Det er nogle mødre der er særligt gode til at få flettet mor-tid ind i skemaet. Alenetid, uden mand og barn. Jeg er ikke en af dem. Jeg er et følerad. Sådan en der tænker i ti lange baner, før jeg når at få skoene på, så jeg kan sætte mig på en lys plet, i fred og ro, og være mig. Annamette. Ikke nogens mor. Ikke nogens kone. Bare mig. Men sådan en dag havde jeg i dag.
Og hvor er det sindsygt. Havde nogen sagt til mig for tre år siden, at jeg ville få det vildeste kick ud af at sidde alene på en café og spise tun-mousse, ville jeg have slået en skraldlatter op så høj at det rungede ned i mine sko. Skulle det nu være noget særligt?
Ja for fanden! Det var vildt særligt. Og lækkert. Og zen-agtigt. Og sjovt. At dele dagen med mig selv. Og nårhja, lille fidus i maven, but still.
Formiddagskaffen fra Meyers Deli smagte som himlen. Det sammen gjorde Meyers Te-birkes. Faktisk lidt bedre en himmel. Jeg forærede mig selv min yndlings lip-gloss of all times, Big Kiss fra MAC, som prikker i læberne når den kommer på. Så savnede jeg Kasper. Og fik dårlig samvittighed over at grovæde af nyderiet, men droppede det igen, for jeg vidste at han lige i dét øjeblik kørte rundt i en hestevogn med sin lille blå bøllehat og helt sikkert var lykkelig.
Jeg spiste frokost og gloede på mennesker og havde fornøjelsen af at vaske hænder ved siden af to teenagerer iført diadem. Et diadem. Og de mente det. Ikke fordi det var nytårsaften, med høj hat og truthorn. Men helt sikkert fordi det for dem var den alt for fede onsdag, hvor man selvfølgelig tager på strøgtur med diadem. Det manglede da bare...
Senere gemte jeg mig for solen og tankerne i biografmørket, sammen med en Slumdog Millionaire. Fantastisk film. Helt hæslige scener med små brune fattige børn, der fik mig til at tude ned i chokoladen over hvor bittesmå og uskyldige de er. Og hvor meget vi skal passe på dem. Udover det, en film, der er alle statuetterne værd.
Dagens sluttede på skønne Christianshavn med en smuk, klog, og modig mor fra min mødregruppe. Alting blev vendt ned i en hyldeblomst inden vi sagde godnat og tog hjem til drengene.
Ind af døren kom jeg, med fødderne fulde af vabler, der mindede mig om, at den vej jeg går på som mor er fuld af kringelkroge, bakker og børnekrat, men at den er alle vabler i verden værd.
And guess what? Midt i mit jammer over at være så brandhamrende egoistisk, havde Kasper kigget op på sin far og sagt: "jeg elsker mor."
Så bliver det ikke en bedre dag.
Det lyder som en DEJLIG dag! Husk at gøre det igen og igen, for det bliver nemlig ikke nemmere at få tid til dig når den næste fidus kommer ud! Jeg har personligt droppet (næsten) alle huslige pligter til fordel for at kunne side med næsen i sky eller i en bog hver gang Svesken tager en lur. Og jeg elsker stadig den ene time jeg har haft på cafe siden hun kom til verden...
SvarSletØjjj, det lyder som en af den slags pragtfulde dage, man kan tage frem af tankerne, når livet som mor er allermest slidsomt. Jeg kan SÅ godt genkende det der med den pludselige lyst, man får til at være alene efter af være blevet mor. Jeg elsker at være sammen med mine veninder, men næsten intet slår følelsen af at være HELT alene hjemme, hvis jeg engang i mellem har held til at sende hele familien i byen. Det er næsten federe end dengang man var nyudklækket teenager :-D!
SvarSletOg for resten: Jeg tror, at vi som mødre skal arbejde på at smide den dårlige samvittighed af helvedes til (jeg er selv konstant tynget af en fæl kombination af dén og adskillige efterfødselskilo). Har man nogensinde hørt om en mand, der har haft dårlig samvittighed over at gå ud et par timer, mens familien var hjemme? Ja, jeg spørger bare. Lidt ligesom man aldrig hører om en mand, der var så heldig at have en kone, der "var utroligt flink til at hjælpe til med børnene". Og man kunne blive ved, hvis ikke det var så sørgeligt.