Jamen det gør bare ondt!

I dag blev jeg ringet op kl. 8.24. Det var min veninde. Med mor-kvaler. Og som netop havde sendt sin søn med bussen til udflytteren. 'Jeg skal altså bare lige ha' luft', sagde hun. Og så vidste jeg godt, hvordan hun havde det i maven.

Hun havde sendt lillemand afsted med bussen til udflytteren, selvom han var klatøjet. 'Jeg var jo nød til det' klagede hun. 'Jeg har en workshop i dag, som jeg simpelthen ikke kan lade andre om.' 'Altså han havde jo ikke feber, men skulle jeg have ladet ham blive hjemme'? 'Det kunne jeg jo ikke......' 'Jeg håber de ringer hvis han får det dårligere....'

Der var ingen gode råd, for det eneste, der hjælper her er et knus og en forsikring om at hun var en god mor. At jobbet, som mor koster hjertekvaler, og at man engang imellem oplever situationer, som man intet kan gøre ved, andet end at række ud. Efter hjælp, et øre, der kan lytte og et knus.

Jeg gav hende et knus på afstand. Men jeg ville ønske, der fandtes en butik, hvor man akut kunne gå ind og få sit fix. Altså en krammer. At man selv lige ville blive holdt om, og forsikret om at alt er i den skønneste orden. Også selvom der sidder en klatøjet lille dreng i bussen med skuffen hængende hen over sædet.

Så hermed en fælleskrammer til alle jer skønne, kloge, modige, lækre og seje mødre derude.

I er perfekte, præcis som I er.

Jo I er.