Find Holger

Vi har allesammen fulgt Holger. Og med gråd i enhver øjenkrog, også været vidner til, at den lille rødhårede dreng blev genforenet med sine forældre efter et døgn alene i Nordjyllands Vildmark.

Vi holdt vejret. Ønskede os en lykkelig slutning. Og var lettede over, at det ikke var vores barn, som var alene i mørket mellem krat og grene.

Jeg var overbevist om, at de ikke ville finde Holger i live. Jeg troede ikke, at de efter et døgns søgning kunne finde ham i det der er beskrevet som 'god behold.'

Men det gjorde de. Og polities indsatsleder jublede helt til han bandede. 'Pissefedt', hørte man ham råbe. Og ja, det var da pissefedt. Alting. Hurra.

Hvad jeg derimod ikke synes er særlig pissefedt, er den måde medierne håndterede det på. Det er klart, at det er en historie, der skal dækkes. Det siger sig selv. Men i takt med at Holger skulle findes, blev det også jagten på at få historien først. Det første billede. Det første tv-indslag. Af Holger.

Og aldrig så snart, som han, på mirakuløs vis blev fundet, af Manden På Hesten, står der en journalist med en mikrofon i den ene hånd og Holgers i den anden. Klar til at få den første bid af kagen. Journalisten havde kørt rundt i en sendevogn med en tv-fotograf for selv at lede og vel forhåbentligt også score det første billede af den lille mand med det røde hår. De finder tilfældigt Manden På Hesten og Holger, der holder sin redningsmand i hånden. Hvad jeg synes er så skide usmageligt her er, at de tænder for kameraet med det samme og pludselig er Holger kommet tilbage til en verden af sultne journalister.

Han er kun 3 år. Har han mulighed for at sige fra? Nej. Kan han tage stilling til, at han ikke vil eller må fotograferes? Nej. Han har heller ikke engang sin mor til at sige fra for ham. Til sammenligning skal man, når man laver artikler med billeder i institutioner, have tilladelse fra forældrene om at tage billeder af deres barn OG man skal som forældre også give tilladelse til at billeder af ens barn må bruges på institutionens hjemmeside. Jeg ville ønske, der også fandtes samme regel i Medieland.

Jeg synes det er vi voksnes ansvar, krise eller ej, at beskytte vores børn, og jeg ville være edderspændt rasende, hvis Kasper, der efter 24 timer i en skov blev filmet, mens han sidder udmattet i en sendevogn og sutter på en chokoladebar, som den rare og helt sikkert velmenende journalist giver ham, inden han bliver genforenet med mig. Holger aner ikke hvad der foregår. Han aner ikke, hvor alvorlig situationen har været. Hvorfor skal han ikke have lov til at være i fred?

I samme minutter kan vi se familien blive filmet, mens de får den gode nyhed om at Holger er fundet i live. Hvilket mareridt de har været igennem. Fy for fanden. Men at skulle filmes, mens jeg kastede mig om halsen på Thure storhulkende af lettelse og udmattelse - thanks, but no thanks.
Lidt senere kommer Holger i armene på sin mor og far og skal tilses af en læge. Og igen står der en horde af fotografer og stikker linsen ind i ambulancen....

Lad dem nu være. Ik.

Forældre har ikke haft en Kinamands chance for at vurdere, hvad de vil være med til i medielotteriet. De er stadig i krise, selvom Holger nu sidder på skødet af dem. Og jeg tænker ikke, at de på den måde er scenevante eller har tænkt over om deres grænser bliver overskredet.
Så derfor synes jeg det er vores: journalister og fotografers, opgave at beskytte hvor vi kan. Og især børnene. De har ikke bedt om det. Slet ikke.

Det ville selvfølgelig have været et langt 'tyndere' indslag, hvis journalisterne havde stået på afstand og snakket ind til kameraet. Men det havde været mere respektfuldt overfor Holger og hans familie.

Jeg håber aldrig at Holger bliver væk igen og jeg håber vi lader ham være nu. Hans far skal ikke mere svare på spørgsmålet om så Holger så fik den lovede pizza, eller om de igen i nat sover med Holger mellem dem i soveværelset. Ej heller om han har det godt i børnehaven og om han er mærket af det. Jeg vil ikke høre om, at han ikke kan gå i dag, fordi de stakkels små tykke ben har gået og gået og gået hele natten.

Lad ham være. Tak.

Hilsen
En forælder.