Ét, sagde moren.

Vi sad og snakkede lidt på bænken, mens vi ventede på toget, og lige dér fik jeg lyst til at pjække. Fra aftensmaden og rutiner. Så selvom sokkerne var våde og vi begge havde mudder op af benene, løb vi over på den anden side af perronen og tog et tog ud til lufthavnen. Kaspers øjne blev store som te-kopper, da sandheden gik op for ham. Lufthavnen. Ud til flyvemaskinerne. Og pølser. Han var ikke til at skyde igennem. Og det var jeg heller ikke.

Vi ankom iført løbecykel, mudder, og snotnæser til lufthavnen med alle de rejseklare og polerede mennesker. Kiggede lidt på alle skærmene med gule bogstaver, og gik hen til den nærmeste pølsebod og bestilte to hotdogs. Kasper sad oppe på pølsemandens disk og fordi han, lige for tiden, ustandseligt laver en Poul Richard, så måtte han jo bryde ud i sang. Han sang og sang om en lillebitte mand, som bor oppe på en bakketop, med sin kone og alle sine børn. Poul Richard ville ha' været stolt.

Pludselig får han øje på et par juletræer oppe i loftet og råber: 'Mor, er det her en lille fest?'

Og ja. Det var en lille fest. Væk fra alt det vi plejer at gøre søndag aften kl. 18.08.