I går sad jeg på en café på Østerbro med en veninde og snakkede om det her liv vi kvinder lever. Kaffen og maden vidnede om absolut pleasure, men lad os bare kalde det pleasure med business on top. For der var også snak om det.
Vi går senere hver til sit, lidt før end beregnet, og jeg står pludselig med 45 minutters mor-tid. Tid uden barn, mand, indkøb, frikadellestegning og ulvetimer. 45 min. inden Kasper skal hentes. Det skal fejres. Og med gårsdagens tøjkrise, set udfra de gravide deller, går jeg hen til min nye bedste ven; butikken Enula 9.
Jeg kan mærke at jeg er i mit tøj-mojo, og den s-ø-d-e-s-t-e ekspedient hiver 8 par bukser ned af hylderne og forsikrer mig, at jeg finder præcis det jeg leder efter. Og det gør jeg. Og jeg er glad. For jeg ser mig selv i spejlet og så stor ser min røv altså heller ikke ud. Men ud af øjenkrogen ser jeg også min tlf., der vidner om at den er ti minutter i hentetid, og det er ikke ligefrem fordi jeg står med en tidsmaskine. Næ, jeg står med min nye flotte bukserøv og får dårlig samvittighed. Over at have neglet noget af mit barns kvalitetstid med sin mor.
Derfor hører jeg mig selv ringe til vuggestuen og fortælle, at jeg altså bliver en halv time forsinket, fordi mit møde (I ved, det der meget pleasure og en lille smule business) simpelthen trak sådan ud. Jamen der var da ikke grænser for hvor meget det trak ud. Søde Joan fra Lilla Stue var nok temmelig ligeglad, men det var pludselig meget vigtigt for mig at lyve. Jeg synes ikke jeg kunne retfærdiggøre, at hente ham senere fordi jeg skulle prøve tøj. Næ, så er et møde en meget vigtigere undskyldning, selvom jeg jo faktisk fik indbetalt en hel del på overskudsmor-kontoen.
Nogle gange ik´, så arbejder mor-hjernen bare på et helt andet plan. Men nu er det slut. SLUT, siger jeg, med at have dårlig samvittighed.
Gud, hvor er du altså bare sjov, Annamette! Selv om jeg fik hele historien i går i tlf., griner jeg lige så meget nu, hvor jeg læser den igen. Jeg ville også have haft FRYGTELIGT sort samvittighed, hvis jeg havde prøvet tøj i stedet for at have praktiseret samvær med flødebollen (hvilket ER sket, skulle jeg hilse og sige). Og Joan fra Lilla er jo bare en inkarnation af os selv, som vi prøver at bedrage med en løgnehistorie om det vigtige møde... Se, nu sidder jeg for eksempel og speed-læser blogs og skriver kommentarer – totalt med skyld på, fordi jeg burde rende over og hente Gusse, nu jeg alligevel ikke arbejder mere...
SvarSletslut slut slut med dårlig samvittighed og nej, den baby får på ingen måde din røv til at se stor ud. Alligevel - pigelir får man sjældent for meget af. godt med nye klude!
SvarSletFårk, hvor jeg kender den dårlige samvittighed og mine børn er endda kommet i den alder, hvor de ikke nødvendigvis værdsætter at jeg henter dem på SFO, hvis jeg alligevel skal hjem og arbejde... for hvis skyld spørger jeg mig selv?
SvarSletJeg ved heldigvis også at glade forældre (med nye bukser) giver glade børn :-)
DET kender jeg. Og er det ikke i virkeligeheden så dumt af os. Det med den dårlige samvittighed. Men ved slet ikke hvordan man slipper af med den igen. Har prøvet - det virker ikke. Og jeg er ellers slet ikke typen...
SvarSlethahaha, glad mor=glad dreng, ikke?:)
SvarSletMon Joan læser med her og griner MED dig, fordi hun med garanti har gjort det samme;)
Harh! Hvor er det sandt. Jeg er heldigvis begyndt at blive bedre, både fordi det er skrigende nødvendigt med egentd, men ogås fordi unge ofte ikke er klar til afhentning fra kommunal opbevaring, hvis vi står der før tid ;)
SvarSletHold da op... rydder du selv lige op i ovenstående, eller skal jeg smide indlægget på en gang mere? ;D
SvarSletEn kort en lang: det bestemmer du selv ;o) jeg kan godt læse hvad du skriver.
SvarSletOg til alle: tak for kommentarer, lad os for alvor give den dårlige samvittige et gedigent spark et vist sted. Jeg lægger et billede på som symbol.