Kærlig hilsen Nemesis

Der findes et særlig sted i helvede til kvinder, der synes det hele er nemt. Og i mit tilfælde, det helvede, hvor Hr. Nemesis sidder i et arkitekttegnet hjørnekontor og griner hånligt.

Jeg har nemlig lidt for mange gange tænkt, at det var meget hyggeligt at være alene med drengene. I 11 dage. Lidt for mange gange har jeg tænkt, at det var fint nok. Lidt for mange gange været glad for at Jeppe har sovet igennem non-stop siden i søndags, hvor Thure tog afsted. Det toppede i går, hvor vi efter endt visit i Jylland tog turen tilbage. Vi sang fire gange Lille Peter Edderkop, to gange Rasmus Klump og en gang Lille Nørd og bum, så sov de som sten indtil vi landede på Lorteøen. Ligeså let som at klø sig selv i røven var det.

Men jeg havde da ikke båret den sidste taske ind før jeg fik det så dårligt, at jeg ikke kunne stå oprejst. Og sultne var de. Og tørstige. Og ville lege. Og pjatte. Og i bad. Og køre på scooter indendørs, alt imens jeg blev mere og mere hvid i hovedet.

Måtte sms en nødraket til overboen, som tog Kasper med op til dem og serverede lidt japansk mad for ham, og holdt ham underholdt længe nok til at jeg kunne give Jeppe mad, og bad (liggende) og få ham puttet.
En anden nødraket blev sendt til veninde, som kom og ryddede op og sagde, at det også var synd for mig. Og med nylig ankommet medlidenhed, nåede jeg igen og glæde mig over, at det h e l d i g v i s kun var mig, som var ramt. Men således blev der udstukket en kontraordre fra helvedes kontoret, og efter, at jeg selv fik det værre og værre, meldte Kasper sig også under fanerne.

Nu har jeg engang været Blå Pigespejder og der kan man blive udsat for, i solidaritetens navn, at tømme lokumstønder for en hel sommerlejr en varm junidag. Det skulle jeg hilse at sige er en 1'er på klamhedsskalaen. Men. Jeg ved sgu ikke. At tørre op efter Kasper nåede nye højder på dén skala. Det tog ham lige nøjagtig 20 sekunder at kaste op så mange steder, at jeg stod med en fuld hovedrengøring kl. 3.30. Det var lige hvad jeg havde brug for.

Kl. 4.30 var jeg færdig og lagde mig endelig tilrette som en rystende spedalsk. Please-please-please lad det kun være denne ene gang. Og det var det. Til gengæld fik jeg en sms ind i øret om at Thure var landet i mål og to min. senere vågnede Jeppe så over 'beep-beep' lyden.

Og sådan fortsatte det indtil kl. 6.00.

Så jeg kan bare sige, her på Kvindernes Kampdag, at det var godt, at vi kvinder fik en vaskemaskine. Og noget toa-papir. Og retten til at sende ungerne afsted i institution. Havde det ikke været for deres åbningstid var jeg faldet død om i kummen.

Glædelig tirsdag.