Ironman vs. Ironmom

Denne weekend har været som at gå på et meget langt tæppe af glødende kul, og jeg stod op i morges med pænt ristede fødder og ditto hjerne.

Den ultra korte version er at Kasper i trodsalder, Jeppe med ondt i maven og Thure på hardcore binyrebarkhormon-kur ikke er den bedste cocktail. Og det er så en underdrivelse.

Jeg har følt mig som en 7-11 butik 'Jeg har alt, undtagen lukket', og således har brystbutikken, trøstebutikken, rummelighedsbutikken, og tålmodighedsbutikken holdt åbningssalg hele weekenden, hvor Jeppe kvitterede for min venlighed med at være vågen kl. 24.00, kl. 2.00, kl. 4.00-6.00 og til sådan cirka nu kl. 12.00, hvor han ligger og puster og knirker og grynter og knurrer fra sin lille kurv. Jeg ved ikke om han er ved at gro en ekstra tarm, men det lyder sådan.

I lørdags havde vi dog, trods kaos i det lille hjem, besøg af en af vores venner, Karina, som er i så psyko-god form at hun kan svømme 3 km, cykle 180 km og slutte hele balladen af med at løbe et marathon. 42 km lige ned i løgneren. Det er hun faktisk så god til at hun blev nummer 4 ved en Ironman konkurrence i England og dermed kvalificerede sig til en Ironman på Hawaii.

Jeg ved, at hun elsker kager, og har en sød tand, og at det ikke har været en dans på roser for hende at komme i form til at gennemføre en Ironman. Men hun har gjort det. Og da jeg spurgte om hun ikke havde pænt meget lyst til at lægge sig ned og hyle i græsset efter 3 km svømning, 180 km på cyklen og så at skulle løbe et marathon lige bagefter, så svarede hun, at hun jo havde trænet sig til ikke at gå så kold, at hun måtte stoppe op og tude af overanstrengelse. Hun tager én bid af gangen. Ét svømmetag. Én omdrejning på cyklen. Én skridt med løbeskoene.

Jeg ved ikke om man kan overføre det, til den Iron-mom vi mødre deltager i hver dag. Men hun har en pointe, og jeg vil virkelig gerne øve mig i ikke at gå kold.

Den åbenbaring har jeg så fejret med 3 ruller Mentos og to Latte. Så kan de sgu bare komme an.