Da julekalenderen sluttede i går, var Kai på togtur med Frøken Kipdnisut og John, og han var rigtig glad, fordi han endelig havde fundet ud af hvor den sidste skrue til Johns røde jet-knallert. Den lå nemlig i Frøken Kipdnisuts håndtaske.
Det fandt Kai ud af, da hun bankede tog-konduktøren oven i hovedet med tasken, da han prøvede at få hende til at flytte sig væk fra pladsen ved siden af John i toget.
Resten af togturen var så spændende - og Kai spiste så mange pebernødder, at han til sidst faldt i en dyb søvn nede i Johns rygsæk.
Han vågnede slet ikke, da de kom hjem fra togturen, og John var selv så træt, at han helt glemte at lægge Kai i seng, da han kom hjem om aftenen.
Næste morgen vågnede Kai ved, at han pludselig stod på hovedet.
- HOV!
- Hvad er nu det!
BUMP, sagde det og så vendte Kai pludselig den anden vej igen!
Kai kæmpede for at komme ud af sin lange røde kappe. Men det var som om han sad fast.
GUNK, GUNK, GUNK, sagde det, og det hele hoppede op og ned. Kai forstod slet ingen ting. Og der var også helt mørkt.
Pludselig gik det op for ham: John havde glemt at tage ham op af sin rygsæk, og nu var John på vej på arbejde.
- JOOOOHN, råbte Kai, DIN SKVADDERPANDE! Du har glemt at tage mig op af rygsækken. JEG VIL UUUUUUUUDD, skreg Kai.
Uden for rygsækken kunne John ikke høre nogen som helst ting. Han havde trukket sin kæmpe store hue ned over ørerne og var gået ned i gården, kigget på sin røde jet-knallert, som stadig var i stykker, og så begyndt at gå ind på Hovedbanegården.
Han hverken hørte eller mærkede, at Kai lå nede i hans rygsæk og spruttede af raseri.
- JOOOOOHN, DIN KLAMPHUGGER, LUK MIG SÅ UUUUUUUUUUUD, skreg Kai og kæmpede for at få fat i lynlåsen, så han kunne komme ud, men hver gang han var lige ved at nå den med sine små frø-fingre, så tog John et lille hop ned over en kantsten, og Kai blev kastet rundt én gang til og blev endnu mere sur.
Da John endelig lukkede lynlåsen op og stirrede nysgerrigt ned i rygsækken, var det første han så to helt røde frø-øjne, som stirrede surt på ham.
Kai sprang op fra rygsækken og hoppede op og ned af raseri, men John sagde:
- Kai, kig dig nu lige omkring. Du har altid gerne ville med mig ud og køre i S-tog, og nu sidder du inde i førerhuset.
- Nøøøøj, sagde Kai og kiggede på alle knapperne. Det var meget svært ikke at komme til at røre ved nogen af dem.
- TUUUUUUUUUT, sagde det pludselig, da Kai kom til at trykke på en lillebitte knap, da John kiggede væk.
- KAI ! sagde John strengt, det var hornet, du lige trykkede på, det må du altså ikke.
- Åuuukay, sagde Kai, jeg skal nok lade være med at røre ved en eneste knap så, sagde han. Men det er bare fordi de ser så spændende ud.
Pludselig lød der en masse høj musik.
KAI, NU PILLER DU ALTSÅ NALLERNE! råbte John.
Kai var kommet til at trykke på radio-knappen så alle passagererne hørte jule-musik.
- Ja, NU skal jeg nok passe rigtigt godt på, sagde Kai og satte sig oven på sine hænder for at han ikke skulle komme til at pille ved noget han ikke måtte.
- Ja tak, sagde John, det er jo slet ikke til at køre S-toget, sådan som du trykker på det hele.
Pludselig lød det er højt HVIIIIIIIIN og toget bremsede hårdt op og stoppede lige med et.
KAAAAIIIII, HVAD HAR DU NU LAVET, råbte John.
- Ikke noget, sagde Kai. Jeg hev bare i det her sjove håndtag en lille smule.
- Kai, for dævlen, det er jo nødbremsen, sagde John.
Og sådan fortsatte turen helt hen til Ballerup Station.
Her havde John pause, så han tog sin kaffe frem og hældte en dejlig stor kop op.
Så kiggede John på sin lille grønne frø-ven, og så sagde han:
- Ved du hvad, Kai, jeg håber virkelig, at min jetknallert kommer til at virke igen inden det bliver jul.
- Jeg har nemlig en overraskelse til nogen af mine venner, og jeg kan kun aflevere overraskelsen, hvis min jet-knallert virker.
- Bare rolig John, sagde Kai. Din jet-knallert skal nok blive klar til jul, det skal jeg nok sørge for.
Og mens John drak sin kaffe færdig og begyndte at køre S-toget tilbage til Københavns Hovedbanegård, planlagde Kai at i morgen, ville han en tur op og besøge Frøken Kipdnisut, så han kunne få fat i den sidste sidste skrue, så knallerten kunne komme ud og køre igen.
Det fandt Kai ud af, da hun bankede tog-konduktøren oven i hovedet med tasken, da han prøvede at få hende til at flytte sig væk fra pladsen ved siden af John i toget.
Resten af togturen var så spændende - og Kai spiste så mange pebernødder, at han til sidst faldt i en dyb søvn nede i Johns rygsæk.
Han vågnede slet ikke, da de kom hjem fra togturen, og John var selv så træt, at han helt glemte at lægge Kai i seng, da han kom hjem om aftenen.
Næste morgen vågnede Kai ved, at han pludselig stod på hovedet.
- HOV!
- Hvad er nu det!
BUMP, sagde det og så vendte Kai pludselig den anden vej igen!
Kai kæmpede for at komme ud af sin lange røde kappe. Men det var som om han sad fast.
GUNK, GUNK, GUNK, sagde det, og det hele hoppede op og ned. Kai forstod slet ingen ting. Og der var også helt mørkt.
Pludselig gik det op for ham: John havde glemt at tage ham op af sin rygsæk, og nu var John på vej på arbejde.
- JOOOOHN, råbte Kai, DIN SKVADDERPANDE! Du har glemt at tage mig op af rygsækken. JEG VIL UUUUUUUUDD, skreg Kai.
Uden for rygsækken kunne John ikke høre nogen som helst ting. Han havde trukket sin kæmpe store hue ned over ørerne og var gået ned i gården, kigget på sin røde jet-knallert, som stadig var i stykker, og så begyndt at gå ind på Hovedbanegården.
Han hverken hørte eller mærkede, at Kai lå nede i hans rygsæk og spruttede af raseri.
- JOOOOOHN, DIN KLAMPHUGGER, LUK MIG SÅ UUUUUUUUUUUD, skreg Kai og kæmpede for at få fat i lynlåsen, så han kunne komme ud, men hver gang han var lige ved at nå den med sine små frø-fingre, så tog John et lille hop ned over en kantsten, og Kai blev kastet rundt én gang til og blev endnu mere sur.
Da John endelig lukkede lynlåsen op og stirrede nysgerrigt ned i rygsækken, var det første han så to helt røde frø-øjne, som stirrede surt på ham.
Kai sprang op fra rygsækken og hoppede op og ned af raseri, men John sagde:
- Kai, kig dig nu lige omkring. Du har altid gerne ville med mig ud og køre i S-tog, og nu sidder du inde i førerhuset.
- Nøøøøj, sagde Kai og kiggede på alle knapperne. Det var meget svært ikke at komme til at røre ved nogen af dem.
- TUUUUUUUUUT, sagde det pludselig, da Kai kom til at trykke på en lillebitte knap, da John kiggede væk.
- KAI ! sagde John strengt, det var hornet, du lige trykkede på, det må du altså ikke.
- Åuuukay, sagde Kai, jeg skal nok lade være med at røre ved en eneste knap så, sagde han. Men det er bare fordi de ser så spændende ud.
Pludselig lød der en masse høj musik.
KAI, NU PILLER DU ALTSÅ NALLERNE! råbte John.
Kai var kommet til at trykke på radio-knappen så alle passagererne hørte jule-musik.
- Ja, NU skal jeg nok passe rigtigt godt på, sagde Kai og satte sig oven på sine hænder for at han ikke skulle komme til at pille ved noget han ikke måtte.
- Ja tak, sagde John, det er jo slet ikke til at køre S-toget, sådan som du trykker på det hele.
Pludselig lød det er højt HVIIIIIIIIN og toget bremsede hårdt op og stoppede lige med et.
KAAAAIIIII, HVAD HAR DU NU LAVET, råbte John.
- Ikke noget, sagde Kai. Jeg hev bare i det her sjove håndtag en lille smule.
- Kai, for dævlen, det er jo nødbremsen, sagde John.
Og sådan fortsatte turen helt hen til Ballerup Station.
Her havde John pause, så han tog sin kaffe frem og hældte en dejlig stor kop op.
Så kiggede John på sin lille grønne frø-ven, og så sagde han:
- Ved du hvad, Kai, jeg håber virkelig, at min jetknallert kommer til at virke igen inden det bliver jul.
- Jeg har nemlig en overraskelse til nogen af mine venner, og jeg kan kun aflevere overraskelsen, hvis min jet-knallert virker.
- Bare rolig John, sagde Kai. Din jet-knallert skal nok blive klar til jul, det skal jeg nok sørge for.
Og mens John drak sin kaffe færdig og begyndte at køre S-toget tilbage til Københavns Hovedbanegård, planlagde Kai at i morgen, ville han en tur op og besøge Frøken Kipdnisut, så han kunne få fat i den sidste sidste skrue, så knallerten kunne komme ud og køre igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar