Danish Dynamite

Jeg havde fornøjelsen af at være sammen med Jeppe i går. Bare mig og ham. Og hvis jeg selv skal sige det, så er han verdens mest nuttede barn. Han pludrer og krammer og smiler og leger på den der helt uskyldige jeg-er-kun-sat-i-verden-for-at-være-kær-måde. Jeg kan ikke lade være med at kysse ham hele tiden. Han er så blød og nuser, at han med garanti får et moderkompleks for all I know. Så meget som jeg har kysset ham.

Men der er det med Jeppe. At inde bag hans meget milde væsen ligger et bundt hårdtpumpet dynamit, som til enhver tid kan eksplodere med en kraft, så vi andre sidder i granatchok bagefter. Lige for tiden er det helt store hit at klatre højt op på alting. Og helst skubbe rundt med alle spisebordsstolene, skubbe dem over til køkkenvasken og derefter gå i gang med at plaske med vand, så Lalandia ville være stolt.

Og sætter man en grænse her 'BANG!' og det bløde barn bliver et lille tykt missil. Lige nu er det sådan set meget kært. Jeg kan jo for fanden ikke bliver sur på ham, når han står der helt spændt op og skriger så meget at han næsten besvimer. Til gengæld kan jeg meget nemt få en anelse dirren i mundvigen, ved tanken om at den herlige og livgivende trodsalder indtræder i forældrenes rækker. Der er det noget med, at han er nødt til at bo i en gymnastikmåtte til den tid. Det bliver en skøn tid.

Man skulle ikke tro det