I dag er 1. maj. En dag, hvor jeg mange år har siddet i solen i Fælledparken og nydt en kold øl sammen med gode venner. Med kampråb i baggrunden, nuvel, men det var nu ikke derfor vi var der.
I dag. Samme dato, stod jeg i morges og skulle ud i solen. Nu med meget mindre ven og en jeg i særdeleshed skulle passe på. Turen gik ikke til Fælledparken, vi havde ikke øl med i tasken og heller ikke en ekstra neglelak, hvis nu man lige endte i byen. Næh i dag var skibet loaded med leverstejmadder, vand, bleer, klude, solcreme, frugt, sutter, bøllehat, og lille Fidus i maven. Og bus nr. 18 stoppede i dag, ved Frederiksberg Have.
I bussen hørte vi en sang i radioen, et nummer med Spin Doctors, som i dén grad er et minde fra min rundrejse i USA. Én lang fest. Knaldfuld og forelsket i musiker fra New York. Åbne biler. Shopping. Motorcykler og meget tynde lår. Frihed under åben himmel, og bjerge der kun var til for at blive besteget.
Sceneskift.
I bus 18. Pile Allé. Med tykke lår, og meget ædru kigger jeg ind i et par smukke blå øjne. Det er Kaspers og han er travlt optaget af at følge med i ALT. Mit hjerte holder et øjeblik op med at slå ved tanken om at han og lillebror kører rundt i et gammel vrag af en bil i USA. Med hver deres pige ved armen, en guitar og en six-pack på bagsædet fuld fart afsted til næste plet på verdenskortet, der ser indbydende ud.
Jeg har det som om jeg sidder på en karrussel og gerne vil af. Jeg skal snart være mor igen, får snart endnu mere ansvar og endnu mere vasketøj. Jeg skal dele min kærlighed med to. Og endnu værre; de to flytter en dag hjemmefra. Tanken giver mig et par sekunders panikangst.
"Se mor! En hundelort", er det der får mig tilbage på Pile Allé. Vi er kommet ud af bussen og vi er i live. Begge to. Og thank god for nuet, tænker jeg, da vi lidt senere sidder i sandkassen og spiser risengrød af to gamle blade. For kan man være der, behøver man ikke bekymre sig om hverken fortid eller fremtid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar