Fødsel

Jeg er i uge 20 og det hele rykker tættere på (læs fødslen). Min sidste fødsel varede 6 timer fra allerførste ve, så jeg skal ikke klage. Men. At der er min fødselsjournal står: "patienten virker stærkt smerteforpint og angst" er et meget godt billede på hvordan jeg oplevede dén omgang, der sluttede brat ved at Kasper fik en sugekop på knolden og efterfølgende blev flået ud.

At jeg havde gået til øko-agtig-åndedrætsterapi og talt meget om fødsler og behov og fanden og hans pumpestok, kunne jeg stikke skråt op. Jeg måtte sætte min lid til min adventuremand, Thure, der klarede det med at trække vejret for mig. Det er hans fortjeneste at jeg ikke holdt vejret i 6 timer. Min eneste tanke var at, hvis han kunne krydse indlandsisen på Grønland på to brædder, og fryse sin røv i laser i 28 dage, så kunne jeg vel for h....... også klemme Kasper ud.

Min jordemoder var en barsk satan med Birkenstorck sandaler med grise på! Grise. Og da jeg ankom (væltede) ind på fødegangen, kiggede hun lidt halvkøligt på mig og sagde. "Så træk dog det vejr, du opfører dig som en 12-årig, jeg kan jo ikke føde dit barn." Eneste krede jeg fik var at hun medgav at det gjorde pænt nas at åbne sig på lidt over en time. Tak.

Grisejordemoder og jeg blev aldrig helt gode venner, så jeg var lykkelig da der var vagtskifte og der ind af døren kom en tyk dame ved navn Jytte.
Jytte lignede Rasmus Klumps mor og sådan en der lige havde bagt 30 pandekager i en tissepause. Hun var blød og rund og hjalp mig igennem det sidste stykke vej, inden hun siger "han skal ud nu, dine veer er gået i stå." 1-2-3, otte læger, og ti minutter senere kom Kasper ud. Lille og blød med alt for stort hud. Det var d. 25. december, solen skinnede og et kirsebærtræ var sprunget ud i gårdhaven.

Nu skal jeg snart til det igen, selvom jeg S.V.O.R. at jeg aldrig aldrig skulle føde igen. Men det skal jeg. Og det er om 20 uger. I morgen bliver min nye bedste ven derfor en franskmand ved navn Pierre Vellay, forfatter til bogen, Fødsel uden smerte.