Good f******bye dårlige samvittighed

Og lad os lege at manden her er den dårlige samvittighed. Lad os bare sige at han står for det hele. All of it.

God weekend!

Mor-løgnen

I går sad jeg på en café på Østerbro med en veninde og snakkede om det her liv vi kvinder lever. Kaffen og maden vidnede om absolut pleasure, men lad os bare kalde det pleasure med business on top. For der var også snak om det.

Vi går senere hver til sit, lidt før end beregnet, og jeg står pludselig med 45 minutters mor-tid. Tid uden barn, mand, indkøb, frikadellestegning og ulvetimer. 45 min. inden Kasper skal hentes. Det skal fejres. Og med gårsdagens tøjkrise, set udfra de gravide deller, går jeg hen til min nye bedste ven; butikken Enula 9.

Jeg kan mærke at jeg er i mit tøj-mojo, og den s-ø-d-e-s-t-e ekspedient hiver 8 par bukser ned af hylderne og forsikrer mig, at jeg finder præcis det jeg leder efter. Og det gør jeg. Og jeg er glad. For jeg ser mig selv i spejlet og så stor ser min røv altså heller ikke ud. Men ud af øjenkrogen ser jeg også min tlf., der vidner om at den er ti minutter i hentetid, og det er ikke ligefrem fordi jeg står med en tidsmaskine. Næ, jeg står med min nye flotte bukserøv og får dårlig samvittighed. Over at have neglet noget af mit barns kvalitetstid med sin mor.

Derfor hører jeg mig selv ringe til vuggestuen og fortælle, at jeg altså bliver en halv time forsinket, fordi mit møde (I ved, det der meget pleasure og en lille smule business) simpelthen trak sådan ud. Jamen der var da ikke grænser for hvor meget det trak ud. Søde Joan fra Lilla Stue var nok temmelig ligeglad, men det var pludselig meget vigtigt for mig at lyve. Jeg synes ikke jeg kunne retfærdiggøre, at hente ham senere fordi jeg skulle prøve tøj. Næ, så er et møde en meget vigtigere undskyldning, selvom jeg jo faktisk fik indbetalt en hel del på overskudsmor-kontoen.

Nogle gange ik´, så arbejder mor-hjernen bare på et helt andet plan. Men nu er det slut. SLUT, siger jeg, med at have dårlig samvittighed.

Ser min røv stor ud i den her baby?

Jeg var på vægten i dag. Og lad mig bare selv sige det; jeg vejer det samme som en middelstor skovhugger. Jeg er også helt tiden sulten - som en skovhugger, minus at jeg rydder en svensk skov for grantræer og derfor godt liiiige kan nuppe en ekstra rundtenommer med skinke.

Således går jeg allerede rundt i uge 25 og føler mig som en færge. Thure elsker mig og siger at maven sidder så flot og at jeg har verdens flotteste røv. Tak. Aj helt ærligt. Mange tak. Det kniber bare med selvtilliden, når skuden skal i havn.

Og så har jeg tøjkrise.

Jeg ville ønske, at der fandtes en tøjstylist for gravide, som kunne pifte den lange sorte kjole op med knald-pang-accessories og på den fede måde, kunne finde sandaler, som har birkenstocks komfort, men Marc Jacobs look. Hvorfor fanden kan han ikke også designe sko til gravide fødder? Hva' Marc!

Nå. Men det er sikkert bare en fase. Eller et mandags syndrom. Eller bare sådan det er. Skulle jeg ikke også snart få lavet den tatovering?

Fyn er fannerme fin

Hjemvendt fra weekendtur til Fåborg med mor og moster Gytta, og selvfølgelig Kasper.

Her er en top 10 over weekendens gode mavefornemmelser:

1. Da Kasper sad på en trappe og helt fejlfrit sang Mariehønen Evigglad, Lille Peter Edderkop og Hjulene på bussen. Jamen jeg var målløs.
2. Mormor i fri dressur med luftguitar, så veludført at Kasper blev lilla i hovedet af grin, mens han selv forsøgte at imitere en trompet.
3. Da moster Gytta og Kasper rullede 14 meter toiletpapir med hjerter ud over hele den danlanske lejlighed.
4. Fiskefrikadeller fra Fåborg.
5. Bare tæer i varmt sand.
6. Når Kasper gør nar af mormors og moster Gyttas måde at grine på. De kniber åbenbart øjnene helt sammen og hviner højt, mens de trækker luft ind. Kodak-moment, som jeg desværre ikke fik foreviget.
7. At sove helt tæt med en lille varm klump med beskidte sommerhus-negle.
8. Da Kasper opdagede en skulptur i Fåborg af en mand og en tyr, og pegede på mandens meget store udhuggede tissemand og råber: "Se Mor! - en hundelort."
9. At savne sin mand.
10. At være hjemme igen.

Mavesur kælling strikes again!

Lad mig bare starte med en underdrivelse. Jeg har haft en del kvalme i min graviditet. Det betyder 24 uger med kvalme, hvoraf de 19 af dem, med opkast sådan cirka around the clock.

Jeg har kastet op i mange københavnske skraldespande, i køen i Netto, udenfor Netto, på metrostationer, på min cykel, i et radiostudie, i rendestene og hos lægen. Jeg har stået med hovedet nede i en skraldespand og pisset i bukserne, fordi jeg havde drukket for meget vand og skulle tisse samtidig med at jeg kastede op. Jeg kan aldrig mere høre sangen fra Malle Mus uden at få vand i munden og brækfornemmelser. Spørg mig ikke hvorfor.

Jeg prøver at tage det med oprejst pande. Det gør jeg altså. Der er bare nogle dage, hvor kvalmen overstiger alt, og så bliver den mindste lille bitte irritation tårnhøj.

Det skete her til morgen og det gik ud over:

• Mødre der taler med baby-stemme til deres børn. "Se de spiser kiks alle børnene, hva' sgat", blev der sagt i falset.
• Mødre, der giver deres børn flyverdragter med ører på. Hvad sker der! Man køber da heller ikke en hue med katteører til sin mand, hvorfor skal ungerne så sidde og ligne små dyr i deres klapvogne?
• Alt alt for venlige kassedamer i Irma med kontaktbehov kl. 9.05: "Goddag frue. Ja tak, ellers andet jeg kan hjælpe dig med? Jamen selvfølgelig må du da lige få en pose, så gerne. 49,95 er liige det du skal af med i dag du. På beløbet? Så fik vi dén ordnet, kan du have en rigtig god dag." - Ai hold nu lige kæft, jeg vil bare gerne lige købe noget smør og en liter mælk. I fred.
• Hjemløs-negeren, der rager rundt undenfor Irma hver e-n-e-s-t-e dag og råber det samme. Der er åbenbart ikke samme krav til fornyelse for hjemløse, som til os andre.
• Mobiltelefoner der går ud og fjernbetjninger der ikke virker, når man ligger på sofaen og vil se Sex and the City, men kun kan se So ein ding på DR 1.

Jeg giver lyd igen når kællinge kontakten er slukket. Og undskyld hvis jeg har fornærmet nogen.

Fødsel uden smerte vol. II

Så har jeg bladret rundt og læst i Fødsel uden smerte. Jeg har med vantro kigget nærmere på de franske madammers ansigtsudtryk, mens de smilende (det gør de!) presser baby ud. Jeg har læst diverse fødselsberetninger, og vi er muligvis ude i en 'den der ler sidst, ler bedst' her, men jeg kunne altså ikke lade være med at gnække lidt.

Denneher fra Madame T., som er 3. gang fødende er særlig sjov:
"..da jeg nåede klinikken kunne jeg slappe af og regulere åndedrættet. Med eet blev alt som det skulle være. Jeg var ikke alene fri for smerter (!!!), men jeg følte mig forbavsende rolig, lykkelig og tillidsfuld. Jeg blev nu advaret om at sammentrækningerne ville blive kraftigere mod slutningen af udvidningsperioden, men til min forundring følte jeg dem som kun som en smertefri muskelfornemmelse."

Eller den her:
"..Jeg havde lidt lampefeber. Men jeg befandt mig virkelig udmærket, da jeg gennem Paris var på vej til klinikken. Byen har aldrig forekommet mig smukkere:"

Jeg kan ligeså godt sige det, Dr. Pierre Vellay: Jeg har tårnhøje forventninger til den dag, jeg med en smertefri muskelfornemmelse, og helt lykkelig fiser til Hvidovre hospital. Og hvis jeg på nogen mulig måde sidder og vrider mig oppe i hattehylden eller river et bilhåndtag af af smerte, så får du et los så stort, i din franske popo. Og det med tilbagevirkende kraft fra sidste fødsel.

Aldrig havde Amager været smukkere.... Au revoir.

Fødsel uden smerte (?)

I dag skal jeg ned på bibleren og hente den gamle kending af en fødselsbog: Fødsel uden smerte. Bare titlen er så grinagtig, at det jo nærmest er til at få veer over. Og bogen skulle eftersigende være fuld af billeder med fødende kvinder, der ligger med hovedet (altså barnets) halvt ude og læser i et dameblad. Næsten.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke. Sidst nåede jeg ikke at tænke. Jeg var i stedet ved at flå min økologiske yogamåtte i tusind stykker og råbte som en gammel ko. Jeg åbnede mig 10 cm på en time, så det der med rullende veer kender jeg ikke noget til. Det føltes som een lang stor kæmpe uoverskuelig klam og ond ve.

Men altså. Jeg skal jo gøre det igen og en mor jeg kender, som har brugt bogens teknikker, stod to timer før sin sidste fødsel og kiggede på Angulus sandaler til storesøster. Med veer. Veer! Som hun på en måde bearbejdede ind i kroppen. Helt ærligt, det er så langt ude, at jeg er nød tjekke det ud.

Jeg vender tilbage med mere info i morgen.

Fødsel uden smerte.....mhuuuaaaaar haaar haar.

Casa Barsel

Jeg har fundet mit barselshus! Tjek lige hvor fedt der ser ud. Som jeg tidligere skrev herinde, så har jeg hed drøm om at tage væk og holde barsel med familien......og det her sted, er måske slet ikke umuligt.

Ud med agurken!

Når jeg herhjemme, bliver en lille smule for hysterisk, og siger ting til Thure med himmelvendte mor-øjne, så har han et udtryk, som med det samme får mig ned på jorden: 'tag nu lige den agurk ud af røven skat'! Ja det siger han faktisk. Og det virker. For i dét sekund ved jeg at glæden ved the bigger picture er røget og jeg ligger rullet sammen i en øko-ble som en anden kebab og kan ikke tænke klart.

Tag nu før vi fik Kasper. Dengang var jeg af den helt klare overbevisning, at han skulle omgives af øko produkter fra morgen til aften. Så jeg storkede ud i Purebaby på Østerbro og indkøbte for formuer af Moltex økobleer og hyldemeter af Weleda produkter. Jeg købte Leander-hænge-vugge med en hynde af speltkerner (!) for han skulle jo have det så godt. Jeg vidste, at jeg måtte supplere med modermælkserstatning, så Hipp-mælken var klar-parat-start på køkkenhylden.

Det så pænt ud. Og så kom Kasper.

Han nægtede at sove i speltsengen (wonder why?), hans lille tissemand tissede hele tiden udenfor Moltex og Weleda virkede ikke på den røde røv. Og her stod jeg så og måtte opgive drømmen om at leve et Purebaby-liv i creme farver. Give fanden i Weleda og sparke Moltex ud over altanen. Og det var fantastisk.

Der er intet galt med økologi. Og da slet ikke til i forhold til vores afkom. Men når jeg møder en mor, der er så spændt op i sit glutenfri net fra Aarstiderne, at selv hendes mand har fået boller af spelt, SÅ får jeg altså også lyst til at sige til hende: 'tag nu lige den agurk ud af røven, og æd en romkugle.'

Som til hende fra det virkelige liv, i min venindes mødregruppe, der var i syv sind over hvor man kunne købe økologiske forklæder til børn. Hendes datter skulle jo ikke sidde og male fingermaling på deres Piet Hein bord i et forklæde fuld af phtalater! Agurk-agurk-agurk.

Og derfor bliver jeg også så glad, når jeg går forbi en italiensk bager, der med stolthed har stillet en pose mel i vinduet, hvor der på pakken står: Ekstra Gluten!

Hipp-hipp hurra.

Drømme

Om ca. 3.5 måned skal jeg føde. Eller der skal i hvert fald et barn ud på den ene eller anden måde. Og jeg har hede hede drømme om at råbe røv til Amager og holde barsel andensteds.

Men hvor?

Jeg har forestillet mig et hus på Mallorca, hvor vi bor i bjergene, og hvor det er varmt, men ikke for varmt. Huset er så stort at familien kan bo der, uden at man sidder lårene af hinanden.
Jeg har min mac med, så jeg skrive, min elskede familie, og min Balenciaga (se tidl. indlæg) som står klar, når jeg skal til købmanden efter hvidvin og oliven. Man skulle jo nødig gå ned på udstyret.

Jeg har lommerne fulde af neglelak, Postmand Per, og lakrids-is fra Ismageriet på Kongelundsvej (hvis ikke du har været der endnu så advarer jeg: der er decideret fare for misbrug), og postkort så jeg kan skrive hjem til dem jeg savner.

Om aftenen, når ungerne er puttet, sidder manden og mig foran pejsen, mens vi kigger ud over en helt fantastisk solnedgang over bjergene. Det var så den dag.

Det er sgu da ikke for meget at forlange. Vel?

Tirsdags collage

Her er en collage af de ting, der helt sikkert tropper op i min hverdag. Hver dag. Enten i helt fysisk form, eller i tankerne.

Hvordan ville din se ud?

Jakke til dig?

Det er mig bekendt, at man herinde i blog-universet holder noget give-away. Et eller andet kreativt, som man lige har lavet i en aftenstime, og som altid er knaldlækkert.

Jeg kan så ikke finde det tæppe, som jeg begyndte at strikke på for to år siden, og jeg har, i mit liv, kun syet én hvid nederdel i lagenlærred i 5. klasse. Jeg har en meget fin pruttepude og et billede af min mormors hus i korssting, men det kan nok ikke hamle op med noget som helst.

Til gengæld. Har jeg en smuk læderjakke fra Rikkemai, som hænger i mit skab og som aldrig er brugt. Dén vil jeg gerne sælge for en god pris. Det er en str. 42, men en 38-42 kan passe den.

Den er altså virkelig lækker....

Lyd lyd lyd

Jeg har et meget snakkende barn. Fra 7.00 morgen til 20.00 aften (plus-minus) står kæften ikke stille. Vi vågner hver morgen ved at han ligger og fortæller historier. Til sig selv.

I morges læste han tre Totte bøger inden vi fik øjne og råbte så til os at vindmøllen igen havde fået batterier i, så den kunne dreje rundt. Jeg selv var på det stadie, hvor jeg lå og overvejde om en blære sprænger nemmere, når man er gravid, for tisse, dét orkede jeg ikke at begive mig ud i. Men nuvel, vindmøllen var denne morgen ladet med batterier, og så er der jo ingen grund til at ligge og fise den af i sengen. Up and go..

Kasper gik ind i stuen og for hvert skridt han tog sagde han: "ba-bi-da-ba-bi-da-ba-bi-da", en ordleg han har opfundet sammen med, ven Marcus, fra vuggestuen. Kært i 5 sek. - lettere anstrengende i 15 minutter.
Og så blev alt iøvrigt kommenteret resten af dagen, som var han en sportskommentator til et hestevæddeløb.

Men jeg kan ikke bebrejde ham talens kraft. Jeg har jo for fanden selv levet af at lave radio de sidste 4 år, så jeg kender godt glæden ved at tale til folk uafbrudt i tre timer. Problemet med Kasper er bare, at han aldrig sætter en plade på. Der er ligesom aldrig et break, hvor man når at samle tankerne, og når han har talt os møre i en fire timers tid, så er det jeg får et drømmende udtryk og tænker mig til en plade.

Jeg har lavet en top 3 over numre, der i dag fik mit mor-humør i vejret, og som jeg fiktivt satte ind i dagens udsendelse fra Kaspers Univers:

1. Jooks - Hun vil ha' en rapper
- satenrasme et fedt nummer af Julia Lahmes man.

2. Black Rebel Motorcycle Club - Red Eyes and Tears
- uh den guitar, uh det beat. "Who's your mother!"

3. Beck - Everybody 's Gotta Learn Sometimes
- Hør den og tud. Becks version af det gamle The Korgis nummer, som er at finde på sountracket til Eternal Sunshine of the Spotless Mind. Se iøvrigt dén og tud.

Når det så er sagt, vil jeg af hele mit hjerte takke Kasper for en uforglemmelig dag fuld af ord.

We love it.

Let med introduce..

Vidundermuffins.

Manden er ude, og jeg er græsenke til i morgen aften. Han ligger lige nu frivilligt i en svensk skov og sover i et telt, før han i morgen står op før fanden får sko på og løber i 16 timer. Det synes han er skide skægt. Fatter det ikke.

Mig derimod. Har bagt muffins og hører Tom Jones på P4. And ladies, disse muffins er så kerneUsunde at det hviner, og jeg er sikker på, at jeg om lidt skal have insulin. Nevertheless, så skal det jo fejres at lillemor kun har taget 8 kilo på! (minus de 7 kilo, som jeg endnu ikke havde tabt før jeg blev gravid igen - den tid den stress).

Hippie hippie shake and bake!

ps. tak til Appelsineniminturban for gudeopskrift på muffins. Tjek det ud.

Lykke

Nogle dage går alting op i en højere enhed. Kasper er særdeles medgørlig = kaster sig ikke rundt på gulvet i hysteri, fordi han ikke må save mine ben af med en Fiskars saks. Thure og mig, mig og Thure går ikke hinanden på forældre nerverne, og alting er ligesom en lyserød boble af glæde over at være en dejlig lille familie. Sådan en aften har vi haft.

Ingen ulvetime med skrig og hyl. Maden smagte dejligt. Den blev indtaget i fred og ro. Vi fik stille og roligt ryddet af bordet uden at tabe gryder med eventuelle rester af spaghetti, som vi så efterfølgende allesammen går og jokker rundt i.

Kasper ringede til sin mormor, sin moster Gytta og farmor Eva, der desværre var syg. Vi er ikke de heldige vindere af familie indenfor rækkevidde så Kasper elsker at ringe til dem allesammen og fortælle om sin dag. Det er altså meget sødt. Og jeg bliver så glad over al den glæde han spreder bare ved at gribe telefonen og spise en is ned i røret. Meget mere skal der ikke til før der jubles i den anden ende.

Og som om det ikke var nok, så endte denne skønne dag med at Kasper fik et gigantisk grineflip i en halv time over sine tæer, som lignede små lakridser?! Den lader vi lige stå......men vi grinede med ham.

Nu sover han stille og jeg sidder her i mit opryddede køkken og tænker: "Hvad var det lige formlen var?" "Hvorfor var det at hele familiens biorytmer lavede en smuk cross-over?"

Der er nok ingen forklaring. Men jeg sætter et lille hjerte i vores fælleskalender og husker mig selv på dagen i dag.

(....Bare til næste gang jeg står med svedpletter og forsøger at lave 20 frikadeller før klokken 17.00, mens der skriges og hyles på kiks, is, slik, kage, mere Malle Mus og i panik løbes ud på altanen og sutten ryger ud over kanten og farmand er træt og det eneste tilbehør man iøvrigt har til frikadellerne er havregrød og en gammel bolle).

Show me the money, Honey

..og de to gode gaver der kom ud af sidste fødsel.

En taske for en fødsel

Hjemme hos os er det sådan, at man får en taske for at føde. Sådan er det bare. Det kan ikke diskuteres. Og Thure ved det. Således spankulerede jeg ind i Mulberry butikken efteråret 2007 og ekviperede. Jeg synes det var et beskedent valg, eftersom min fødsel MINDST løb op i et komplet antik Louis Vuittons kuffertsæt. Meget grimt, men meget dyrt.

Nu er jeg i uge 22 og fødslen kommer nærmere, så jeg er begyndt at kigge mig omkring. Lige nu er det denne smukke sag fra Balenciaga der står øverst på listen.

Og ps. Hvis jeg sprækker skal jeg have tilhørende clutch.

Forskel

Prins Alladin af Digevej 4 mdr.

I tiden omkring d. 7. september vil der stå en stab af læger og jordemødre klar ved mit fødekar på Hvidovre Hospital. Jeg har naturligvis egen fødestue, der står tomt og venter på at ingen andre end mig må betræde det, med mine ikke-hævede fødder.
Efter fødslen vil min mand træde ud i et bombardement af blitzlys og fortælle de nysgerrige, at jeg har klaret det hele til UG kryds og slange. Mit lægeteam vil overfor blitzlysene bekræfte, at jeg klarede det meget flot og at jeg havde de presseveer der skulle til.

Et par dage senere venter Krone 1 på mig ved udgangen af Hospitalet, når jeg iført lunt lysegråt kashmir og lidt gloss på læberne begiver mig udi verden, med den ene hånd som vinker til fotograferne, mens den anden har et godt tag i voksiposen i hvid mink fra Birger Christensen.

Og hjemme venter mor og far - med dejlig chokolade og kager til. Og et diamantarmbånd. Selvfølgelig. Det manglede da bare, når nu jeg har klaret det hele så flot.

Nårh-nej, jeg er ikke prinsesse. Men måske man skulle blive det?

Og okay. Tillykke til Jokke og Marie med lilleprinsen af Tønder.

Deja Vu

I dag er 1. maj. En dag, hvor jeg mange år har siddet i solen i Fælledparken og nydt en kold øl sammen med gode venner. Med kampråb i baggrunden, nuvel, men det var nu ikke derfor vi var der.

I dag. Samme dato, stod jeg i morges og skulle ud i solen. Nu med meget mindre ven og en jeg i særdeleshed skulle passe på. Turen gik ikke til Fælledparken, vi havde ikke øl med i tasken og heller ikke en ekstra neglelak, hvis nu man lige endte i byen. Næh i dag var skibet loaded med leverstejmadder, vand, bleer, klude, solcreme, frugt, sutter, bøllehat, og lille Fidus i maven. Og bus nr. 18 stoppede i dag, ved Frederiksberg Have.

I bussen hørte vi en sang i radioen, et nummer med Spin Doctors, som i dén grad er et minde fra min rundrejse i USA. Én lang fest. Knaldfuld og forelsket i musiker fra New York. Åbne biler. Shopping. Motorcykler og meget tynde lår. Frihed under åben himmel, og bjerge der kun var til for at blive besteget.

Sceneskift.

I bus 18. Pile Allé. Med tykke lår, og meget ædru kigger jeg ind i et par smukke blå øjne. Det er Kaspers og han er travlt optaget af at følge med i ALT. Mit hjerte holder et øjeblik op med at slå ved tanken om at han og lillebror kører rundt i et gammel vrag af en bil i USA. Med hver deres pige ved armen, en guitar og en six-pack på bagsædet fuld fart afsted til næste plet på verdenskortet, der ser indbydende ud.
Jeg har det som om jeg sidder på en karrussel og gerne vil af. Jeg skal snart være mor igen, får snart endnu mere ansvar og endnu mere vasketøj. Jeg skal dele min kærlighed med to. Og endnu værre; de to flytter en dag hjemmefra. Tanken giver mig et par sekunders panikangst.

"Se mor! En hundelort", er det der får mig tilbage på Pile Allé. Vi er kommet ud af bussen og vi er i live. Begge to. Og thank god for nuet, tænker jeg, da vi lidt senere sidder i sandkassen og spiser risengrød af to gamle blade. For kan man være der, behøver man ikke bekymre sig om hverken fortid eller fremtid.