Pelsdyr

Jeg lovede jer et indlæg om pelse. Minkpelse. Og nu da klokken er 2.5 time i mandag, så må jeg hellere få det postet.

Nogle gange glemmer jeg som mor. At få taget det lange dejlige bad, hvor jeg leger wellness på Ole Henriksen måden og skrubber sig ind i dejlige aromaterapeutiske olier og hører rockmusik imens (jeg ved ikke med dig, men det fungerer bedst for mig sådan og ikke for meget pan-fløjte). Jeg glemmer at skide hul i det hele og tage til London. Eller Rom. Eller Island.
Jeg glemmer at dyrke den sport, der skal gøre min krop spændstig og jeg glemmer at spise det mad, som gør mig ikke-stresset og ikke-hidsig. Jeg glemmer at læse den bog, som jeg i 100 år har villet i gang med og jeg glemmer at tjekke nye hjemmesider. Jeg glemmer at køre en tur ud i det blå uden at vide hvorhen og jeg glemmer at det er alt alt for lang tid siden, at jeg har besøgt en kær veninde i Sverige. Jeg glemmer at jeg godt kan lide at sidde og tegne og dimse og jeg glemmer at jeg elsker at kigge på galla-kjoler på nettet.

Engang var jeg intet andet end spontan. Det kan jeg ikke anbefale, men jeg handlede. Gik til højre uden at vide hvorfor. Og lige præcis dén fornemmelse har jeg sindsygt meget brug for ligenu.

Og lige præcis derfor var det så skægt at opleve min mor, som kom til at gå ind i et pelsforretning og kom til at købe en pels. 'Jeg har gjort noget helt gak Mette', sagde hun mens hun hyperventilerede og havde opspilede øjne. I et sekund tænkte jeg, at hun havde pansat hele sit liv for at rejse til Borneo og blive orangutangekspert. 'Jeg har fandme købt en pels', gjaldede hun så ud over hele Nimb, hvor vi spise aftensmad. 'Bare på beløbet du', grinede hun videre og tømte sit tredje glas vin.

Og mens jeg sad der og kiggede på dyret tænkte jeg, at det fanden galemig er på tide, at jeg gør noget. Bare noget.