Mine morgener starter typisk ved at der står en lille konge inde på sit værelse med uglet hår og søvnige øjne og kigger. Kongen bliver slemt sur hvis det er far, der kommer og tager ham op. 'Nej, mor gør', piver han. Og så kommer mor.
'Lille pude, dyne, missekat, gule sut', lyder næste befaling. Og så samler mor alle tingene inkl. barn og gravid mave og vralter ind i stuen, hvor næste befaling bliver pevet nede fra den lille konges mund. 'Se tændsyn mor.' 'Gurli Gwis mor.' (far ligger stadig og vågner i soveværelset). 'Jeg vil ha' havregryn med sovs.' 'Nej, vitaminspille. Og juice. Og almindelig vand.' Og sådan fortsætter befalingerne fra den lidt over 2 år gamle konge. Mig, mig, mig.
Det er sådan set fint nok. Jeg er stolt af at han så ublu ber om præcis det han gerne vil have, det kunne vi andre lære noget af. Problemet opstår bare når klokken er 20.00 og jeg står med hængerøv og en sammensnørret Kaj-mund af irritation fordi jeg havde glemt at der også var en far. En med ligeså mange hænder, til at løfte, en der kan putte, knuse, kysse og lege med biler.
Altid kan jeg lige nå at tage en våd klud til kongens hænder, samle en bil op som han har tabt, finde den gule sut, som altid er væk, og lige gøre kongens lille seng lækker og putteklar. Men jeg glemte vist selv at trække vejret.
Så nu er det indrømmet. Jeg er hønemor. Og hønemor needs a break. Op i røven med den gule sut ... eller det er som man tager det. Der skal i hvert fald lidt andre boller på den suppe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar