Vild med dans

Nu var det sådan at jeg skulle gøre noget ikke? Så på det helt lavpraktiske plan er det sådan at jeg kom til at melde mig til dans aka dansemotion. Og ved I hvad? Det holder 100. Allerførst fordi man skal have en BMI over 25, inden man starter. My kind of place. Jeg var der i går for første gang, sammen med andre typer ved navn Ruth, Inger og Kirsten. Så kan I selv gætte hvor mange årgang 1973 der var. Én. Moi.

Jeg har intet imod at være hende den ikke-helt-så-tynde nede i Fitnesscentret men jeg ville finde et sted, hvor man finder noget livsglæde i ret så store mængder, og de her damer, jamen de kommer for at danse, ikke for at se smarte ud. Og de griner så det runger, mens de ryster deres røv.

Og vi rystede. Og hoppede. Og vrikkede. Og et-chaché'ede i over en time til bongo-bongo musik og Madonna. Og jeg er øm i dag, så min krop fik een på goddagen.

Det er ikke super-cadio-pulsen-pumper-til-man-bliver-lilla-i-hovedet-dans, men det er skideskægt. Og se nu her, de har humor i gulvet. Hvem skulle have troet det?



Fik man ikke nok af grine af under dansetimen, kan man altid grine af det helt absurde i at der ligger en fletkurv fuld af knogler:


Eller denne bog:


Jeg er vild med dans.