Min Mor

Jeg vil meget nødig lyde som en skræmmekampagne, men engang imellem dumper der en mail ned i min inbox, fra en datter, hvis mor er tæt på at dø og at de gerne vil have fingre i Min Mor bogen. Typisk dem, der har gået forgæves i boghandlen, og så har efterspurgt et eksemplar hos mig.

Jeg er altid ved at give mig til at tude, men på den anden side, så ved jeg, at den bog er et fantastisk minde for dem, og så er den lidt nemmere at skippe afsted. For at det ikke skal være løgn, så røg den sidste afsted med et Grønt Bud, til en datter, hvis mor var ved at være for afkræftet til at kunne skrive. Der var jeg ikke ved at give mig til at tude. Jeg hylede.

Det gjorde jeg også lidt over Julia blogindlæg i dag, for ja, alting ville have set anderledes ud, hvis hun havde haft sin mor i dag. Hun ville have haft svar på nogle af de mange mange spørgsmål, hun går rundt med til daglig. Og jeg kunne sådan ønske for hende, at hun kunne have givet bogen til sin mor. Æv.

Jeg skrev den ikke, fordi det var sådan et last-minute-call, men jeg skrev den fordi jeg ved hvor mange spørgsmål vi ikke ved vi har brug for at stille, fordi man bare ikke tænker om den slags spørgsmål til daglig. På den måde er den jo ret handy, og selvom det er min egen, så anbefaler jeg den virkelig. 

Jeg kan huske engang jeg var på bogmesse i Forum, hvor jeg stod og glanede stolt og rank og var parat til at fortælle alle der gad at høre på mig, hvor fantastisk den var. Så kom der en dame gående og hun stak næsen helt op til min ansigt og sagde: "jeg hader min mor, hun skal fandme ikke have den glæde at udfylde den bog." Og den dame var ikke den eneste, som kom forbi med et surt opstød over deres mor. Der var mange, som simpelthen havde lukket for det varme modervand, men som stadig var skidesure på deres mor.

Det synes jeg er ærgeligt. Min egen mor og jeg har bestemt haft vores ture og i en del år kunne vi ikke være sammen uden at gå hinanden på nerverne, og da jeg skulle hjem og holde skilsmissesommerferie i Vejle og bo hos hende i tre uger, sammen med ungerne, så skulle jeg da også lige tage en dyb vejrtrækning. Men. Det gik fint. Jeg tror vi har fundet hinandens tråd, og jeg tror vi fandt ud af, hvilke ting vi IKKE skal diskutere og hvilke vi godt kan stikke foden i. Det er godt sådan.

Jeg synes ikke man behøver at vær veninder med sin mor, og jeg synes ikke at man for enhver pris skal arbejde på at få et godt forhold til sin mor. Men jeg synes man skal overveje det og vælger man et bevidst fravær, så skylder man sig selv og sin mor er slutte fred med den beslutning. Ellers kan man sgu ikke ånde frit. Og det er ærgeligt.

Jeg håber selv, at mine drenge synes at jeg er en dejlig mor og at de også godt gider med mig på café, når de bliver teenagere og at vi kan snakke og drikke vin, når de bliver ældre og at vi kan blive ved med at lege, lige meget hvor gamle vi er. Jeg ved i hvert fald at jeg gør mit bedste og sådan tror jeg alle mødre har det. Det gør vi jo. For det skal vi.