Nobody puts baby in a corner

I nat døde Patrick Swayze. Mr. Dirty Dancing aka Johnny Castle. Så sørgeligt at man må tude lidt. Om ikke andet, så over de minder, som han har været med til at sømme ind i hver en hjernecelle hos os over 30. Hvem husker ikke hvor vi var da Dirty Dancing var på sit hotteste? Jeg gik fx. i 7. klasse og fik mit første kys. Der var ikke meget dirty over det. Det foregik i en kælder, han hed Thomas, og vi kom aldrig og at danse. Nå.

I nat lå der så rent faktisk en baby og sov i det ene hjørne af rummet, og med de reflekser han har, ja så kan han faktisk danse. Han kan også vrikke med måsen og fortælle mig hvor skabet skal stå, når han ikke gider ligge og vente på den mælk. Så får jeg tørt på, ligesom faren i Dirty Dancing. Måske en kommende Johnny Castle, der liiiige ber sin kæreste Bibi's far om at stikke piben ind, who knows?

Men sammen med Swayze, så døde også 100 af mine hjerneceller i nat, da jeg ikke fik sovet meget, fordi Jeppe troede det var morgen. Derfor var jeg en smule dinglet, svimmel og grådlabil, da sundhedsplejerske Merete ringede på døren her til formiddag. Ind af døren kom hun da, og fik kigget på Jeppe.

Han har taget godt på og vokset og the works. Han har til gengæld fået hård mave og det betyder, at han er utilpas og knurrer som en lille hund dagen lang. Vi havde præcis samme problem med Kasper, så det var forventet. Jeg ved også nu, at babyer ikke dør af det, eller får sprængt tarmen......jeg er sikker på at I kender fantasien som førstegangsmor. Helt anderledes var det dog ikke, da søde Merete nævner, at Jeppe ikke har øjenkontakt så længe af gangen.

Stilhed. Mere stilhed.

Lige den sætning får det til at isne i mig. Kasper røg nemlig ind i et lidt uheldigt forløb på Amager Hospital, da han skulle undersøges for sin træge mave. Her blev øjenkontakten også nævnt, som noget der skulle holdes øje med. Kasper var på daværende tidspunkt to mdr. og jeg var bestemt ikke on top med det der med at være mor og du-kender-jo-dit-barn-bedst. Jeg stivnede da lægen sagde det og var sikker på, at Kasper som minimum var autist.

Faktisk var jeg så bims, at jeg var sikker på, at jeg havde hørt Dr. Ibrahim spørge om vi havde fået tjekket Kasper for Downs. Ergo ringede jeg ned på hospitalet et par dage efter og fik Ibrahim i røret. Han lyttede høfligt, mens jeg lige fik fortalt ham et par sandheder om hvordan man taler til sine patienter. Den fik hele armen. Der blev helt stille i telefonen, og han måtte stille og roligt fortælle mig, at det havde han altså aldrig sagt. Arh okay Dr. Ogginok, ellers ville jeg nok ikke ringe vel. Det havde han da? Nej. Det havde han så ikke.

Så. Mental note to self: inden du råber nobody -puts-baby-in-a-corner-agtige sætninger ind i hovedet på hele sundhedssystemet, så prøv lige og få sovet lidt. Når alt kommer til alt er Jeppe ligeså piv-normal som Kasper, som p.s. kan få øjenkontakt med den mindste myre på en træstamme 100 m væk.