Jeg synes ikke det er hårdt med det mor-til-to-koncept. Der er bare fucking meget arbejde. Praktisk og mentalt. Når frikadellefarsen er rørt, står der pludselig en knap 3-årig, og tuder, fordi han vil have is, og tyggegummi, og kram, og underholdning, og hjælp til at bygge togbane, og skal have pustet på sin fod fordi den lige pludselig gør forfærdelig ondt. Og hver gang jeg giver ham det han ber om, vil han have mere. Mere mor. Mere. Og så er det Jeppe græder og skal have mad og en ren røv. Og sådan kører dagene. Om og om igen.
Det er fase, jeg ved det, jeg er bare sur i dag. Jeg stadig sur på vuggestuen, og på den pædagog, som foreslog Kasper hjemme i to uger. Jeg synes heller ikke han bliver ordentligt stimuleret, fordi de har så mange små børn på stuen. Når jeg vrøvler over dem og forsøger at få medhold fra Thure, siger han, at han synes de gør et fint stykke arbejde, og minder mig om at jeg nok er en liiiiiile smule træt for tiden. For helvede altså. Kan man da heller ikke få lov til at give alle andre skylden?
Men han har ret i, at det er søvnmonstret, der taler. Det mørke spøgelse, der trods et stort hjerte, alligevel kan give mig ret mange agurker i røven. Fx. i går, hvor jeg mødte den hjemløse neger, som IGEN sad pivfuld og sang ved busstoppestedet. Ai mand, jeg havde SÅ meget lyst til at råbe ham ind i hovedet; "så få dig dog for h.... et liv." Flot ikke? At bitche af en hjemløs. Så ved man, at det der afbrudt søvn har gnavet sig ind i hjertet.
Men nu vi alligevel er her, så vid, at hvis du er Kernesund, blevet 10 år yngre på 10 minutter, har fundet din passion, har skabetfuld af røde Louboutin såler, har tykt hår og en mand du aldrig skændes med, så læg ikke vejen forbi her på Amager. Heller ikke hvis du er pædagog. Eller bor pænere end mig. Er tyndere eller går i farvekoordineret tøj.
Jeg har nemlig ikke været i bad eller plukket mine bryn. Jeg har spist cornflakes, ristet i malt og sukker, som jeg har kommet EKSTRA sukker på. Jeg har drukket kaffe med koffein og har på alle mulige måder slået the bitch-switch til.
Så er I advaret.
Hej søde agurkedame :-)
SvarSletUdover alt det du besriver, så er det jo en dejlig dag derude. (ok det var MEGET irriterende sagt, det ved jeg, men det er altså rigtigt nok!) Kunne du ikke snuppe Jeppe i vognen, hoppe på en metro, stå af et sted og gå en tur med vogn og baby, og kaffe og kage (det går ikke uden, det ved jeg!) og så få Thure til at hente Kasper, så du ikke har bagkant. Lige om lidt slutter det her vejr hvor man kan amme udenfor, så det er om at nyde det mens det er...
Bring it on Sista!
SvarSletÅh-ha, du har lige beskrevet min hverdag og mit humør! Tak skal du ha', så slipper jeg for det. Kan i øvrigt heller ikke nå det, da Otto vågner så snart man tror han sover og har lavet kaffe og sat sig foran bloggen...
SvarSletMen Line har ret, nu må vi ud i solen og købe en stor slimet kage og en endnu større kaffe, for det har vi nemlig fortjent, ja vi har så!
Men der er bare ikke noget som en makrelmad der har stået med mayo og det hele og lumret på køkkenbordet i 2 timer, fordi puslingen alligevel ikke ville sove lige som man havde lavet den med sine rystende blodsukkerhærgede hænder. Så er det man bare spiser den lun og håber maven kan ta´ det.
SvarSletVi er vist en del i samme båd :-) Min mand siger: "Tænk frem til jul". Så det gør jeg så, når det er lige hårdt nok.
Du må godt Bitche og du må gerne gøre det HØJT¨¨
SvarSletDet er helt rart at føle sig som en helt normal gennemsnitsmor ved at læse om din agurketid.
Tak for det
Line: Jeg gik ud på din anbefaling. Med Thure, Og fik en kaffe og en kage på Bryggen. Det hjalp sådan okay faktisk. Lige indtil jeg nåede vuggeren og fik ammet Jeppe, mens Kasper fes rundt og slog de andre børn i hovedet, hvilket han gør hver dag når jeg kommer. Jesus!
SvarSletAstrid: Dejligt at høre fra dig, og jeg tager gerne et par blogindlæg for dig en anden gang hvis du som mig trænger til at bitche - der er mere hvor det kommer fra ;-)
JSB: Jeg tænker frem til jul. Det gør jeg så. Bliver det nemmere der? I hope so, men godt at vide at vi er i samme båd.
Anonym: Jamen jeg takker da også dig for at minde mig om at jeg så heller ikke er den eneste med de agurker oppe et vist sted. Haha.
Hvor jeg bare kender det hele fra da jeg blev mor til to for 10 måneder siden..det er lige præcis sådan det er. Og så må man gerne bitche. Især synes jeg med al mulig ret du har lov til at bitche over den pædagog der mente det var en god idé at beholde Kasper hjemme. Har hun ingen idé om hvad en tre-årig kræver???
SvarSletGodt du fik lidt kage, så. Det hjælper jo på det meste:-)
Eivor
Gud, det minder mig fuldstændig om, da Klara var lille, og jeg svor at jeg aldrig aldrig mere ville tale med nogen der havde noget som helst musselmalet i deres hjem!
SvarSletDu trænger til en lur. Det skal nok gå over igen.
Hi, hi - Du skal nok komme ovenpå igen!
SvarSletKh Karen
Arty-Farty: Det lyder som om man overlever, det er godt ;-)
SvarSletJulie: Ja folk med skabene fulde af musselmalede skal da bare så meget skride....øh, eller det har jeg faktisk selv i skabet, kan vi så ikke ses? ;-) Nå men en lur hjalp og i dag er bedre.
Hej Annamette
SvarSletNok engang rammer du hovedet på sømmet. Nu er sønnen min knap 8 måneder, og vi har nu en hverdag, hvor jeg rent faktisk får lov til at sove hele natten (sådan næsten da). I aftes sad min mand og jeg så den engelske udsendelse på DR om familierne med de maaange børn, og søreme om jeg ved synet af en nyfødt ikke gav mig til at vræle, og meddele at jeg vil have en bebs til. Dit indlæg har lige bragt mig tilbage i den virkelige verden, så jeg nu lige venter en postgang eller to med at blive mor nok engang. For min dejlige dreng skal da helt sikkert være storebror en dag, men det behøver ikke at være lige nu :-)
Hormoner, som vore mor ville have sagt! De raser rundt i din krop. (som oveni er blevet hjulpet kemisk til at forløse). Take a break, sov lidt i stedet for at ordne, og så finder vi ud af resten, mens vi drikker kaffe af mega-musel-kopperne. og krammere, store.
SvarSletHej smukke annamette
SvarSletJeg vover alligevel pelsen og stikker hovedet ind i den virtuelle brevsprække - selvom jeg er fru kernesund.
Jeg er vild fan af din blog. Du skriver simpelthen FANTASTISK, levende, billedrigt og ærligt.
Efter en del år med modet helt fremme i forsædet og en enorm åbenhed, kan jeg mærke en trang til at gemme mig lidt.
Men jeg kan mærke, når jeg læser din blog, at det smitter af på åbenheden og ærligheden. Derfor er du en kæmpe inspiration, imens jeg tager mig sammen igen.
Derudover har jeg hår på hagen og jeg har fået røvballegardiner på øjenlågene. I en grad, så jeg føler mig draget mod noget så unaturligt som plastikkirurgi. Hjælper det?
Tillykke med din smukke baby. Er det strengt at sige, at jeg er glad for, at jeg ikke skal have flere? Det er i den grad til at leve med røvballegardiner over øjnene og lyntog mod 40´erne, når ens drenge er store, kloge og selvkørende. Og sover igennem om natten. Og leger selv to timer, når de kommer hjem. jeg har en kæmpe, blød, varm ømhed overfor alle jer unge mødre. jeg kan godt huske trætheden.
Jette: Jeg så også udsendelsen, og græd nærmest indeni, da jeg så hvor træt fru Paki-mor var. Helt ærligt, så tror jeg sgu inte hun havde så vildt meget lyst til at være stor-børnsfamilie. Jesus. Men mor til to holder hele vejen, så just do it. Men ville nok også loge vente lidt hvis jeg var dig.
SvarSletKære Fru Kernesund: Hvor fantastisk at du stikker hovedet indenfor. Du er så velkommen, selvom du er alt for sund ;-)....smit mig endelig. Jeg kan HELT følge dig i at det er fedt at have store børn, når man har røvballegardiner i øjnene, og ikke skal have flere. Det skal jeg fannerme heller ikke, selvom jeg elsker hvert minut med mine. Jeg er dog glad for at Kasper har sovet igennem fra han var 1 1/2 og stadig gør det. Et bevis på: It's a fase...
Men kære Ninka håber vi ses snart, en dag. Røvballegardiner eller ej ;-)
Det glæder mig, at jeg ikke er den eneste, der havde dybt ondt af den pakistanske kvinde. Manden står i ramme alvor og siger, at en livmoder bare skal holdes i træning... Hvad giver I mig? Mon han ville have samme indstilling til tingene, såfremt det var ham der skulle gennemføre graviditeterne og føde børnene.
SvarSletJo jo, vi kan godt ses. Jeg er kommet over det - det er jo 6 år siden :-) Og jeg har selv fået noget musselmalet siden da, så jeg er kommet over på den anden side, om man så må sige. Og vi skal jo snart ses!
SvarSlet