Da jeg stod nytårsaften ved indgangsporten til 2006, havde jeg en raket i den ene hånd, min kommende mand i den anden og et nyt job i den tredje. Thure og jeg havde været kærester i 5 mdr. Alt var godt.
En måneds tid efter sidder jeg i et Lejet Lig på vej til Århus. Fuld af flyttekasser og fuld af forventninger. Mit nye job ligger i Jylland og efter planen er det der vi skal bo det næste år.
Vi holder ind på en tankstation for at købe kaffe, det er søndag og alting virker helt normalt. Jeg tror, at det bliver året, hvor jeg stille og roligt skal banke karrieren et hak opad og lære ham, der friede til mig efter en måneds kæresteri, bedre at kende. Sådan et stille og roligt år.
Om mandagen sker skiftet.
Jeg er gravid. Jeg går i panik. Jeg vil for alt i verden have en abort. Får snakket med min nye søde chef. Beslutter mig for at beholde det. Og så aborterer jeg. 1. april bliver vi gift på Århus Rådhus. Dagen efter dør min elskede mormor. Samme weekend bliver jeg gravid igen.
De næste seks måneder går med opkast i døgndrift. Vi flytter tilbage til København i september. Thure mister sin kæreste moster i oktober. Jeg går på barsel i november. Tager et familieopgør i december. Juleaften holder jeg min fødselsdag i København for første gang siden jeg flyttede herover for 13 år siden, og dagen efter føder jeg Kasper. 14 dage for tidligt.
Nytårsaften, ved indgangen til 2007, sidder vi så med hinanden i hånden. Kigger ud over Amager Fælled og på det lille nye menneske, der ligger ved siden af den indbagte mørbrad. De er næsten samme størrelse. Raketter er der ingen af, en øm røv er der nok af. Vi forstår ikke helt hvad der skete. Men en vielsesring og en baby er beviset på, at nogle gange tager livet bare over og så må man altså holde fast i sadlen imens.
Det lyder altså både smukt, sørgeligt, rørerne og oplivene :-) Det er dejligt det liv, ikk!?
SvarSletKh L
Jo det er så fantastisk. Man kan bare blive så overvældet. Kommer du ikke snart hjem så vi kan drikke kaffe?
SvarSletVildt år. Det er så sejt at opleve, hvordan livet nogen gange bare fører en afsted, uden man selv har noget at skulle ha' sagt. Og en lille smule udfordrende til tider ;)
SvarSletÅh, jeg ved ikke lige, hvad jeg skal skrive, har bare lyst til at sige, at dit indlæg rører noget i mig, fordi det på én gang er så fuldt af glæder og sorger og ja, bare liv. Og så kan jeg høre, at vores historier minder lidt om hinandens. Det der med at blive ramt hårdt og hurtigt af den store kærlighed, barn og bryllup (mit held skyldes i øvrigt P3, lidt sjovt), så jeg kan kende mange af tingene.
SvarSletJooo... jeg kommer da hjem så vi kan drikke kaffe i næste uge. Nemlig :-) Trænger også lidt til noget andet end nescafe...
SvarSletpuha Annamette, sikken en tåreperser. Er helt rørt og våd i ansigtet. Du skriver fantastisk. og ja, det heldigste er når livet tager fat i en. Det værste er, når livet går en forbi.
SvarSletKære Annamette, Tak fordi du deler dig her. Jeg bliver meget rørt og kommer til at tænke på at jeg, som barn, ikke anede at det her var sådan det ville være at blive voksen.
SvarSletBliver stadig overrasket indimellem, selvom jeg har haft nogle år at øve mig i.
blog.katrineaxholm.dk
Tak for jeres søde kommentarer, det er så dejligt at læse og dejligt at vide at I er der.
SvarSletKram til jer alle
Annamette
Jeg tilslutter mig koret af "græde-koner" (undskyld til jer andre for benævnelsen). Det er smukt skrevet.
SvarSletLæste din artikel i Vores Børn, og måtte da lige forbi din blog.
Og jeg kommer lidt til at tænke på et quote (jeg har noget med quotes...) om at "it is not the years in your life that counts. It is the life in your years!". 2006 var vist i den grad et life-year i dit liv...håber at du har mange af dem!
Nogle gange sidder man helt rundtosset tilbage og tænker - hvad skete der lige? Og så er der gået to år - din beskrivelse er lige i øjet.
SvarSlet