Babyland here we come

Kasper er en lille hostefrans i disse dage, og han har ligget og gøet hele natten. 

At jeg så skulle se Sex and the city - extended-extended-version, plus ekstra materiale til sent i går aftes, OG begynde at flytte om kl.1.00, er så ris til egen mor-røv. I hvert fald blev det ikke til mange timer, før Kasper råbte: "Mooooaaaaaar", fra sin seng kl. 5.20.

Vi væltede ind i stuen, hvor vi begge sad og vågnede. Jeg nåede lige at tænke, om jeg nu havde nået at glæde mig nok over, at han i over 4 mdr. har sovet til kl. 7.30, før jeg kunne se på fjernsynsskærmen, at der så absolut intet børne-tv var på dette tidspunkt.

Pludselig var jeg tilbage i den tid, hvor vi var ufrivillige medlemmer af den forældre-klub, der står op før fuglene og avisbudet. Og det bliver vi snart igen. Det var virkelig mærkeligt. At sidde der med træthed i knoglerne, med et barn, der vil se Teletubbies og have havregryn. Og lege. Kl. 5.22.

Jeg gjorde status fra sidste omgang:

1. Jeg gik ikke i panik over at blive søvn-afbrudt kl. 5.20

2. Det tog mig ca. 8 minutter at vågne og blive mig selv.

3. Min krop gav sig ikke til at dø en stille død ved tanken om, at det her måske aldrig i livet holder op.

4. At kaffe, havregryn og Teletubbies før kl. 6.00 stadig er den cocktail jeg kan se frem til. Ikke Mojitos.

5. At børneforsorgen ikke ringer på, hvis jeg nupper en lille morfar på sofaen ved siden af Kasper, mens Poe for 117. f****** gang vasker sine knæ, mens Nunu blæser rundt og ser ligeså forvirret ud som altid. Hvad sker der for de øjne?

6. Følte mig ikke frihedsberøvet, da Kasper sprang op på mit hoved og brølede: "Mor ikke sove mere."

7. Fik lavet en liste over dagens opgaver inkl. syg barn hjemme. Så kan man med sindso lægge hjernen i kassen fra Aarstiderne. Alt hvad man behøver er et par øjne, der kan læse to-do sedlen.

8. Følte mig ganske overskudsagtig ved synet af min mor-stol, som er indkøbt med det formål, at skal man dø af træthed, så sidder man i det mindste godt indtil da.