Glædelig Jul

Det ville være synd at sige, at dagene her op til jul har været fredelige og fornøjelige og Driving Home for Christmas. Jeg nævner i flæng: man-flu, juletossede unger, snestorm, ambulancer om natten pga. af mere sygdom (Min Onkel...som er i bedring) og så min mor, som enten siger: "jamen jeg har jo IKKE holdt jul i fire år og eftersom jeg er blevet 100 år siden, så kan jeg intet huske...hvor fanden er de løg....Gud! gaverne...., ved du hvor mine briller er..."

Så. Jeg ønsker jer allesammen en virkelig røvfed jul. I dag. For jeg når det ikke i morgen, eftersom Jule Race starter i morgen kl. 7.00. 2 x fødselsdage ( min i morgen og Kaspers 1. juledag....I know, super fed timing), juleaften og julefrokost med 16 mand, skal afvikles på noget der ligner to døgn. Så jeg ryger lige ind i julemøllen i nogle dage, sagde jeg, og lød som en der blogger helt vildt meget i forvejen.

Husk: der er ikke noget der ikke kan drikkes væk med en julesnaps.

Very Merry Happy

fra

Poul Panasonic

Jul på falderebet

 Hvis du er en af dem, der ikke har fået pyntet op til jul endnu, så skal du skynde dig at smutte over til Trine og MERAKI. Mage til flotte julevinduer skal man lede længe efter. Jeg skal helt sikkert klippe nogle efter jul, som skal hænge h e l e januar.

Udover blærede julevinduer, er der mange andre blærede kreative dingen und sachen hos Meraki. 

Afsted, sagde Poul Panasonic.

Humørskifteren

 Noget der altid kan få mit humør til at skifte er ting som det her. At der har siddet et rigtigt menneske og udtænkt en genistreg, en numerologimaskine, som denne, gør mig utrolig glad.

Kærlig hilsen
Poul Panasonic

(og tak til Anne ovre fra Undreland for at fiske den frem).

ps. Man SKAL vende tilbage og skrive hvad man hedder. Jo kom nuuuuu ;) (..hvad sker der for de smiley'er?!)

Smukke Allan i Pink Dragt og mudder

Jeg har før været til Mandehørm-løbet med Thure, men den pibe fik en anden lyd i år, så jeg havde ikke nogen mand at heppe på, og gad da heller ikke tage med op og heppe på Allan, det må Maren gøre. Jeg måtte ikke selv deltage, men da jeg missede det ellers helt fantastiske løb Kvindefims, hvor det pinke svin skulle være luftet, så lånte jeg den til Allan. Klart jeg ville det.

Og det fortrød jeg ikke.

 Kære Maren, vi forstår godt, hvorfor du faldt for Allan.

 Næste år er det ham i den orange bluse, der får lov til at låne dragten.

 Well done, men næste gang så gælder det ikke at have en bluse indenunder.

...og det gælder heller ikke at have tights udover. Vi vil se free balls i pink lycra.

Nissedør og andet lir

Finder du hos KJ Design.

Og hey, gider du ikke sende mig et billede af din nissedør, jeg vil gerne se hvad jeres nisser laver.

;-) (..lavede jeg lige en smiley i et blogindlæg?..det må være julen).

Til tasterne

Jeg har altid skrevet bedst, hvis jeg er virkelig træt eller virkelig stresset eller virkelig rasende. Nu er jeg alle tre ting.

Og jeg har ikke skrevet en skid af betydning herinde i noget der ligner 100 år.

Hvad fanden er jeg så sur over? Det ved jeg sgu da ikke vel. 2012 kan fandme bare snart rende mig i røven. Det hænger måske sammen med at man lige topper børneweekenden med et kvartsygt barn, der speedsnakker og ...er på speed i det hele taget. Tænk flitsbue møder Jackie Chan møder Jack The Ripper. Virkelig hyggelig mandag med Jeppe.

Jeg er tæt på at købe en ø for alle mine dagpenge. Så kan man besøge mig der, hvis man ellers har øl med. Eller en joint. Eller herion. Whatever makes my day, dén dag.

Ingen andre i denne verden har skyld i mit humør. Jeg kunne jo bare drikke mig fuld...nårhnej, jeg kunne ..... lægge mig under en dyne.....nåårhnej det har jeg ikke tid til. Så bliver jeg da bare i min lejlighed. Igen. Sammen med Jeppe.

Okay enough about the brok. Jeg er nok bare gået kold. Strømsvigt i bøtten.

Så var det også jeg kom i tanker om, dengang jeg startede med at blogge. Og på hvor meget jeg elskede at blogge. Jeg kunne ikke vente til det blev næste dag, hvor jeg igen kunne skrive noget. Lige nu kigger jeg på bloggen og synes ikke jeg kan finde mit mojo. Kigger på de andre bloggere og ser, at de bare bliver ved og ved. Jamen hvordan? Okay de blev ikke separeret i år, men alligevel. De bliver ved. Jeg, der ellers har ret meget på hjertet er bare blevet sådan en småfesen blogger, og hver dag råber jeg ned i tastaturet: JEG KA' GODT, JEG KA' GODT, JEG KA' GODT! Det kan jeg jo godt. Jeg aner virkelig bare ikke hvad jeg skal fortælle om. Og mit overskud ud i små finurligheder, som ikke lige inkluderer Nissedøre, det kan tælles på én hånd, på en hånd, der mangler tre fingre i forvejen.

Måske er det hele sådan noget 2012 gylp. De sidste rester af crappyness, som skal ud. Muligvis. Jeg kan ellers godt være ret mild. Og sød. Og glad. Og sjov. Bare ikke i dag.

Fucking bare ikke i dag.

Så var der også det indlæg med den pink dragt som Smukke Allan lånte. Nårhhvad, det var da megasjovt. Og jeg har billeder og alt muligt og det fik jeg så ikke lige blogget om fordi....det gjorde jeg bare ikke. Men I skal se det. Det skal I.

Så hvis der sidder bare een, måske to tilbage, så glæd jer til Smukke Allan i den dragt.

Og nej, gu gider jeg røv at linke, det er alt for besværligt, hvis ikke I ved hvem han er, bare ærgerligt.

Kærlig hilsen

Den Sure Røv. 

Achtung # 2

Efter fem dage væk, har Nisserne hacket bloggen, og skrev nu i morges igen. Beskeden var i sokken: "Kære Annamette. Som vi skrev for nogle dage siden er vi nede på grød og øl, og du laller bare rundt i Vejle. Vi skrev 'PENGE' til dig, med kastanjer, I FREDAGS, det skulle ligesom ikke være til at tage fejl af vel? Tror du vi gider at betale for de gaver vi skal lægge i sokken til jeres unger? Gu' gider vi da røv. Du må hoste op med nogle monetos, ellers begynder vi for alvor at hærge...og det er helt sikkert ikke for børn og vi får helt sikkert brug for en større nissedør. Dette var advarsel #2. Julehilsner N."

Achtung!

Her er en hilsen fra Nisserne. Kære Annamette, hvis I ikke snart kommer hjem, så æder vi ALT guf i skabene og tømmerne ungernes sparegrise og går på druk. Vi er nede på øl og grød.

Dette var første advarsel...

What!

Jeg bliver afpresset.

The Nissedør Experience - 7. December

Nå. Så er der åbenbart ingen fulde nisser. Men nisser der skriver i koder og giver ungerne penge.

...jeg skal have en snak med dem.

Nissedøren

Jeg så en nissedør på Instagram, som Ann-Christine ovre fra Valdemarsro har kreeret, og det skulle jeg aldrig have set. Det kammet over lige siden. Kasper er vild med det, Jeppe er ragende ligeglad og vil hellere spille på iPad, men så er det jo godt, at mor kun har det skæg hun selv laver.

 Så er de flyttet ind. De kommer ud af døren om natten, har en lille kurv til slik og pebernødder, en lygte, en postkasse til breve, som vi kan skrive til dem og så klart et juletræ med juletræstæppe.

....og hov! om natten havde de klasket mel ud over det hele, men heldigvis været der med gaver til julesokken. 

...og i nat havde der været fest. En af vores striknisser var plakat fuld, der lå kvaste pebernødder all over, og de havde glemt deres æsel, som er ved at æde juletræet.

Hvordan skal det ikke gå resten af december? Nissestrip? Fis ved kopimaskinen? Se med i morgen.

It's funny cause it's true

Nu ved jeg godt, at du ikke er typen, der spammer os andre med billeder af din kaffe, på Instagram, men hvis en du kender gør det, så send lige denne video videre, og prøv ikke at føle dig ramt imens.

Den er enestående.

Fuhrmann kalder Winnie og Lise - vindere af Hvid Magi (lyder det egentligt ikke som om jeg udlodder narko?)

 Lise

Winnie

Tillykke til jer. I får hver to billetter til d. 27/11.

Send mig fluks:


Fulde navn og tlf. nummer (og skriv det gerne i emnelinjen)

annamette.fuhrmann@gmail.com

Sort Samvittighed - Hvid Magi

Jeg har skrevet det før og jeg gør det igen: jeg er ikke overdrevet vild med teater. Lad mig ikke gå i detaljer, men hvis jeg bare siger, at jeg synes det kan være en smule anstrengt, så har jeg ikke sagt for meget.

Men. Der skete det sidste år, at min ældste veninde Lottes lillesøster skulle være med i et teaterstykke med gamle Anne Linnet sange og nårhja, så kunne jeg da godt tage med ind og se det stykke. Man havde vel stået og skrålet Barndommens Gade til et par fester eller to. Og det var jo Rikke, altså lillesøsteren, og hende vil jeg altid gerne se. Hun er fantastisk.
Og jeg vil nok sige, at da jeg sad der på de stive bænke sammen med resten af salen, så blev jeg væltet omkuld. Den forestilling er på mange måder så way out, men på den gode måde, at man sagtens kan give sig til at tude midt i det hele. Det gjorde vi sådan set også allesammen. Den er rørende.

Nu har Betty Nansen sat forestillingen op igen, og jeg har fået 2x2 billetter, til jer. Til forestillingen d. 27.11, her  i København, og bor du på Fyn eller i Jylland vil jeg sige, at den forestilling er værd at køre efter.

Skriv dit navn her inden onsdag aften kl. 21.00, hvor jeg trækker lod.

Læs mere om forestillingen her.

Damerne har også en blog.

Vores Børn Plus

Jeg har skrevet et Essay til Vores Børn Plus - Alt til mor. Det sidste skud på stammen i rækken af deres børnemagasiner. Jeg synes det er et fint nyt magasin og som en, der har skrevet for Vores Børn i 1000 år, var det super fedt at få lov til at fyre den af med et essay.

I al beskedenhed synes jeg den er et fint lille klap i røven til os kvinder. Og vores mænd.

Du kan stadig nå at få fingre i magasinet. Afsted.

Øh

Er der nogen, der gider at fortælle mig, hvordan det pludselig blev d. 16. november - helt uden at jeg opdagede det??

Måske fordi jeg lever et liv, der lyder som en af mine seneste Facebook updates:
"Føler mig utrolig priviligeret over at få lov til at opleve en treårig for anden gang i mit moderskab. En treårig og deres kreativitet udi psykotiske anfald over for små skeer, for skæve gafler, forkert farve strømper, for firkantede isterninger (..indsæt selv andre urimeligheder). Det svarer nogenlunde til at have Hitler boende mens man selv er jøde. Berigende er ikke ordet."

Det liv, hvor man ikke sådan lige rutter med minutterne...netop pga. de lidt for firkantede isterninger. 

Ved I hvad? Ha' en dejlig weekend. 

 

Update

Jeg findes. Måske er I ligeglade, men hvis ikke, så findes jeg. I virkeligheden. Og på Instagram og på Facebook. Jeg er nok mest på Facebook. Lidt mindre på Instagrammas og så ikke helt så meget her.

Så hvis du synes, kan vi godt være Facebookvenner i stedet for blogvenner.

Det er sært med bloggen ikke. For jeg elsker jo at skrive. Og især til jer. Men der er så lidt tid, og når jeg så sætter mig ned og vil skrive har jeg det som om jeg står i en tom kirke og råber: 'dææ-ååh'. Et skørt billede at komme til at tænke på, når nu internettet ligesom er online no faces at all projekt, medmindre jeg begynder at Skype blogge...hvordan man så gør det??

Anyways....er det ikke et irriterende ord? Det synes jeg. Men jeg bruger det tit. Det skal på listen over do less.

Jeg er stadig lidt mast efter den sidste tids ramasjang. Jeg ved ikke. Det er som om, at mine to-do lister er alenlange og mine hverdage føles som om, at jeg hele tiden er nødt til at tømme en opvaskemaskine, før jeg kan gøre noget andet. Eller sætte en vask over. Eller rydde op. Must. Find. Rengøringshjælp. Har fundet en faktisk. Skal bare lige ringe til ham. Fucking Sisyfos.

I dag er det mandag og det har pisset ned stort set hele dagen. Grå og kedelig. Men jeg har haft en god dag. En dag, hvor jeg kommer i tanker om alt det jeg havde glemt at jeg syntes var sjovt. Kender I det? Der hvor man kommer i tanker om alle mulige situationer, som var skideskægge. Det som gør, at man griner over hele femøren.

Jeg har fx. en ting med at sige at jeg hedder Britney Spears, hver gang jeg er på Joe and The Juice. Så griner Hipster fyr og så smiler jeg. Så spørger han mig igen og så svarer jeg igen. At jeg hedder Britney Spears. Til sidst synes Hipster fyr ikke det er sjovt mere, og skriver Britney Spears på min ordreseddel. Og her er det jeg glæder mig hver gang. Til at han om lidt skal råbe EN SPICY TUNA TIL BRITNEY SPEARS!! Hahahahahahaha, jeg griner hver eneste gang. Alle andre gør ikke altid, men jeg gør.

Så med dette skaldede ikke-indlæg vil jeg rigtig gerne spørge dig, hvad du synes er skideskægt i din hverdag.

Hvar. Hvad er det? Fortæl...

Et billede fra Instagram

Jeg vil bare lige sige kort, at det her delemor liv - det fandme godt nok er trættende på den helt fysiske måde. My gawd jeg er balleret og det med at sætte bogstaver sammen, det er helt til hest i disse dage.

Men så er det at Instagram comes in handy, for det kræver bare et klik i en elevator fx., så har man kommunikeret med verden. Set på den positive side så havde jeg ikke vidst, at jeg havde KGB look, hvis jeg ikke havde været så træt og kun lige haft ork til Insta.

Følg mig på #fuhrmannstagram

Klumme til 24 Timer i dag

Hvis du ikke fik den læst i papirudgaven, er min klumme fra dagens avis her: 

Plads til begejstring

I går så jeg et boligprogram i fjernsynet, hvor man hjælper en hårdt trængende dansker, med at få lavet dele af et hus færdigt. I dette tilfælde, var det en søster, som gerne ville hjælpe sin kræftramte bror og hans familie med at få fikset deres hus, så de rent faktisk kunne bo der. Så broderen kunne få noget ro til at komme igennem sin sygdom og så han og resten af familien slap for at bo på et værelse hos svigerfamilien.

Søsteren var vildt sød. Broderen var vildt sød. Super fed gestus af den søster, der tilmelder sin bror til det program. Det var ren kærlighed og grebet af trangen til en happy-end så jeg programmet til ende. Men som minutterne gik begyndte jeg at undre mig mere og mere. Der. Var. Så. Stille. Hele. Tiden.

Den castede søster og broderen var søde, men ikke de jublende typer. Fair nok. Det er heller ikke dem, der skal bære programmet som sådan. Men tv-værten var så heller ikke et festfyrværkeri af udstråling, sådan af type. Ej heller indretningseksperten. Eller tv-tømren. De virkede flinke alle sammen. Rare typer. Fine mennesker. Behagelige. Og slutresultatet af det færdige resultat i huset var to-die-for. Fede møbler, brændeovn, børnetegninger, der var blevet blæst op i plakatstørrelse, dyre lamper  og farver der sang som musik. Så medmindre de tager halvdelen med tilbage til tv-studiet, så skulle jeg mene, at der var r-i-g-e-l-i-g-t at juble over.

Der blev da også sagt tak og krammet og knebet en lille tåre. Men det var så det. Jeg kender alt til at man kan give en Vestjyde en Porche belagt med smaragder, uden at han siger andet end: ”jamen det er da godt nok så”, og så indeni er ved at eksplodere af glæde. Men dét der fjernsyn. Det var godt nok så afdæmpet på alle leder og kanter, at jeg kom til at juble. Helt alene, hjemme i min stue sad jeg og råbte: ”Jaaaaaaaaaaaamaaaaaaand, hvor ER det blææææææret.”

Så kære tv-kanaler, er det ikke nu vi, efter tre år i Finansgrisens tegn, trænger til at nogen skruer op for charmen? Ja, jeg gør sgu, og det er lige før jeg melder mig frivilligt til at lave et program, som udelukkende handler om at begejstring.

Kærlig hilsen

Jubelidioten

Vinder af Carsten Eskelund Show

Ja, det blev sguda dig Carportognoia. Send mig en mail til annamette.fuhrmann@gmail.com og fortæl mig om du ønsker at se forestillingen lørdag eller søndag.

Tilbage til Rød Stue, smækbukser i fløjl og træskostøvler

Woody Allen får ordet

"In my next life I want to live my life backwards. You start out dead and get that out of the way. Then you wake up in an old people's home feeling better every day. You get kicked out for being too healthy, go collect your pension, and then when you start work, you get a gold watch and a party on your first day. You work for 40 years until you're young enough to enjoy your retirement. You party, drink alcohol, and are generally promiscuous, then you are ready for high school. You then go to primary school, you become a kid, you play. You have no responsibilities, you become a baby until you are born. And then you spend your last 9 months floating in luxurious spa-like conditions with central heating and room service on tap, larger quarters every day and then Voila! You finish off as an orgasm!"

— Woody Allen

Sådan én man selv griner af - Eskelund at his finest

I sidste uge drak jeg kaffe med Carsten Eskelund. Det var en god kaffe. Tilpas stærk og rund i smagen. Vi har ikke set hinanden i 100 år, siden vi arbejdede sammen på Radio 100 for ditto 100 år  siden, så der var en del cathing up to do. 

Vi fik delt livshistorier og snakkede om stand-up og shows og fremtid og hvad man ellers vender over en kaffe. Nårhja ser billeder af hinandens unger, eller det tror jeg vist ikke at jeg nåede, men jeg så da et fint billede af Carstens kæreste og hans lille fine søn. Anyways så fortalte han mig så om sit nye show Sådan én man selv griner af. Det lød virkelig fedt. Det er ikke et stand-up show i klassisk forstand, men bestemt en oplevelse værd, hvis jeg ellers kunne gengive alt det kloge han fik fortalt om det. Men det var efter kaffe nummer to, så min hjerne var vist lidt speeded, så læs hellere om det her.

Der er tre forestillinger de næste par uger, i Århus, de første to i weekenden og den næste 3. november. På Teater Katapult. Jeg har to billetter til den forestilling, på én af spilledagene, så hvis du bor i Århus og har mulighed for at komme derind, så læg dit navn her inden torsdag aften kl. 21.00, hvor jeg trækker en vinder.  

Den Blå Avis, min gamle ven

Engang for længe siden drog jeg.....engang for meget lang tid siden.......der var engang, hvor.......

...okay for 4000 år siden, i 1996, havde jeg besluttet mig for at flytte til København. Jeg havde fået et arbejde på et Patentkontor som piccoline, og skulle nu have et sted at bo. Det var dengang, hvor posten kom med frimærker, og hvor fastnettelefonen var den eneste virkelig smarte og hurtige forbindelse til omverden. Det var også dengang, hvor den eneste måde at finde noget at bo i, var med Den Blå Avis i hånden. Papirudgaven vel og mærket.
Inden jeg skulle flytte, fik jeg en ven til at få fat på den Sjællandske udgave og komme den i en kuvert og sende den til mig #hellostenalderverden, så jeg kunne se om der var noget, jeg kunne bo i. Jeg fandt hurtigt et par mulige adresser, bla. et kollektiv på Nørrebro. Jeg kendte til ét kollektiv i Vejle og det rimede på hippie, joints og genbrug, så med håb om at det var mig, der blev valgt, tog jeg en gammel læderjakke på og bandt nogle læderkæder om halsen og tog min peace-love-harmony-fred-i-verden attitude på.

Jeg ankom med den transportform, der kom liiiige efter hjul og kærre, som var bumletoget, med seks-mands-kupéer, hvor man også skulle sejle over Storebælt. Det tog en evighed, men jeg fandt en bus til Nørrebro og fandt kollektivet. Det der mødte mig, var en pige i batik og dreads, og en mand i natbukser og bar overkrop, som sad og spillede på en motherfucker stor trekantet guitar. Sådan en der ligner en balalajka x 50. Og der ville jeg gerne bo. Seriøst. Jeg ville gerne blende ind i Nørrebros indien-goes-opium-hule-med-de-helt-trælse-typer-der-er-sguda-ingen-normale-mennesker-der-spiller-på-sådan-en-guitar, og jeg fik da sagt, at det da bare kunne være dejligt at bo her (indsæt drævende jysk accent). Needless to say, blev det ikke mig de valgte, men fra den dag blev jeg SUPERbruger af Den Blå Avis.

Jeg flyttede nemlig derover på venners sofa, kort tid efter, mens jeg trawlede Den Blå Avis igennem for boligopslag. Og var man jyde i byen, fandt man hurtigt ud af at stå op klokken lort om natten, for at cykle ind til Potikens hus, hvor der var udbringning af Den Blå Avis. Med lidt snilde kunne man vriste et eksemplar ud af buddet og så var det eller bare om at gribe fastnet-knoglen og få ringet.
Så på mange måder udviklede jeg et kærlighedsforhold til papirudgaven, som jeg decideret kan savne. Bare det at ringe til en underlig mand ved navn John, der udlejde et kosteskab, uden adgang til køkken eller bad, men alligevel ville have en månedsløn for det, eller Bitten, der havde en husbåd, som viste sig at være en gammel skonnert i Sydhavnen uden vand, eller Herman, som havde en giga herskabslejlighed, han ville have 70.000 kr. i indskud for.

Åh det var tider. Det var tider.

Derfor fik jeg også den helt nostalgiske mine på, da jeg blev spurgt om jeg ville omtale Den Blå Avis, og hvis jeg fik en beskeden voucher (ja, det er et sponsoreret indlæg, men hell, jeg havde gjort det for free), og så ville fortælle om min handel. Og ja, Blå Avis, everything for you. Jeg synes faktisk jeg skylder på den konto, fordi jeg var fået så uendeligt mange oplevelser af at cykle rundt med den goddamn avis med æselører ved mine kommende boliger. Og jeg vandt guldet, og fik belønning for mine anstrengelser, da min første lejlighed i København var på Larsbjørnstræde, fordi jeg stod med det første eksemplar kl. 5.00 om morgenen og selvfølgelig (idiot), i desperationens øjeblik, ringede på den lejlighed. Kl. 5.00. Hvad fanden jeg har tænkt på, ved jeg ikke, men jeg fik den. Sgu.

 3x34 go home!

Og. Viste det sig. God DBA  karma, det har jeg stadig, for jeg har længe været på udkig efter en Hukit garderobe fra en vuggestue og den her svend, er gammel, men så fin og velholdt.
Fra jeg loggede ind, til jeg færdigjore min handel, gik der noget der ligner otte minutter. Sælgeren boede i gåafstand, what-are-the-odds?

 Der er ikke meget at sige om det der ligger online på DBA. Det er jo for fanden bare et sted at handle online, men det slog mig, at man kan handle rimeligt hurtigt derinde, fordi der ikke er en evig prutten om prisen eller det, at man skal vente som en spændt flitsbue, hej ebay, for at se om man bliver overbudt. Og så er jeg bare gammel fan, og vi er fandme tro mod vores idol.

Om der findes en app? Klart der er.
Og sælges der Carmencurlere? Klart der gør. 

I så det godt ikke?

Nåmmen så blev lydmuren brudt af et menneske med over 1000 km/t. Og det vil jeg skide på. At man er typen, der digger den slags, og har sprunget faldskærm i 800 år, er gjort af et stof, der er født til at flyve og har har Red Bull og total crazyness i blodet. Men at stå der på toppen af jordkloden, og kigge ud over verden, det tror jeg gør enhver mand/dame røv-bange.

Jeg tror ham Felix har været ved at skide i bukserne over den tur han skulle ud på, for at lande sikkert på sine ben. Og nej, det giver muligvis (vi ved det jo ikke) ingen penge til velgørenhed og vi kan godt kalde det et hjernedødt projekt for en sodavand, der smager af helvede til, som tjener i zillion kroner på det i reklame. Men. Når det så er sagt. Så synes jeg det var det vildeste pis at kigge på. At se ham sidde i den der lille lortekapsel, åbne døren, og tøve lidt med at få bæltet af, så han kunne rejse sig op. Det går over min forstand. At vi er blevet så jeg-tager-lige-til-månen-med-et-kamera-på-hjelmen-og-filmer-mens-jeg-springer-tilbage-til-jorden, det fatter jeg ikke. Fatter. Det. Ikke.

At samle sin kæbe op fra jorden. 

 

Vind Min Mor bogen

Det sker, lige nu, hos Onkel Anne. 

Afsted.

Monsuno

 Her i huset er der ingen spor af Superhelte. Ingen pistoler, cowboyhatte eller sværd. Vi har dog to motherfuckere af AK47 geværer, som Kasper lokkede sin mormor til at købe, fordi han mente at hans mor (mig) havde sagt, at han skulle have et gevær!! Helt så Erik Clausen er jeg nu ikke, men jeg har da ladet en enkelt bemærkning falde om ikke det kunne være fedt med noget gevær og noget sværd og noget drenge-tjubang. Det er noget jeg jævnligt siger, mens jeg prøver at ligne Lucky Luke, så godt jeg kan. Det bliver ligesom bare aldrig rigtigt bemærket, når jeg står med to bananer og drævende stemme, så jeg er efterhånden ved at vænne mig til at jeg har drenge der tegner, laver perler, synger, leger med biler og tog. Bum.

For en måneds tid siden fik jeg tilsendt noget legetøj i heltekategorien. Monsuno heltene. Et lille plastikrør, hvor man kan komme en slags plastik dingenot ind og så fyre den af. Der var også fine Monsuno kort med, så man kunne lære sine helte bedre at kende.

Og hvordan det gik med det, var nogenlunde ligesom, når jeg leger Lucky Luke: jeg piskede en stemning op og snakkede med sær stemme og forsøgte at sige Superheltelyde og pege ud i det uendelige univers med denne plastik dingenot. Kasper kiggede lidt på dimsen, spurgte hvad det var, tog plastikdimserne og lagde det hele på ladet af sin lastbil. Og der lå det så. Og lå. Jeg syntes det var ret sjovt, men det vakte ikke synderligt meget interesse og det fik mig til Den Endelige Konklusion: mine drenge ejer ikke Superhelte-genet. Der er gået et eller andet galt i DNA'en, mens jeg var gravid. Jeg har muligvis kastet det op et sted på Bella Center station. Who knows.

Radioindslag om Min Mor på Klubben

Copy of 260912 ANNAMETTE FUHRM 1

I sidste uge medvirkede jeg i Morgenprogrammet Giv hver dag vinger på den fynske radiostation Klubben. Hvis du ikke bor på Fyn, kan du høre med via nettet.De var fandme så søde de værter.

Er du en der hellere vil læse om dem, fis forbi gennem Facebook her.

Det er første gang jeg prøver at lægge en lydfil på bloggen, som jeg HELT SELV har lagt ind. Lad mig bare sige, at det var lidt tilfældigt, at det vitterligt lykkedes for mig, og jeg kan derfor ikke finde ud af uploade lyden fra starten af interviewet. Men fordi jeg er herrestolt over at kunne finde ud af det, sådan i det hele taget, så må du nøjes med den sidste bid.

...Imellemtiden går jeg i værkstedet og prøver om jeg kan fikset det andet.

Historien om Jacob

Kan I huske Jacob, der passede Marens blog? Jeg kan godt, og jeg kan huske, at selvom jeg ikke kendte ham, så blev jeg hurtigt grebet af hans måde at fortælle på. Om sin hang til at gå i dametøj og frygten for at andre skulle opdage at han var en loonie.

Jeg har aldrig selv været grebet af trangen til at ekvipere mig selv i herretøjsafdelingen, eller at gå med gylp, og min vildeste trang til at bryde ud i noget rebel, var da jeg vildt gerne ville være hippie på gymnasiet. Den periode varede måske to uger, og jeg så bare underlig ud. Der er dem, der kan pull-off goth eller hippie, og så er der dem, der ikke kan: mig. Hippie duede bare ikke. Jeg ville også ligne en forfærdelig goth og jeg er alt for vild med popmusik til nogensinde at blive det by heart.

Men indrømmet. Jeg går ikke i det tøj, som jeg af hjertet drømmer om at gå i. Jeg tør ikke helt give mig i kast med SÅ mange farver eller pailietter og hatte og store briller, som jeg ville ønske. Så jeg kan godt følge Jacob i, at hans spring er det vildeste vilde. At være en mand, med hang til dametøj, neglelak og bling-bling, så kan vi andre da bare holde kæft om ikke at turde at gå med en hat. Det tør jeg i øvrigt godt, men jeg kender mange der ikke gør.

Anyways. Jacob oprettede sin egen blog, efter besøget hos Maren og her fortæller han om sit endelige udspring: at gå offentligt i dametøj. Jeg synes det er rørende og det stinker af mod.

Hurra!

Vi bringer en servicemeddelse

Der er varme i radiatorerne og toa er lavet.

Touchdown!

Tak til Robbie imens. Sikker på at det lyserøde jakkesæt var den gode karma i den forbindelse.

Hey Instagramtyper, læs lige det her og dø af grin (ikke af mit, men af Leandra Medines..det giver mening senere)

Leandra Medine er en amerikansk modeblogger, hvis succes er til at få øje på. Hun er en MONSTERsucces og har vel 400 gange flere læsere i minutter end Bloggers Delight tilsammen. Til gengæld er hun 4000 gange federe og sjovere end alle danske modebloggere, fordi hun er ærlig og meget selvuhøjtidelig, og jeg ville sådan ønske, der kom en dansk udgave af slagsen. Please modebloggere. Vi trænger.

Leandras blog hedder The Man Repeller, og hun har i dag skrevet et indlæg om Istagram, som er pissesjovt. Læs det. Og når du er færdig, så bliv lige nogle minutter derinde og læs, hvorfor hun startede bloggen, og se hvor vild hendes stil er. En fuckfinger til stilrent dansk design er til at få øje på. Jeg elsker det, og eftersom jeg nu kan betragtes som delemor, der dealer med tilkalkede toiletter, stoppede radiatorer, og daglig madpakkesmøring, så tror jeg sgu helt ærligt jeg vil til at pifte min garderobe op med 68.000 kæder om halsen, høje-høje sære stiletter og lag-på-lag tilsat en giga leopardpels i pink.

Og Linda: du kunne med held gøre det samme.

Hey Ho Here We Go!

I morges hørte jeg Robbies nye single på Radio 100, og jeg er totalt til letkøbt pop for tiden til at akkompagnere mit melankolske underlæg i hverdagen...okay det lød værre end det er, som om jeg gik rundt og var grå i hovedet af rædsel og sorg. Det er, for the record, ikke. Men fx. er det nu kun mig, der bor her i lejligheden med ungerne, og når ingen mand er i huset, skal jeg så selv lufte radiatorene ud inden der kan strømme varme igennem, og den slags herligheder i VVS kategorien. Så derfor nyder jeg at høre popmusik for tiden. Også Robbie.

Jeg dansede rundt i køkkenet, da jeg hørte nummeret og tænkte: fuck regnvejr, Robbie har lyserødt! jakkesæt på, og siger at verden (eller var det en kvinde? same-same) er lavet af slik #drømmetankebådeformigogforinsulinproducenterne, så hvad andet kan man end at danse? Ja, jeg spørger bare.
Nåmmen så siger Mads Vangsø, inde i min radio, at det nummer er noget skrammel og at man skal være stor Robbie fan for at kunne lide det. De andre værter er enige. Wtf! Her stod jeg med Neskaffe glas som mikrofon og var en idiot eller hvad? Så kan DE sguda komme og ringe til VVS manden, så jeg kan få mit toa fikset, så det kan skylle ud (er I klar over hvor nederen et problem det er med unger i huset, som jo skider HELE tiden?)

I får Robbies Candy her, så I kan blive medlem af idiot-klubben. 

Min Mor

Jeg vil meget nødig lyde som en skræmmekampagne, men engang imellem dumper der en mail ned i min inbox, fra en datter, hvis mor er tæt på at dø og at de gerne vil have fingre i Min Mor bogen. Typisk dem, der har gået forgæves i boghandlen, og så har efterspurgt et eksemplar hos mig.

Jeg er altid ved at give mig til at tude, men på den anden side, så ved jeg, at den bog er et fantastisk minde for dem, og så er den lidt nemmere at skippe afsted. For at det ikke skal være løgn, så røg den sidste afsted med et Grønt Bud, til en datter, hvis mor var ved at være for afkræftet til at kunne skrive. Der var jeg ikke ved at give mig til at tude. Jeg hylede.

Det gjorde jeg også lidt over Julia blogindlæg i dag, for ja, alting ville have set anderledes ud, hvis hun havde haft sin mor i dag. Hun ville have haft svar på nogle af de mange mange spørgsmål, hun går rundt med til daglig. Og jeg kunne sådan ønske for hende, at hun kunne have givet bogen til sin mor. Æv.

Jeg skrev den ikke, fordi det var sådan et last-minute-call, men jeg skrev den fordi jeg ved hvor mange spørgsmål vi ikke ved vi har brug for at stille, fordi man bare ikke tænker om den slags spørgsmål til daglig. På den måde er den jo ret handy, og selvom det er min egen, så anbefaler jeg den virkelig. 

Jeg kan huske engang jeg var på bogmesse i Forum, hvor jeg stod og glanede stolt og rank og var parat til at fortælle alle der gad at høre på mig, hvor fantastisk den var. Så kom der en dame gående og hun stak næsen helt op til min ansigt og sagde: "jeg hader min mor, hun skal fandme ikke have den glæde at udfylde den bog." Og den dame var ikke den eneste, som kom forbi med et surt opstød over deres mor. Der var mange, som simpelthen havde lukket for det varme modervand, men som stadig var skidesure på deres mor.

Det synes jeg er ærgeligt. Min egen mor og jeg har bestemt haft vores ture og i en del år kunne vi ikke være sammen uden at gå hinanden på nerverne, og da jeg skulle hjem og holde skilsmissesommerferie i Vejle og bo hos hende i tre uger, sammen med ungerne, så skulle jeg da også lige tage en dyb vejrtrækning. Men. Det gik fint. Jeg tror vi har fundet hinandens tråd, og jeg tror vi fandt ud af, hvilke ting vi IKKE skal diskutere og hvilke vi godt kan stikke foden i. Det er godt sådan.

Jeg synes ikke man behøver at vær veninder med sin mor, og jeg synes ikke at man for enhver pris skal arbejde på at få et godt forhold til sin mor. Men jeg synes man skal overveje det og vælger man et bevidst fravær, så skylder man sig selv og sin mor er slutte fred med den beslutning. Ellers kan man sgu ikke ånde frit. Og det er ærgeligt.

Jeg håber selv, at mine drenge synes at jeg er en dejlig mor og at de også godt gider med mig på café, når de bliver teenagere og at vi kan snakke og drikke vin, når de bliver ældre og at vi kan blive ved med at lege, lige meget hvor gamle vi er. Jeg ved i hvert fald at jeg gør mit bedste og sådan tror jeg alle mødre har det. Det gør vi jo. For det skal vi.

Modig

Jeg er lige for tiden min egen største helt. Helt ærligt, jeg synes jeg klarer og har klaret det hele ret fint. Jeg har fundet sider frem i mig selv, som jeg ikke troede var muligt og selvom det i nogle minutter kan føles virkelig smertefuldt bare at trække vejret og tro på at alting er som det skal være, så bliver jeg ved med at gå. Og ikke gå i stå, bare fordi min livssituation har ændret sig.

Ikke desto mindre falder det mig ret naturligt at kaste mig over kvindelige helte af enhver slags. Både de levende og dem på film. Det giver mig en vis form for nosser at se andre klare ærterne. Hvis de kan, så kan jeg også, og jeg kan sagtens mobilisere nogle superkræfter ved at se på dem.

Derfor faldt det på et ret tørt sted, da gik med Kasper ind og så Modig. E-n-d-e-l-i-g en pige, der er helten, som skal så grueligt meget igennem før alting bliver godt. Jeg havde høje forventninger. De blev indfriet til fulde, og filmen er virkelig god. Så god at en voksen mand var alene inde og se den kl. 10.00 en fredag formiddag. Seriøst.

Vi har fået dukken tilsendt. Altså helten fra Modig. Merida hedder hun. Jeppe blev glad og puttede hende i 20 sek., mens Kasper rynkede på næsen og spurgte om der fulgte en bil med. Desværre nej. Ingen af drengene er særligt anti-dukke-agtige og ingen af dem er vilde med sværd og pistoler og Superhelte, så jeg tænkte at dukken ville falde i god jord og kunne lære dem et og andet om omsorg.

Men det her er hvad der sker med dukker i vores hjem. De kommer på et eller andet tidspunkt til at ligge i en skraldebil, på et lad eller som her: med en snor viklet om halsen og så ellers slæbt efter en lastbil. På den anden side er det en rimelig cool måde at blive slæbt på, og jeg siger jer, det tog lang tid for dem at vikle hende ordentligt ind og passe på håret imens og kjolen og få krogen sat fast, så det må vel også give lidt point på omsorgskontoen.

Foredrag på Ørestad Bibliotek

Hold fast mand, hvor er der sket meget siden mit indlæg om min separation. Meget kan man sige om kvinder, men bakke op og holde sammen: you got it. Det gør mig stolt, at så mange mennesker, står så velvilligt parate med alverdens arrangementer. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave gavekort og give nogle af de invitationer videre til andre kvinder der har brug for det.

Nå. Men jeg skal på landevejen og holde foredrag, og mit første er på Ørestad Bibliotek i morgen torsdag. De har ikke nået at lave det vilde PR for det, så jeg er ret spændt på om vi bliver 5 eller 50. Men jeg kommer. Uanset hvad. Og jeg kan naturligvis ikke stå og snakke om mit lykkelig parforhold, men jeg har lært SÅ meget de sidste tre måneder, som jeg glæder mig til at give videre til jer. Vi skal høre lidt musik og I får tid til at stille spørgsmål til mig, til bogen, til hvad der kunne falde jer ind. Jeg svarer på det hele og jeg gider jer gerne et spark i røven, hvis det var det I skulle trænge til.

I kan købe billetter i døren og det koster en flad 50'er, og I kan tilmelde jer her.

Vindere af Min Mor

Nr. 7 - Linette

Nr. 26 - Understjernerne

Tillykke til jer to. Send mig jeres adresser på annamette.fuhrmann@gmail.com, så får jeg forlaget til at skippe dem videre til jer.

Oh so funny

Jeg faldt over denne blog på Facebook, og hold nu kæft den er sjov.

Se lige selv og dø af grin.

Tak til Anne for at dele.

Jeg trækker lod om 2 stk. Min Mor bøger i aften kl. 21.00 nul dut. Læg dit navn, hvis du vil være med og ikke allerede har gjort det.

Klik her for at være med.

Sjælevandring...eller også bare vandretur

For et par weekender siden pakkede jeg en rygsæk som i de gode gamle spejderdage og kørte til Sverige med Helle. Jeg tror ikke, at jeg har været på vandretur med rygsæk siden jeg var spejder og jeg ejer ikke en eneste stykke grej, andet end min gamle sovepose - dog fra Fjällræven, og det var det. Men jeg trængte simpelthen sådan til at komme væk og til at gå og glo på nogle træer midt i alt det kaos jeg har og befinder mig i. Ikke altid kaos på den dårlige måde, men stadig meget virak.

Vi tog bilen til Söderåsen, som er en...ås, hvilket, tror jeg nok, er en slags højderyg...eller...okay jeg gætter. Jeg har ikke en fløjtende idé. Men en skov med bakker og lidt klipper det var der sådan set masser af.

Vi parkerede bilen, tog rygsækken på og gik. Og gik. Og gik. Og gik. Og gik. Og gik. Og gik. Og snakkede og gik. Holdt frokostpause og spiste rugbrødsmadder på en træstub, og varmede vand til kaffe. Helt basic. Så gik vi videre. Snakkede noget mere og gik igen. 

Det var virkelig virkelig skønt. 

Hold kæft det var fedt

Jeg har gjort det 1000 gange som barn/teenager og sovet ude i en skov og levet i et shelter, men dengang gik det mest ud på at finde ud af hvem der havde mest chokolade med hjemmefra og så ellers lure lidt på en lækker spejderleder. Og fnise i soveposerne, når vi endelig drattede omkuld. Nogenlunde det samme gjorde Helle og jeg, bortset fra det med lækker spejderleder. Vi mødte måske tre mænd på de 70 km vi travede, et par hunde og nogle børn.

Til gengæld fandt vi den sejeste lejrplads, som dukkede op lige da det var ved at blive mørkt. Det perfekte sted, med udsigt over en dal, flad som en pandekage = godt for ryggen, når man skal sove og med indbygget bålplads. Skovzen for alle pengene.

Og ved I hvad? Nogle gange er det meget rart at det eneste man skal finde nogle kviste og lave et bål og så lave mad.

Lykken kan godt findes i papvin 

..og pølser

..og bål

Det var supernemt at finde rundt i skoven og vi blev kun væk een gang, men der havde vi også rundet emnet kvindesex, og så er det sgu da lidt svært atholde øje med de gule markeringer på træerne. Jeg anbefaler det på det groveste. Sverige altså. Den tur holdt 220 % og lidt til.

Så ruller bolden

Jeg skal fortælle jer noget. Det har taget mig et par måneder. Og nu fire kopper kaffe, en kridhvid bolle med pålægschokolade, fem videoer på You Tube om folk der falder, beskeder på Facebok, mails der bare var vildt nødvendige at svare på og så har jeg lagt alt mit tøj sammen og fundet det strengt nødvendigt at rydde op i min rodeskuffe.

Men.

Årh!

Okay jeg siger det:
Jeg er blevet separeret. Bum. Nu sagde jeg det.

Av.

Lad mig gætte på, at I tænker: WTF? Og bliver tunge om hjertet. Tænker: 'jamen hvorfor?' Hvad er der sket? Og hvad med børnene? Kan jo også godt være I tænker: nå, og går på toa, og så var den ikke længere.

Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg vil sige at jeg er så okay, som man kan være. Og børnene er også okay. Og alting er foregået meget stille og roligt. Vi har tacklet det fint synes jeg.

Ja, gu' fanden har jeg gennemgået hele følelsesregistret af raseri, sorg, tomhed, forvirring, og er mærket for altid. Selvfølgelig. Men jeg besluttede mig meget tidligt i den process at være konstruktiv. At se det hele udefra og prøve at give så meget slip på det som jeg kunne. Det lykkes ikke altid, men de fleste dage gør det faktisk. Og når det ikke lykkes, så er det også okay, siger jeg til mig selv.

Jeg har lært en del på den tid, der er gået. Er blevet klogere. Mere markeret og har fået en livslammer så stor, at man nærmest kun kan gå een vej og det er frem. Jeg har jo for helvede selv stillet mig op på den skammel, der hedder at være ærlig, men det har været en smule sårbart (underdrivelse), at være ude med Længsler & Leverpostej og så ligesom stå der selv og flagre og jeg har faktisk ikke vidst, hvad fanden jeg skulle sige. Hvad ville I ikke tænke? Ville I gide høre mere på mig og mine tanker? Ville I skride fra bloggen med et brag. Hvad fanden gør man i den situation?

Jeg ved det ikke.

Jeg ved det sgu ærligt talt ikke.

På den ene side har jeg haft lyst til at lukke og slukke. Ikke skrive et eneste ord mere. Holde min kæft og sidde stille. Problemet er at jeg kan jo ikke holde kæft. Og det skal jeg vel heller ikke. Kan da i hvert fald ikke forestille mig et foredrag, hvor det er jer der snakker og mig der lytter, så selvom jeg går rundt med en allerhelvedes øm tå og med et hjerte, som har fået en omgang i en kogevask, så går alting for fanden videre. Og jeg lever stadig. Og nogle af de oplevelser jeg har haft på det sidste har været både sjove og livgivende. Det er sådan som det er og jeg kan kun håbe på det bedste i fremtiden.

I har måske lyst til at skrive en kommentar nu, det ville være helt naturligt, men jeg kunne godt tænke mig, at det fortsatte i det konstruktive spor og jeg ved, desværre, hvor mange mennesker, der sidder derude og er blevet en del af de 40% af skilsmisseraten. Så for at komme dem tilgode, så vil jeg meget hellere have, at du deler din positive erfaring med en skilsmisse, eller din positive erfaring med en krise, end at du skriver specifikt til mig. Det er kun Thure og jeg, der ved hvad der helt nøjagtigt er foregået og den del vil jeg gerne have lov til at bevare som en del af mit privatliv.

Så indover med dine erfaringer, vi fortjener allesammen at dele det positive med hinanden.

Min Mor

Så er det i dag Min Mor bogen udkommer igen-igen. Jeg er simpelthen så glad for at den atter er at finde på boghylderne. Også de virtuelle.

Jeg udlodder to styks lige her. Så smid dit navn og fortæl gerne, hvad du elsker din mor for og hvad du synes er det mest irriterende ved hende. Dit navn er nok, hvis ikke du gider dele din mor historie.

Og til alle mødre i hele landet: husk, hvor fantastiske I allesammen er og hvor stort et arbejde I gør med jeres unger. Giv jer selv en krammer. Og en cocktail. Og smid stængerne op i aften og lad lortet flyde, mens I tager en slapper.

Psst! Kan du ikke vente, kan du få fat på den her. Klik-klik.

50 Shades - en overraskelse

hahahahaha...

Min Mor

For noget der virker som flere liv siden, udkom min allerførste bog Min Mor. Og som til en anden første skoledag, stod jeg troligt på bogmessen anno 2004, omgivet af den fine røde bog. Jeg var meget stolt. Og spændt på, hvordan det mon ville gå med den. Om folk ville købe den og få noget ud af den.

...ja det er også 10 kg siden den udkom.

Det gik godt med Min Mor, og bogen har været udsolgt i et stykke tid, men NU, udkommer den igen. I et nyt look og i en redigeret udgave. Det er jeg glad for at kunne dele med dig, og jeg kaster selvfølgelig en bog efter jer på udgivelsesdagen d. 10. september. 

 

Min egen mor og mig - sommeren 1976.

Vinder af 50 Shades

Det blev Liselotte Vejborg der vandt, tillykke! Send mig din adresse (annamette.fuhrmann@gmail.com), så sender forlaget en bog til dig. Og vi andre hører gerne hvad du fik ud af den, hehe.

50 Shades..need we say more.

Alle læser den. Alle snakker om den. Alle blogger om den. Hele verden køber den. HVIS der nu skulle sidde en og tænke: "Huh?, 50 Shades of hvaffornoget?", så er Google din ven. Der er læssevis af anmeldelser og meninger om fænomenet. Om Christian Grey og den unge Anastasia, der helt sikkert ikke har den slags sex, der foregår, mens ungerne ser Disney Sjov.

Bogen udkommer i morgen på Pretty Ink - mit flinke fine forlag, og du kan få grabberne i den, hvis du lægger en kommentar inden søndag aften kl. 21.00.

NB! Historien om Christian Grey og Anastaia - fem år efter, finder du her.

Blogish - fra blogger til blogger

Det startede en dag i Horsens, hvor jeg mødtes med en flok bloggere. Det var i 2009 og jeg kendte ikke et øje. Ikke en eneste af dem. Senere blev det til flere møder, mere kaffe, mere snak, mere Asti og så en hemmelig gruppe på Facebook og SÅ tog det fart. Vi skrev og skrev og skrev og vi skriver stadig sammen. Dagligt og om alt mellem himmel og jord.

En dag fandt vi på at dele lidt ud. Fordi vi jo skriver allesammen. Og i den gruppe skal man bare hviske E-magasin een gang, så er der nogle der galloperer afsted. Jeg nåede desværre ikke selv at få skriblet noget til dette nummer, men jeg svinger pennen fra og med næste nummer.

Indtil da kan du nyde synet af Danmarks første bloggermagasin Blogish, som jeg synes er blevet SÅ smukt og fint og relevant. Gode artikler. Fine billeder og the works.

Jeg håber du vil dele det i cyber, og jeg håber du vil glæde dig til næste nummer af Blogish. 

God læselyst.

Alt om dig

Har du været herovre for nylig? Hvor det handler om dig.

I går kom der det her svar, på spørgsmålet: Hvilket valg ville du træffe, hvis du var sikker på at det endte godt?

'Kysse Frøken Sunshine. For real, helt ned i tæerne og ud i fingerspidserne. Sådan helt no-shit rigtigt og uden at løbe min vej bagefter. Kysse hende, ja. Without a doubt.'

Jeg håber fandme Frøken Sunshine bliver fundet, bliver glad og kysser tilbage.

God søndag til jer.

Bøh!

Jeg har lige sendt denne video til en god ven, og det fik mig til at tænke på, hvor meget jeg savner at gøre andre mennesker forskrækkede. Det var mit trademark, da jeg var yngre, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg fik min mor til at pisse i bukserne og min onkel til at tabe papirer og kaffekopper. Nogle gange blev de voksne sure, men for det meste døde vi allesammen af grin. Så jeg vil gerne opfordre jer allesammen til at finde nogle I kan gyse, og fortæl mig endelig om det. Det er jo fredag.

Imellemtiden kan jeg fortælle om dengang jeg i en hel uge, var på ferie hos min moster og onkel og hvordan det lykkedes mig at placere mig strategisk, så jeg hver dag fandt et nyt sted at gøre dem forskrækkede fra. Jeg havde en fest. Jeg siger jer det var sjovt. Lige indtil den dag min onkel fik nok og tænkte, at han ville tage hævn.
Han ventede til det blev mørkt. Rigtigt mørkt. Og jeg lå inde i stuen og var ved at falde i søvn. Derefter gik han ud i garagen og tog en hammer og så begyndte han at pusle ude fra mørket indtil han bankede hårdt på ruden og sprang op som trold af en æske, og råbte "WRRRAAAAAAAAAA." Jeg.døde.af.skræk.og.pissede.i.bukserne. Spænede ind til min moster og skreg i vilden sky indtil angsten lettede og jeg indså, at det var min onkel og ikke en øksemorder, og SÅ begyndte vi at grine.

Men jeg har altid virkelig elsket det sus det giver, og derfor er det mig en glæde at Kasper er begyndt at gøre mig forskrækket om morgenen, når Jeppe og jeg kommer ned med elevatoren. Han tager altid trappen og står parat foran døren til elevatoren og når den åbner springer han op og råber: "wraaaaaaaaa." Han er ikke helt prof nok til at vide hvad der virker, men det skal nok komme, og jeg er så småt begyndt at forskrække ham, så han kan lære det på den rigtige måde. Uh jeg glæder mig, det bliver fantastisk den dag han for alvor får vind i håret af skræk.

*Gnæk*

Ting man kan gøre efter sommerferien, for at der skal ske noget nyt # 2

Få en ny header.

Nu har jeg blogget i over tre år og levet fint med, at min side ved første øjekast, kunne ligne noget fra en østtysk porno webshop. Men det er slut nu. For Sidsel ovre fra Spagat har lavet denne nye og fine header. Jeg ved ikke med dig, men jeg digger den og det var meget vigtigt for mig, at det billede vi brugte var det, hvor jeg ser forkrampet ud i ansigtet, så du skal ikke lægge en kommentar om at jeg skulle se glad ud. Vi ved jo alle hvad det kræver at lægge en god gloss.

Hurra for nye tider.

Okay vildere er det ikke. Men alligevel. Det er da noget. 

Mig og min Jopo

Kender I det, når man får en ting, som på alle måder gør ens liv bedre? Sådan, på et helt materialistisk plan. Sådan har jeg haft det med min Mac, min iPhone, mine glimmerstiletter og nu også med det gule lyn aka Jopo'en.
Jeg får altså ikke penge for at skrive det her indlæg, men jeg fik lov til at låne en Jopo af en veninde, for at se, hvordan den var at drøne rundt på og for at se hvad folk siger, når de ser den. Og de måneder, hvor jeg har haft den, må jeg bare konstatere, at alting vitterligt ER sjovere, i selskab med den gule drønnert. Hvorfor?

Derfor:
1. Den har ét gear, gedebukkestyr og meget små hjul. Det i sig selv, får en til at se lidt mærkelig ud, når man kører på den, ergo griner man allerede lidt mere.
2. Folk glor på dig, når du kører på den, men efter de lige har kigget lidt nærmere, ja så hilser de og smiler.
3. Ser du en anden komme cyklende på en Jopo, bliver begge parter så eksalteret, fordi der ikke er så mange i Kbh endnu, og man ender med at råbe: "heeeeej" og vinke lidt for entusiastisk. Fx. mødte jeg en kvinde på en pink Jopo en tidlig morgen på Bryggen. Hun kom op på siden af mig, og vi blev begge to så overrasket, at en ikke-samtale gik i gang. Mig: "Hahahaha, du har en pink." Dame: "Jaaaa, hihihihi, og din er gul." Mig: "Neeeeej, hvor sjovt." Dame: "Ja helt vildt." Nogle dage efter kom en ung fyr kørende på den anden side af Ørestads Blvd. på en gul Jopo, som min. Vi endte også med at have en ikke-samtale, bare med øjnene, og endte med at vinke til hinanden.
4. Den har ikke et barnesæde spændt fast. Jamen i nogle situationer er det bare virkelig rart at være sin egen, uden at blive mindet om ens unger. Det her er mors cykel, forbudt for børn. Gnæk.
5. Dine unger vil så gengæld hele tiden røre ved den, pille ved den og køre på den. Så selvom det er en egocykel, så er det også en børnemagnet.
6. Den vejer ikke en pind, så man kan tage den med alle vegne. Fx. var jeg en dag cyklet afsted uden en nøgle til den og tog den derfor med ind i en 7-11 for at købe en pakke tyggegummi. Jamen det fyldte jo ingenting, den er gul og venlig, så der var fuld forståelse for at den selvfølgelig ville blive nakket, hvis den stod ulåst i 10 sekunder.
7. Alle vil prøve den.Og de fleste sætter sig op på den og griner. Kører lidt rundt i cirkler og griner lidt mere og siger typisk: "hårh-hårh, prøv lige at se mig." Det ER da skideskægt.

Du kan finde mere info om den på Facebook og se hvilke farver den findes i. Og så kan du læse lidt Jopo historie her.

Hvorfor der ikke er billeder med mig på Jopo'en? Fordi jeg har været så usandsynlig frisk i betrækket og glemt at lave en back-up på mine billeder, og når så ens iPhone uddør, ja så ligger der 400 billeder og glor i en telefon, som nu er blevet begravet. Men jeg skal lige se om ikke jeg kan få det fikset, så I kan se mine lange ben, på en lille cykel.

Ting man kan gøre efter sommeren for at der skal ske noget nyt # 1

I dag satte jeg kursen mod Nørrebro, fordi en af mine veninder havde inviteret til en danseworkshop. I mailen stod der, at hun lige var blevet uddannet Journey Dancer. Som er hvad? Et eller andet vi-danser-mod-månen-og-mærker-hjertes-lyse-energi-mens-vi-sprutter-spelt-ud-af-røven. Hello urte-selvudviklingsmail. Hvis ikke det var fordi hun er mega cool og meget lidt urtet, selvom hun er coach og arbejder med selvudvikling, så havde jeg slettet den mail og tænkt: Njaaar tror bare jeg springer over den her.

Men der var noget, der gjorde mig nysgerrig og jeg tænkte: hvad the heck, hvis jeg kan ligge i et 37 graders varmt bassin på et slot i Sydfrankrig og udøve åndedrætsterapi, mens en hærdebred (og til formålet, lidt for lækker faktisk) mand ved navn Jørgen hvisker positive affirmationer ind i mit øre, så kan jeg vel også tage til Nørrebro og vrikke lidt med det ene ben.

*Host*

Vi startede med lidt blid og ufarligt opvarmning. Noget der lignede lidt gymnastik og noget med at strække ud. Og mens vi sad der og rullede rundt gav det mig nok tid til at tjekke de andre ud. Og min selvudviklingsdetektor bongede ikke ud, og no offence men hvis du har været på nogle former for selvudviklingskurser, så ved du, at der altid er de der irriterende typer, der holder øjenkontakten lidt for længe og hver gang du har færdiggjort en sætning, smiler de og nikker og siger: "mmm."

Så ledes beroliget gik vi videre til den udvidede form for opvarmning, hvor vi nu skulle bevæge os som katte. Katte! Og vi skulle finde en partner, som vi kunne stå og gnubbe os lidt op af. Og ligge på. Jeg kunne kun tænke een tanke: forkert.beslutning.om.at.tage.herhen.forkert.forkert.forkert, alt imens, skal vi kalde hende Bibi, gnubbede sig op af min ryg. Kropskontakt med fremmede mennesker har aldrig været min helt stærke kop side (underdrivelse).

Men I ved. På det tidspunkt er man enten nødt til at forlade lokalet eller overgive sig. Og overgav mig og gnubbede tilbage og så skal jeg ellers love for at der ca. fem minutter efter var fuld pedal den næste time. Sjældent har jeg svedt, hoppet, vredet mig rundt, sprællet og vrikket med røven så meget. Det var funky. Og det var funky as hell. Ingen musik med syngeskåle eller panfløjter og musikvalget kunne selv den bedste DJ ikke have valgt.

Det var virkelig virkelig sjovt og så snart der er en workshop skal I være de første til at få det af vide....hvis I kan overkomme ting som at gnubbe sig op af andre. Som en kat. Og hvis I kan lide at danse. Jeg har med vilje ikke lagt en video om Journey Dance fra You Tube på, for...ehm....de er en anelse for way out efter min smag. Lidt for meget batik. Kvinder med dreadlocks og snorer i håret og gøglerbukser. Ikke fordi der ikke er plads til alle, men...never mind, I ved hvad jeg mener og i øvrigt er Mie, som er den første i DK, der laver disse workshops, en type, der bare danser skidegodt og er sjov mens hun gør det, så de videoer giver altså ikke billede af den danske udgave.

Jeg knipser et par billeder næste gang, så I kan se, at jeg ikke lyver. Eller at jeg ikke selv har udviklet mig en korthårsdread denne sommer. Eller er blevet gøgler.

God weekend til jer.

Call you maybe? Det tror jeg godt I kan regne med

Firsttimer

Dette er en test. Jeg har i lang tid været træt af at jeg ikke kunne blogge fra min Tlf når jeg var på farten. Og som den enormt hurtige innovative type jeg er, sørme om ikke jeg så allerede NU har downloaded en app så jeg kan blogge via mobilos.

Men lad mig lægge blødt ud, jeg aner jo ikke om det her ender på en anden blog end min. Anyways jeg fandt et billede af Søren Verdenshjørne, da jeg var hjemme hos min mor. Duh! Hvor tilfældigt har livet lov at være? At finde et oldgammelt udklip fra en oldgammel avis om en oldgammel historie jeg netop havde fortalt om. Nej vel?

Så her er et billede af manden der naturligvis endte i lokalsprøjten efter sin hjemkomst med heltehistorien.

Ready set go!

Et lille smil mere

Efter indlægget om Søren Verdenshjørne dukkede der tusinde historier op. Hold fast der er mange, når nu man graver lidt i hjernen.

Her får du en lille rejsefortælling.

Det er nat. Det er mørkt. Det er foråret 1992. 19 år gammel kører jeg gennem Texas i en kæmpestor Crysler Van. Min rejsekammerat sover. Der er 142 Miles til den næste tankstation og en amerikansk radiostation kværner i baggrunden. Det er stille popmusik kun afbrudt af en radiovært med en blød, sprød og dyb amerikanske accent.

Klokken 2.13 stopper jeg bilen (jeg husker det ikke, men jeg har et fotografi af det, for jeg tog et billede af bilens radio med ur i….nej, jeg ved heller ikke hvorfor, men sikkert noget der skulle være David Lynch inspireret…jeg var 19 år), slukker motoren og går udenfor og sætter mig på jorden og læner mig op af bilens dæk. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Jeg gør det bare. Fordi det faldt mig ind. Jeg mærker varmen fra jorden og fra bilens dæk. Her er bomstille, ikke engang lyden af en græshopper kan jeg høre.

Det.her.er.den.ultimative.følelse.af.frihed. Fuldstændig vægtløs frihed.

Jeg husker ikke hvor lang tid jeg sad der, kun at jeg lovede mig selv, at uanset hvilket liv jeg ville få, så ville jeg tilbage til den her strækning i Texas igen. Engang. Stjernehimlen ovenover mig var så sindssyg og blændende, at jeg på en måde var lykkelig over, at jeg ikke havde røget mig skæv, for så ville jeg for alvor få et universelt trip af dimensioner.

Tilbage i bilen sætter jeg mig tilrette i førersædet og gasser op. Jeg føler mig høj på frihed, og jeg har altid godt kunnet li’ at køre stærkt. Jeg elsker biler. Min morfar var vognmand i Givskud og hvad jeg ikke har repareret sammen med ham af forskellige Mercedes modeller har jeg ikke tal på, men duften af olie, af varm motor og læderindtræk kan stadig få det til at rykke sig i mig, så at sidde som føreren af en bil med et svin af en V8 motor, kalder det ligesom på fart? Det tror jeg nok det gør,  og der sidder vel for fanden heller ikke en strisser og kukkelurer på disse kanter, som er smukke, men gudsjammerlige øde? Jeg gasser op og mærker farten suse i dækkene, mens bilen glider igennem mørket, og jeg ruller vinduet ned og stikker armen ud af vinduet for at mærke suset.

Her ser man så mig, i raketfart på en highway i Texas, med et kæmpegrin over hvor fedt jeg har det. Sådan i det hele taget. Jeg hviner så lydløst jeg kan, for ikke at vække min rejsefælle og bliver enig med mig selv om at dét her, MÅ være sådan lykken føles. Jeg når derfor kun at se et glimt af det blå blink, som kommer fra den klippe jeg raser forbi og jeg når ikke at tænke ret meget udover: ”satans”!

En Highway Patrol har mig på sigtekornet og mit gæt er, at de nok ikke er ligeså høje på teenagelykke som jeg er.

Jeg holder ind til siden, og nøjagtigt ligesom i film, går en stram betjent med skarpskåren hat hen imod bilen. Og mig. Jeg kigger desperat ind i sidespejlet og kan se, at han holder hånden på noget sort og aflangt. ”Nu bliver vi kraftedeme skudt”, tænker jeg. Men Mr. Highway Patrol kommer hen til mit vindue og peger mig lige ind i skærmen med en meget lang stavlygte og siger med dyb stemme og drævende accept: ”Your drivers licence Mam.” Her er jeg omtrent ved at skide i bukserne, for jeg bliver i tvivl om det lille grå stykke pap jeg har med hjemme fra Danmark, mit internationalt kørekort, overhovedet er gyldigt. Men han får det, mens jeg opfinder en ro ovenpå den panik, der brøler rundt i mine blodårer. Jeg VED at jeg ikke har overholdt farten, at jeg VED at Highway Patrols er iskolde. Om jeg så var Dronning Margrethe, der kørte for stærkt, der er no mercy, og det her kommer til at koste boksen. Pis!

”Your driving too fast Mam”, siger Mr. Highway Patrol. Jeg skal lige til at komme med en meget lang forklaring om Danmark-fartregler-og-på-de–tyske-autobahns-må-man-godt-køre-stærkt-og-det-gør-vi-tit-i-Danmark-og-derfor-troede-jeg-det-var-det-samme-i-USA, men jeg ved, at det vil han sådan set skide på. Han kunne fratage mig kørekortet på stedet, og det ville være temmelig meget nedtur, når man ligesom er på roadtrip i en bil med en jet-motor og teenagehormoner syet ind i betrækket på bilen. Udover det, aner jeg ikke om han klipper pladerne på bilen og så er vi for alvor på spanden.

I stedet for at give ham forklaringen finder jeg mit allerbedste Clint Eastwood blik frem, der signalerer er jeg er cool, calm and collected. Jeg husker at han havde brune øjne og jeg stirrer ham helt ind i hjernen og priser mig lykkelig over at jeg stadig har nogle rester af mascara på, for han får mit mest sødmefulde blik jeg kan mestrer denne kulsorte nat og jeg nærmest hvisker: ”I know, sir.”

Han spørger om vi har nogle stoffer på os og det har vi ikke, så jeg forsikrer ham, med kattestemme, at det har vi ikke. Selvfølgelig ikke. Det er da klart.

Han lyser mig igen ind i hovedet med sin stavlygte, så jeg bliver blændet. Men jeg forsøger at smile.

”I could give a ticket Mam, and it aint gonna be cheap youknow, but let me tell you this. Drive to the next city, park your car, and get som sleep.”

Mit hjerte stod stille et øjeblik og jeg var parat til at kaste mig om halsen på ham og kramme ham, til hans stive skjorte krøllede. Men. Her er ikke plads til begejstring og jeg siger pænt tak og dropper alle de vittige bemærkninger jeg har i ærmet. Jeg lukker døren, ser ham gå tilbage til sin patruljevogn og så skriger jeg af jubel.

Hvor ubehageligt det end er, så har jeg lige haft min mest adreanalin-junkende nat. Midt i Texas. På en ensom highway. Hold nu kæft, det var fedt. Mit liv er fedt. Bortset fra at jeg ikke har skudt nogen, eller kørt ud over en kløft, så er det her mit Kodak Moment og jeg er Thelma fra Thelma and Louise.