Den nye kone

Kasper tager sig for tiden nogle ture rundt i manegen med sin nyerhvervede titel som storebror. Han kan være alt fra den søde lille pony med fjer i manken til en brølende tiger. Og selvom man godt kan blive rimelig træt i pæren af at høre ham sige 'nejnejnejnejnejnejnejnejnejnej' en hel søndag, så forstår jeg ham godt.

Det må være det samme som, hvis Thure en dag kom hjem og sagde: "Hej skat, nu skal du bare høre noget fedt. I morgen flytter min nye kone ind. Hun er helt vildt sød. Og lækker. Og har den bedste lille røv og kæmpe store bryster. Hun skal sove lige her skat. Mellem os to! Det bliver SÅ skønt. Hun skal forresten bruge bilen, og så får hun også et par af dine Marc Jacobs sko. Dem du ikke kan passe mere. Det er okay ikke?"

Og mens man så prøver at sluge den besked og hilse pænt på Zindy, og lade være med at spytte hende i hovedet og forsøge at behandle hende pænt, så kommer gæsterne. Alle dem der har ventet i spænding på at se lækre Zindy med den fine røv i de stramme cowboybukser. Ind af døren kommer de. Med kram og jubelskrig. Der er endda nogle der græder af glæde over at se hende. De giver hende gaver og knus og skal se hvor fin en seng hun har. Og hvordan hun kan vrikke med numsen og kigge med sine bedårende øjne.

Så var det man selv stod der på sidelinien. Med fedtet hår. Lidt for tyk. Og i et par cowboybukser fra Big is Beautiful og smiler det bedste man har lært. Lige indtil man går amok og skriger som en sindsyg og smider rødvin i hovedet på manden, der med det samme ber én om at tie stille, for Zindy sover. Og det er vigtigt. Meget vigtigt.

Så når vi står der for 117. gang og griber togskinner, der flyver gennem luften, når han sætter tænderne i mit lår, 'kommer til' at tabe sit glas på gulvet eller skriger og laver flitsbuer, fordi ærterne blev serveret på den forkerte tallerken, så tænker jeg på Zindy. Og så får han et ekstra kram. Og en bus fra Fætter DR (BR).

Brødrene Fuhrmann-Kjær

Hej hej, det er mig der plejede at skrive hver dag her på bloggen. Så fik vi Jeppe og så skal man ligesom ind i et andet tråd. Og det er i hvert fald ikke i weekenden, at jeg er i det lette gear, hvor der er tid til at få redt hår eller skrevet andet end 2 liter sødmælk på indkøbslisten.

Men billeder fik vi taget, så her er lidt af galleriet af den seneste yngel.

Gammel kærlighed ruster aldrig. Kasper i sin elskede vogn.

Kasper holder morgenhygge på altanen

Et umuligt projekt. At få to børn til at sidde bare nogenlunde stille på samme tid.

Lille Jepling

Mor og Jeppe

The Kejsersnut

Min Mor

I Femina denne uge kan du læse et mini-mini interview med mig. Lavet af Julia. Det er nemlig i den dejlige anledning at en af mine bøger er genopstået. Det er bogen Min Mor, som igen skal ligge hos boghandleren inden den forhåbentligt skal med mange mødre og døtre med hjem.

Derfor bliver der også en give away her på bloggen lige om snart, så stay tuned.

Det tapre hjerte

De tre søde modebloggere fra Anywho har sammen med Friis & Company designet en taske, hvis overskud fra salget går til forskning af kvinders hjerter. Og er der noget vi mødre har brug for, så er det et tappert hjerte. Og et sundt et.

399,- bananer koster den, og kan fåes fra november.

Hurra for det og for at der en god plads til bleer.

(ps. klik på billedet hvis du vil se tasken i større format, har ikke hjerne til at finde et der er i en højere opløsning).

Ironman vs. Ironmom

Denne weekend har været som at gå på et meget langt tæppe af glødende kul, og jeg stod op i morges med pænt ristede fødder og ditto hjerne.

Den ultra korte version er at Kasper i trodsalder, Jeppe med ondt i maven og Thure på hardcore binyrebarkhormon-kur ikke er den bedste cocktail. Og det er så en underdrivelse.

Jeg har følt mig som en 7-11 butik 'Jeg har alt, undtagen lukket', og således har brystbutikken, trøstebutikken, rummelighedsbutikken, og tålmodighedsbutikken holdt åbningssalg hele weekenden, hvor Jeppe kvitterede for min venlighed med at være vågen kl. 24.00, kl. 2.00, kl. 4.00-6.00 og til sådan cirka nu kl. 12.00, hvor han ligger og puster og knirker og grynter og knurrer fra sin lille kurv. Jeg ved ikke om han er ved at gro en ekstra tarm, men det lyder sådan.

I lørdags havde vi dog, trods kaos i det lille hjem, besøg af en af vores venner, Karina, som er i så psyko-god form at hun kan svømme 3 km, cykle 180 km og slutte hele balladen af med at løbe et marathon. 42 km lige ned i løgneren. Det er hun faktisk så god til at hun blev nummer 4 ved en Ironman konkurrence i England og dermed kvalificerede sig til en Ironman på Hawaii.

Jeg ved, at hun elsker kager, og har en sød tand, og at det ikke har været en dans på roser for hende at komme i form til at gennemføre en Ironman. Men hun har gjort det. Og da jeg spurgte om hun ikke havde pænt meget lyst til at lægge sig ned og hyle i græsset efter 3 km svømning, 180 km på cyklen og så at skulle løbe et marathon lige bagefter, så svarede hun, at hun jo havde trænet sig til ikke at gå så kold, at hun måtte stoppe op og tude af overanstrengelse. Hun tager én bid af gangen. Ét svømmetag. Én omdrejning på cyklen. Én skridt med løbeskoene.

Jeg ved ikke om man kan overføre det, til den Iron-mom vi mødre deltager i hver dag. Men hun har en pointe, og jeg vil virkelig gerne øve mig i ikke at gå kold.

Den åbenbaring har jeg så fejret med 3 ruller Mentos og to Latte. Så kan de sgu bare komme an.

Håndværkerhensyn

I kender helt sikkert godt de forskellige udfordringer man har i indre by med en barnevogn. Jer der færdes der. Jeg ved ikke om det er særligt for København, men lad mig sige det sådan, ytringsfriheden er sgu til at få øje på.

Jeg er blevet puffet til. Snerret af. Skulet til. Stirret på, med det der blik, der fortæller at det må være fanden der har opfundet barnevogne. Som om vi gjorde det for at genere nogen. Jeg er sågar blevet skældt ud fordi jeg havde en stofble over kalechen, så ikke lille prut fik solen i øjnene. Af en sur dame foran Lagkagehuset på Christianshavn. Hun havde da aldrig set noget så dumt. Og det var da der ingen, INGEN, der gjorde i hendes tid, da hun havde små børn. Nånå.

Derfor blev jeg så varm i hjertet i dag, da jeg gik forbi to håndværkere. De talte engelsk og var store som orker. Deres hænder på størrelse med en mellemstor spade og så var de kronraget. De stod og mokkede med en bagklap på deres bil, med en liste, som var blevet skæv.

Jeg triller forbi med Jeppe i barnevognen, da den ene af dem griber en stor brosten og lige skal til at knalde den ned i bagklappen for at banke den på plads, da den anden råber med den dybeste stemme: "STOOOOP RONNY, THERE'S A BABY SLEEPING!"

Jamen jeg var rørt. Så stod de der, de to orker i overalls. Med de største smil jeg havde set og ventede pænt med at hamre til vi var gået forbi.

Kodak moment.

Nobody puts baby in a corner

I nat døde Patrick Swayze. Mr. Dirty Dancing aka Johnny Castle. Så sørgeligt at man må tude lidt. Om ikke andet, så over de minder, som han har været med til at sømme ind i hver en hjernecelle hos os over 30. Hvem husker ikke hvor vi var da Dirty Dancing var på sit hotteste? Jeg gik fx. i 7. klasse og fik mit første kys. Der var ikke meget dirty over det. Det foregik i en kælder, han hed Thomas, og vi kom aldrig og at danse. Nå.

I nat lå der så rent faktisk en baby og sov i det ene hjørne af rummet, og med de reflekser han har, ja så kan han faktisk danse. Han kan også vrikke med måsen og fortælle mig hvor skabet skal stå, når han ikke gider ligge og vente på den mælk. Så får jeg tørt på, ligesom faren i Dirty Dancing. Måske en kommende Johnny Castle, der liiiige ber sin kæreste Bibi's far om at stikke piben ind, who knows?

Men sammen med Swayze, så døde også 100 af mine hjerneceller i nat, da jeg ikke fik sovet meget, fordi Jeppe troede det var morgen. Derfor var jeg en smule dinglet, svimmel og grådlabil, da sundhedsplejerske Merete ringede på døren her til formiddag. Ind af døren kom hun da, og fik kigget på Jeppe.

Han har taget godt på og vokset og the works. Han har til gengæld fået hård mave og det betyder, at han er utilpas og knurrer som en lille hund dagen lang. Vi havde præcis samme problem med Kasper, så det var forventet. Jeg ved også nu, at babyer ikke dør af det, eller får sprængt tarmen......jeg er sikker på at I kender fantasien som førstegangsmor. Helt anderledes var det dog ikke, da søde Merete nævner, at Jeppe ikke har øjenkontakt så længe af gangen.

Stilhed. Mere stilhed.

Lige den sætning får det til at isne i mig. Kasper røg nemlig ind i et lidt uheldigt forløb på Amager Hospital, da han skulle undersøges for sin træge mave. Her blev øjenkontakten også nævnt, som noget der skulle holdes øje med. Kasper var på daværende tidspunkt to mdr. og jeg var bestemt ikke on top med det der med at være mor og du-kender-jo-dit-barn-bedst. Jeg stivnede da lægen sagde det og var sikker på, at Kasper som minimum var autist.

Faktisk var jeg så bims, at jeg var sikker på, at jeg havde hørt Dr. Ibrahim spørge om vi havde fået tjekket Kasper for Downs. Ergo ringede jeg ned på hospitalet et par dage efter og fik Ibrahim i røret. Han lyttede høfligt, mens jeg lige fik fortalt ham et par sandheder om hvordan man taler til sine patienter. Den fik hele armen. Der blev helt stille i telefonen, og han måtte stille og roligt fortælle mig, at det havde han altså aldrig sagt. Arh okay Dr. Ogginok, ellers ville jeg nok ikke ringe vel. Det havde han da? Nej. Det havde han så ikke.

Så. Mental note to self: inden du råber nobody -puts-baby-in-a-corner-agtige sætninger ind i hovedet på hele sundhedssystemet, så prøv lige og få sovet lidt. Når alt kommer til alt er Jeppe ligeså piv-normal som Kasper, som p.s. kan få øjenkontakt med den mindste myre på en træstamme 100 m væk.

Time out

Der er en ting ved søvnmangel, som jeg havde glemt fra sidste periode. Nemlig at man hele tiden føler sig skæv. Total billig løsning. Smart koncept. Problemet er bare, når man ikke kan ligge med andre ligesindede på en jysk kornmark og stene, men skal forholde sig til at være sammen med andre. Andre mennesker, der stiller spørgsmål, som man skal forholde sig til.

Jeg har det som om jeg er med i et af de der søvnprojekter, hvor ganske normale mennesker bliver dummere og dummere, som timerne uden søvn går. De starter med at løse kryds og tværs på tid, til UG kryds og slange, men ender med at sidde oppe i hattehylden med en gummistøvle på hovedet og sige truuut truuuut. Get the picture?

Jeg er så blevet hende med gummistøvlen i hattehylden, der trods alt har to børn at tage mig af, så Thure foreslog at han tog Kasper med til Jylland, så jeg kunne få lidt fred til at sove og hvile og amme og sove og hvile og amme. Og eftersom Jeppe endnu ikke kan tale og er ligeglad med at jeg snakker volapyk, kunne jeg i min søvnrus godt se det smarte i det.

Således er de i dag draget afsted med deres habengut og Jeppe og mig stener herhjemme på Amager. Jeg har øjne som sprækker, og er ikke helt sikker på at jeg kan stave mit eget navn. Jeppe ligner en der er fuld som en allike. Vi klær hinanden. Det skal nok blive godt.

Det sjove er, at hvis Thure havde foreslået at tage en tur til Jylland, alene, da Kasper var 3 uger gammel, ville jeg nok lige have sømmet hans kronjuveler fast til gulvet, hævet øjenbrynene på mor-måden og fortalt ham et og andet om ligestilling. Nu synes jeg næsten det er en loppetjans.

Og sådan kan man gå hen og blive så klog. Af for lidt søvn.

Bønner

I går, da surheden toppede bad jeg til, at dagen ville ende godt. Det gjorde den.

Trods en dum afhentning af Kasper, der stadig hærger i vuggeren, og slår de andre børn, så havde vi en hyggelig eftermiddag. Vi spiste aftensmad i nogenlunde ro, og med tålmodighed og masser af kram fra farmand, fik han lov til at putte uden at 3. verdenskrig udbrød. Imens fik jeg set 5 minutter af et program om familier, der simpelthen ikke kunne få nok af børn, og således havde fået skrabet en 10-12 stykker sammen. Og de skulle da nok lige have et par stykker mere. Undtagen hende den pakistanske mor, der led af seriøs jernmangel og viljen til at sige til sin mand, at hun fanden gale mig ikke skulle have flere. Men også lidt svært, da han var oppe imod hele den britiske lægestand med det argument, at hendes livmoder ikke var træt af alle de graviditeter, den skulle bare holdes igang. Idiot. Nå.

I dag er Kasper hjemme, og som jeg sidder på hans lille bitte Ikea-stol, som man nærmest ikke kan se for min røv, så virker det som en helt stille og rolig morgen. Han leger med sin garage, Jeppe sover og jeg drikker kaffe. Og nyder det så længe det varer.

.....det varede 10 minutter.....

Nu skal Jeppe spise, og Kasper har efter et bad fundet ro med Traktor Tom.

Later.

Agurk-agurk-agurk

Jeg er begyndt på et blogindlæg fire gange i går. Og blev afbrudt. Igen og igen. Og lige nu er jeg i tvivl om hvad det egentligt var jeg ville. Hvad jeg hedder og hvor gammel jeg er. Føler mig meget gammel, og hvis ikke det var fordi min garderobe trods alt vidner om læderbukser, og pallietter, så ville jeg tro, at jeg var 100 år og gik i busseronne.

Jeg synes ikke det er hårdt med det mor-til-to-koncept. Der er bare fucking meget arbejde. Praktisk og mentalt. Når frikadellefarsen er rørt, står der pludselig en knap 3-årig, og tuder, fordi han vil have is, og tyggegummi, og kram, og underholdning, og hjælp til at bygge togbane, og skal have pustet på sin fod fordi den lige pludselig gør forfærdelig ondt. Og hver gang jeg giver ham det han ber om, vil han have mere. Mere mor. Mere. Og så er det Jeppe græder og skal have mad og en ren røv. Og sådan kører dagene. Om og om igen.

Det er fase, jeg ved det, jeg er bare sur i dag. Jeg stadig sur på vuggestuen, og på den pædagog, som foreslog Kasper hjemme i to uger. Jeg synes heller ikke han bliver ordentligt stimuleret, fordi de har så mange små børn på stuen. Når jeg vrøvler over dem og forsøger at få medhold fra Thure, siger han, at han synes de gør et fint stykke arbejde, og minder mig om at jeg nok er en liiiiiile smule træt for tiden. For helvede altså. Kan man da heller ikke få lov til at give alle andre skylden?

Men han har ret i, at det er søvnmonstret, der taler. Det mørke spøgelse, der trods et stort hjerte, alligevel kan give mig ret mange agurker i røven. Fx. i går, hvor jeg mødte den hjemløse neger, som IGEN sad pivfuld og sang ved busstoppestedet. Ai mand, jeg havde SÅ meget lyst til at råbe ham ind i hovedet; "så få dig dog for h.... et liv." Flot ikke? At bitche af en hjemløs. Så ved man, at det der afbrudt søvn har gnavet sig ind i hjertet.

Men nu vi alligevel er her, så vid, at hvis du er Kernesund, blevet 10 år yngre på 10 minutter, har fundet din passion, har skabetfuld af røde Louboutin såler, har tykt hår og en mand du aldrig skændes med, så læg ikke vejen forbi her på Amager. Heller ikke hvis du er pædagog. Eller bor pænere end mig. Er tyndere eller går i farvekoordineret tøj.

Jeg har nemlig ikke været i bad eller plukket mine bryn. Jeg har spist cornflakes, ristet i malt og sukker, som jeg har kommet EKSTRA sukker på. Jeg har drukket kaffe med koffein og har på alle mulige måder slået the bitch-switch til.

Så er I advaret.

Zzzz

Kææææft mand, hvor er vi bare trætte her klokken 20.21 søndag aften. Mine hjerneceller står og læner sig op ad hinanden, og griner tamt ned i hovedet på mig. Jeg kan lige nøjagtig mobilisere hukommelse nok til at vide at jeg skal tisse, børste tænder og feje krummer væk fra mit lagen, inden jeg går omkuld. Rustet til natten med Jeppe fra Bjerget.

Alligevel utroligt at en flæskesteg på godt en halv meter kan tage livtag med to fuldvoksne på 3 1/2 meter - tilsammen, og vælte dem. Men der ligger han. Helt majestætisk i sit lille tæppe i sin lillebitte body med sine små øjne lukket, og ligner en kejser, mens vi ligner to pakker Stryhns, der har ligget lidt for længe i en varm sommerbil.

Godnat. Og sov godt.

Nyt fra Bobberup og Babberup

Så er det lørdag morgen. Der regner og her er rimeligt stille i hytten, udover de mængder af sporadisk rod, som ligger og larmer.

Kasper ser Byggemand Bob fra Bobberup, og lillemor har puttet Jeppe fra Babberup. Kæft det barn er glad for mors bryster, jeg må snart købe et par nye tror jeg, for jeg er ikke sikker på, at to er nok.

Status fra babyland er indtil videre, at siden sidst vi var her med Kasper, har jeg lært at det der søvn er dejligt, men man dør ikke af blive afbrudt. Det var jeg sikker på sidste gang.

Man kan også godt sidde på lagkagehuset med en latte med et grædende barn uden at 3. verdenskrig udbryder. Og man behøver ikke et mindre atomarsenal, for at overleve turen hjem med grædende barn.

Og nu er der ikke flere bytes tilbage til at skrive her på bloggen, for er der noget jeg har lært fra sidste gangs babyland, så er det at stoppe mens legen er god. Jeg skal nemlig i Bilka efter efterårs støvler til Kasper, bleer til Jeppe og en lipgloss til moi. Og er der noget man behøver hjerneceller til, så er det at vælge farven på lipgloss. Det ved enhver.

Hvordan staver man egentligt til lipgloss??

Pædagoger vs. virkelighed

Det går godt i babyland. Jeppe er så sød og så blød og vi er helt helt forelskede allesammen. Han har dog ikke taget nok på, så han er røget på flasken. Så må vi se hvordan det går med ham de næste dage.

Kasper fik besøg af farmor Eva, i mandags og det betød nogle fridage herhjemme. Og netop de fridage efter Jeppes ankomst, snakkede jeg med en pædagog fra Kaspers vuggestue om. Hun syntes bare det var en brandgo' idé, at ældstebarnet fik fri de første to uger og var derhjemme og hyggede sig. Og var med. Og deltog i det nye babyliv. I min hormonstorm, og ditto glansbilledelig tankegang var jeg rørende enig. Kunne ikke være mere enig. Mig, Thure, Kasper og lille Jeppe og boller og kakao og kernefamilie. Ikke et øje var tørt.

Lidt anderledes så det ud, da jeg fik præsenteret planen for Thure, som venligt kvitterede med scenarier fra det virkelige liv. Det kunne jeg på daværende tidspunkt ikke se ville ske. Overhovedet ikke. Så jeg beordrede Kasper hjemme i to uger.

Så kom Jeppe. Så kom virkeligheden.

Første dag hjemme skulle vi til kontrolvejning med Jeppe, og at have Kasper med på Hvidovre og til at fise rundt langs de røde streger i gulvet. I think not. Så han kom i vuggestue til en kort dag og havde en fin dag. Så var det weekend, og lad mig sige det sådan; vi havde hænderne fulde. Det var super hyggeligt, men mandag morgen havde jeg nok lige brug for at finde ud af om jeg selv var træt, sulten, tørstig, eller havde brug for at hvile. Han røg i vuggestue til en kort dag og havde igen en fin dag.

Nu har han så været hjemme i to dage, og er så sød og sjov og elskelig, men han har også kommando pimmerlim kasketten på, og det kunne være så fint, hvis han kunne få lov til at spise fem is om dagen og i den dur. Vi gør alt hvad vi kan for at han skal have det godt, og skifter fra Peter Pedal dvd, til Thomas Tog, til Lille Røde traktor til you name it. Han får is, og tyggegummi og kærlighed i en lind strøm, og vi tager konflikterne med knus og kram og putter ekstra meget om ham.

Men to uger på den pind ville gøre mig gak. Jeg får ikke ro. Til at lære Jeppe at kende. Til at amme. Til at hvile.

Alligevel hører jeg hele tiden pædagogens fine fine forslag, og tænker at jeg må være verdens værste mor, når jeg alligevel sender ham afsted. Selvom han får korte dage. Og det er da egentligt pisseirriterende. Hvad de kan plante af dårlig samvittighed i en. Eller. Det bestemmer jeg da selv, men jeg er sikker på at alle mødre kender det.

Så det må være første udfordring som mor til to. Drop tankerne om hvad alle andre tænker. Flere ansatte, større ansvar. Jeg må indføre MUS-samtaler.