RETTELSE TIL GIVE AWAY

Jeg har nok formuleret mig lidt snørklet, men det jeg mente var:

Hvad er den hurtigste tid jeg har brugt på at aflevere Kasper fra vi går hjemmefra, til vi er ved bussen til udflytterbørnehaven.

Jeg giver et lille hint: vi er på gåben, Kasper på løbecykel og Jeppe er med i barnevognen. Vi tager Metroen noget af vejen.

Alle jer, der har svaret i det andet indlæg, smid jeres bud her ;-)

1. adventsgave give away

Ja der skal da ingen smalle steder være her på bloggen. I skal da også mærke, at det er jul, så derfor er der i dag og de næste tre søndage en give away. Det er Marens bog, som I ser på billedet. En skøn bog med nogle af de hemmeligheder, som vi mødre går og gemmer på.

Her er et par stykker af dem:

Min treårige søn blev væk for mig i et indkøbscenter, fordi jeg var så optaget af at kigge på tøj. De måtte kalde mig over højtaleren.

Når mine børn prikker mig i maven eller klapper mig på numsen og siger 'tykke mor', griner jeg bare og vrikker lidt med bagen eller puster maven op. Men inderst inde bliver jeg skide sur og synes bare de skal klappe i.

Har du lyst til flere hemmeligheder fra bogen så skal du gætte dette:

Hvad er den hurtigste tid jeg har brugt på at aflevere Kasper i børnehaven?

Læg en kommentar med dit svar. Jeg trækker en vinder tirsdag morgen. Når jeg har afleveret Kasper.

Heldigvis

Sidder ham her og smiler til mig dagen lang. Jeppe fyldte 3 mdr. i går.

Av!

Helt ærligt. Av. Har ondt over det hele. Gider ikke noget. Er pyldret. Og træt. Piggy-flu? Jeg ved det ikke. Lider vistnok ikke af en kronisk sygdom og er vist heller ikke mellem 0-4 år, så jeg dør nok ikke i dag. Nå.

Jeg har ved gud en masse at være stolt over. En masse at være glad for. Men jeg har det som Kasper, når han kommer hjem fra børnehaven og ikke har sovet i bussen på vej hjem. Grumpy og ugidelig. Og hvor er det dog rart at vide det. For det glemmer jeg engang imellem. Og så kommer jeg til at spørge ham om alt muligt, når han bare helst vil sidde stille og kigge.

Gå lige væk verden. Jeg er ikke hjemme i dag.

Jamen det gør bare ondt!

I dag blev jeg ringet op kl. 8.24. Det var min veninde. Med mor-kvaler. Og som netop havde sendt sin søn med bussen til udflytteren. 'Jeg skal altså bare lige ha' luft', sagde hun. Og så vidste jeg godt, hvordan hun havde det i maven.

Hun havde sendt lillemand afsted med bussen til udflytteren, selvom han var klatøjet. 'Jeg var jo nød til det' klagede hun. 'Jeg har en workshop i dag, som jeg simpelthen ikke kan lade andre om.' 'Altså han havde jo ikke feber, men skulle jeg have ladet ham blive hjemme'? 'Det kunne jeg jo ikke......' 'Jeg håber de ringer hvis han får det dårligere....'

Der var ingen gode råd, for det eneste, der hjælper her er et knus og en forsikring om at hun var en god mor. At jobbet, som mor koster hjertekvaler, og at man engang imellem oplever situationer, som man intet kan gøre ved, andet end at række ud. Efter hjælp, et øre, der kan lytte og et knus.

Jeg gav hende et knus på afstand. Men jeg ville ønske, der fandtes en butik, hvor man akut kunne gå ind og få sit fix. Altså en krammer. At man selv lige ville blive holdt om, og forsikret om at alt er i den skønneste orden. Også selvom der sidder en klatøjet lille dreng i bussen med skuffen hængende hen over sædet.

Så hermed en fælleskrammer til alle jer skønne, kloge, modige, lækre og seje mødre derude.

I er perfekte, præcis som I er.

Jo I er.

Ræk mig lige saltet, Bassemand

Om at indse, at det er tid til lidt voksentid. På iiamo-bloggen.

You Tubing down memory lane

Her til aften har Kasper og jeg været på You Tube og set sjove videoer. Af katte, der prutter, hunde, der hopper ind i døre og godstoge, som er 4 min. lange. Altså vognene. Og så griner vi til vi er ved at tisse i bukserne. Det er bare skide skægt det der Uh Tuh (You Tube).

Vi faldt af en eller anden grund også over Rick Astley. Jeg lokkede Kasper til at se videoen til 'Never Gonna Give You Up', hvis jeg lovede ikke at danse i sofaen imens. Dét ville han bare ikke have. Hold nu kæft det var skægt. At sidde i en sofa på Amager. Med et barn, som var mit. Og et andet, sovende inden ved siden af. Som også var mit. Og med en mand, der lige var gået i kælderen for at ordne noget. Den havde jeg eddermame ikke set komme i 1987.

For engang var Rick Astley lig med Ray Bans, skulderpuder, permakrøl, at kysse med Lars Pedersen i en hæk, 7. klasse, perlemors-læbestift, BALL-trøjer, de første klubfester, og drømmen om den store kærlighed. Det var alt eller intet. Og Rick Astleys tekster passede perfekt som underlægning.

I dag. 22 år efter. 22! så er der altså en lidt anden underlægning som tema-melodi, men jeg er stadig helt vild med 80'ernes alt eller intet filosofi.

Så skru op og lav en søndags-karaokee med Rick.

Og ps.

Omkvædet anno 2009:

Hvad du synger: Never gonna give you up, never gonna let you down

Hvad du tænker: Skift den lorteble eller jeg skrider

Hvad du synger: Never gonna run around and desert you

Hvad du tænker: Jeg tager i biffen, du må klare ungerne alene - hejhej

Hvad du synger: Never gonna make you cry, never gonna say goodbye

Hvad du tænker: Jeg tager til Indien med det mindste barn og holder barsel ok?

Hvad du synger: Never gonna tell a lie an hurt you

Hvad du tænker: Nej det er da en gammel taske, jeg kunne da ikk finde på at bruge børnepengene.

Far-kærlighed

Tid

For nogle med børn og babyer handler det meget om søvn og mangel på samme. Det gør det ikke for mig. Det handler om tid. Og mangel på samme. Jeg har ikke tid til mig selv. I går kunne jeg uden at lyve sige, at jeg højst havde haft 5 min. og det var de 5 min. jeg stjal, da jeg satte mig ud på toilettet og kiggede intenst på en boligreportage om nogen, der boede på et slot. I Frankrig. Jeg nåede lige at drømme, at det var mig der sad i den lilla sofa i stuen og kiggede ud over markerne og blev så utroligt inspireret til at skrive en roman, inden det bankede på. Det var Kasper, som ville med mig på toilettet. Og fordi han bærer sin trodsalder uden på tøjet, så kunne jeg nemt se en scene udspille sig udenfor døren. Jeg lukkede op og han kørte ind på badeværelset på sin elskede bil. Så sad vi der.

Jeg troede også at Jeppe ville være ligesom Kasper, der gerne tog en lang lur på to-tre timer midt på dagen på. Plus en morgenlur på en time. I hvert fald. Det gør han ikke. Han sover fantastisk om natten, og vågner først kl. 4.00 (tidligst) for at få mad. Og så sover han til klokken 8.00. Men om dagen tager han, hvis jeg er heldig, tre lure af 30 min.

Så jeg klynker ikke over gråvejr, regn, eller mørke eftermiddage. Jeg klynker over den tid, jeg ikke har. Eller praktiserer mig til.

Og nu vågnede Jeppe. Med et smil så stort at tiden står stille. Jeg tager al klynk tilbage.

1-2-3 sov!

Så er det fotodokumenteret. Kasper, som faldt omkuld. Af sig selv. Efter en dag i børnehaven.

Han er allerede kendt som drengen, der ikke sover. Heller ikke i bussen på vej hjem. Der hvor de andre nupper sig en lille morfar ovenpå dagens strabadser. Han skulle jo nødig gå glip af noget. Tænk, hvis der kom en Mercedes kørende og han ikke så den?

Men det skete altså. At han lå med sit Thomas Tog og pludselig faldt i søvn. Vi har altid kigget undrende på de børn, som ligger og slumrer i klapvognen, mens de er på tur. Det gør Kasper bare ikke. Af princip. Så vi var helt helt stille. Som om der lå en farlig drage på stuegulvet, og vi bar ham ikke ind i seng, før vi har helt sikre på at han ikke ville vågne.

Nyt på iiamo-bloggen

Om at være Ranger-mom

Nyt på iiamo-bloggen

Om at få to børn ud af huset alene. Første gang. På tid. Inden bussen til Kaspers udflytter-børnehave kører. Altså, hvor man ikke kan diskutere flyverdragtprincipper i særligt mange minutter.

Pjække-røve

I går stod Kasper og jeg på Islands Brygge st. og skulle egentligt hjem. Vi havde sammen med Thure og Jeppe gået Amager Fælled tynd og Kasper havde cyklet igennem hver en lille vandpyt og hans strømpebukser med bjørne var pænt våde.

Vi steg på metroen, for at tage hjem efter tørt tøj og et varmt bad, men blev enige om at det kunne være hyggeligt at køre to stop mere, og så tage metroen tilbage. Det gjorde vi så. Kørte to stop længere. Og stod af ved Fiiiiiiils (Fields). Derfra kan man se alle de store toge som kører til lufthavnen, og Kasper kiggede længe og forventningsfuld ned på togskinnerne. Vi blev enige om at gå ned og kigge på ét af dem, som ankom om 5 min. Ét, sagde moren.

Vi sad og snakkede lidt på bænken, mens vi ventede på toget, og lige dér fik jeg lyst til at pjække. Fra aftensmaden og rutiner. Så selvom sokkerne var våde og vi begge havde mudder op af benene, løb vi over på den anden side af perronen og tog et tog ud til lufthavnen. Kaspers øjne blev store som te-kopper, da sandheden gik op for ham. Lufthavnen. Ud til flyvemaskinerne. Og pølser. Han var ikke til at skyde igennem. Og det var jeg heller ikke.

Vi ankom iført løbecykel, mudder, og snotnæser til lufthavnen med alle de rejseklare og polerede mennesker. Kiggede lidt på alle skærmene med gule bogstaver, og gik hen til den nærmeste pølsebod og bestilte to hotdogs. Kasper sad oppe på pølsemandens disk og fordi han, lige for tiden, ustandseligt laver en Poul Richard, så måtte han jo bryde ud i sang. Han sang og sang om en lillebitte mand, som bor oppe på en bakketop, med sin kone og alle sine børn. Poul Richard ville ha' været stolt.

Pludselig får han øje på et par juletræer oppe i loftet og råber: 'Mor, er det her en lille fest?'

Og ja. Det var en lille fest. Væk fra alt det vi plejer at gøre søndag aften kl. 18.08.

Nyt på Iiamo-bloggen

Om Kaspers første dag i børnehaven. Alene. Uden mig.

En dag i udflytteren

Så. Har jeg den onde lynemig været i børnehave. Tog hele turen med Kasper fra vi stod på cyklen i morges, til vi var hjemme igen kl. 16.15, helt fulde af røde vejrbidte kinder. Årh hvad det var fedt.

Det er et midlertidigt sted de skal være indtil juni, hvor de åbner dørene til det nye store lækre sted. Men manner et godt alternativ de har. En gammel rønne af et husmandssted, som ligger langt ude på Lars Tyndskids Mark, men med en have fuld af kringelkroge og en trold. Ja, den bor selv oppe i skuret og er på mærkelig vis altid i Netto efter pandekager, som den elsker. Kasper smed et par kogler derind i håb om at den ville komme ud og takke ham, men nej. Den blev væk.

Udover det så har vi spillet fodbold, samlet fodboldmål, leget bus, spist madpakker, leget tagfat, spist æbler, og kigget nysgerrigt på hinanden. Alle de nye børn.

Kasper går til den med krum hals, men er stadig forsigtig. Han vil helst ikke dele sit legetøj og vil helst være chauffør i bussen HELE tiden. Det giver nogle dunk i hovedet og lidt brydning, som et par gange kostede nogle skrig og skrål. Og jeg havde SÅ meget lyst til at feje for ham hele dagen, og lægge røde løbere ud hvorend han gik, men jeg holdt mig i skindet. Det gør ondt, når han helt ulykkelig kigger på mig, når han bliver kanøflet, min lille bitte Kasper. Men han må selv lære at finde en pind og slå igen.

Da vi kørte hjem i bussen sad han ligeså stille og kiggede ud af ruden. Og jeg var ved at give mig til at tude. Ikke for noget særligt, men bare fordi. Jeg synes jo lige jeg har født ham. Og så sidder han der, med sine krøller, og kæmpestore blå øjne, i sin lillebitte strikvest med sine små sokker med bjørne på. Hvad mon han tænkte på? Havde han haft en god dag? Ville han være utryg i morgen, når han selv skal afsted? Kan de passe godt nok på ham?

Det er i de situationer jeg for alvor bliver konfronteret med vores job som forældre. Hvordan vi har rustet ham til den verden han møder. Har vi lært ham at være en god ven? Har vi lært ham at stole på sig selv? Altså. Det ansvar er nogle gange mere sårbart end jeg vil være ved.

Men nu må jeg løbe. Har en madpakke, der skal smøres. Noget som jeg helt uventet synes er super sjovt. Er I klar over hvor mange mærkelige ansigter man kan male på en æggeskal? Børnehave holder 100.

Yiiihaaar

Hvis det her billede ikke bare er det kæreste jeg har set i dag, så ved jeg da ikke. Børne-uld-rodeo med ishockeyhjelm. Sådan! Ikke noget med at sidde på en fesen pony, der ikke gider at gå.

Sleepless in Amager

Klokken er 4.23 og gæt hvad? Jeg kan ikke sove. Jeppe fik mad for en halv times tid siden, og pling! så kunne jeg ikke sove. Men så er det jo godt, at ham her kan holde mig ved selvskab. Det er vores hyggelige græskarmand, som Kasper og mig tænder hver aften når det bliver mørkt.

Hvordan går det med min tissemand mor?

Det er et spørgsmål, man sagtens kan få af en snart 3-årig. Nemlig Kasper. Som nu er blevet så stor, at han går en del op i sin tissemand, og hvad den kan. Han spurgte også, om jeg havde en tissekone, og om jeg iøvrigt havde glemt den hjemme ved mormor. Altså.

Hvad f***** foregår der oppe i de hoveder nogle gange? Glemt den? Hvilken tankerække er det, han har været igennem for at nå hen til det? Jeg vil ikke vide det.

Men det er slået fast med syvtommersøm, at jeg har en stor dreng. En som fra i morgen bliver et børnehavebarn. BØRNEHAVEBARN.

Sådan en, der har temauge og siger prut. En, som skal have madpakke med, og køres i bus hver morgen. En, som får sin egen lille kuffert, at putte ting ned i. En, der er begyndt at argumentere med et: 'nej jeg skal IKKE ha skiftet ble, og jeg er HELT sikker.' Og siger ting som 'du må ikke få den her, men du kan få den her i stedet for' og som kan kende forskel på bilmærkerne. Det kan JEG ikke engang. Men lille bitte Kasper kender udmærket løven på en Peugeot. Og udmærket er klar over at mormors Jens, kører i en bil, som hedder Turaijng (Touran).

Hold da nærmest kæft. Jeg har da lige afleveret ham. På Lilla Stue og med tårer i øjnene og dødsangst over at skulle tilbringe hele 20 min. på personalestuen. Og nu skal han i børnehave, og jeg skal smøre madpakke i morgen.

Jeg kommer helt sikkert til at hade det med madpakken, men jeg kommer helt sikkert til at elske, at hente ham og se ham sidde i bussen i sin lille regnbuefarvede flyverdragt og den tomme madkasse. Og høre på alle de nye historier han skal fortælle. Det bliver så godt.

Hvis du har tid:

Nyt på iiamo-bloggen: om tøjterapi med stjerner.

Fuhrmann Sale

Verdens skønneste støvler fra Fuzzie - købt for små. Aldrig brugt. Kun forsøgt at presse Kaspers fod derned i ærgelse, for de er så fine. Læder med rågummisål. Str. 25. 150 kr.

Lækker Molo-hue med stjerner. Aldrig brugt. Kun i 10 sek. af Kasper, som decideret NÆGTER den hue. Og den er bare så fin. Str S. 80 kr.

Lækre Molo-vanter. Aldrig brugt. Kasper går bare ikke med vanter og det er iøvrigt ikke til diskussion. Str. 3. 80 kr.

At prioritere

Jeg satte mig ned for at skrive til alle jer. Men jeg er træt. Og mæt ovenpå i dag. Så jeg lukker ned nu. Jeg vil i stedet for at stjæle mig en halv times alenetid mere, gå i seng.

Jeg vil børste mine tænder, gå ind på Kaspers værelse, sidde lidt og ae ham, mens han sover, og kysse ham go nat en sidste gang i dag. Jeg vil lægge mig op af Thure og endnu engang mærke den fuldstændige fantastisk følelse af, at det er det tryggeste i verden. Men inden jeg sover vil jeg kysse lille Jeppe, og falde i søvn til lyden af, at han trækker sit lille vejr. Og inden jeg helt falder i søvn vil jeg snige mig over i hans seng og snuse til hans hår, som er så blødt og dufter så meget af baby, at jeg ville ønske den duft fandtes på dåse.

God nat.

Hvad skal jeg lege?

Jeg har et sjældent øjeblik. Jeg keder mig. Jeg gider ikke noget. Man siger det er sundt, når børnene får lov til at kede sig. Men hvad med de voksne. Er det også godt?

Selvforkælelse på Gl. Kongevej

Om høj hat og mor-tid, og hvor vigtigt vigtigt vigtigt det er at tage fri fra familien. Og er det for meget med én dag, så tag én time. Bare gør det.

Engagerede verdensborgere

Hver aften kl. 20.01, ligner Thure og jeg Øb og Bøv. Vi er færdige. Som i, helt færdige. Det her to-barns-koncept, hvem fanden har opfundet det? Hvar´?

Jeg har kun hån tilovers for de et-barns forældre, der klager over manglende tid og frihed. Hahahahahahahahaaaaaa. Næh, os to-børns-forældre, vi ved nok hvad det hele handler om. Med to børn, så har du nemlig ingen. Ingen. Ingen. Tid tilovers.

Den tid, hvor du vidste, at ældstebarnet sover til middag, er nu inddraget, så det der med at sætte en vask over, tømme opvasker og læse om det der sker ude i verden, det kan du godt vinke farvel til. Medmindre du har hjerneceller tilbage efter 20.00. Og det har du ikke. Og har du heller ikke forberedt mad, så det max. tager 5 min. at varme, så er det ris til egen røv, for haha, så har du et stk. baby i ulvetime, og et stk. selvstændighedsalder flyvende rundt i rummet, som en ballon man lukker luften ud af.

Man løber rundt og prøver at være voksen, men håber alligevel at de rigtige voksne kommer og tager over. Snart. Så lidt nedslående var det, da jeg her til aften endelig åbner køleskabet for at se om nogen har gemt noget godt derinde. Jeg ser til min overraskelse, at der står en Barcadi Breezer. Og det er jo søndag. Og begge drenge sover. Og sådan en har jeg aldrig smagt. Så jeg sætter mig ned og drikker den, åbner Vi Forældre og læser, at den nye trend, bliver at tage ansvar og være voksen. At opdrage sine unger til at være engagerede verdensborgere. Det siger Emilia van Hauen selv. Skål!

Jamen det vil jeg sørge for så. At mine to sønner bliver engagerede verdensborgere. Med slips og det hele. Så kan jeg nemlig sidde på Amager og drikke Breezere og tage til X-faktor audition som det passer mig. Og mon ikke vores nabo Bella Centeret har en pjece om det dersens klima-halløj alle taler så meget om. Co-et-eller-andet.

Nå. Jeg hopper i kanen, der i dagens anledning er med Nutella-håndaftryk. Det burde skiftes, det sengetøj. Men jeg orker ikke. Det kan de voksne gøre. De kommer i morgen.