Klumme i VIVA

Min sidste klumme fra i fredags. I JP's VIVA, handler om service. Eller mangel på samme. Og er der noget, der kan få mit pis så meget op at koge, at det overgår den mest skoldhede vulkan, så er det hvis butiksansatte ikke yder service. De behøver ikke at lave en Pretty Woman og rulle den røde løber ud, men de kan som minimum være opmærksomme på mig og min tegnedreng.

Hvis der fandtes et job som serviceanmelder, så kunne I ikke se mig for bare fem kokkehu....nårhnej...fem dankort. Og jeg kan godt finde på at være Gordon Ramsey kind-of-type, hvis der er alt for meget tyggegummi og sms, mens jeg forsøger at købe noget af deres tøj. Jeg skaber mig ikke og råber, men jeg driller. Jeg kan simpelthen ikke lade vær.

Og allerede nu begynder det at kamme over kan jeg mærke, så jeg poster bare klummen her, så kan du læse med hvis du orker:

Hvad skulle der være?

Nu er det ikke fordi jeg skal kloge mig. Men det gør jeg alligevel. For noget har trykket min sko så længe, at det er begyndt at føles som en splint i røven.

Det handler nemlig om service. Og mangel på samme.

For længe siden i en provinsby i Jylland arbejdede jeg i en isbar. Ikke hvilken som helst isbar. Det var Roberts Isbar. Stedet, der siden gravballemanden købte soft ice, har lavet sin egen hjemmelavede guf. Isbarens varemærke, som folk glædeligt kørte 60 km for at sætte tænderne i. De stod gerne i kø i timevis. For de elskede det. Og derfor. Netop derfor blev alle os ispiger opdraget til at svinge os op til en god service, og nu da kunderne var i butikken, også mersalg.

Nu kunne jeg tilfældigvis ret godt lide at lege købmand, da jeg var barn, og det samme gjorde sig gældende i Roberts Isbar. Men rigtig mange weekendvagter foregik med hele drinkskataloget fra Crazy Daisy i baglommen, og så kan det godt være lange ti timer man står der og sælger guf. Med et skævt smil. Så jeg ved godt hvordan det kan være at stå i en butik, man kan som ekspedient også være træt.

Men een ting lå på rygraden. Kunden er kongen. Kunden er gået ind i din goddamn butik for at købe noget. Og du har eddersparkeme bare at rulle serviceorganet helt ud på fortorvet.

Og her er det så jeg bliver så træt så træt. For hvor f…… er den service her i København? Hvor er den? Hvem har taget den og smidt den ud? Jeg har boet her i 15 år og jeg kan tælle på én hånd, hvilke butikker, der yder god service, og hvor jeg gider at handle igen og igen.

Der står jo det ene menneske efter det andet og kigger på en som var man gået forkert. ‘Hej’, siger de. ‘Sig bare til, hvis du skal have hjælp’. Og så kravler de ellers om bag disken igen. Og kigger videre.

Jeg har uhyggeligt mange eksempler, men tag nu ét af dem. Jeg kommer ind i en populær tøjforretning i København efter en helt bestemt jakke, som jeg har set på nettet. Jeg skal ikke hjælpes meget, altså må jeg betegnes som en nem kunde.

Mig: ‘Har i den der blå militær jakke?

Ekspedient: ‘Ja den hænger lige derovre.’

Mig: ‘Ok, jeg skal bruge en large’. Tænker at hun nu må fatte et hint om, at jeg gerne vil spendere nogle penge, og derfor ville det være smart af hende at hun går ind i salget og må jeg foreslå: henter jakken til mig. Men ak. Svaret var: ‘Det har vi også.’

Således finder jeg selv min vare, i en str. L og prøver den. Nu prøver jeg hende lidt af, bare for at se om hun overhovedet fatter, at hun arbejder i en TØJbutik, som sælger TØJ. Jeg stiller mig midt ud i butikken, og jeg er den eneste i butikken, så hun skal kigge væk for at overse mig. Jeg tager et tørklæde ned fra hylden og vikler det om mig. Stadig ingen reaktion fra ekspedienten. Det undrer mig lidt. Og jeg begynder at tænke på om vi er ude i en Pretty Woman og hun simpelthen ikke VIL betjene mig. Jeg hjælper hende lidt mere og siger, at det da er et VÆLDIGT lækkert tørklæde. Det koster den nette sum af 15oo spir, så det ville være fint ikke at være helt så ligeglad med at sælge. Men det er hun åbenbart. Og jeg går. Hun mistede altså et salg på min. 2500 kr. og måske mere, hvis hun havde rullet ærmerne op.

Om. Jeg. Begriber. Det.

Det er ikke rocket science. Vi er heller ikke ude i noget med glødelamper. Det er tøj for fanden. Men igen og igen og igen og igen ansættes der mennesker, som er generte, ikke aner hvad der menes med tøjsalg, og som står og tygger tyggegummi og glor ud i luften. Jo Magasin, det gør I.

Jeg bliver totalt fornærmet på Mads Skjern måden. Altså hvad er meningen? Jeg er mor, jeg har ikke mange timer for mig selv, og da slet ikke til at shoppe i. Så når jeg endelig er ude, så kan jeg love jer, kære butiksejere, at mit muldvarpeskind, simpelthen banker for jeres service, så jeg kan blive ligeså lækker som alle jer, der står i butikken i jeres lækre tøj.

Jeg er så nem som kunde, og jeg er så nem at lokke med, at der ikke skal meget mere end en karamel til før jeg lige hiver en tusse mere op af bukselommen. Giv mig en lille vejledning, sig til mig, at du har fundet en bluse som lige er mig, fortæl mig om noget tøj, jeg ikke anede at jeg havde brug for. Spil lidt på den lille violin. Flirt. Overbevis mig. Bare gør noget.

Så kære butiksejer, hvis du ansætter hende den skæve islandske modetype, der kan mikse tøj så guderne synger, så lov mig, at du også ansætter hende, som til enhver tid kan sælge røven ud af bukserne.

Og køb nogle karameller. Helst dem med lakrids. Tak.