Da julekalenderen sluttede i går, var Kai kommet med John på arbejde og havde trykket på en masse knapper inde i førerhuset på Johns S-tog. Han lavede en værre ballade.
Faktisk lavede han så meget ballade at John til sidst sagde til ham:
- Så Kai nu kommer du altså ned i min rygsæk, indtil jeg har fri, for ellers får jeg aldrig kørt det tog tilbage på Hovedbanegåden.
Og da de endelig kom hjem i Johns lejlighed igen, var Kai så træt efter den lange dag, at han ikke engang ville have en sukkermad. Han gik bare lige på hovedet i seng.
Han vågnede først næste morgen, da han hørte, at John tog på arbejde.
Det første han tænkte var:
- I dag skal jeg have fat i den skrue til Johns jet-knallert, som Frøken Kipdnisut havde ryddet op, da hun var nede i Johns lejlighed.
Men Kai vidste bare ikke hvordan han skulle komme op i hendes lejlighed. Derfor ville han gå sig en lille tur, for når han gjorde det, plejede han altid at få en god ide.
Så han tog sin røde kappe ned fra knagerækken og gik ud på trappen og tog den på.
- Dum-ti-dum, hvis jeg går en lille tur, skal det nok blive bum, begyndte Kai at synge.
Men han nåede kun et tage ét eneste skridt før han snublede i sin røde kappe, og faldt lige på hovedet ned af trappen.
BUMP, BUMP, BUMP, BUMP … lød det mens Kai trillede ned og trappen og landede midt på.
Han rejste sig op og tog sig til hovedet.
- Det er vist godt, at min kappe er så tyk, for jeg slog mig næsten ikke. Nu må jeg hellere være mere forsigtig på det sidste STYYYYYYYYYKKE …
råbte han og snublede igen i sin lange kappe.
BUMP, BUMP, BUMP, BUMP … lød det mens Kai trillede videre ned af trappen og til sidst landede allernederst og satte sig lige på rumpen.
Kai var helt rundtosset, og han løftede langsomt sit hovede og kiggede op.
Lige foran hans næse så han en anden næse, som var kæmpestor.
Og bag den anden næse var det et par store øjne som kiggede nysgerrig på ham. Under næsen var der en kæmpestor mund, som langsomt åbnede sig.
- Hej Kai !!!
Det var Kais ven Jan. Det kæmpestore postbud.
- Hvad laver du nede på gulvet Kai, spurgte Jan.
- Det var fordi, jeg faldt i den dumme kappe, sagde Kai.
Jan samlede Kai op i sin kæmpestore næve. Han sagde:
- Så var det da godt, at jeg lige var ved at putte breve i postkassen, så jeg kan hjælpe dig op.
Pludselig lød der et kæmpe langt brag.
BRRRRRRRRRR, sagde det.
Det var Jans mave, der knurrede. Jan så helt mærkelig ud i hovedet og fik pludselig travlt med at komme ud på gaden.
- Kai, den er helt gal. Jeg tror, jeg skal til at slå en prut igen. Kan du ikke lige give det her brev til Frøken Kipdnisut, for jeg bliver nødt til at gå, sagde Jan og gav Kai en hvid konvolut, hvor der stod: “TIL FRØKEN KIPDNISUT”.
Og Jan var kun lige kommet uden for trappedøren før der lød et kæmpe:
PRUUUUUUUUUUUUTTT !!!
Jans prut var så høj, at alle ruderne i huset rystede, og der gik kun et øjeblik, før Kai hørte et vindue der gik op og Frøken Kipdnisut råbte:
- Joooohn, din dumme knallert-bølle !!!
- Det var godt, tænkte Kai, så ved jeg da at hun er hjemme.
Og så gik han op og ringede på døren.
- Næmen goddag, Kai, råbte Frøken Kipdnisut, da hun så den lille frø sidde uden for døren. Og ved du hvad, det er godt nok for galt, nu har hørte jeg igen John køre rundt på den skrækkelige jet-knallert, som larmede så meget, at jeg nu igen væltede min kaffekop.
- Ja, det er godt nok noget værre noget, sagde Kai. Men jeg har et brev til dig!
Næ, er det saaaaandt, råbte Frøken Kipdnisut, det var da en dejlig overraskelse. Vil du ikke med indenfor og have en pebernød, inden du går, Kai???
Jotak, det ville da være dejligt, sagde Kai og gik med ind i køkkenet.
Frøken Kipdnisut var helt opslugt af sit brev og hun åbnede det med det samme og begyndte at læse det. Hun kiggede kun på brevpapiret og blev helt stille.
Pludselig sagde hun:
- Ved du hvad, Kai, kan du ikke selv tage en pebernød. De er i kagedåsen i min taske lige derovre.
Kai blev ellevild og og hoppede over til hendes taske.
Og da han havde stukket sin lille tynde frø-arm ned i kagedåsen efter en håndfuld pebernødder, kiggede han ned i tasken. Og DER lå den. Den skrue som han manglede til Johns jet-knallert.
Haps, sagde det, da han snuppede skruen og hoppede ud i gangen for at gå ned af trappen.
Farvel, Frøken Kipdnisut, sagde han. Og tak for pebernødderne”
Faktisk lavede han så meget ballade at John til sidst sagde til ham:
- Så Kai nu kommer du altså ned i min rygsæk, indtil jeg har fri, for ellers får jeg aldrig kørt det tog tilbage på Hovedbanegåden.
Og da de endelig kom hjem i Johns lejlighed igen, var Kai så træt efter den lange dag, at han ikke engang ville have en sukkermad. Han gik bare lige på hovedet i seng.
Han vågnede først næste morgen, da han hørte, at John tog på arbejde.
Det første han tænkte var:
- I dag skal jeg have fat i den skrue til Johns jet-knallert, som Frøken Kipdnisut havde ryddet op, da hun var nede i Johns lejlighed.
Men Kai vidste bare ikke hvordan han skulle komme op i hendes lejlighed. Derfor ville han gå sig en lille tur, for når han gjorde det, plejede han altid at få en god ide.
Så han tog sin røde kappe ned fra knagerækken og gik ud på trappen og tog den på.
- Dum-ti-dum, hvis jeg går en lille tur, skal det nok blive bum, begyndte Kai at synge.
Men han nåede kun et tage ét eneste skridt før han snublede i sin røde kappe, og faldt lige på hovedet ned af trappen.
BUMP, BUMP, BUMP, BUMP … lød det mens Kai trillede ned og trappen og landede midt på.
Han rejste sig op og tog sig til hovedet.
- Det er vist godt, at min kappe er så tyk, for jeg slog mig næsten ikke. Nu må jeg hellere være mere forsigtig på det sidste STYYYYYYYYYKKE …
råbte han og snublede igen i sin lange kappe.
BUMP, BUMP, BUMP, BUMP … lød det mens Kai trillede videre ned af trappen og til sidst landede allernederst og satte sig lige på rumpen.
Kai var helt rundtosset, og han løftede langsomt sit hovede og kiggede op.
Lige foran hans næse så han en anden næse, som var kæmpestor.
Og bag den anden næse var det et par store øjne som kiggede nysgerrig på ham. Under næsen var der en kæmpestor mund, som langsomt åbnede sig.
- Hej Kai !!!
Det var Kais ven Jan. Det kæmpestore postbud.
- Hvad laver du nede på gulvet Kai, spurgte Jan.
- Det var fordi, jeg faldt i den dumme kappe, sagde Kai.
Jan samlede Kai op i sin kæmpestore næve. Han sagde:
- Så var det da godt, at jeg lige var ved at putte breve i postkassen, så jeg kan hjælpe dig op.
Pludselig lød der et kæmpe langt brag.
BRRRRRRRRRR, sagde det.
Det var Jans mave, der knurrede. Jan så helt mærkelig ud i hovedet og fik pludselig travlt med at komme ud på gaden.
- Kai, den er helt gal. Jeg tror, jeg skal til at slå en prut igen. Kan du ikke lige give det her brev til Frøken Kipdnisut, for jeg bliver nødt til at gå, sagde Jan og gav Kai en hvid konvolut, hvor der stod: “TIL FRØKEN KIPDNISUT”.
Og Jan var kun lige kommet uden for trappedøren før der lød et kæmpe:
PRUUUUUUUUUUUUTTT !!!
Jans prut var så høj, at alle ruderne i huset rystede, og der gik kun et øjeblik, før Kai hørte et vindue der gik op og Frøken Kipdnisut råbte:
- Joooohn, din dumme knallert-bølle !!!
- Det var godt, tænkte Kai, så ved jeg da at hun er hjemme.
Og så gik han op og ringede på døren.
- Næmen goddag, Kai, råbte Frøken Kipdnisut, da hun så den lille frø sidde uden for døren. Og ved du hvad, det er godt nok for galt, nu har hørte jeg igen John køre rundt på den skrækkelige jet-knallert, som larmede så meget, at jeg nu igen væltede min kaffekop.
- Ja, det er godt nok noget værre noget, sagde Kai. Men jeg har et brev til dig!
Næ, er det saaaaandt, råbte Frøken Kipdnisut, det var da en dejlig overraskelse. Vil du ikke med indenfor og have en pebernød, inden du går, Kai???
Jotak, det ville da være dejligt, sagde Kai og gik med ind i køkkenet.
Frøken Kipdnisut var helt opslugt af sit brev og hun åbnede det med det samme og begyndte at læse det. Hun kiggede kun på brevpapiret og blev helt stille.
Pludselig sagde hun:
- Ved du hvad, Kai, kan du ikke selv tage en pebernød. De er i kagedåsen i min taske lige derovre.
Kai blev ellevild og og hoppede over til hendes taske.
Og da han havde stukket sin lille tynde frø-arm ned i kagedåsen efter en håndfuld pebernødder, kiggede han ned i tasken. Og DER lå den. Den skrue som han manglede til Johns jet-knallert.
Haps, sagde det, da han snuppede skruen og hoppede ud i gangen for at gå ned af trappen.
Farvel, Frøken Kipdnisut, sagde han. Og tak for pebernødderne”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar