tirsdag den 4. januar 2011

Én på A-kassen


Det er altid godt at starte året på Industrivej i Brøndby. Hos A-kassen. Så ved man ligesom hvor man er henne i sit liv. Nemlig på dagpenge.

Jojo. Jeg har da som alle I andre også fine nytårsfortsæt. Ét af dem er så IKKE at sidde på Industrivej i Brøndby i 2012 d. 4. januar kl. 10.00.

Udover det, så var det overordentligt hyggeligt. Med automatkaffe og det hele. Målsætninger, værdier og del-med-din-sidemand. I mit tilfælde en lagermedarbejder med ondt i ryggen. Halvt år gammel depression og værsgo' og skyl.

Når man så sidder der. Med et stykke af Danmark, og med sin lagermand-sidemand, så er det egentligt meget rørende at høre om alle de drømme de andre har. Fx. syntes Alan fra Mellemøsten, at man skulle være glad. Hver dag. For der var så meget at være glad over. Og det har han jo ret i.

Hende der holdt mødet startede med at sige: 'Nu er jeg jo sådan lidt visuel i det', og så klaskede hun 10 billeder på bordet, hvor vi skulle vælge ét, der passede bedst til sådan som vi så vores situation ligenu. Her døde jeg lidt. Er simpelthen allergisk overfor lavpraktiske visualiseringsøvelser i et neonoplyst lokale i Brøndby.
Men. Jeg var alligevel ret nysgerrig for at finde ud af, hvad min medkursist med juletuborg-selerne ville vælge. Han valgte en sammerullet pengeseddel og sagde: 'PENGE', og så gik han. Og kom aldrig tilbage. Fair nok. Sådan kan vi alle have det.

Jeg selv valgte et billede af en Mandril-abe, fordi noget med sjov næse, og farver, og gak-gak, og Casper Christensen, og en ansøgning jeg engang havde strikket til ham i en sweater (jamen det har jeg faktisk, stadig skidesur over at han aldrig ringede), og drømme, og idéer. Og her var det at jeg opdagede, at der var het helt stille i lokalet og at møde-Krifa-damen stod og trippede med sin powerpoint med værdier.

Men så fik hun et andet blik, og blev lidt mere loose, og anbefalede os alle at læse bloggen dagpengeland (som bestemt er et klik værd). Se now we're talking. Og herefter blev det er ret så hyggeligt møde. Vi drak mere maskinkaffe og endte med at synge som Susan Boyle. Eller det vil sige, at vi så det You Tube klip, hvor hun for første gang bryder lydmuren overfor Sir. Simon Cowell og resten af England, som måbede.

Jeg kunne se, at det rykkede lidt i en kommende Krifa medarbejder, som 'sad med', for at se hvordan løjerne foregik. Måske var det som kompensation for ikke at bryde ud i krampegråd, men i hvert fald råbte han højt og begejstret. Jeg tror han så sit kald: at få alle arbejdsløse danskere til at finde deres indre Susan Boyle i al sin bimsethed.

Måske skulle jeg droppe skrivningen og så simpelthen skrue mig ned i en spinlonkjole og få kruset garnet og så afsted over ud på de danske landeveje. Nu er Bamse jo også lige død ( RIP du kære Vimmersvej), så der mangler vel en ny troubadur? I kan ringe til Thure for tourplan og booking.

So long.

6 kommentarer:

  1. Jeg hjælper jo selvfølgelig gerne med noget sangtræning - og vil glæder mig til at høre Annamette Boyle synge Vimmersvej!

    SvarSlet
  2. HA HA HA HA HA Klaus, skaffer du også noget spinlon?

    SvarSlet
  3. Nu er jeg jo vokset op i Midtjylland i en stor bunke spinlon! Fordi min mor var hjemmesyerske. Så der kom hele tiden damer, der skulle prøve kjoler i storblomstret spinlon. Derfor er jeg nok lige en lillebitte smule allergisk over for elastiske stoffer.
    Men mon der ikke gemmer sig nogle rester, et eller andet sted, som du kan sy sammen til en patch-work-agtig dragt.
    Jeg tror osse at Susan selv havde syet sin spinlon spencer, så det er en ny trend for sangerinder. Lady Gaga har da nok også selv været igang med kødnålene....

    SvarSlet
  4. Du kunne sagtens have kommet forbi til en ordentlig kop kaffe, nu du var i 'min hood' - har også en enkelt gang været på Industrivej og sendt hjem med besked om, at jeg sikkert ville lande et job af mig selv, hurtigere end de kunne lave en plan for mig (læs: smut hjem og find et job inden 3 måneder, så sparer vi krudtet til en anden)... Gætter på at det ikke er helt sådan systemet fungerer pt. ;-)

    SvarSlet
  5. Du skal hyre mig som booker. Ikke Thure. Og ikke noget musiktam. Du skal skrive, skrive, skrive.

    SvarSlet
  6. Jeg glæder mig simpelthen sådan til, at du på din blog laver et live show - det kunne sagtens være pay per view - "Annamette goes Susan Boyle"...

    Derudover griner jeg stadig af Lau fra dagpengeland.dk! Hvis det virkelig er sandheden, så har jeg en god idé til at spare nogle penge...

    SvarSlet