Det må være det samme som, hvis Thure en dag kom hjem og sagde: "Hej skat, nu skal du bare høre noget fedt. I morgen flytter min nye kone ind. Hun er helt vildt sød. Og lækker. Og har den bedste lille røv og kæmpe store bryster. Hun skal sove lige her skat. Mellem os to! Det bliver SÅ skønt. Hun skal forresten bruge bilen, og så får hun også et par af dine Marc Jacobs sko. Dem du ikke kan passe mere. Det er okay ikke?"
Og mens man så prøver at sluge den besked og hilse pænt på Zindy, og lade være med at spytte hende i hovedet og forsøge at behandle hende pænt, så kommer gæsterne. Alle dem der har ventet i spænding på at se lækre Zindy med den fine røv i de stramme cowboybukser. Ind af døren kommer de. Med kram og jubelskrig. Der er endda nogle der græder af glæde over at se hende. De giver hende gaver og knus og skal se hvor fin en seng hun har. Og hvordan hun kan vrikke med numsen og kigge med sine bedårende øjne.
Så var det man selv stod der på sidelinien. Med fedtet hår. Lidt for tyk. Og i et par cowboybukser fra Big is Beautiful og smiler det bedste man har lært. Lige indtil man går amok og skriger som en sindsyg og smider rødvin i hovedet på manden, der med det samme ber én om at tie stille, for Zindy sover. Og det er vigtigt. Meget vigtigt.
Så når vi står der for 117. gang og griber togskinner, der flyver gennem luften, når han sætter tænderne i mit lår, 'kommer til' at tabe sit glas på gulvet eller skriger og laver flitsbuer, fordi ærterne blev serveret på den forkerte tallerken, så tænker jeg på Zindy. Og så får han et ekstra kram. Og en bus fra Fætter DR (BR).
Fantastisk beskrivelse af hvordan det (sikkert) må være.
SvarSletHvor er du fantastisk!
SvarSletJeg har længe læst med og har flere gange tænkt, at jeg vil give mig til kende. Nu skulle det være. For det er da den klogeste betragtning, jeg længe har læst!
Du er sej!
Mange hilsner fra Henriette
Åh, hvor er det bare godt beskrevet - for det må jo være lige præcis sådan, det føles at få en lillebror eller -søster! Og jeg kan godt huske, hvordan man som mor (og far) føler sig som lidt af en lus mellem to negle.
SvarSletJeg vil også give mig til kende nu - har fulgt med i et stykke tid...
SvarSletHvor er det skønt at du kan se situationen fra Kaspers side - det gør det noget nemmere at udholde, rumme og møde det lille mennesker, der går amok. Det er en lang proces at blive storebror (/søster i vores families tilfælde), og for mig har det også været en lang proces at blive mor til to... På en måde har det været den største omvæltning i mit liv, større end at blive mor første gang.
Og til din forrige post: vidunderligt smukke børn, du har, og især storebror ligner dig jo på en prik ;-)
Kh Dorte
Jeg istemmer, at det virkelig er godt beskrevet. Ved ikke om jeg skal grine eller græde, hvor må det være hårdt for den lille fyr, men hvor er det dejligt at han har en mor som er så forstående.
SvarSletÅh, hvor skønt at have det som husker, når storebror reagerer. Den er hermed noteret og kopieret. Jeg kan virkelig se Zindy for mig...
SvarSletKh
Lykke
Hvor er det altså godt, at jeg har dig (du ved hvad jeg mener). For du prøver det lige som før mig og så kan jeg forberede mig, dog uden nogen sinde rigtig at være klar eller forstå alvoren af det, men alligevel ;)
SvarSletNårh, Kasper er en heldig dreng! Ikke at det ikke er svært nok at være Kasper som nyslået storebror, men jeg er sikker på at han kommer fint igennem den storebroderlige ildprøve. For Kasper har en helt fantastisk mor. Der kan SE sammenhænge, som alt for mange andre overser.
SvarSletTak for det indlæg. Fint og klogt og rørende. Åbenbart ikke kun for andre mødre til helt små storebrødre, men også til hende som lige før var ved at gå op i filten over 9årig der ringer hjem fra skolen, fordi han for 117 gang har TABT sin madpakke, GLEMT sin frugt, og IKKE KAN FINDE sin matematikopgave. Argh! (men måske hang det sammen med, at vores Zindy var eddikesur hele morgenen, og at der derfor ikke var meget mere end 5% nærværende mor, da skoledrengen skulle ud af døren).
Billedet med kone nr. 2 har jeg hørt andetsteds, men det bliver det ikke mindre rigtigt af. Men du Annamette formår til ug med kryds og slange at sætte ord på, således man helt og adeles kan sætte sig ind i Kaspers situation. For det er hård kost at skulle deles om den opmærksomhed, man før havde helt for sig selv. Men når det så er sagt, så har I, ved at få nr. 2, givet Kasper en af de allerstørste gaver man kan få i sit liv. Nemlig en bror (eller søster). En man får fælles fortid med, og som kan følge en gennem resten af livet. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre uden min søster. Vi er meget forskellige af skind og indtil en vis grænse også af sind. Men qua vores fælles fortid, ligner vi også hinanden på rigtig mange områder, og det giver en enorm styrke og samhørighed til os begge.
SvarSletKh Jette
JSB: :-) Ja man ved det jo ikke, men tror nu det må føles sådan ca.
SvarSletHenriette: Dejligt du gav dig til kende, og fedt at du læser med. Velkommen.
Bedstes blog: Rart at høre at man rent faktisk alle overlever den periode.
Dorthe: Tak fordi du også læser med, altid hyggeligt at læsere giver sig til kende. Jeg kan helt følge dig i at det næsten er en større omvæltning at blive mor til to. Bliver helt rørt over din ros om mine unger. Tak.
Himmelblaa: Tak!
Lykke: Jeg skal se om jeg kan finde et billede af Zindy til evigt minde ;-)
Frederikke: Held og lykke med baby, når den kommer ud og du står i samme situation med en ulykkelig flitsbue, og en Zindy ;-)
Anne: Tak for de søde ord, jeg er jo fan af din blog, så glad for at du også kunne bruge Zindy som en 'husker' til den store storebror..nåårh.
Jette: Tak for reminderen med gaven i en bror eller søster.