Tid

For nogle med børn og babyer handler det meget om søvn og mangel på samme. Det gør det ikke for mig. Det handler om tid. Og mangel på samme. Jeg har ikke tid til mig selv. I går kunne jeg uden at lyve sige, at jeg højst havde haft 5 min. og det var de 5 min. jeg stjal, da jeg satte mig ud på toilettet og kiggede intenst på en boligreportage om nogen, der boede på et slot. I Frankrig. Jeg nåede lige at drømme, at det var mig der sad i den lilla sofa i stuen og kiggede ud over markerne og blev så utroligt inspireret til at skrive en roman, inden det bankede på. Det var Kasper, som ville med mig på toilettet. Og fordi han bærer sin trodsalder uden på tøjet, så kunne jeg nemt se en scene udspille sig udenfor døren. Jeg lukkede op og han kørte ind på badeværelset på sin elskede bil. Så sad vi der.

Jeg troede også at Jeppe ville være ligesom Kasper, der gerne tog en lang lur på to-tre timer midt på dagen på. Plus en morgenlur på en time. I hvert fald. Det gør han ikke. Han sover fantastisk om natten, og vågner først kl. 4.00 (tidligst) for at få mad. Og så sover han til klokken 8.00. Men om dagen tager han, hvis jeg er heldig, tre lure af 30 min.

Så jeg klynker ikke over gråvejr, regn, eller mørke eftermiddage. Jeg klynker over den tid, jeg ikke har. Eller praktiserer mig til.

Og nu vågnede Jeppe. Med et smil så stort at tiden står stille. Jeg tager al klynk tilbage.